Kan en psykolog hjælpe

Jeg er begyndt at gå til psykolog, jeg var til konsultation for 2 gang i mandags, og følte at hun måske kunne hjælpe mig. det hele begyndte da jeg fødte min søn for 9 mdr.siden, alt gik forkert, jeg blev deprimeret, græd hele tiden, lå i sengen meget i løbet af dagen,spiste konstant snakkede med min sundhedsplejeske, og hun forslog at jeg skulle snakke med min læge om det.
Min læge sagde det var fødselsdeprissionmen min psykolog siger det er noget andet, og at jeg har haft det i mig hele mit liv, det var bare et spørgsmål om tid hvornår det kom ud. og det gjorde det da jeg fik vores søn. Men nu er det gået knæk i filmen, jeg er ude af mig selv, har en meget kort lunte, bliver sur over ingenting, skældr mig kæreste ud hvis man ikke hjælpe til i huset. Jeg beder ham tage vores søn hvis jeg kan mærke jeg er ved at blive vred, da jeg ikke vil have drengen skal mærke det. Jeg går en tur og kommer igen når jeg er faldet til ro.
Mine forældre blev skilt da jeg var 10 år og min mor lagde ingen regler for mig, om jeg så svined mit værelse til sagde hun aldrig at jeg skule ryde op, gad jeg ikke i skole ringede hun bare til skolen og sagde jeg var syg. Min psykolog mener at hvis jeg ikke havde min far, havde mit liv nok ikke blevet det, det er i dag. Min kæreste familie har jeg det meget svært ved i dag, jeg passede så godt ind i det inden jeg blev gravid, men nu hvor vi ha en søn, føler jeg det er svære for mig at være i hans familie, jeg føler at jeg skal anstrenge mig for at kunne passe ind i den. Min svigermor gjorde meget i starten at fortælle os hvad vi skulle og hvad ikke, jeg blev sur og sagde at, vi lære ikke noget ved at have folk til at sige os, hvad vi skal, vi gør mange ting som hun ikke vil bryde sig om, men det måtte hun respektere.
Jeg har haft nogle dage hvor jeg var i godt humør, men det har totalt ændret sig. Jeg har meldt afbud så mange gang til hans familie, han tog vores søn med his han skulle over til sin familie, d ajeg aldrig kunne drømme om at forbyde nogen at se ham, fordi jeg har det skidt. hver gang jeg siger ja til de kommer herned eller de invitere os derover, går jeg istå den dag vi skal afsted, jeg kan ikke få luft og begynder at græde og kan ikke få mig selv til at gå ud emmen den dør. Jeg føler alle er imod mig, jeg prøver at forklare dem det, men det er som om de ikke kan forstå det. i dag f.eks. knækkede jeg sammen fordi min svigermor ringede igår og spurgte om de måtte komme på besøg i morgen fredag til lørdag, da jeg i mandags snakkede med min pyskolog, sagde hun, at jeg hver 10 gang skulle sige nej til min kærestes familie. Jeg sagde ikke rigtig ja, jeg sagde bare at så skulle vi til at flytte alt det der stod inde i gæsteværelset for at de kunne være der. i dag græd jeg så meget, at jeg til sidste ikke kunne få luft, og min kæreste var udenfor og kunne hører mig. han kom ind og satte sig ved siden af min, jeg sad på gulvet ude i badeværelset. Jeg prøver virkelig så hårdt at sige ja og lade dem komme herned, men det er vikelig så hårdt, jeg snakkede med min kæreste om det, og han vidste godt at det ikke er med vilje at jeg siger fra overfor dem, det er virkelig svært at sige fra, jeg gør det jo ikke med vilje. jeg gider ikke spise sidder bare og kigger ud i luften, og har ikke rigtig lyst til at lave noget i denne tid. Jeg tager mig af min søn og fortæller ham, hvorfor jeg er ked af det og selvom han kun er 9 mdr. er det som om han ved jeg har brug for ham. Jeg ved at hans familie tror det er dem der er noget galt med.
jeg valgte at gå til psykolog for at finde ud af hvad der er galt med mig, hun mener det er fordi jeg ikke har fået sat regler da jeg var lille, og at jeg ser rødt når nogen prøver at sige sådan og sådan skal du gøre. Hans familie ved alt om hinanden, de snakker om problemer..ect jeg snakker ikke med min mor mere og det er 2 år siden, snart 3 min far kommer på besøg hver lørdag for at se til os og hans barnebarn. Og min bror snakker jeg med engang imellem da han og vi snakker fint sammen. Jeg ved egenligt ikke hvorfor jeg skriver herinde, men jeg har vel et lille håb nogen ha været igennem noget lign. eller ved om det vil hjælpe med tiden at gå til en psykolog, jeg hader virkelig det liv jeg lever nu og ønsker inderst inde at få det bedre, det er ikke fair overfor min kæreste min familie og min kærestes familie. Sommetider ønsker jeg, det kun var mig så ville alt dette ikke være i mit liv ligenu.

Zink tabletter.
Mangel kan give ovenstående symptomer.
Kan købes, hvor der handles med helsekost.
Med venlig hilsen
Lisa

overvældet når man læser din mail, fordi du kalder sådan på hjælp, og man kommer til at føle sig helt hjælpeløs over ikke rigtig at vide hvordan man skal respondere.
Jeg synes alligevel der er mange dele i det du fortæller som ... gir mig lyst til at sige lidt om hvad jeg kommer til at tænke på, uden at jeg ved om du kan bruge det til noget.
For de fleste jeg kender af mine veninder som har fået barn, der er det pludselig blevet mere aktuelt at sige til og fra - her og nu- end før de fik barnet. Så det er vel bare en af mange facetter, at den store omvæltning at ha fået et nyt fokuspunkt i tilværelsen gør, at der rykkes ved den balance der ellers har været. Der blir rykket ved alle de usagte ting og alle de usagte indforståede "måder" man omgåes sig selv og hinanden. Så set i det lys er det da ikke så frygteligt i sig selv at du reagerer over ikke at få noget hjælp i huset. Det lyder som de første skridt i en justeringsfase, hvor I begge skal til at finde en ny balance mellem jer og den lille, hvad der er brug for hvornår og fra hvem.
Min anden tanke er... nu blir du så konfronteret med at nogen (din svigermor) blander sig. Det kan hun jo i princippet gøre som det passer hende - lissom du i princippet også kan gøre hvad der passer dig - nemlig at sige fra når du får behov for det. Det kan også gøres på forskellige måder. Hvis du anerkender et behov indeni dig til at erfare tingene i dit eget tempo, så giv dig selv lov til at sige fra.... eller I kan snakke om at hun gerne må gi dig råd, men at du også har brug for at hun respekterer du selv vælger om du vil følge dem eller ej. Det er også noget man kan arbejde på.
Men du er i underskud. Og det gør det altid meget sværere at se klart, jeg mener, det er meget nemt at blive såret hurtigere når man er depressiv.
Jeg tror det er vigtigt for dig at ha nogen at snakke dette igennem med, een som kan følge dig i den her svære proces, som kan se tingene lidt udefra og som ikke blir såret over de frustrationer du udtrykker.
Så tænker jeg også på det psykologen har sagt med at du sku ta at sige fra hver 10. gang. Tror du ikke dybest set hun mener at du må øve dig i aktivt at sige fra bare en gang imellem i en situation hvor du føler et behov for at sige fra, hvis dette er et stort problem for dig... og så rose dig selv for når du så gør det.
Når du forklarer det her lyder det som om at du SKAL sige nej hver 10.gang du blir spurgt om noget, ligegyldigt om du vil det eller ej... måske er det bare mig der misforstår...
Jeg mener personligt at der er en rød tråd i een, som gør at man havner i en depressionsfølelse. Der er en historie bag. Forskellige faktorer som gør at I en bestemt situation, som nu når du har fået barn og din krop har gennemgået alle de her vilde hormonforandringer og pludselig står du selv midt i den her mor identitet som rør ved dit eget mor billede, og automatisk vil det åbne for nogle dybe følelser og problematiker som dig og din mor også har haft. Ufærdige problematiker, som livet nu ber dig om at mærke og ta stilling til, og opfordrer dig til at ændre på nogle ting og ta nogle beslutninger.
Når du fortæller dem at du føler alle er imod dig, tror jeg ikke de kan forstå dig, fordi de tænker at de jo ikke er imod dig. Så de føler ikke det er rigtigt det du sir. Tror jeg. Men det er jo noget helt andet at du har følelsen af at "alle er imod dig."
Hvad handler det om? Kritik? Kritik af hvad? Noget du gør? Noget du synes om dig selv? Noget du eller andre synes du skulle gøre anderledes?
Hvad har du virkelig behov for? Hvad kan du gøre for at lade op?
Hvis jeg var dig, så ville jeg gøre som jeg altid gør i situationer hvor jeg har brug for støtte, så ville jeg kontakte en healer eller homøopat, for at få bygget noget overskud op og få snakket nogle ting igennem.
Du har også brug for at acceptere din situation, og med det mener jeg, at vide at det er en vigtig proces for dig lige nu og den er her altså, og den skal tages af, og du skal nok finde en vej. Men det er sværere så længe du opfatter dig selv som en der er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Prøv virkelig at spørge ind i dig selv efter nogle svar... hvis du kunne spørge dig selv som 90 årig, hvilken proces du er i, hvad er det vigtigt at du forstår eller lærer eller udtrykker, hvad kan du gøre for at få åbnet for tingene igen.
Be om hjælp. Jeg tænker både på rent faktisk at be, jeg ved ikke om du tror på gud eller ej, men ligegyldigt hvad man ber til, så virker ønsker stærkt.

Det er altid rart at vide, der er nogen derude som kan få ens hovede til at tænke. Når jeg fortæller svigermor at jeg er gået til psykolog, føler jeg lidt at hun behanlder mig som om jeg er syg , hvilket jeg ikk eføler jeg er. Hun bliver ved med at tro det er fødselsdepr. jeg har, jeg sagde også til min kæreste at jeg virkelig prøver at lade dem komme ind i mit liv igen, men så snart de er på vej, kan jeg ikke, det er som om en mur er foran mig og trykker mig tilbage, ved gdt det lyder underligt. Min psykolog mener at der er en mening med at vores søn kom il verden, jeg sad vitterlig og tænkte hvad også slog det mig, og vi blev enig at det var fordi jeg skulle lærer noget. Jeg blev steriliseret i Nov. i 2003 og hun mente det også slog mig hårdt at blive mor, når jeg valgte ike at blive det, p.g.a. mine tidligere forhold og fordi mine forældre blev skilt da jeg var 10 ikke ønskede at sætte børn i verden. Jeg sagde til hende i mandags at, jeg sommetider ønskede at vi ikke fik ham, så ville det aldrig været sket, men så snakkede vi om det at så havde jeg bare opå et andet tidspunkt, eksploderet og mistet min kæreste. Men jeg takker igen min søn for at han hjælper mig at forstå, da min mor jo aldrig tog interresse i mit liv, min stod præcis hver anden fredag kl. 16 for at hente mig indtil jeg var 16, sagdejeg at nu følte jeg at jeg var blevet for gammel til at komme på weekend. Min storbror vill ejeg ønske i dag jeg havde et bedre forhold til, jeg har det lidt dårligt når jeg ser min kærestes søster og ham det kender hianden og snakker sammen hver dag, min bror og jeg er der 6 år imellem og han er min halvbror. Men det er ikke fordi der gener emig at mine forhold til min familie er sådan, jeg har det godt med som det er, ved ikke hvorfor. Jeg sagde igår til min kæreste at jeg virkelig var ked af det og ikke gjorde det med vilje og aldrig ville gøre noget for at ødelægge det. Det er hellere ikke sjovt for ham. Så vi aftalte at svigermor kunne komme med næste weekend hvor min kæreste skulle til løb så sover de fra lørdag til søndag. Da jeg havde brug for at komme ovenpå igen. hans far kommer afligevel i morgen dahan skulle aflv. noget allerede nu begynder mit hjerte at banke helt vildt. Der skal hellere ikke så lidt til før jeg føler at folk træder på mig, det er virkelig noget lort at føle. Jeg ved med tiden bliver det bedre, det sucks bare som det er nu, men tiden vil hele alt og når jeg ser min søn giver han mig styrke til at indse at der bliver ebdre jeg skal bare arbejde og ingenting er nemt, men at det her kun gør mig stærker med tiden. Så tusind tak for dit svar jeg vil tænke over det du skrev og tage det til mig.

Nu forstår jeg lidt bedre hvad det er du kæmper mig, så kan jeg fanme godt forstå din krisetid.
Jeg kender godt til at ha en mor der ikke har nogen interesse i een, jeg kender godt til at være rædselsslagen for at skulle være forældre fordi man med sin egen baggrund tænker, at det da kun kan gå galt.
Jeg har været igennem meget terapi og behandling gennem de sidste 10 år, for at få bearbejdet den sorg, usikkerhed, angst, manglende selvtillid, raseri, mistro osv. som jeg har haft som mén, efter en opvækst i en familie der egentlig ikke elskede mig eller var interesserede i mig.
Så jeg kender også godt hvor ondt det kan gøre indeni, når man så ser nogen der har et bånd, nogle der er der for hinanden og elsker hinanden. Man blir jaloux og det gør ondt indeni, man for trang til at flygte eller rase på dem, fordi det gør ondt indeni, når man ser andre der har det man aldrig selv fik.
Samtidig er det en healende situation, og du vil opdage på et tidspunkt, at du kan bruge den type situationer til at "melde dig ind" i de relationer du dybest set længes efter.
Det tager tid. Og er smertefuldt, men som du selv sir, så har du ikke et aktivt ønske om at ødelægge ting. Det virker mere som om du har brug for nogle redskaber til at tackle og rumme, din depression.
Jeg mener, at en depression er udtryk for noget der gør een ulykkelig, eller at man har brug for en ændring af noget gammelt.
Og når du skriver det med at du faktisk valgte at blive steriliseret (!vildt) i en ret ung alder, så får jeg indtryk af at du virkelig har været skrækslagen...
-og så kommer sørme en lille baby alligevel. Hvor mirakuløst, og selvfølgelig : megakrise.
Det er nogle vilde ting du slås med...
Selv om hun betragter dig som syg... jamen, der er så mange der ikke ved bedre... det er et stort mysterie for mange det her med depression, og alligevel, når de så ruller livshistorien ud og alle ønskerne og længslerne og skuffelserne og sorgerne ud på bordet, jamen, så forstår man da godt at folk blir depressive.
Men det er jo bare en healingsprocess, en forvandlingsproces. Krisen trækker vel ud hvis man holder fast i evig tid på ikke at ville acceptere livets forandringer. Men kriser tar tid...
Jeg kender det her med at ha det fint nok med som tingene er i familien, du skriver du egentlig har det fint nok med din familie som den er, selv om du også udtrykker en savn efter mere med din bror.
Sådan som jeg selv kender det, så kan nærhed og kærlighed og åbenhed virke vanvittig skræmmende, når man nu er vant til at leve isolerede fra hinanden.
Når der så er nogen der kommer tæt på, ind og rør ind i hjertet, så sir det AV, fordi vi længes jo dybest set allesammen sådan efter at blive rørt og elsket!
Men hvis man ikke føler man har fået nærhed og kærlighed i sin opvækst, så udløser det en dyb fortvivlet sorg eller vrede ... eller frossen tilstand, hvor man fjerner sig fra alle de svære følelser, fordi man ikke synes man kan rumme dem, og resten af familien tog sig jo heller ikke af det. (Sådan var det ihvertfald i min egen familie).
Så det er faktisk en krise, at skulle begynde at åbne op for kærligheden og nærheden, fordi man skal igennem alle de lag af skuffelser der har lagret sig omkring eens hjerte.
Men der er ingen anden vej ... desværre. Og alligevel ikke desværre, fordi noget dybt i dig altid vil juble over at nogen (dig selv) vil kæmpe en brav kamp for at nå dig.
Det vil styrke din selvtillid og din integritet og kærlighed at du er villig til at gå igennem ild og vand... for at åbne og møde og nå dig selv.
Udfordre dine egne indre monstre.
Jo mere du tør kæmpe for dig selv, jo mere nærhed vil det automatisk skabe i dine relationer med andre.
De vil også få en chance for at lære dig at kende.

Lidt sjovt at man reagere så kraftigt på det, at man ikke bare siger jeg har haft en svær barndom og være glad for at en familie viser de ting man aldrig har fået.
Sommetider ville jeg ønske at jeg ikke havde det liv jeg har nu, men det ville jo ikke være fair for min kæreste eller vores søn. Jeg har også efter at have læst dit indslag skrevet til min kærestes søser og hans forældre, godt nok pr. mail om du ville hjælpe/støtte mig og vise forståelse for min situation. Jeg blev steriliseret da jeg var 26 i nov. 2003 i jan. 2004 fandt vi ud af at jeg var gravid og 11 uger henne, så da jeg skulle under kniven var jeg 3 uger henne. jeg har været til gynækolog 2 gange for at være sikker, der fik jeg svaret du er højst sansynligt ikke gravid, og ved forundersøgelsen til min operation sagde hellere ikke noget.Men sjovt nok så var jeg ikke bange eller tænkte på abort. Meget har med det at gøre at jeg har den kæreste jeg har. At jeg stoler på at han ikke skrider. Det underlige er at jeg ikke fortryder jeg er blevet snip snip, men jeg ved at jeg med tiden hellere ikke fortryder at være blevet mor. Jeg læste også på nettet at 76000 børn om året bliver slået og "forladt" af deres forældre, trist.
Det er rart at vide der er andre end mig som har haft lign. barndom og som ved hvordan det er. Jeg ville lige spørge digom havd er en homøpat eller hvad det nu var du skrev.

Sådan kan man også se på det.
Og det er endnu fler. Det er jeg ikke i tvivl om.
De her forældre har aldrig selv fået lært hvordan man elsker og er nær, eller løser svære følelser på en konstruktiv måde.
De er lisså store tabere som børnene.
De gange jeg har konfronteret min mor med min ulykkelighed, har hun afvist mig ved at sige at hun ville ikke ha et nervøst sammenbrud, så derfor ville hun ikke ta den snak med mig.
Idag har jeg erkendt at min mor er som hun er, og at hun ikke har nogen særlig interesse i nogen, og det har dælme været en hård proces. Det er jo hårdt især når man er barn og afhængig af den kærlighed.
Men jeg har været heldig og har fundet støtte og reservefamilie et andet sted, som har kunnet elske mig og bakke mig op.
Det kan godt være at din svigerfamilie ikke aner hvordan de skal hjælpe dig, men altså, hvis kærligheden er der, skal I nok finde vej i det kaos.
Hvis du selv kunne vælge hvad ville du så ønske for et liv?
Sådan som jeg selv kan huske, da jeg var allermest ulykkelig, ønskede jeg bare at ha det godt. Og det er jo lidt svært, når man ikke har det godt. Jeg synes stadig det er en svær balance, men alligevel er det vigigt, tror jeg, at høre hvad de forskellige sider i een siger.
Noget i dig ville ønske noget som ikke har at gøre med at være mor og måske kæreste?! Og noget andet i dig er glad for at være mor og kæreste.
Ved du hvad det egentlig er du vil væk fra? Er der noget der skal gøres anderledes? Er det noget der KAN gøres anderledes med et lille barn? Undersøg dine ønsker, tillad dig selv at forestille dig hvis alt var muligt, og så forsøg at pusle dig frem til noget hvor tingene kan åbne sig, for alles bedste.
Og undersøg alle dine følelser for din kæreste og hans familie, og især hvordan din kærlighed til dem er.
Jeg har selv følt at det har været sammen med min kæreste som jeg bor med at jeg er begyndt at bygge kærlighed og tillid op indeni mig, sådan helt fundamentalt. Vi har været igennem rigtig meget som har været svært, bla. fordi jeg har været bange for nærheden og konfrontationer. Men det kan altså godt la sig gøre, at komme gennem, med hjælp og støtte.
Jeg har gået til behandling hos healere, clairvoyante, homøopat eller zoneterapeut, kinesisk læge der behandlede med urtemedicin som også var utrolig effektivt. Ca en gang om måneden eller hver 3.uge. Det har været min uundværlige støtte.
Så jeg har haft et lille netværk af behandlere som jeg så lærer godt at kende og som jeg synes er enormt dygtige. Det har jeg så valgt at bruge mine penge på.
Jeg tror også det er ret vigtigt for din kæreste at få snakket en masse igennem, for selv om det ikke er ham direkte der er i den her depression, så er han jo selvfølgelig kraftigt påvirket af at ha fået barn og hans kæreste har det slet ikke godt. Det er dybt frustrerende når een man elsker bare ikke har det godt, og man føler sig magtesløs hvis intet man gør hjælper.
Men det er selvfølgelig et initiativ han selv må ta.
Og så bare for ham at få drøftet nogle af alle hans tanker og det vil også gi ham mere fred i sindet hvis han ku forstå lidt mere om dine modsatrettede følelser.
Der er brug for plads og rum og en følelse af tryghed, at det blir taget hånd om.
Derfor, om ikke for din egen skyld, så faktisk også for hans skyld, mener jeg, det er vigtigt at du blir ved med at søge hjælp, hos nogen du kan snakke med alt det her om.
Om det er psykolog eller alternativ behandler.

Som gammel, erfaren homøopat og NLP-prctitioner, kan jeg kun varmt anbefale disse helbredelsesmetoder, men det er DIT liv og DIT valg. Dit barn er det hjælpeløse offer, der opsuger din stemning ubevidst og må tacle dette på sin egen sjæls præmisser. Dén sjæls udviklingsvej.
www.gisiger.dk

Med dine problemer ville mentalhealing gøre underværker. Ved mentalhealing forstår man healing ud over tid og rum - dvs. man kan heale forhold, som ligger langt tilbage f.eks. i ens barndom.
Samtidig vil healingen også give dig mere energi og ro.
Kig ind og læs mere.
www.kennel-lupus.dk