jeg vil skilles Hvad skal jeg sige

hej til jer
jeg er en kvinde på 36, jeg er gift med en mand der siger han elsker mig højt, vi har været meget igennem, vi har 4 børn og vi har været gift i snart 12 år.
Jeg elsker ham ikke mere, jeg kan ikke finde gnisten, ilden er brændt ud. Jeg har virkelig prøvet at give det en chance. Men er hel dårlig ved tanken.
Hvad skal jeg sige til ham, jeg er lidt bange for hvordan han reagerer.
er der nogle der har nogle råd, jeg har ikke rigtig nogle jeg kan gå til, da stort set alle forguder ham. så jeg er så at sige temmelig alene om problemet.

og bed om en snak og læg kortene på bordet.
Der er ingen vej udenom. Men lad ham reagere..dvs hvis han bliver ked af det og vred, så lad vær med at gå ind i en diskution eller skænderi med ham.
Så du må være lidt rummelig overfor hans følelser.
vh anonym

Vær ærlig over for din mand.
Måske kommer det ikke bag på ham,at gnisten er væk hos dig.Mænd/Kvinder er mere følsom end man regner med.Det er ikke nogen skam at gnist og kærlighed forsvinder for en af parterne,derfor vær ærlig.

og jeg føler med og for dig.
Egentlig, så selvom det er svært, så er det mest reele at sige det som du lige har formuleret her på debatten. Sig det som det er - ærlighed fortjener han og den respekt som ærligheden udviser. Jeg syntes at kunne læse at du holder af manden - bare ikke nok til at forblive gift med ham.
I fortjener begge at have et lykkeligt forhold - helvede på jorden er, efter min mening at være i et forhold, hvor man ikke nødvendigvis er ulykkelig, men under ingen omstændigheder ikke er lykkelig.
Held og lykke med det. vh/Kontormus

Til din mand, at du ikke synes at forholdet er så godt - MEN - at du FOR BØRNENES SKYLD ønsker at I på en-eller-anden-måde, får det til at fungere tåleligt for jer begge.
I HAR VALGT BØRNENE - OVEN I KØBET 4 STK!
- MEN BØRNENE HAR IKKE VALGT JER! DET ER AAAALT FOR SENT AT KOMME I TANKE OM, AT DET/HAN IKKE ER SÅ MORSOMT! - HVAD HAR DU GANG I??????
I øvrigt står der INTET om at det skal "være sjovt" at være forældre eller nogen garartier for at det er lige rosenrødt.
MEN DET ER ET KÆMPE ANSVAR - OG DET ANSVAR MÅ I LEVE OP TIL!
ALT FOR MANGE FORÆLDRE HAR KUN FOKUS PÅ DERES EGNE BEHOV - DER ER RIGELIG TID TIL KÆRESTERI - NÅR BØRNENE ER BLEVET STORE!!!!

TAG DIG SAMMEN!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Hvorfor skal vi "høre" på dit "råberi"?

- men at rende af pladsen med 4 børn, det er!
- Hvis ikke 4 børn kan fremkalde en ekstraordinær indsats og en tilsidesættelse af ens egne behov for en periode, hvad kan så?

- hvad mener du helt præcist, for som jeg læser det, er det ikke noget han ved noget om.
- Nu vil jeg afholde mig fra at skrive med versaler, men den hætteklædte tog sådan set ordene ud af munden på mig.
- Hvis jeg var dig, ville jeg være langt mere bekymret for, hvad jeg gør ved mine børn end hvordan min mand reagerer.
- Du er da nødt til at fortælle ham, hvordan du har det og så må i finde ud af om den gnist kan vækkes til live igen. Parterapi er en mulighed. Har du prøvet det? Det er ikke fair at sige, noget har fået en chance, hvis der ligger uprøvede mulighedeer lige ved højrebenet. Synes du?
- Vi kan læse side op og side ned herinde om uduelige fædre, der forlader deres ufødte børn og koret er højt og vedværende i det fordømmende toneleje.
- Når kvinder spolerer ungerne tilværelse, så er det godt nok med en anden effektivitet. Hvad tænker du dog på? Som den hætteklædt siger: Det er alt for sent, det er ikke en mulighed du har. Ikke med den begrundelse, du fremfører her.

synes klart du skulle sige det til din mand, han er nok den der bør vide det, og ja efter min mening før solfolket.
Det lyder ikke som har du fundet en anden,, eller har en elsker, havde du det og sagde du ville skilles derfor, tror jeg du vil såre din mand meget meget mere, for så vil han oveni også skulle leve med at være holdt for når.
Så ja igen mit råd er,, tal dog med din mand, du har kendt ham i 12 år, så skylder du ham det ikke ??????????
Fortsat god dag

var dog det værste sludder jeg længe har læst..
har du tænkt på at de unger måske i sidste ende ender med 2 lykkelige forældre, der måske endda igen kommer til at opleve et liv i kærlighedens gnist, altså bare hver for sig,,,
børn kan mærke meget også daglig manglende kærlighed, evendelige skænderier,, osv
Man skylder sine børn ærlighed og evnen til at sige til og fra lærer de næppe af en mor og far der bor sammen bare fordi, det ser pænest ud..

at elske deres forældre!

det betyder så at forældrene skal blive sammen uanset om det er det rigtige for dem ?
Godt meninger er forskellige,, og ja er glad for jeg selv mener at børn har bedst af lykkelige forældre også selvom det betyder det må være hver for sig

- det betyder det jeg skrev: at man skylder sine børn at elske deres forældre. Ikke nødvendigvis 'elske MED' på samme adresse. At vise kærlighed og respekt er altid et godt eksempel for børn, - og på den anden side: Man får ikke børn med hvemsomhelst, som man kan behandle efter forgodtbefindende. - Det ville være en desavuering af BØRNENE!

i panikalderen, og er kørt træt i det hele, du er 36 år, og føler nu at livet er på det sidste for dig, så skal der ske noget så skal det være nu.
Du vil fortryde det hvis du lader dig skille, den frihed der venter forude, den er intet værd, jeg har selv været det hele igennem, så jeg ved hvad jeg taler om, tænk også på jeres fælles børn, de kommer til at mangle en far eller mor, en af jer kommer til at mangle den oplevelse at se jeres børn vokse op.
Jeg mener ikke at man for enhver pris skal blive i et forhold, men man skal virkelig tænke sig godt om, for så vil en af jer træffe en anden, og så er balladen der det siger jeg dig bare, denne anden kan virkelig sætte brand i det hele, og så kører skyttegravskrigen ellers.
Læg kortene på bordet for din mand, send ungerne ud til bedstemor, og vær så noget for hinanden på en eller anden lille hyggelig kro, lad være med at smide 12 år væk,det vil du for altid fortryde.

Det er da rigtig hvad dulkis siger (klog kone, hende dulkis) Det handler jo ikke om skænderier og hvad vi har. Konen har ikke engang fortalt manden, han har et problem, så stik lige piben ind.
Man laver sgu ikke bare 4 skilsmissebørn!

er sgu til at overse.
Hvad tror du egentlig vi har nemmest ved at forholde os til. At madammen keder sig så meget sammen med os at hun hellere er foruden, end der er en "der har olden-bollen-stjållen hende".
Tænk over den!

og gider ej kommentere debat, der sviner andres mening til,,
jeg giver min og mener klart at god skilsmisse ikke nødvendigvis betyder kærlighed til deres mor eller far såfremt det ender med anden partner,,
og i tilfældet med konen, så ber hun om råd i forbindelse med skilsmisse og ikke om at forlade 4 børn,,,
underlig sammenblanding
men godt med mange meninger
ærgeligt man skal stikke piben ind
sender en sur cigar retur
regner med den passer personligheden bedre :-)))
fortsat god nat

nada
men er også ligeglad
måske du skulle kommentere nogle af de andre,,
nu min mening er dig så meget imod
yderligere forklaring behøves ikke
og ja jeg ryger stadigvæk ikke pibe
måske du skulle tjekke din tobak
er du sikker på den ikke er eroforisk ( forkert stavet ved det godt )
nej kan heller ikke stave
så nupper lige en pibe

fordi dit råd er så ubetænksomt. Du er jo også den eneste der mener, det er bedre at blive skilt. De andre forsøger trods alt at få hende til at tænke sig om.
Der er da ingen grund til at betragte det som tilsvining. Er du lidt sart? Måske ovenpå en skilsmisse?

Jeg tror ikke på at der er nogen der bare sætter sig ned og siger, jeg er ikke lykkelig med min mand. ok vi har 4 børn og hvad så. Nej når man kommer så langt at man endelig har taget beslutningen om at man vil skilles, så har man virkelig prøvet alt. Jeg selv prøvede i 3 år på at få parforholdet til at fungere for vores søns skyld. Men der skal 2 til at få det til at fungere, til sidst er der ikke mere tilbage, ikke flere følelser, ikke mere håb, ikke flere kræfter.
Så se at få det sagt, det bliver ikke nemmere med tiden, har du fundet en anden, så fortæl ham det selvom det sårer, det sårer mere med løgn og fortielser.

Når man har været gift i mange år, er det helt normalt, at man indimellem mister gnisten (jeg har selv været gift i 30 år, så jeg har prøvet det nogle gange).
Men den kommer altså igen, hvis man VIL det!
Hvad mener du, når du siger, at du har givet det en chance? Har I taget jer tid til at dyrke kærligheden? Det er nemlig en meget typisk fejl, når man har børn. De små engle tager al energien og tiden, og forholdet bliver noget, som kører på lavt blus. Man glemmer at puste til flammen, fordi det hele går op i blevask, snotnæser, lektiehjælp, almindelig daglige gøremål osv. forudet arbejdet, som selvfølgelig også lige skal passes.
Har I prøvet at få børnene passet og tage på en romantisk weekend/ferie et sted, hvor I kun skal tænke på hinanden, gå ud og spise, gå barfodet rundt i parken eller på stranden, eller hvad I nu gerne vil bruge tid sammen på????? Har I taget jer tid til at gå ud at spise / gå i biografen / teatret el. lign. en aften med jævne mellemrum?????
Hvis ikke I har haft tid til det, er det ikke så mærkeligt, at gnisten er væk. Hvis ikke I har prøvet at dyrke hinanden på nogle stykker af den slags "ferier for forældre", vil jeg ikke mene, at du har givet det chance nok!
Der må vel også være grænser for, hvor dårlig du kan blive ved tanken om faderen til dine 4 børn. Ellers har fa..... valgt ham på for løst et grundlag! Og så kan det i den grad undre, hvor du har haft dine tanker de seneste 12 år!
mvh hønemor1001

Jeg synes, at du skal tage det stille og roligt.
Prøv at finde et tidspunkt, hvor I kan komme ud af huset. Gå på en café, etc. og tag så en snak med ham om jeres forhold. Hør på ham og se om I sammen kan finde en løsning.
Sammen eller hver for sig.
Pas på med ikke "at overfalde" ham, da han jo siger, at han stadig elsker dig, og måske er uvidende om dine følelser, eller mangel på samme. Sig til ham, at du synes, at I har brug for en snak, kun jer to. Og tag den så derfra.
Held og lykke ...

Jeg kan kun give dig ret i de ting du siger. jeg har den samme holdning når det kommer til hvem der har valgt hvad omkring børn og forældre..
når man første har fået børn, kan man ik være bekendt bare at skride fra det hele, da især ike når i ikke har snakket om det !

så udemærket godt. Jeg står selv i en lignende situation og vil skilles fra min mand. Vi har 2 børn og mine overvejelser (de sidste 2 år) har stort set kun drejet som om hvordan de vil tage det. Jeg prøver selv at finde ud af hvordan jeg skal få det sagt. Vi har rigtig mange gange snakket om hvad vi skal gøre og min mand kender mine følelser, så det kommer nok ikke specielt bag på ham når jeg tager skridtet.
Jeg sidder med en kæmpe knude i brystet og ondt i maven når jeg tænker på at være gift med ham længere. Han er en dejlig mand og til tider en god far. Men hvis følelserne definitivt er væk, føler jeg at det bedste jeg kan gøre, både som mor og kvinde, vel at få opbygget en ny tilværelse hvor jeg kan blive lykkelig og være den mor mine børn fortjener.
Jeg går ud fra at trådstarter har overvejet skridtet om skilsmisse i lang tid og ved hvad det betyder for børnene - så derfor synes jeg at der er flere temmelige tarvelige kommentarer, da hun jo egentlig spørger om hvad hun skal sige... Jeg er, som andre skriver, efterhånden nået frem til at det eneste jeg kan gøre at at ligge kortene på bordet og tage det som det kommer. Jeg ved at jeg kommer til at såre ham og mine børn bliver da heller ikke glade - men ind i mellem må man sætte sig selv i første række.....
Kærlig hilsen en der kender det...

Hej jeg er i samme båd, vi har været gift i 19 år og har 2 børn, hvis man er ensom selv om man er gift og man udadtil er glad, er det kun en som det kommer til at gå ud over det er dig selv/mig :-(.jeg smider selv bomben snart. livet er bare for kort til ikke at være glad.hov jeg glemte lige at sige jeg er en mand på 40år

hej alle jer der har det på samme måde. hvor er det dejligt at høre at jeg ikke er den eneste der har det sådan. jeg har også, gennem de sidste 2 år forsøgt på alle måder at få ægteskabet til at gå, puste til ilden osv. og hver gang føler jeg mig bare endnu mere ensom og kærlighedsforladt. jeg har hellere villet mangle kærligheden end at sende mine 2 børn gennem skilsmisse. men jeg er nået til et punkt hvor det føles så meget mere ensomt at være kærlighedforladt i et forhold, end at være ensom og ikke have muligheden for kærlighed gående rundt omkring sig. og jeg er kommet frem til at jeg ikke tjener mine børn ved at leve et liv med smil på facaden og sorg i hjertet. så jeg vælger mig.

men jeg vil nu helt seriøst sige, at ja selvfølgelig skal du drage dine børn ind i din beslutning. Det kan du ikke komme udenom. Men den der med at blive sammen alene for børnenes skyld, det er det værste sludder jeg nogensinde har hørt! Det gør man IKKE sine børn nogen tjeneste med. Tro mig, jeg ved alt om det!! Man skal give sit børn det bedste man har, og det er ikke nødvendigvis en mor og far der bor sammen. Hvis mor har det bedre og bliver et mere "helt" menneske ved at flytte for sig selv, så er det det allerbedste du kan give dine børn. Børn er ikke dumme, de ved udemærket godt at der er kurrer på tråden, man skal ikke fejlbedømme børn i den retning. Men hvis du med din samvittighed kan sige, at du har forsøgt det du kunne, så mærk efter inden i, så er jeg sikker på du finder det rigtige svar. Det svar der er rigtig for dig!!!

Sidder pt i samme situation og vil da gerne lige høre om hvordan det er gået?