Hvormeget skal man gør og kan man gøre noget?

Jeg har en veninde, der nu i 2 år har haft en depression.
Hun har opgivet at blive rask og går til den ene behandling efter den anden, men er stadig meget negativ og kan ikke se noget lyspunkt overhovedet.
Hun er nu begyndt at forsømme sin lille søn på 4 år, lader ham stå op og giver ham morgenmad, hvorefter hun går fra ham og lægger sig til at sove et par timer, imens han går rundt alene.
Aftensmaden er en by i rusland, der er tit at hun glemmer at give ham mad, hvorefter hun spiser ham af med pasta og tomatsovs ( det kan man gøre engang imellem, men det er flere gange om ugen at det sker).
Jeg har tilbudt at hente hendes søn om morgnen og køre han i børnehave, men det vil hun ikke ha, jeg har også sagt til hende at hun skal sende ham i børnehave noget tidligere, for så kan hun gå hjem og sove bagefter, men også det orker hun ikke.
Selv aftensmad har jeg tilbudt at lave til dem, lave til et par dage ad gangen, som hun så kan putte i microovnen, men her er hun også negativ.
Hvad pokker kan man gøre?
Jeg høre efterhånden kun fra hende når hun er helt nede i kulkælderen og ingen andre af hendes venner orker at høre på hende mere, selv er jeg næsten stoppet med at ringe til hende, det tager mig et par dage at tage mig sammen til at kontakte hende, for der er intet nyt andet end negative ting.
Jeg har gang på gange nævnt flere ting som hun burde glæde sig over, men hele tiden finder hun de negative ting stort som småt.
Jeg havde ellers besluttet for at ende vores venskab, men tanken om hendes søn forhindre mig, samt ønsket og håbet om at hun bliver rask, men ved ikke hvad jeg kan gøre mere for at hjælpe.
Det er svært at sætte sig ind i hvordan hun bare kan opgive, når man selv kæmper for at komme op til overfladen når man selv en gang imellem har lyst til at smutte fra det hele.
En meget bekymret veninde.

... umenneskelige kræfter at holde til en langtids-depression i omgangskredsen, Der sker meget let det, at vennerne falder fra, og så er den syge faldet i et hul, som man ikke selv kan komme op fra. Der skal professionel hjælp til.
Og det er næsten ikke muligt at få den syge til at indse, at der er behov for hjælp.
Er der noget familie, du kan kontakte❓Det er ikke helt sikkert, de har opfattet, hvor slemt det står til.
Hvis du kender hendes læge, kunne du kontakte ham/hende og fortælle, at du ser alvorligt på situationen. Det vil ikke være brud på "venne-fortroligheden", for den syge kan ikke hjælpe sig selv.
Det er umenneskeligt hårdt at se på, men hvis du overhovedet kan holde til det, så prøv at holde kontakten til hende. Efter et par år i depressionens vold har hun nok ikke andre, der har holdt ud.
Beklager, ingen patentløsninger. Det er et meget svært problem at komme videre med.

Hun er i behandling*s* og hun ved at hun har brug for hjælp, så hun tog selv interativet til at opsøge hjælpen.
Hendes familie er der også, men de har meget svært ved at forstå hvad det handler om og hvad de kan gøre for at hjælpe.
Hendes egen læge, har sat hende på lykkepiller og sagt at hun bare skal tage sig sammen ( flot ik!)
jeg regner også med at jeg holder ved, men det er hårdt og svært at blive ved med at se hende så negativ, uden nogen form for håb.

... at hun selv er klar over, at hun behøver hjælp.
Men på mig lyder det, som om hjælpen ikke er så effektiv. Er der en psykolog i gang❓Hvis ikke, kan hendes læge henvise, så det ikke bliver en umulig økonomisk belastning.
For mig lyder det, som om lægen tager for let på situationen. To år i depression begynder at blive livstruende.
Men du er hende en god ven. Pas på dig selv :-)

Læger skal aldrig give lykkepiller til folk, for de fjerner kun
symptomerne og ikke årsagen. Hvilket bevirker at en
nedtrapning af pillerne, får symptomerne til at komme
tilbage med dobbelt styrke.
Psykoterapi, psykolog behandling er en meget bedre løsning.
Hvis der er tale om en vinterdepression, så skal hun i behandling
med lysterapi.

Hvis din veninden ikke kan tage vare på sin søn kan du jo snakke med de sociale myndigheder.......for barnets skyld....selv om det kan være hårdt.

der skal handles og det skal være nu.
Du har pligt til at handle på barnets vegne. Tal med børnehaven de ved hvad der skal gøres.
Ellers ring til kommunens familieafdeling og sæt dem ind i sagen, du kan ikke gå og være vidne til et barn der ikke får den optimale pleje. Han kan tage skade det vil du vel ikke bare se på vel. Så skeen i den anden hånd og kom i gang.
Mange bekymrede hilsner.

Altså taget skeen over i den anden hånd.
tog kontakt til hendes exmand i sidste uge(drengens far) og han har sagt ja til at tage sønnen i hverdagene, så han kun skal være hos sin mor på weekend....Vi skal dog bare lige ha overtalt hende, men tror ikke at det bliver så svært, da hun selv har nævnt at hun kunne bruge hjælpen fra netop exmanden, men ikke har følt at han ville hjælpe, men han vidste heller ikke hvor slemt det var....Men ja der er fokus på sønnen, lægen har advaret hende om at hvis hun ikke tager sig sammen, så bliver han tvangsfjernet, samt at instiotionen også er klar over hvad der foregår..
Håber at hun tager imod tilbudet fra exmanden, for deres søns skyld.

.... lige på kornet, dit indlæg. Jeg har nemlig også en veninde, som er ramt af en dyb depression. I dette tilfælde er der dog ikke små børn indblandet, idet hendes børn er voksne. Men det gør det jo ikke bedre for min veninde. Hus har gået til psykolog i ca 1½ år, men jeg synes ikke det bliver bedre, tværtimod!!!!. Hun kan heller ikke tage nogen som helst beslutning uden lige at have rådført sig med psykologen.
Jeg synes på en eller anden måde, at psykologen fastholder hende i offerrollen (noget med at hun er det sorte får i familien, at hun har det hårdt, at det kun er mand/børn der er noget galt med, at hun burde forlade sit mand, osv) samt "ynker" hende i stedet for at give hende nogen værktøjer til at komme ud af den offerrolle.
Måske er det bare mig, der anskuer det forkert, men jeg er heller ikke psykolog.
På den ene side er jeg dødtræt af altid at høre på hendes jammer og brok over hvor dumme/irriterende/egoistiske folk er, hvor lidt hensyn de tager til hende og hvor meget der altid er galt med dem og alt muligt andet.På den anden side elsker jeg hende og kan ikke lade være med at tænke på alle de sjove timer vi har haft sammen før i tiden og jeg skal godt nok også tage en dyb indånding inden jeg ringer til hende
Meeeeeen hvor er det dog svært, for jeg ved godt, at hun er syg og jeg vil give min højre arm for at hun skal blive rask, så jeg forstår dig så godt Cstine....

.... Mit hjerte!

Dejlig at vide at jeg ikke er den eneste der står magtesløs.
cstine

Behandling af depression:
1. Samtaleterapi, så personen kommer til at tænke i positive baner.
2. Kosten personen spiser dagligt.
3. Undersøge de kemiske stoffer i nærmiljøet.
4. Undersøge om personen har indtaget Ecstasy. Eller andre
syntetiske narkotiske stoffer, der har giver varige skader på hjernen.
Vinterdepressioner kan behandles med lysterapi.
Andre forslag her: http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=12&conference=19&posting=75455

om sådan en depression fortsætter i det uendelige eller om den "brænder ud" på et eller andet tidspunkt??.
Sådan som jeg ser det, er depressionen skyld i en masse problemer for min veninde. De problemer kan hun så blive endnu mere deprimeret over og det skaffer hende så endnu flere problemer som hun så bliver endnu mere deprimeret over.......Det er skruen uden ende....
Cstine, jeg vil følge med på siderne her. Lad mig høre, hvis der sker noget skelsættende Og et stort knus til dig og din veninde....

jeg ved det ikke er nemt, at have at gøre med sådan noget, men hvis du virkelig gerne ville ændre det, kan du prøve at snakke om de gode/sjove ting(måske biografen) bare for at få hende ud af huset og hendes daglige rutine. selvom hun bringer de negative ting frem hele tiden, så prøv at finde de positive ting i det hun siger, eller bare noget godt i livet. prøv at forklare at det måske ikke er så slemt... som hun tror.
jeg ved det er svært for dig og hendes andre veninder, men selvom det er en "hård udfordring" synes jeg det er nødvendigt for hende at have sine veninder at gå til. nogle at støtte sig til. måske skulle I også begynde at kræve noget af hende..
jeg er ikke den mest klogeste på dette område, men giver gerne råd, som jeg synes man kan bruge.. selvom du nok har brugt dem før.
det der nok er det mest nødvendigste er at få hende væk fra den daglige rutine, dyrk noget motion med hende, gå en tur i en park med hende og sin søn, tag i tivoli eller et andet sted som gør hende glad eller som gjorde hende glad før deprissionen.
hun har særdeles meget brug for en veninde/ven der støtter hende("nærmest deler hendes deprissionen med hende, så hun kan genvinde noget af sin styrke tilbage") det er helt klart ikke nemt og det ville tage masser af tid. det bliver også svært for dig, men Hold Ud!!! okey... bare prøv at få skubbet hende ud i "verden" igen. der kan ikke ske noget ved at prøve og bliver det lidt bedre er det jo fantastisk. hun må bare ikke falde tilbage igen eller længere ned end hun allerede er, for det er som sagt ikke nemt at komme af med en deprission.

Måske er det ikke behandlingen der er noget galt med, måske er det hende der ikke ville have det bedre. måske fordi hun ikke orker at tænke på alt det man skal når man "kommer ud i den store verden"
hvad angår hendes søn, er det smadder godt at du ikke holder dig væk(også for hendes skyld). de har begge brug for en der kan tage sig af dem, ikke nødvendigvis hele tiden/året rundt. Vær Der For Dem... hvad med hendes familie?? måske skulle de også ligsom dig, hjælpe hende og barnet(hvis de ikke allerede gør det)
når hun kommer til jer(sine veninder) for at tale med jer eller... så kan det måske være et lille signal om at hun gerne ville reddes.. men ikke ved hvordan eller har svært ved at tage imod hjælpen... håber du kan bruge det, hvis ikke, så held og lykke... håber din veninde får det bedre!!!!

For dit svar på mit "lille" problem.
Desværre bor hendes familie i jylland og kan ikke lige komme forbi og hjælpe.
Og ja jeg troede også at det måske ville hjælpe at trække hende væk fra den daglige rutine, men hun vil ikke og jeg kan jo ikke rigtig tage hende i håret og trække hende med ud ( har dog prøvet).
Fik af vide i går at hun har fået plads på et behandlingscenter fra den 16 november, og hun glæder sig, så jeg har valgt at se det som et håb fra hendes side om at hun nu har muligheden for at få det bedre, men selvfølig vil jeg da stadig være der for at støtte hende(og hendes søn).

Jeg er alenefar til 4 børn i alderen 4½ til 9 år.
Deres mor lider af en svær depression, det gik ikke over af sig selv.
Men de kommer i bølger og kan vare i korte eller længere perioder. "Cipramil" har hjulpet en del, både for hende og omgivelserne. Men hun deltager ikke meget i livet. Hun lever for sig selv nu på 3 år, da det opslugte al energi og livskraft i huset.
En svær beslutning, men efter mange år på den måde kan modløsheden til sidst trække en ned. Især når hun af og til var suicidal.
Det er vigtigt at tage fat i, da det er svært især for børnene, du er nødt til at få din veninde til at søge hjælp. Det er flot du har tilbudt hende aflastning. Men der skal andre midler til.
Et menneske alene kan ikke løfte opgaven.
mvh

under armen og gå med hende op til lægen.
Eller bestille en tid sammen med hende til en psykolog.
Det er jo ikke godt, når hun har et barn.
Når du ved, hvordan hun har det, har du næsten....... et ansvar.
Tal med hende, og sig, at hun må gå med dig.
Godt, at du ikke dropper hende, som "vennerne" har gjort.