at bo med en andens barn

Jeg er lige flyttet sammen med min kæreste,
men har det lidt svært med hans barn på 16 år.
En sød dreng, som helst vil have sin far for sig selv.
har ikke set så meget til ham inden vi flyttede samme,
og nu vil han bo hver anden uge hos sin far
der ryger lidt ud af sidebenet engang imellem.
det er heller ikke altid han vil hilse på mig.
ligeledes er det altid hans far han feks spørger ved
bordet om han må holde fest eller om de
( ham og hans far skal købe en hund) det bliver jo nok ikke ham der
støvsuger hundehår eller går tur med den
ved ikke hvordan jeg skal takle en andens barn?
har du prøvet det,?
ved ikke hvordan jeg

Det lyder for mig som om at du er utrolig forudindtaget, på en negativ måde overfor drengen. Det viser sig i de værdiladet ord du anvender. Du skriver – ”det bliver jo nok ikke ham der
støvsuger hundehår eller går tur med den -ved ikke hvordan jeg skal takle en andens barn? ” Jamen tror du virkelig for alvor, at det ville have været anderledes hvis drengen var din biologiske søn? Hundehårene ville nok være der alligevel. At ”takle” et barn, er et anden negativt værdiladet ord du anvender. Du skulle sætte dig ned og gennemtænke situationen, er du jaloux på drengen, fordi han har et forhold til faren du ikke har? Tænk så lige engang på, hvordan du selv tænkte og følte dengang du selv var barn. Fik du et kæledyr dengang du, brændende ønskede et? Man er kun barn EN gang, og jeg mener at det er os voksne, der skal give børn og unge al den kærlighed vi kan give. I mit liv har jeg to gange ”overtaget” et barn. Jeg har dog aldrig tænkt på disse børn som en ”andens barn”. Jeg har heller ikke leflet for børnene, for at gøre indtryk på moren (som en del mænd har for væne). Som udgangspunkt var der et barn, og jeg var den voksne – som var i barnets allernærmeste kreds, med alt hvad det indebærer af ansvar og mulighed for at give og modtage kærlighed. Som tiden gik – blev disse børn, mine egne børn, både i mine og deres egne opfattelse. Det har betydet både glæder og sorger, frustrationer og salighed, alt det alle forældre oplever. Skal regnskabet endelig gøres op så er disse børn som skæbnen har givet mig, den største gæve i mit liv.
Du er den voksne og har bedre overblik så måske skulle du komme med et positivt udspil – du kunne f.eks. snakke med drengen om hunden og fortælle hvor du også glæder dig til han få den hund, så kunne du f.eks. forslå at i sammen købte et eller andet til den hund ( en hundekurv, halsbånd eller lige meget hvad), det vil give drengen et positivt billede af dig – at du er en del af hans liv og bekymre dig om ham. Eller tag ham med i biografen, eller noget andet du ved han holder af, således at du få skabt en situation, hvor det er dig og drengen der har noget sammen, i stedet for at det altid er faren og sønnen. Og så ærlig talt, hvis han ikke hilser på dig kan det ligeså godt betyde at han har accepterede dig. For børn og unge er det vanvittigt vigtigt at hverdagen ligner sig selv. De tåler ikke så let forandringer som os andre – især små børn holder af det de kan genkende. Men også store børn kan lide at færdes i et sikkert og genkendeligt univers. Når han ikke hilser på dig, kan det godt betyde at han er usikker på dig, men det kan sandelig også betyde at han mener du hører til der, hvor du er og at det derfor, er en selvfølge at du er der. Børn hilser ikke altid på deres forældre – biologiske eller ikke, og når de ikke gør det er det fordi de føler sig trykke i deres nærvær. De kan da godt være sure på en eller endda vrede, men netop en man er tryk ved, tør man også være sur på – det er en menneskelig relation. 🙂😉🙂

glæder sig til at få en hund i huset, tror du ikke mere det er sådan ?

Kan være du har ret – derfor er det også et godt indsats område – hvis den familie skal komme videre.

Hej,
Jeg taler af erfaring og her er min mening.
Vi lever i et samfund hvor par bliver skilt og finder sammen på kryds og tværs. Når man møder en ny mand/kvinde så følger der børn med. Den svære, men nødvendige opgave består i at komme til at holde af disse børn. Hvis du er forælder, så vil du vide, at man hellere siger farvel til en partner end til sine egne børn. Tal åbent om problemerne omkring emnet, og får i dem ikke løst, så bliver det nok dig som må finde en ny partner.
Husk også, at din kæreste har kærlighed nok til jer begge. Du behøver ikke være jaloux.
Giv det en chance.

Har en datter på 16. Levede indtil for 3 år siden i forhold med en mand der havde en søn på nu 13. Den unge var ganske rædselsfuld.
Laaaang historie. Det korte af det lange: Der var ikke plads til hverken mig eller min datter. Summa sumarum - jeg har valgt at leve alene indtil min datter flytter hjemmefra. Hun skal ikke igen udsættes for en stedsøskende, der er intrigant og dominerende, for slet ikke at tale om en mand der skifter sind, afhængigt af juniors forgodtbefindende.

Det er faren der er skyldig i evt. problemer. I sin tid, da jeg flyttet sammen med min mand, havde han en 6 årig datter. Han har simpelhen sagt til pigen, at i vores hus er det de voksne der bestemmer, og siden jeg og min søn var nu flyttet ind, var jeg også med til at bestemme.
Hun havde aldrig få lov at ikke hilse på mig eller min søn, når hun kom. Nu er hun snart 18, og jeg kan kun huske engang i alle de år, hvor hun sagde til mig, at jeg ikke var hendes mor, så det skulle jeg i hver fald ikke bestemme. Det var i hendes teenageår,- så det er tilgivet :-)
Hun har i hver tilfælde ikke opfattet det negativ, fordi hun kommer stadigvæk regelmæssigt på besøg,- også når farmand ikke er hjem.
Det kort af det lange er, det er afgørende hvordan din mand forholder sig til det,
- ikke hvordan din stedsøn er.
Held og lykke

Jeg er fuldstændig enig med dig. Det er faderen der skal sørge for at de får et godt forhold til hinanden.
Min familie er også sammensat og min lillebror og jeg fik en rigtig dårlig start på min stedmors indflytten i min fars hus. Jeg er sikker på at meget kunne være undgået hvis min far havde involveret sig noget mere.
/Stinna

- og forhold dig til ham, som du vil forholde dig til en hvilken som helst anden 16-årig, du møder på din vej.
- I har ikke valgt hinanden men er begge med som "det tynde øl". Hvorfor tror DU, han nu pludselig vil bo hos Jer hver anden uge? Jeg tror du er sat på "prøve" - lad være med at dumpe i med begge ben. Du har sagt ja til at bo sammen med faderen, men ikke med faderen OG sønnen. Hvis han skal bo hos Jer, skal I to lære hinanden meget bedre at kende. Lad det være dit argument.
- Det kan da sagtens tænkes, at du, om et halvt år, vil synes det er verdens bedste ide, men det synes du nok ikke nu. Derfor skal du ikke gå med til det.

- Jeg ææææælsker børn - især mine egne men jeg har aldrig været udelt begejstret for ALLE, deres kammerater. Det kræver godt nok noget at skulle starte op med at "elske" en 16 årig fløs.... Kan vi lige være her allesammen? Og ikke kun de 16-årige? - På forhånd tak.
- Jeg skal da ikke have hund, hvis den ikke passer ind i min tilværelse og lige præcis dér hvor jeg bor og har hjemme!! Vil du da hoppe? 😃😃

- der flytter en ny kvinde en og så er tendensen at "hun ordner det nok". Allerede ved at flytte ind i hans hus og ikke finde noget nyt der er fælles fra begyndelsen, har man kridtet hjemmebanen op for den ene part - og det giver uværligt problemer.

lige tilbage hvordan det var, og har det ikke været for min mands indsats i begyndelsen, havde vi nok ikke haft de store chancer.
Man kan ikke bare blande mennesker sammen og forvente, at det skal nok går. Og siden det er faren der er mellemled mellem ny kvinde og eget barn er det ham der skal holde tingene sammen.
Min mand er nok ikke den pædagogiske, og jeg kan huske at den første weekend vi boede sammen fik min ny papdatter og mig besked at nu kunne pigerne kom afsted for at handle, så tage drengene støvsugeren og græsslogmaskinen (altså ham og min søn). Eller nu tager piger bad, så kan drengene for lov bagefter.... Han sørget altid for at vi var tvunget til at foretage os noget alene,- og det er en god ide i forhold til sådan en lille pige.
Men hvad med sådan en stor dreng? Man kan jo ikke "tvinge" ham mere at være sammen med stedmor. For ham er det måske også en underlig situation, at der pludselig er en kvindelig medbeboer i huset...

Omgårds normalt ikke mennesker af din slags, havde faktisk glemt at der fandtes sådanne personer, så det er jo ledt af et sjok. Men jeg kan godt fortælle dig, at man sagtens kan leve et helt liv, uden sådanne vulgære og egoistiske holdninger. Og tro mig, det er muligt at tage hensyn og også muligt at være noget for ens børn – og naboens med.

alle andres børn? Så er vi mange i den klub. Du skal bare ud af osteklokken, så du kan møde os.
Jeg tror du har et problem med at se kendsgerningerne i øjnene og farer man rundt på den måde, som du gør og SKAL elske alle, så kan det kun gå galt.
Se kendsgerningerne i øjnene: Der er forskel på dine og mine børn og tag den så derfra. Alt andet vil mislykkes fordi det er ren falskhed.

ham din mand.😃
Men jeg mener nu også at det er en skidt ting, at den ene flytter ind hos den anden, medmindre man er meget meget bevidst om, hvori problemet ligger.
Var de flyttet i et nyt fælles hus, havde det ikke være den 16-.åriges tidligere hjemmebane....så du siger det jo selv. På den anden side, så kan de fleste 16-årige dog fatte at opføre sig, så andre end deres mor (og far) kan holde dem ud. Der gives for meget plads til hans fikse ideer her. Som rollemodel skulle hans far tænke over, hvad han lærer sønnen omkring koner/kærester og respektløshed.

har du nok ret i. Nu kan du nok se på mine stavefejl, at jeg ikke kommer fra Danmark. Min mand boede der først i Tyskland, hvor han så drog engang imellem hjem for at have sin datter på weekend (jeg arbejdede i weekender på det tidspunkt) og jeg har måske set hende 2-3 gang inden vi flyttet sammen.
På dette tidspunkt kunne jeg nul dansk, og det var også en fordel, fordi hun følte sig jo ufattelig vigtig til at hjælpe mig med alt muligt, siden jeg var så ubegavet :-)
Du har nok også ret i at det der med hjemmebasen. Vi flyttet allesammen i et nyt hus, så det var os alle 4 der har stået for det hele og det giver jo nok en form af samhørighedsfølelse.
Ja og en 16 årig skulle være så opdraget, at han behandler fars kæreste med respekt, også hvis han ikke bryder sig om hende. Men det er jo så farens opgave til at slå i bord.