Kan hverken leve med eller uden ham

Hjlæp mig, hvad skal jeg gøre? Jeg er så ulykkelig.
Jeg er blevet i tvivl om mine følelser for min elskede. Vi har boet sammen i 3 år og har altid haft det så dejligt og nemt - men ikke den store forelskelse fra min side. Jeg har alt for længe gået og spekuleret på om der fandtes noget bedre og hele tiden fortalt mig selv, at det gør der nok ikke. Men nu er det blevet så voldsomt, at jeg ikke kan finde ud af hvad jeg vil. Jeg føler simpelt hen bare at jeg bliver nødt til at forlade ham, men jeg er samtidig så ulykkelig at jeg kunne dø. For jeg elsker ham jo som en ven og kan ikke bære tanken om at smide ham ud af mit liv på den måde.
Er der nogen der kender til dette dilemma. Hjælp mig, jeg er så ulykkelig.

sikkert du behøver smide ham ud af dit liv, hvad med at fortsætte som venner ????
men se det fra hans side, hvordan ville du have det med at bo sammen med en der ikke helt elskede dig og hele tiden ventede på nået bedre ?? vil det ikke være mest fair både for dig og ham at du tog dig sammen og fortalte hvordan tingene hang sammen 😉
boede 1 1/2 år sammen med en fyr for mange år siden, fandt mig i alt for mange ting fra hans side, men det fik dog en brat ende den dag han fortalte mig at jeg jo kun var der for at holde ham med selskab. så snart han var kørt på arbejde, pakkede jeg mine ting, slukkede min tlf og smækkede døren med et brag. såååå ka vist si jeg næsten har prøvet at være i din kærestes position og believe me ønsker jeg ikke for noen.

Jeg vil så gerne være venner, men jeg tror han elsker mig for højt til at kunne holde til det. Jeg vil gerne gøre det, så han mindst muligt bliver såret. Jeg ønsker ikke at holde ham for nar. Er det forkert af mig og spørge om han vil være venner? Han vil nok heller ikke smide mig væk, men måske kan det bive nødvendigt for ham, hvis han skal komme videre i sit liv.

- at man kan gå fra at være kærester og til at være venner. Det er to forskellige typer og kvaliteter der er i spil. Til gengæld har jeg flere gange set, at når sårene er helede (der er altid en der kommer i klemme) efter et par år, så har man kunnet omgås som venner endda rigtig gode i nogle tilfælde. Det kræver alt andet lige, at man er helt færdig med personen.
- Jeg synes alligevel ikke, hverken du eller han kan være tjent med tingenes tilstand. Holder du ikke så meget af ham og har så meget respekt for ham, som person, at du kan få dig selv til at lukke op for posen? Du har kun et liv og lige nu har du sat det på pause - føler du, du har "råd" til det? Du har også "pauset" hans liv. Det er ikke fair.
- Jeg forstår udemærket hvor svært det er, men det bliver ikke nemmere som tiden går. Tag en dyb indånding og få det lukket ud.

Jo, det er bare så hårdt at skulle åbne for denne pose og såre ham så meget! Hans liv går i stykker, men det er det nok allerede uden han ved det.. og mit med. Det er så tragisk. Jeg er knust. Men Tak for råd - jeg ved godt hvad der skal gøres inderst inde..

- jeg kender ikke nogen, der ser en fornøjelse i at gøre en anden ulykkelig, men husk det er i situationen, han bliver det. Du giver ham netop muligheden for at finde kærligheden i "den rigtige farve" og ikke som nu optage pladsen for én der kan gøre ham himmel-lykkelig, vel? Så det jo ikke ondt gjort. Det er det rigtige.

ikke holde ham for nar sier du, meeeeeeeeeeeeeeen er det ikke det du gør nu ?????
syntes du skal sætte dig ned sammen med ham og foreklare ham hvordan du føler og at du pga det mener det er bedst i går hvert til sit....

Nu ved jeg ikke hvor meget I begge svinger...men jeg fornemmer at I begge kan være løbet ind i en stagnationsperiode - at forholdet lider lidt af iltmangel.
Du virker meget glad for ham, så jeg er i tvivl om det kun er fordi du er et empatisk menneske du har de følelser af sorg, eller det skyldes den omstændighed at du slet ikke er så afklaret mht. dine følelser som du giver udtryk for....
Men måske er det ikke KUN dig, der er utilfreds. Giver han mon også i perioder udtryk for utilfredshed...eller virker han tilfreds (hm..sådan virker mænd ofte, altså tilfredse når de har kvinden, hvor vi kvinder hele tiden skal have den der daglige følelse af bekræftigelse...).
Måske kunne det tænkes, at han også har det som dig, men ikke tør/vil give udtryk for det. Mænd er jo ofte meget afhængige af den kvinde de lever sammen med - men hvem siger han elsker dig mere end omvendt? Find ud af det ved at sætte ham fri.
Du er der og er tilgængelig som kvinde og det betyder utroligt meget for en mand - derfor har så mange mænd svært ved at gå fra et forhold,selvom de måske heller ikke er helt tilfredse - hvor det er meget nemmere for kvinder. Måske fordi kvinder savner den der dejlige og ultimative beundring og attrå fra manden..noget meget få mænd er i stand til at levere alle døgnets timer og i flere år. Stakkels mænd tænker jeg ofte 😉
Nå men han elsker dig sikkert, og jeg er ikke i tvivl om du elsker ham. Meen jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på at grunden til du er den stærke lige nu i forholdet, godt kunne skyldes at han er blevet bundet til dig i en usund forbindelse (som Dorte netop beskriver så godt) altså at han er bundet op på din manglende kærlighed til ham. Du er i tvivl om dine følelser holder for en fremtid med ham - det mærker han og det binder hans energi til dig i en usund kærlighed.
Det er en negativ spiral som kan ødelægge selvværdet i længden. Altså muligt at det han IKKE får fra dig (!) binder ham mere til dig - end din person. Bare en tanke...
Og jeg kan se mig omkring og erfare at den der mener den anden elsker mere end en selv ofte bliver forundret over hvor hurtigt tingene ændrer sig. Så snart man frisætter partneren og melder klart ud hvad man føler - eller snarere ikke føler, så kan det vise sig at den før svage part pludselig går hen og bliver den stærke.
Derfor: Sæt ham FRI!
At du føler den sorg du føler nu, det siger mig intuitivt noget om du måske føler mere for ham - end du helt vil erkende?
Ved ikke hvorfor, men sådan fornemmer jeg dit indlæg..men måske tager jeg fejl 😮
Pusser

Følte selv stor sorg i den periode, hvor jeg havde en krise i mit forhold. Fik sat tingene på spidsen også så jeg ønskede skilsmisse. Min mand blev syg af det, og hr gik det op for mig hvor stærke følelser jeg stadig havde for ham - og det var IKKE KUN venskablige.
Jeg var også bange for at miste hans kærlighed opdagede jeg. Du er måske også bange for at miste hans kærlighed fornemmer jeg lidt. Eller er det udelukkende sorg over at skulle såre ham, der holder dig tilbage. Find lige ud af det - og forstil dig du mister hans kærlighed 😖
Forstår godt dit dilemma...tror jeg. Har selv haft det, da jeg var ude i en krise, men fandt så (via utroskab)ud af jeg virkelig elskede min mand højere end jeg selv var bevidst om. Da jeg ville gå fra ham blev han syg, og hans kærlighed til/behov for mig satte gang i en masse (gennem hverdagen)hengemte følelser.
Jeg kunne ikke gå fra ham, jeg elsker ham lidenskabligt - og jeg er ikke længere (har behov for at være) utro.🙂
Pas på dig selv, ved du har det sværtnu.
Knus
Pus

Måske elsker jeg ham mere end jeg er i stand til at erkende på nuværende tidspunkt. Problemet er, at jeg er blevet så forvirret at jeg ikke kan regne mine egne følelser ud længere. Jeg kan sagtens forestille mig, at det først går op for mig efter jeg har "sat ham fri", hvor meget jeg elsker ham. Så fortryder jeg, og så er det måske for sent. Det er en stor angst jeg går rundt med - jeg er bange for at blive men også for at gå. Meget i mig siger, at det mest rigtige er at gå - det er det mest ærlige over for ham. Så det er nok det jeg må gøre. Mht om han er utilfreds, så må jeg indrømme, at det tror jeg virkelig ikke han er. Han fortæller mig så ofte, hvor lykkelig han er, og at han ikke kan forestille sig at leve uden mig. Det er også derfor, det er så svært. Jeg ved, at når jeg først fortæller ham hvordan jeg har det, vil han gå og måske aldrig tage mig tilbage... øv øv øv. Livet og kærligheden er ond.

og så meget des værre (især for ham) at det i virkeligheden er en negativ binding han har, noget som er lidt af en forbrydelse at udsætte sin partner for igennem længere tid, hvis man er så uafklaret mht. egne følelser.
Elsker du derimod stadig manden, ja så hænger du desværre også selv på den. Så er du nødt til at være ærlig og sige ham at du simpelthen er blevet forvirret og ikke "kan se skoven for bar træer"...men stadig elsker ham. At I må opleve adskillelsen førend du ved hvad du selv føler.
For det er jo sådan du har det nu. Du måse at komme ud af "skoven" og se det hele udefra - dvs.opleve dine egne følelser. Hvad der er ægte og hvad der er vane. Tror også han har godt af at opleve det - så sæt ham fri!
Pusser

Jeg står lige nu med en kæreste gennen 1 år og 9 mdr. og et hus vi flytter ind i til December. Jeg er selv blevet så meget i tvivl om mine følelser for ham, at jeg ikke kan være nogle steder. Heller ikke den stormende forelskelse fra min side, men jeg har til gengæld heller aldrig oplevet mig selv så glad før som med ham.
Men nu hvor huset presser sig på, kommer spørgsmålene: ER HAN MANDEN I MIT LIV? BLIVER DET TIL ÆGTE KÆRLIGHED MED TIDEN? Hvorfor får jeg i ny og næ tvivl om mit forhold? Holder jeg ham for nar? Holder jeg mig selv for nar?
Er det her bare en dum dum nedtur, som jeg skal ignorere, for det bliver godt igen. Bliver jeg nogensinde helt sikker. Ligger det til mig at være helt sikker, eller er jeg mon ikke bare typen, som tænker alt ihjel i stedet for bare at mærke og nyde tingene?
Jeg tror personligt selv, at tiden giver svarene for mig. Jeg er ikke klar til at forlade min kæreste, og så længe jeg ikke har lyst til det, gør jeg det simpelthen ikke.
Bare et indblik i min situation.
Knus til alle

Er det et eller andet sted henne ikke fint nok at være i tvivl? Det er lidt tabu-agtigt, men når jeg taler med mine veninder, har de indimellem også deres tvivl, om de nu holder fast i den rigtige gut.
I bund og grund handler det ikke om at være stormende forelsket fra begyndelsen. Det handler om at være glad og kunne se sig selv med den anden i fremtiden. At ungerne hopper rundt på hans skød, og man kan skabe alle tiders kernefamilie sammen. Kærligheden skal nok komme med tiden (tror jeg på og taler af tidligere erfaring)
Hvis du NORMALT ikke kan se jer sammen i fremtiden, og hvis du mener, der er noget bedre derude, er det nok ikke det rigtige. Hvis du derimod har en nedtursfase som mig, skal du nok passe på, hvilket valg du træffer.
Hva synes I andre?

Jeg har jo nok bare mere tvivl end du har, og har haft det i længere tid. Jeg har tænkt meget som dig - at jeg skulle lade være med at tænke for meget og bare slappe af og nyde det. Og det har næsten virket til tider, men nu er det blevet for svært at kæmpe imod. Øv, gid jeg havde det som dig. Held og lykke og hold fast i din følelse om at have mødt den rigtige

Jeg mener ikke tvivlen i sig selv er et mål - indrømmer dog den er tabu-belagt.Men hvis man er i tvivl om EGNE følelser, synes jeg det er lidt lunkent ærlig talt at lade stå til og så "se hvad der sker" hvorefter man flytter sammen i hus og planlægger familie.
Det holder sikkert og man får måske også det man inderst inde søgte: en rolig harmonisk tilværelse omkring en stabil kernefamilie. Så hvis det er det højeste mål, ja så er dit valg(sdjgsd) og trådstarters valg (hvis hun altså fortsætter med fyren her)virkelig fornuftigt og værd at satse på. I bund og grund er det jo lige præis denne holdning til ægteskabet de så udskældte muslimer praktiserer.
Så I må bare se at gøre op med jer selv hvilket slags liv I ønsker jer.Dette liv😖eller [:*(]🙂[:*(]🙂....[l]
Pusser

Du skriver også, at du elsker ham som ven. Noget kan tyde på, at du ikke har det "sidste", der skal til. Det behøver ikke være vild forelskelse men at du tænker "rauw han er pivlækker".
Hvis du er nået dertil, hvor du egentlig bare gerne vil ud af dit forhold og se at komme videre hurtigst muligt, er det nok det rigtige. Det virker som om, du er parat til at give det op ( det der holder dig tilbage er angsten for at såre ham).
Jeg personligt må desværre acceptere mine tvivl. Men jeg må også acceptere, at jeg ikke vil opgive, så længe jeg er i tvivl. Ingen kan spå fremtiden. Måske er alt fryd og gammen, når VI har været sammen i 3 år. Måske står jeg i samme situation som dig og siger, nu KAN jeg bare ikke mere.
Jeg ønsker dig alt det bedste. Og husk vi begår alle sammen brølere hele livet igennem. Dem blir man bare stærkere af (overbeviser jeg mig selv om).

Knus!

Lyder lidt som om der ikke rigtig er nogle følelser på spil i jeres forhold.
Jeg synes du skal se at få gjort rent bord - for jeg tror - siden du føler dig så ulykkelig - at lidenskaben måske alligevel ruller et sted i dine årer... til et lidt mere skal vi sige inspirerende forhold...😉
Jeg personligt ville nok aldrig flytte sammen med en mand, jeg ikke var forelsket i eller fortsætte i et forhold, hvor jeg ikke FØLTE jeg elskede ham 100%!
Min form for tvivl i mit ægteskab har mere været, om jeg kunne holde hans egoisme ud/udvikle hans empatiske sider eller ej eller ja om han var "sund" for mig (mit liv som kunstner f.eks). Meget af dette er så ad åre lykkedes, nok fordi jeg har syntes han var værd at kæmpe for.😉
Men for mig lyder det som om I to ikke rigtig noget at kæmpe for, og det synes jeg lyder lidt trist i grunden.
Havde jeg tvivlet på mine egne følelser for min mand,jamen så var jeg skredet for længst. Jeg har haft det oppe (at blive skilt) og her opdagede jeg virkelig, hvor meget jeg elsker ham - og han mig.
Men lunkent har det nu aldrig været - bestemt nej 😮[l]
Pusser

at det er lidt overdrevet at sammenligne tvivl om ens egne følelser med tvangsægteskaber? :-) Jeg er jo ikke i forholdet fordi HAN eller andre synes jeg skal være det. Men fordi jeg har lyst.
og det lyder lidt på dig som om man ikke kan få et dejligt forhold til sin kæreste/mand, hvis man i starten af forholdet er i tvivl om sine følelser? Måske er vi ikke alle sammen så sikre i de valg vi tager? Måske bruger vi flere år end andre på at finde ud af om det er det rigtige? Hvem sætter normen for hvad der er rigtigt?
Jeg ville personligt ALDRIG gifte mig med min kæreste eller få børn med ham, hvis min nedtur på nuværende tidspunkt gør sig gældende fremover. Aldrig.
Men at man vejer sit forhold an, og ikke bryder det, så snart spekulationerne dukker op, kan jeg ikke se nogte galt i.

provokationen om at jeg ikke skulle have noget at kæmpe for. Det fik mig til at se noget:
Jo jeg har sgu da!! Jeg er rigtig glad for at få netop denne følelse nu. Jeg er glad for ham. Vil ikke undvære ham nogensinde!

og være i tvivl.
Og jeg gætter på du er i tyverne.
Et godt råd , skyd det romanblad pladder ned med ægte kærlighed og den eneste ene.
Der findes kun en slags, kærlighed.Eller hedder det kan lide,holder af og elsker.
Du kan få et rigtig godt pejlemærke, når du fortæller en veninde eller familie om noget angående ham.
Bliver du varm inden i?
Når du skal beskrive dine følelser for ham siger du så elsker eller holder af?
Og du forandre dig gennem livet, så ham du passer til i tyveren, er måske vokset en anden vej end dig, så når du er i fyrrene passer du sammen med en anden.
Min erfaring har lært mig at forhold med stor lidenskab og stormende forelskelse hurtig brænder ud fordi fundamentet er for skrøbelig.
De holdbare forhold bygges på man elsker hinanden og respektere hinanden og man trives i den andens selvskab.
Da jeg fandt HAM, var det en følelse af blive hel. Og jeg blev ikke panikslagen, som jeg gjorde som ung, ved tanken om at blive gamle sammen.
Du er muligvis typen der tænker det i stykker.Eller også har du ikke prøvet nok til at kunne føle dig sikker.
Det ved kun du.

citat:"Min erfaring har lært mig at forhold med stor lidenskab og stormende forelskelse hurtig brænder ud fordi fundamentet er for skrøbelig. "
Lige det modsatte her. Jeg har stadig stor kærlighed til min mand, og vi startede forholdet med en stormende forelskelse og stor lidenskab. Vi har holdt ved fordi - tror jeg - netop denne lidenskab og facination af hinandens egenart hele tiden har været den bærende kraft - og netop når alt andet smuldrede.
Det har aldrig været den sociale etablering, venskabet eller de ydre materielle goder, som har båret vores kærlighed igennem kriser osv. i alle disse år. Det bedste fundament overhovedet er for mig se at man har en lidenskab for hinanden og er sjælevenner...hænger ofte sammen 😉
Pusser

Vi vægter jo alle forskelligt, og vi søger jo ikke det samme i et kærlighedsforhold. Derfor kan det jo også kun blive skud i tågen mht. de råd man giver herinde....har man forskellige mål i livet kan man nok ikke rigtig bruge hinandens råd heller.
Men du skriver:"Jeg er selv blevet så meget i tvivl om mine følelser for ham, at jeg ikke kan være nogle steder." Ud fra sådan en konstatering ville jeg personligt da aldrig begynde at købe hus eller flytte sammen med en mand - jeg ville i det mindste lige underrette ham om min tvivl INDEN jeg tog ham med ind i mit liv.
Pusser

tvivl er først kommet efter vi har købt huset. Fordi det hele måske strammer lidt til nu, tænker man måske ekstra meget over situationen. Jeg har tidligere godt ku være lidt i tvivl om mine egne følelser, men ikke så meget, at jeg ikke vidste det ville gå over. For jeg har altid set ham som min soul mate.
Desuden var jeg lige kommet ud af et forhold på 8 år, da jeg mødte min nye kæreste. Og jeg var indstillet på at det ville tage tid for mig at elske en anden.
Han er underrettet om mine tvivl, og det har ikke resulteret i andet, end at jeg har gjort ham ked af det.
Men du har ret - alle vores situationer er forskellige. Vi har forskellige ting og forhold i bagagen og tackler vores nuværende situation på forskellig måde.:-)

Overfor din kæreste mener jeg, når du har underrettet ham om din tvivl. Jamen hvis han stadig tror på det, og du godt vil give det et forsøg, så er det vel bare at kaste sig ud i det og så se om det holder.
At vøre IAGTTAGENDE både overfor sig selv og sin partner i så svær en situation, må vel være det bedste råd jeg kan gi`. Det ville jeg da forsøge imens min tvivl nagede mig.
Jamen se nu det hele lidt udefra nu - også dine egne føelser, og iagttag hvad der sker med dig og ham. Find så ud af om dine følelser er stærke nok til en fremtid SAMMEN med ham.
Nej mange muslimske ægteskaber er skam ikke tvangsægteskaber. De unge kvinder får lov til at sige nej, hvis de ikke syndes om den mand familien har udvalgt..og så prøver de igen indtil de finder en de ka li. Men at kunne lide nogen er jo (desværre<) langt fra det samme som at være forelsket/elske.
Men alligevel synes jeg de muslimske forhold ligner lidt dit og trådstarterens forhold, idet disse kvinder ikke er forelskede i den mand de så til sidst siger JA til at gifte sig med! De har bare et mål med at finde sig en mand - dette livsprojekt der siger de skal have et stabilt familieliv og i et trygt forhold. Og så betyder lidenskab og ægte kærlighed mindre.😖
Men de muslimske kvinder håber jo - som du/I ?- at med tiden vil kærligheden nok indfinde sig, og det vil enden med et mest lykkeligt samliv og omkring familieværdierne først og fremmest!
Jeg har så lige modsat valgt en anden vej. Jeg valgte et svære - at følge min lidenskab. MEEN: Havde disse følelser ikke været til stede, ville jeg ikke have indgået et permanent forhold, men bestemt have foretrukket at leve mutters alene. For ensomheden frygter jeg overhovedet ikke - har prøvet at leve alene og det nød jeg faktisk. 🙂
Så jeg er meget forkellig fra jer - men kommer alligevel med min mening. Take it or lieve it. Der er jo flere end os debatterende der læser dette, så nogle vil med garanti være enig med mit livssyn - mens igen andre med dit 😉
Pusser

Jeg tog faktisk en ærlig snak med min kæreste i morges - hvilket jeg også har gjort tidligere. Jeg fortalte ham, som det er. Jeg er glad for ham, jeg vil ikke undvære ham og jeg kan se en fremtid sammen med ham. Men at jeg kan tvivle på mine følelser engang imellem, og sådan er jeg desværre nok indbygget. Der er ikke andet at gøre end at springe ud i det, for det girver jo slet ikke mening at flygte fra ham, fordi andre ikke spår det holder, når man i virkeligheden ikke har lyst til at forlade ham.
Mit forhold til min kæreste skal jo heller ikke forstås sådam, at vi bare lever i et hyggeligt bofællesskab som 2 zombier. Der er skam lidenskab, kram, nus og put. Og jeg tænker...ikke at ville fortsætte uden ham er måske min egen form for forelskelse. Vi er måske ikke alle den type, der får gåsehud og mavekriller ;-)

omkring dine følelser...
Kræver sikkert meget af både dig selv og af dit liv...tror jeg.
Han er "kommet ind under huden" på dig, tror det er derfor du har svært ved at sætte dine følelser for ham op på en piedestal.
At du ikke kan forestille dig fremtiden UDEN ham viser for mig med al tydelighed at dine følelser for ham er ret sikre...så sikker som man nu kan være i denne verden 😮
Held og lykke med dit liv 😉
Pusser

Jamen jeg ønsker også dig det bedste. Intet er givet i denne verden -ISÆR ikke kærligheden. Man må holde fast i det man tror på. Mere er der ikke at gøre ;-)
Knus

Kære Pusser
Jeg har skrevet et par gang med dig og vil gerne skrive lidt mere, jeg er ikke en af de KONER!! Har bruge lidt hjælp i nogle ting som dine svar har kunnet hjælpe.
Jeg sender dig min mail så håber jeg du vil skrive til mig. mia7032@yahoo.dk
Håber jeg kan høre fra dig
Tak

bankrådgiver også ludoman??

KONERNE??? Blir da nysgerrig nu

kvinder der ikke accepterer LIDENSKAB som forklaring på hensynsløs opførsel🙂

og vi kendes på at vi er små grå ulidenskabelige kedelige koner der ikke kan holde på vores mænd.

En krampe er en buet genstand med 2 ben, der holder sammen på tingene idet den hæfter dobbelt, modsat et søm - 😉

😃😃😃😃😃