Jeg trives ikke

Så kort kan det siges. Jeg trives ikke. Jeg er ved at være godt og grundigt deprimeret, og har svært ved at finde lyse punkter. Der er en lille guldklump, hvor jeg arbejder, som lyser op og giver mig inderlig glæde. Jeg savner hende idag på min fridag. Jeg forsøger at finde en masse positive småting at glæde mig over, men det sker bare ikke.
Jeg har ikke lyst til at være nogen steder. Jeg passer ikke ind nogen steder. Jeg føler mig uønsket og overset.
Min kreativitet er væk. Min energi er væk. Mit humør er væk. Det begynder at ligne en nedadgående spiral, og jeg har ikke engang lyst til at kæmpe mig ud af den. Jeg har bare lyst til at lukke mig inde i alt det sorte og forsvinde.
Hvad er det, der sker med mig? Jeg ved sådan set ikke engang, hvor jeg vil hen med dette indlæg. Måske nogen har noget klogt at fortælle mig?

Har du prøvet at snakke med hende?

Måske føler du dig lidt alene? prøv (selvom du ikke vil) at gå ud mellem mennesker, snak med folk. Vær sammen emd nogle venner. Denne lille guldklump, kunne du måske ikke snakke lidt med hende om det hele?
Kender følelsen. Man er helt nedslidt og orker ikke noget. Men du er nød til at finde en ting at kæmpe lidt for. Har været lige så langt nede som dig. Jeg prøvede at finde noget at kæmpe for. Først var det en dreng men han brændte mig af lige til sidst og så røg jeg ned igen, så fandt jeg en anden dreng at holde fast i, han bar mig lidt ad vejen, men slap så. Så var der en dreng som fandt mig og hev mig op. Så kæmpede jeg for ham i en tid. Men det er svært når man har det dårligt. Jeg har holdt fast i min skole og kæmpet for karakterene, kæmpede så meget at jeg fik mit første 13 tal i projekt og nu i biologi rapport. Find små ting som du ser er vigtige og gode og gør dem større. En fugl der fløjer, en blomst der blomstre, solens stråler. Gør disse små ting store og bred dem ud til at himlen er smuk, at naturen er dejlig, at dyrene og menneskerne omkirng dig er vidunderlige. At du selv ka gøre en forskel. Se de lyse sider.. Det er svært men prøv.

Tak for jeres omsorg. Det er utroligt at mennesker, der aldrig har mødt mig, er villige til at bruge tid og kræfter på at hjælpe mig.
Jeg har brugt andre siden mit første indlæg, og jeg kom frem til, at der var nogle, jeg skulle sige fra overfor. Det gjorde jeg i går, og idag er min verden væltet. Jeg troede ikke, jeg var selvmordstruet på noget tidspunkt, men alene at jeg havde brug for et skub, da jeg er vant til at slås og normalt er meget psykisk stærk.
Jeg gør det jo nok ikke, for jeg har børn jeg ikke vil byde det, men hele dagen idag har jeg kun tænkt på, hvordan jeg kan forlade denne ubarmhjertige verden. Var det ikke for børnene, hang jeg i træet, jeg kan se herfra nu.
Jeg vil ikke til lægen. Jeg vil ikke have medicin. Jeg HAR fået utallige gode råd, som jeg ikke er i stand til at følge uden at føle mig som et dumt svin overfor andre - og den følelse kan jeg ikke leve med.
Nu sætter jeg mig med noget vin og skriver afskedsbreve til de mennesker, jeg ikke kan holde ud, fordi deres selskab skader min psyke. Så håber jeg, at der dukker noget op, jeg kan bruge.