Hej mennesker.🙂
Jeg er ved at lede efter en cykel. Jeg er bare ikke så klog på hvilke steltyper, materialer osv. man skal gå efter.
Jeg har efterhånden fundet en del interessante cykler på det brugte marked, da jeg tror mit budget bedst rækker dertil.
Jeg er en 19årig pige, 164cm høj, min skridtlængde er 76cm.
Jeg kunne godt tænke mig hvis i kunne hjælpe mig lidt med evt. forklaring om hvad og hvorfor man f.eks. skal vælge: Alustel osv.
Cyklen skal bruges til bykørsel, dvs. indkøb, skole og nok også nogle cykelturer for motion skyld.
Jeg er især interesseret i at vide noget om:
Hjulstørrelse
Vægt
Steltype
Stelmateriale
Forgaffel
Fælge
Eger
Dæk
Styr
Frempind
Håndtag
Sadel/Sadelpind
Pedaler
Lås
Krank
Bagagebærer
Skærme
Bremser
Gear + antal
evt. Tyverisikring-chip
evt. Dynamo
Anbefalede modeller/mærker ud fra mine ovenstående data.
Jeg håber der er nogle cykel-interesserede/-mekaniker derude, som kan hjælpe mig lidt.😖
tilføjet af Cykeline
Vælg med åbent sind
Du skal ikke gå op i alt det. Jeg er en pig på 27 som har fået cykler stjålet og smadret (sikkert fordi jeg bor et sted som ikke er alt for "trygt" for cykler) i ét væk og jeg har derfor skullet anskaffe mig en del igennem tiden. Jeg er på SU så der er hverken råd til forsikring eller nye smarte cykler. Jeg går efter de kendte mærker (Kildemoes, Raleigh osv) i den blå avis, for så er der en chance for at de holder og kører godt selv om de er lidt gamle. Den sidste cykel jeg købte (og nu kører på hver dag) var en Kildemoes til 300kr. Den er MEGET retro og er sikkert noget nær på alder med mig selv, men den kører som en drøm. Den er lidt rusten hist og her, men det er ikke noget at tale om og ellers fejler den intet. Jeg fik cykelkurv med i købet, den har Basta-lås med nøgler og jeg synes jeg har gjort et formidabelt køb. Hvis man betaler under 500 (og det kan man sagtens nøjes med) for en cykel, er der ingen grund til at gå op i alt det andet halløj. Det troede jeg også engang var nødvendigt, men så bliver det svært at finde en billig cykel, der lige nøjagtigt passer til ens krav.
Check dba.dk og find dig en dejlig ny/brugt cykel😉
tilføjet af ProvinsBørge
Det skulle ikke være nødvendigt -
at gå SÅ højt op i samtlige cyklens bestanddele...
Navnlig, da du jo har et begrænset budget, og derfor ikke bare kan vælge og vrage mellem mærker og legeringer. 🙂
Det, du har skrevet om dig selv, er fint. Det kan nok hjælpe nogle ekvilibrister til at fortælle dig, hvilken stel-størrelse, du med fordel skal vælge.
Men hvilken type pige er du? Er du teknik-pige, der gerne vil have en hurtig cykel med mange gear, eller er du en stille mus, der bare skal have en jernhest, der aldrig svigter, og som kræver et minimum af vedligehold?
Først ville jeg kigge mærker - og deres prisleje, - for prislejet siger noget om kvaliteten. Det nytter jo ikke, at cyklen er billig, hvis det viser sig at være noget skrammel. 😮 Som den anden svarer nævner, regnes f.eks. Kildemoes vist for en ganske god cykel.
Jeg mener, en god cykel skal have et stift stel. (Og så må I rette mig, hvis verden har udviklet sig 🙂). D.v.s. når du cykler på den, må den ikke "vride" i stellet, - f.eks. når du træder hårdt i venstre pedal og trækker i venstre side af styret - og derefter træder hårdt i højre pedal og trækker i højre side af styret. Kvalitetscykler er født med stive stel; men når de bliver gamle og slidte, bliver de som regel "bløde" i det. (Bortset fra min mors Raleigh, som var blød - lige fra starten!)
Alu (aluminium) er et let og blødt materiale; mens stål er tungt og stift. Så det stiveste - og tungeste stel fåes med anvendelse af stål, og det gør den naturligvis tungere at køre på.
Som grundregel kører cyklen lettere, jo større hjul, den har, - og jo smallere dæk/fælge, den har. Igen er alufælge lette; men slår sig også let, og får let buler. Brede dæk og fælge er nok mere komfortable, - og bedre egnede til mudder, sne og is; men de har også en større rullemodstand, d.v.s. du skal bruge flere kræfter, når du cykler.
Gear kan enten være derailleur- eller navgear. Det er min klare opfattelse, at navgear er noget tungere at træde frem; men mange vil sikkert opponere imod dette. Ved navgear sidder hele gearet inde i midten (navet) af baghjulet, hvorfor de bevægelige dele er meget små. Til gengæld er gearet suverænt godt beskyttet, - det kræver nærmest ingen vedligeholdelse, og du kan også i dag få cykler med ret mange gear i navet.
Derailleur-gearet (betyder afsporing) er det, hvor der er flere udvendige tandhjul - som regel både foran og bagtil. Kæden løber gennem to små tandhjul under baghjulet, og gearet skiftes, - som navnet antyder, - ved at tvinge kæden over på tandhjulet ved siden af det, den kører på. Tandhjulene kaldes i øvrigt klinger.
Derailleur-gearet er lettere at træde, eftersom du kun skal overvinde gnidningsmodstanden mellem kæde og klinge henh. foran og i bag. Det kræver dog vedligeholdelse. Kæden bør renses, smøres - og måske udskiftes mindst en gang om året, hvis du bruger cyklen meget. Kæden slides mere her, fordi du vrider den, hver gang du skifter gear. I begyndelsen kom disse gear med 2 klinger foran og 5 bagi, d.v.s. 2 X 5 = 10 forskellige gear, hvilket er rigeligt til alm. brug; men i dag kan du få flere klinger både foran og bag, og de kan også som regel tilføjes senere hen.
Skal du bruge bagagebæreren meget, er det vigtigt, at den er gedigen - og gerne rustfri.
Bremser kan være enten nav- eller fælgbremser. Navbremser er langt mest pålidelige, og har du navbremse i baghjulet (hvis du har navgear), aktiverer du den med pedalerne, og der er derfor ikke noget kabel, der skal vedligeholdes/smøres. Mine fælgbremser har i hvert fald de ulemper, at de dels hyler, - dels er de afhængige af temperatur og - især - vand/regnvejr. Der ER vedligehold ved fælgbremser. Dels skal kabler som sagt vedligeholdes, - dels stivner olie/fedt, hvor bremserne bevæger sig, og så angriber de to arme ikke samtidig, - eller de glider ikke væk fra fælgen, når du slipper bremsen.
Gode skærme er vigtige i regnvejr, hvis du ikke vil kunne vrides - efter få minutters kørsel. Nogle foretrækker at montere en stænklap nederst på forskærmen, så man ikke får alt vandet direkte op på fodtøjet.
Sadelen er et meget individuelt valg. Man kan få brede sadler, som man sidder godt på, - hvis man cykler meget opret; men de fleste sadler er i dag ret smalle, og kræver nok lidt tilvænning. Til gengæld slider de ikke op og ned ad benene, når man cykler.
På nogle cykler sidder man som sagt opret, - på andre læner man sig mere forover - mest på deciderede racercykler. Det må du prøve dig frem med. Humlen er nok, at man lettere kan træde hårdt til i pedalerne, hvis man er lænet forover. Sidder man opret, har man kun sin kropsvægt at gøre godt med, - og vindmodstanden vil også være større.
De andre dele har mindre betydning; men du vil måske opdage, at der er lidt forskel på, hvor langt forhjulet sidder foran kronrøret - det rør, som forgaffel og styr drejer i. På de gamle "bedstemor-cykler" slog forgaflen en ret stor bue frem til forhjulet, - på nyere cykler er forgaflen næsten lige, og forhjulet derfor næsten lige under kronrøret.
Det giver en forskel på, hvor "selvstyrende" eller "levende" cyklen er.
Eftersom ingen i dag vedligeholder deres cykel, er det klart, at jo ældre cyklen er, - desto ældre er kuglelejerne i krank og nav - og - især - disses smørelse også.
Jeg synes den anden svarer siger det meget rigtigt: Lad være med at gå og klø dig i nakken over de tekniske detaljer. For hvis du køber en cykel med hjertet, bliver den speciel - og dyr, - og det bliver sådan én, du skal ha' med ind i lejligheden om natten.
Køb en god brugt cykel, du kan lide, - og lad være med at betale mere, end du kan acceptere at miste, hvis den pludselig en dag bliver stjålet. Gå efter en af de bedre mærker, og forsøg at finde den så ny som muligt.
Kan du finde dig i nav-gear, så er 5 gear uden tvivl bedre end 3. Måske fåes de med endnu flere gear nu om dage? Nav-gear har aldrig haft min interesse... 😉
Lys på cyklen klares vist i dag med diodelygter, man clipser fast. Skal du have rigtigt dynamolys, skal dynamoen sidde i fornavet, - og det er der ikke mange cykler, der er født med. Gammeldags dynamoer, der kører på dækket, er forhåbentlig fortid! Moderne diodelygter bruger næsten ingen strøm, og lyset er meget bedre end for dynamolygten.
Held & lykke med projektet!
PS: Jeg skal nok lige sige, at du skal huske at se en kvittering på de brugte cykler, hvis du ikke vil sigtes for hæleri. Nogen kunne jo opdage, at det er deres stjålne cykel, du er kommet til at køre rundt på, - og så er f..... løs! 😮
tilføjet af Bitten
Svar til ProvinsBørge
Hej.
Jeg vil nok kalde mig den tekniske pige. Grunden til at jeg vil vide alt dette om cyklen er for at blive lidt nørdet til faget. Jeg vil utrolig gerne vide en masse om min cykel, selv stå for vedligeholdelse. " jeg kan godt lide at få olie på fingrene :D"
Mange tak for dine svar, de har gjort mig en del klogere.
Jeg står lidt imellem om jeg skal vælge citybike/damecykel eller racercykel, men den skal jo bruges mest til indkøb og kunne slæbe nogle tasker i en kurv evt. Så jeg hælder nok mest til citybike/damecykel i dette tilfælde.
Jeg vil give højest 3000kr for en cykel, jeg ved ikke hvor meget det hindrer mig i kvalitet?
Jeg har kig på en brugt Batavus Stratos Deluxe, med kurv. Jeg fandt cyklens specifikationer på Batavus hjemmeside, den er mest Aluminium, så det er en let cykel, men den bliver jo nemt skæv. Kender du noget til Batavus? http://www.batavus.dk/kollektion/Dansk+Kollektion/Stratos/Stratos+Deluxe.aspx
tilføjet af fruppe
Hvis Du køber en brugt
skal Du blot være opmærksom om kæde og tandhjul er slidt ned, mange køber en dyr cykel men slider det hurtigt ned da de ikke gider at smøre.
Se også efter om der mangler hjuleger, og mærk efter om de er stramme, samt om der evt. er brudt rust igennem lakken.
Al tilbehøret er sekundært, det kan Du jo få udskiftet efterhånden som Du får råd til det.
Man siger jo at der et krafttab i indvendigt gear, men alligevel er masser af nye cykler forsynet med det, selv har jeg 16 udvendige gear på min kulfiberracer.
Er kæden meget snavset så gå ind på en tankstation og køb en sprayflaske "motorrens", det sprayer Du på delene og lader det virke, derefter vaskes det af med vand, og så smører Du kæde og tandhjul samt kabler med noget ORDENTLIGT smøremiddel, ikke WD-40 eller symaskineolie, det efterlader bare en klistret hinde der suger snavs til sig. Køb en teflon-baseret kædespray hos cykelhandleren, den tørrer godt ind og smører alligevel perfekt, prisen er 60-80 kr men det betaler sig.
Når Du har god tid så løsn alle bolte og møtrikker uden at skille noget ad, disse smører Du også og strammer til igen, så er de ikke rustet eller irret fast den dag det bliver aktuelt at skille cyklen ad.
tilføjet af Læsehesten*
batavus
hej,
Jeg har selv en Kildemoes, købt som ny og kun 2 år gammel. Men hvis jeg skulle vælge i dag så havde jeg købt en Batavus. Kender en som ejer en Batavus og der er bare langt mere styr på detaljerne.
Hendes styr kan låses, hvilket er praktisk når man handler stort ind. Min kan ikke, der er kun monteret en fjeder som desværre ikke holder til en dyt.
Jeg gav 4700 kr. for min Kildemoes. men fik dog 10 års service med i købet, hvilket jeg er glad for, så jeg er gang om året for tjekket kæde, bolte, gear etc. Men skulle nok have ofret lidt mere på en Batavus.
Prøv også at cykle en tur på den uanset om det er samme mærke da der er utrolig stor forskel.
Og måske du skulle se om der er en lukket kædeskærm.
KØB IKKE en cykel fra Kvickly og den slags steder. egen erfaring er at det er noget skrammel. Kostede mig mere i vedligeholdese en selve nyprisen.
tilføjet af bare mig
i mellem os sagt
i dette begrænsede forum vil jeg godt afsløre at jeg har hørt, at Kvicklys Mustang cykler er private label for ... Kildemoes :)
tilføjet af Anonym
Ny/Brugt cykel, hvad skal jeg være opmærksom på?
Jeg er selv ude efter en brugt cykel her til forår/sommer og har bla. læst mig lidt til hvad man skal kigge efter når man skal ud og finde en brugt cykel. Du kan læse noget her i artiklen om brugte cykler. Jeg er i hvert fald blevet lidt klogere på hvad man specielt skal undersøge.