Jesus viser sig igen.
Disciplene er stadig modfaldne. De forstår ikke hvad det betyder at graven er tom, og de tror heller ikke på det kvinderne fortæller. Senere om søndagen forlader Kleopas og en anden discipel derfor Jerusalem for at tage til Emmaus, som ligger godt elleve kilometer derfra.
Mens de undervejs taler om dagens begivenheder, slutter en fremmed sig til dem. „Hvad er det for spørgsmål I går dér og drøfter med hinanden?“ spørger han.
Med nedslagne øjne standser disciplene op, og Kleopas svarer: „Bor du som udlænding for dig selv i Jerusalem og ved derfor ikke hvilke ting der er sket i den i disse dage?“ „Hvilke ting?“ spørger den fremmede.
„Det om Jesus Nazaræeren,“ svarer de. „Vore øverste præster og ledere overgav ham til dødsstraf og pælfæstede ham. Men vi havde håbet at han var den der skulle befri Israel.“
Kleopas og hans rejsefælle fortæller om dagens forbløffende begivenheder — forlydenderne om det overnaturlige syn af engle og den tomme grav — men indrømmer at de ikke ved hvad det alt sammen skal betyde. Den fremmede irettesætter dem: „Åh, I uforstandige og langsomme af hjertet til at tro på alt det profeterne har sagt! Skulle Messias ikke lide dette og så gå ind til sin herlighed?“ Derefter fortolker han nogle passager fra De Hellige Skrifter som handler om Messias.
Da de nærmer sig Emmaus lader den fremmede som om han vil gå videre. Men disciplene vil gerne høre mere og siger: „Bliv hos os, for det går mod aften og dagen er allerede gået på hæld.“ Han bliver derfor og spiser sammen med dem. Da han beder en bøn, brækker brødet i stykker og rækker dem det, bliver de klar over at det er Jesus i et materialiseret menneskelegeme. Men så forsvinder han.
Nu forstår disciplene hvorfor den fremmede vidste så meget! „Brændte vore hjerter ikke da han talte til os på vejen, mens han åbnede Skrifterne helt for os?“ siger de. Straks bryder de op og skynder sig tilbage til Jerusalem, hvor de finder apostlene og andre forsamlet. Før Kleopas og hans ledsager når at sige et ord, fortæller de andre begejstret: „Herren er virkelig blevet oprejst og har vist sig for Simon!“ Derefter fortæller de to om hvordan Jesus også har vist sig for dem. Jesus har således vist sig i alt fire gange i dagens løb for forskellige af sine disciple.
Men pludselig kommer Jesus til syne for femte gang. Til trods for at de har låst dørene af frygt for jøderne, står han nu i deres midte og siger: „Måtte I have fred.“ De bliver opskræmte, for de tror at det er en ånd de ser. Men Jesus forklarer at han ikke er et genfærd: „Hvorfor er I foruroligede, og hvordan kan det være at der er opstået tvivl i jeres hjerte? Se mine hænder og mine fødder, at det er mig; føl på mig og se, for en ånd har ikke kød og ben, sådan som I ser jeg har.“ Alligevel har disciplene svært ved at tro at det er Jesus.
For at hjælpe dem til at forstå det spørger Jesus: „Har I noget at spise dér?“ Efter at have taget imod et stykke stegt fisk og spist det, siger han: „Dette er mine ord som jeg talte til jer mens jeg endnu var hos jer [før min død], at alt det der står skrevet om mig i Moseloven og i Profeterne og Salmerne nødvendigvis må opfyldes.“
Jesus fortsætter hvad der kunne kaldes et bibelstudium med dem og siger: „Således står der skrevet, at Messias skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der på grundlag af hans navn skal forkyndes sindsændring til synders tilgivelse blandt alle nationerne — idet der begyndes fra Jerusalem; I skal være vidner om disse ting.“
Af en eller anden grund er Thomas ikke til stede ved dette vigtige møde søndag aften. I de følgende dage fortæller de andre ham begejstret: „Vi har set Herren!“
„Hvis jeg ikke ser mærket af naglerne i hans hænder og stikker min finger i mærket af naglerne og stikker min hånd i hans side, vil jeg afgjort ikke tro det,“ protesterer Thomas.
Otte dage senere mødes disciplene imidlertid atter inden døre. Denne gang er Thomas iblandt dem. Selv om dørene er låst, står Jesus endnu en gang i deres midte og siger: „Måtte I have fred.“ Derefter henvender han sig til Thomas: „Kom her med din finger, og se mine hænder, og kom her med din hånd og stik den i min side, og hold op med at være vantro.“
„Min Herre og min Gud!“ udbryder Thomas.
„Er det fordi du har set mig du har fået tro?“ spørger Jesus. „Lykkelige er de som ikke ser og dog tror.“
Lukas 24:11, 13-48; Johannes 20:19-29.
Mens de undervejs taler om dagens begivenheder, slutter en fremmed sig til dem. „Hvad er det for spørgsmål I går dér og drøfter med hinanden?“ spørger han.
Med nedslagne øjne standser disciplene op, og Kleopas svarer: „Bor du som udlænding for dig selv i Jerusalem og ved derfor ikke hvilke ting der er sket i den i disse dage?“ „Hvilke ting?“ spørger den fremmede.
„Det om Jesus Nazaræeren,“ svarer de. „Vore øverste præster og ledere overgav ham til dødsstraf og pælfæstede ham. Men vi havde håbet at han var den der skulle befri Israel.“
Kleopas og hans rejsefælle fortæller om dagens forbløffende begivenheder — forlydenderne om det overnaturlige syn af engle og den tomme grav — men indrømmer at de ikke ved hvad det alt sammen skal betyde. Den fremmede irettesætter dem: „Åh, I uforstandige og langsomme af hjertet til at tro på alt det profeterne har sagt! Skulle Messias ikke lide dette og så gå ind til sin herlighed?“ Derefter fortolker han nogle passager fra De Hellige Skrifter som handler om Messias.
Da de nærmer sig Emmaus lader den fremmede som om han vil gå videre. Men disciplene vil gerne høre mere og siger: „Bliv hos os, for det går mod aften og dagen er allerede gået på hæld.“ Han bliver derfor og spiser sammen med dem. Da han beder en bøn, brækker brødet i stykker og rækker dem det, bliver de klar over at det er Jesus i et materialiseret menneskelegeme. Men så forsvinder han.
Nu forstår disciplene hvorfor den fremmede vidste så meget! „Brændte vore hjerter ikke da han talte til os på vejen, mens han åbnede Skrifterne helt for os?“ siger de. Straks bryder de op og skynder sig tilbage til Jerusalem, hvor de finder apostlene og andre forsamlet. Før Kleopas og hans ledsager når at sige et ord, fortæller de andre begejstret: „Herren er virkelig blevet oprejst og har vist sig for Simon!“ Derefter fortæller de to om hvordan Jesus også har vist sig for dem. Jesus har således vist sig i alt fire gange i dagens løb for forskellige af sine disciple.
Men pludselig kommer Jesus til syne for femte gang. Til trods for at de har låst dørene af frygt for jøderne, står han nu i deres midte og siger: „Måtte I have fred.“ De bliver opskræmte, for de tror at det er en ånd de ser. Men Jesus forklarer at han ikke er et genfærd: „Hvorfor er I foruroligede, og hvordan kan det være at der er opstået tvivl i jeres hjerte? Se mine hænder og mine fødder, at det er mig; føl på mig og se, for en ånd har ikke kød og ben, sådan som I ser jeg har.“ Alligevel har disciplene svært ved at tro at det er Jesus.
For at hjælpe dem til at forstå det spørger Jesus: „Har I noget at spise dér?“ Efter at have taget imod et stykke stegt fisk og spist det, siger han: „Dette er mine ord som jeg talte til jer mens jeg endnu var hos jer [før min død], at alt det der står skrevet om mig i Moseloven og i Profeterne og Salmerne nødvendigvis må opfyldes.“
Jesus fortsætter hvad der kunne kaldes et bibelstudium med dem og siger: „Således står der skrevet, at Messias skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der på grundlag af hans navn skal forkyndes sindsændring til synders tilgivelse blandt alle nationerne — idet der begyndes fra Jerusalem; I skal være vidner om disse ting.“
Af en eller anden grund er Thomas ikke til stede ved dette vigtige møde søndag aften. I de følgende dage fortæller de andre ham begejstret: „Vi har set Herren!“
„Hvis jeg ikke ser mærket af naglerne i hans hænder og stikker min finger i mærket af naglerne og stikker min hånd i hans side, vil jeg afgjort ikke tro det,“ protesterer Thomas.
Otte dage senere mødes disciplene imidlertid atter inden døre. Denne gang er Thomas iblandt dem. Selv om dørene er låst, står Jesus endnu en gang i deres midte og siger: „Måtte I have fred.“ Derefter henvender han sig til Thomas: „Kom her med din finger, og se mine hænder, og kom her med din hånd og stik den i min side, og hold op med at være vantro.“
„Min Herre og min Gud!“ udbryder Thomas.
„Er det fordi du har set mig du har fået tro?“ spørger Jesus. „Lykkelige er de som ikke ser og dog tror.“
Lukas 24:11, 13-48; Johannes 20:19-29.