Jeg skal lige ud med dette!

Jeg går rundt og har sådan en klump i maven hele tiden, og jeg har bare brug for at komme ud med det her!
Lige fra jeg blev født, ville min storesøster rigtig gerne lege med mig. Men hun bestemte hele tiden hvad jeg skulle sige og hvad jeg skulle gøre i legen.
Og jeg blev jo efterhånden vant til, at hver gang man legede eller snakkede med nogen var det bare den anden der styrede hvad man skulle sige og gøre.
Da der jo selvfølgelig ikke var nogen børn på min alder der "styrede" legen, kunne jeg jo hverken snakke eller lege med dem, det gjorde bare at jeg blev mere afhængig af min søster, og det gjorde jo også at jeg gik helt alene hele tiden. Hver gang hun gik fra mig, begyndte jeg at græde, og jeg var så trist, og jeg gad absolut ikke at snakke med nogen.
Men efter som hun blev større, begyndte hun selvfølgelig at give slip på mig, for hun ville hellere være sammen med hendes veninder, det var nok der jeg var omkring de 6 år.
Nu var det jeg begyndte at blive ked af, hvorfor jeg ikke kunne lege med nogen, hvorfor jeg ingen venner havde osv., og det var jo nok lidt sent at finde ud af det.
Jeg kunne ikke sove om natten, og det blev jo ved med at udvikle sig til noget værre og værre.
Så det sidder hele tiden i mig. Det eneste der gør det svært for mig at være sammen med andre, er det lave selvværd og selvtillid jeg har, og det kan ikke komme op, fordi jeg havde det der i barndommen.
Har i nogle råd til hvordan man kan ”glemme” det?[:|]

Nu ved jeg ikke hvor gammel du er, og hvor langt det her ligger tilbage.
Men du skal tage ansvar for dit liv nu. Lad være med at give din søster skylden mere. Læs nogen bøger om hvordan man styrker sit selvværd. Og glem ikke din fortid/barndom, men lær af den!
Bryd de mønstre som du startede i din barndom.
Hver gang der er noget du ikke tør, så gør det alligevel. Start med noget småt... Og hvis du allegivel er "alene" er der jo ingen som kan se hvis det ikke går helt efter planen😉
Spring ud i dit liv. Øv dig i at snakke med andre.
Jeg er selv ret dårlig til det der med at small-talke. det falder mig ikke naturligt, og jeg har lært at det er en god måde at bryde isen på. Jeg har lært mig nogen, små-spørgsmål, som gør det nemmere. "Hvordan går det på arbejdet", "Hvordan har din kæreste/mand/mor/barn det?", At spørge ind til en hobby som du ved de har, et eller andet!! Så glider det lidt af sig selv 🙂
Hvis du ikke ved hvor du skal møde mennesker, så meld dig til et kursus af en slags. Noget kreativt, eller andet som interessere dig. Her møder du mennesker med de samme interesser. Så er det nem at falde i snak 🙂
Held og lykke med det hele. Håber at du finder det du søger 🙂
Mis

Hende dér "Mis-1" har nogle rigtigt gode tips, så hende (jeg gætter på at det er en "hende"!) kan du godt lytte til.
Jeg synes at du skal lade være med at 'læne dig' så meget op ad fortiden' for at forklare dine handlinger i nutiden.
Selvom det måske lyder lidt brutalt, så er du er et voksent individ og har selv ansvaret for hvordan du handler og alverdens forklaringer om hvorfor du handler som du gør, vil sandsynligvis ikke hjælpe dig videre - i hvert fald ikke før du er blevet bedre til at 'være din egen person', har accepteret dig selv som ansvarlig og er blevet lidt 'stærkere'.
Så endnu engang: Lad være med at bruge tid på at finde svarene i fortiden og brug i stedet kræfterne på at handle i nutiden (i hvert fald i første omgang!)
Accepter dig selv og tilgiv de fejl du har i stedet for at bruge dem imod dig selv.

Måske det vil kunne give dig mere mod og selvtillid at tale med en professionel. Du skal jo ligesom videre med dit liv og over hvad der engang skete.