Kan i hjælpe mig med et svært valg?

Hej.
Jeg er en fyr på 27 år, der har været i et fast forhold med en pige på 22 i snart 4 år nu.Hun er det sødeste og kærligste menneske som jeg har mødt....og jeg har mødt mange.
Jeg holder meget af hende og tanken om at der skal ske hende noget ondt får mig til at have det rigtigt skidt inden i. Det føles som om at jeg får en kniv i hjertet når jeg tænker på at forlade hende.
Hun er sød, kærlig, køn og sjov. Problemet er bare at hun ikke tænder mig mere. Hun er ikke på samme intellektuelle niveau som jeg og taler ofte forbi hinanden. Hun kommer fra en familie, som ikke har støttet hende særligt meget og hun er derfor meget skrøbelig og alene. Hun har hverken familie eller venner.
Jeg er nu i den alder, hvor jeg er begyndt at tænke på børn og jeg tvivler på om hun skal være mor til disse. Jeg vil gerne ud af dette forhold, men jeg kan ikke bære tanken om at hun skal være alene igen. Jeg er alt for hende og hun siger at hun hellere vil dø end at være uden mig. Jeg tror ikke på at hun vil begå selvmord.
Hvordan forlader jeg hende uden at hun skades? Bør jeg blive sammen med hende for hendes skyld? Er det normalt at have denne følelse i et forhold? Nogle gange har jeg virkeligt lyst til at være sammen med hende. Hjælp mig please.

ud over dig. Du gør hverken hende eller dig en tjeneste ved at være hele hendes livsindhold. Det får i øvrigt også den følge, at du ikke kan tænde på hende (andre årsager findes sikkert også). Men det er stensikkert, at de fleste ikke kan tænde på et menneske, der i den grad har fralagt sig ansvaret for selv at blive glad for sit eget liv.

Har hun intet arbejde, ingen fritidsinteresser?
Jeg tænker på om hun er sammen med andre end dig når i har fri. Hvis ikke, må du jo gøre hende det forståeligt at det er vigtigt at i laver noget hver for sig.
Måske hvis hun havde sine egne ting, at hun ville blive "interessant" for dig igen. For pludselig ville du ikke være den hun altid ville tale med - hvis du forstår hvad jeg mener. Du føler måske hun er for uselvstændig. Tænk grundigt over hvordan du ville se hende, hvis det modsatte var tilfældet.
Eller er det andre ting der gør, at du tænker som du gør. Det må du finde ud af, inden du gør noget videre.

Det lyder som 4. eller 5. år krisen....
Hvor man tænker, puh ha måske skulle jeg være alene...
Spørgsmålet er fra mig.. er i altid sammen?? Hvad med fritids interesser???(for jer begge)

men du bliver nødt til, at også tænke på dig selv.
Det er en rigtig svær situation du er i, men du kan jo ikke ene og alene udgøre hendes verden. Du er heller ikke tjent med at skulle leve under det pres. At være den person, der er ansvarlig for en andens lykke.
Det er enormt vigtigt, at hun får skabt sit eget liv, og det er måske noget, du kan hjælpe hende med.
Men husk på at også tænke på dig selv. Du lyder som en person, der vil ofre meget for andre og al respekt for det, men du har også en forpligtigelse til at gøre dit eget liv lykkeligt, selv om det kan betyde, du må træffe valg, der såre andre.

Hun læser på HF og vil gerne være sygeplejerske. Hun har kontakt til min familie. Hun har ikke rigtigt nogen veninder da hun er lidt speciel (hun drikker ikke, er meget genert og dummer sig ofte sammen med andre). Jeg har opfordret hende til at finde sig nogle veninder og hobbies. Hun begynder til noget i næste månede. Jeg håber at dette vil hjælpe lidt på vores forhold....men hvis det ikke gør, hvordan forbereder jeg hende så til at leve uden mig??? Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om denne 4-5 årskrise

En kvinde skal ikke tænde dig intellektuelt, men helt klart visuelt og mentalt. Desuden havde jeg en dummernik af en kammerat, der
talte sort intellektuelt snak. Som de anvender på universitet.
Hvis du vil gifte dig med en intellektuel mand fra universitetet, så
er mulighederne til stede. For man kan virkelig blive dum i hovedet af, at gå i et lukket miljø som universitetet.
Jeg vil have en smuk, sød og dejlig kvinde, og mine supergener
bliver i mindst 50% af tilfældene ført videre til afkommet. Så du behøver ikke frygte for afkommet.

Så det er ikke kvindens problem!

Hvad ævler du om din tumpe....pis af din klovn!

Du er bare en stor arrogant klovn, der ikke kan koble hjernen fra, når du ikke længere er på universitet. Det er en meget stor svaghed, hvilket vil give dig mange problemer i fremtiden.
Ingen fornuftige mennesker taler om arbejde, når de har fri!

4-5 års.. krisen som jeg kalder den, er virkelig den hvor man tænker, ER dette den rigtige for mig, børn, enigehed, holdepunkter, ja simpelhen alt, vi var igennem det, men "overlevede" det, og er sammen på 6. år, og har det godt, problemet er at der kommer en hverdag, og hvis man ikke ser andre mennesker, uanset om man drikker, eller dummer sig, så bliver alt meget kedeligt, tal sammen,prøv at tage hende med ud, "skam dig ikke over at hun dummer sig", det kan være hendes usikkerhed, hvis hun føler sig dum, i din omgangs kreds.... ;o)

hvor længe du har gået med disse tanker... Hvis det ikke handler om lang tid, vil jeg foreslå at du giver det lidt tid! Man kan ikke regne med at man altid svæver på lyserøde skyer, når man er i et landvaringt forhold. Der vil komme tider, hvor man evt. begynder at tvivle. Som en af de andre nævner kommer der gerne en periode når man har været sammen i 3-4 år. Det er nok fordi, man efter et par år begynder, at overveje om personen er "den eneste ene", og som du nævner den fremtidige mor til dine unger🙂
Det er vigtigt at hun får nogle interesser og venner/veninder udover dig! Det lyder til at hun måske mangler selvtillid? Og ville nok have godt af at blive bekræftiget af andre end dig?
Jeg tror at det med, at I ikke har samme "intelektuelle niveau" ikke bør spille nogen rolle, så længe I elsker hinanden og har gensidig respekt!

siger amerikanske forskere... Men de siger jo så meget ;o)

hvad mener du med det?

de kommer når de er der. Så blæs på hvor længe I har kendt hinanden når det er over 1 år.
Se hellere på hvad glæde I har af hinanden. Er I loyale? Hinandens bedste venner? Kan I udvikle jeres sexualitet sammen? Kan i hjælpe hinanden når den ene eller den anden har problemer? Oplever I gerne ting sammen?
Forelskelsen kan du ikke bruge til en sk.biiiip andet end at være forelskett. Du kan aldrig bygge et forhold og da slet ikke en familie på den passion forelskelsen er. Tænk lidt over det når du tænker perspektiv med familie:o)

de kommer når de er der. Så blæs på hvor længe I har kendt hinanden når det er over 1 år.
Se hellere på hvad glæde I har af hinanden. Er I loyale? Hinandens bedste venner? Kan I udvikle jeres sexualitet sammen? Kan i hjælpe hinanden når den ene eller den anden har problemer? Oplever I gerne ting sammen?
Forelskelsen kan du ikke bruge til en sk.biiiip andet end at være forelskett. Du kan aldrig bygge et forhold og da slet ikke en familie på den passion forelskelsen er. Tænk lidt over det når du tænker perspektiv med familie:o)

Jeg har desværre gået med disse tanker i ca. 2 år nu. Det er dog meget varierende, hvordan jeg ser på vores liv sammen.
Min kæreste har et meget stort hjerte, men hun var desværre meget umoden og "lost" da jeg mødte hende. Da jeg mødte min nuværende kæreste var vi begge et sted i vores liv, hvor vi var unge og usikre på tilværelsen.
Vi klyngede os til hinanden og fandt tryghed i hinandens arme.
Jeg har lært min kæreste alt det som hendes forældre undlod at lære hende. Hun har derfor, den dag idag, meget respekt for mig (måske lidt for meget). Hun forguder mig og giver mig ikke rigtigt noget modspil. Jeg syntes ikke rigigt at hun udvikler sig mere.
Jeg kommer fra en hårdt socialt belastet baggrund ,men jeg har dog formået at "rejse mig fra skidtet" og er p.t. igang med en højere uddannelse. Vi har haft et godt sexliv, men det er gået helt i stå nu. Hun er meget ivrig efter at komme i seng med mig, men jeg har mistet lysten til hende. Denne lyst dukker dog ligepludseligt op en gang imellem og vi har skøn sex sammen.Jeg har aldrig været hende utro, men jeg har tænkt tanken adskillige gange. Jeg tror at jeg har påført hende skylden for nogle af mine uopfyldte drømme. Jeg føler nogle gange at hun har holdt mig tilbage (specielt socialt). Jeg vil ikke såre hende og taler derfor ikke med hende om disse tanker. Nogle gange slipper der et par sætninger ud og disse får hende til at knække totalt sammen. Jeg siger så efterfølgende at jeg bare er ude af balance og derfor lader det gå ud over hende. Hun køber denne forklaring, putter sig ind til mig og sover som et barn. Jeg derimod ligger søvnløs og stirrer ud i mørket.
Jeg værdsætter virkeligt de råd som i kommer med. I virker til at have indsigt i parforhold og jeg respekterer jeres erfaring. Jeg må sige at det føles godt at komme ud med nogle af disse følelser.
Hvordan kan jeg forberede hende på et liv uden mig, hvis det er det dette ender med?
Er der mon nogen steder jeg kan opsøge hjælp???

Du har formet hende efter dit eget hoved, og derfor får du ikke
længere noget modspil. Men det kan du ikke gøre med en
intellektuel begavet kvinde. Hvis du vil have et modspil
med din nuværende kæreste, så skal hun finde nogle veninder.
Så hun kan få et selvstændig liv, for det er meget usundt
at leve sammen med en kæreste 24 timer i døgnet. Uden
impulser udefra. Det gælder ikke kun hende, men også dine
kommende kærester.
Jeg ville beholde hende, men til gengæld kræve at hun får
nogle interesser. For de fleste venskaber bygger på et
interessefællesskab. På den måde får du slået flere fluer med
et smæk;
1. Hun får nogle veninder, så hun en dag kan leve uden dig.
2. Du får også nogle flere impulser, end dem du får på universitetet.
3. Du får på den måde en modspil, pga. hendes nye impulser fra veninderne.

Han har formet og overbeskyttet hende, så hun ikke
længere kan give ham et modspil. Overbeskyttelsen
har bevirket at de sidder sammen det meste af deres
fritid, og det er ikke sundt for noget forhold.

Tak til dig Bimmer.
De råd vil jeg helt sikkert gøre brug af.
Jeg har lige sagt til hende at hun SKAL begynde til et eller andet.
Hun var lidt utryg ved det i starten, men nu har hun siddet med et stykke parpir og skrevet en hel del ting ned på det som hun kunne tænke sig at lave i fritiden.
Du har helt sikkert ret i at jeg har overbeskyttet hende.
Jeg er vokset op hovedsageligt uden far og jeg har derfor bygget en mur omkring migselv, for at beskytte mig imod omverdenen. Jeg har så taget hende med indenfor denne mur og holdt hende fanget som en lille fugl i bur.
Jeg vil nu sætte hende fri og så må det sgu briste eller bære. Jeg vil meget gerne rede dette forhold.
Jeg kan regne ud at du blev lidt irriteret på mig fordi du troede at jeg var en af disse "snobbede akademikere" som gerne vil tale om matematik, samfundsvidenskab o.s.v. hjemme i stuen.
Jeg er en gadedreng, der er blevet voksen!!!
Jeg har været hele turen igennem med vold, stoffer og magtesløshed men jeg har nu taget mig sammen og sat sejl imod en bedere fremtid.
De ting som jeg gerne ville kunne tale med hende om, men hvor hun ikke helt er på mit niveau, er ikke faglige begreber. Jeg ville gerne tale med hende om livet på et mere abstrakt/overordnet niveau. Måske er hun for ung til dette.
Endnu engang tak for dit svar....jeg tror at det bliver en stor hjælp for os.

For resten, hvor gammel er din kæreste?
Ja, og ham eks. vennen blev aldrig færdig med studierne.
Tænk engang at han brugte 12 år af sit liv på en universistesuddannelse,
der er normeret til 6-7år. Jeg var stoppet på det studium, hvis
jeg var dumpet 2 gange i et svært fag. Så er man nemlig ikke
kompetent nok til at gennemføre uddannelsen.
Hvis man starter på den type uddannelse som 18-19 årig, så
skal man være færdig som 24-26 årig. Desuden ville han
aldrig kunne få et job indenfor området, pga. arbejdsgiveren
helt klart ville skæve til de mange år. Ingen arbejdsgiver
vil ansætte folk, der er tunge i numsen.
Ja, det lyder som om du har haft et hårdt liv, men det har mange
bedre stillet børn også. Det er bare en anden type problemer
i form at omsorgsvigt, chikane mv.