Kristendommens udbredelse i det første århundrede.
Den opgave Apostelen Paulus oprindelig havde fået, gik ud på at „bære [Jesu Kristi] navn ud til nationerne såvel som til konger og Israels sønner.“ (Apostelgerninger 9:15) Efter mødet i Jerusalem, som du måske læste om i går http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=565746 .
fortsatte Paulus med at opsøge jøderne i diasporaen hvor end han rejste hen. Det viser at den fordeling af distriktet man aftalte, efter al sandsynlighed var geografisk. Paulus og Barnabas udvidede deres missionærarbejde til at omfatte landene mod vest, mens andre forkyndere betjente det jødiske hjemland og de store jødiske samfund i landene mod øst.
Da Paulus og hans medarbejdere påbegyndte deres anden missionsrejse fra Antiochia i Syrien, blev de ledt mod vest gennem Lilleasien og op til Troas. Derfra tog de over til Makedonien fordi de ’drog den slutning at Gud havde tilkaldt dem for at de skulle forkynde den gode nyhed for makedonierne’. Senere blev der dannet kristne menigheder i andre europæiske byer, blandt andet i Athen og Korinth. — Apostelgerninger 15:40, 41; 16:6-10; 17:1–18:18.
Ved slutningen af sin tredje missionsrejse, omkring år 56, planlagde Paulus at rejse endnu længere vestpå og udvide det distrikt han havde fået tildelt ved mødet i Jerusalem. Han skrev: „Jeg for mit vedkommende [er] ivrig efter at forkynde den gode nyhed også for jer i Rom,“ og: „Jeg [tager] af sted til Spanien og lægger vejen omkring ad jer.“ (Romerne 1:15; 15:24, 28) Men hvad med de store jødiske samfund der lå mod øst?
I det første århundrede e.v.t. fandtes de største jødiske samfund i diasporaen i Ægypten, især i hovedstaden Alexandria. Dette handels- og kulturcenter havde en jødisk befolkning på flere hundrede tusind, og der var synagoger rundt om i hele byen. Filon, en jøde fra Alexandria, hævdede at der på den tid var mindst en million jøder i Ægypten. Mange havde bosat sig i det nærliggende Libyen, i byen Kyrene og omegn.
Nogle af de jøder som blev kristne, kom fra disse områder. Det fortælles at „Apollos . . . som stammede fra Alexandria“, „nogle mænd fra Cypern og Kyrene“ samt „Lukius fra Kyrene“ alle støttede menigheden i Antiochia i Syrien. (Apostelgerninger 2:10; 11:19, 20; 13:1; 18:24) Bortset fra disse oplysninger siger Bibelen ikke noget om det arbejde de første kristne udførte i Ægypten og områderne deromkring, med undtagelse af evangelieforkynderen Filips forkyndelse for en ætiopisk eunuk. — Apostelgerninger 8:26-39.
Babylon, inklusive Parthien, Medien og Elam, havde også en stor jødisk befolkning. En historiker siger at „der var jødiske samfund i alle områderne omkring Tigris og Eufrat, fra Armenien til Den Persiske Bugt, såvel som mod nordøst ved Det Kaspiske Hav og også østpå mod Medien“. Encyclopaedia Judaica anslår at der var omkring 800.000 eller flere jøder i disse samfund. Josefus, den jødiske historiker fra det første århundrede, fortæller at titusinder af babyloniske jøder hvert år rejste til Jerusalem for at fejre højtiderne.
Blev nogle af disse babyloniske pilgrimme døbt på pinsedagen i år 33? Det er uvist, men blandt dem der lyttede til Peter den dag, var der også folk fra Mesopotamien. (Apostelgerninger 2:9) Vi ved at apostelen Peter var i Babylon i perioden mellem år 62 og 64, og at han dér skrev sit første, og muligvis også sit andet brev. (1 Peter 5:13) Da der var en stor jødisk befolkning i Babylon, hørte byen uden tvivl med til det distrikt som Peter, Johannes og Jakob fik tildelt ved det møde der omtales i Galaterbrevet.
Jakob, som også var til stede ved mødet om det store distrikt, var tilsynsmand i menigheden i Jerusalem. (Apostelgerninger 12:12, 17; 15:13; Galaterne 1:18, 19) På pinsedagen i år 33 var han øjenvidne til at tusinder af jøder fra diasporaen tog imod den gode nyhed og blev døbt. — Apostelgerninger 1:14; 2:1, 41.
Både dengang og i tiden derefter ankom tusindvis af jøder til de årlige højtider. Byen blev overbefolket, og de besøgende måtte enten bo i de omkringliggende landsbyer eller slå telte op. Encyclopædia Judaica fortæller at pilgrimmene, ud over at mødes med gamle venner, også tog til templet for at tilbede, ofre og studere Toraen.
Jakob og de andre medlemmer af menigheden i Jerusalem brugte uden tvivl disse lejligheder til at forkynde for jøderne fra diasporaen. I den periode hvor der som følge af Stefanus’ død „[udbrød] stor forfølgelse imod menigheden som var i Jerusalem“, har de sikkert forkyndt med varsomhed. (Apostelgerninger 8:1) Beretningen viser at disse kristnes nidkærhed, både før og efter denne begivenhed, førte til fortsat vækst. — Apostelgerninger 5:42; 8:4; 9:31.
Ja, de første kristne gjorde sig alvorlige bestræbelser for at kontakte jøderne, ligegyldig hvor de boede. Samtidig anstrengte Paulus og andre sig for at nå ud til hedningerne i Europa. De adlød Jesu befaling til sine efterfølgere om at gøre disciple „af folk af alle nationerne“. — Mattæus 28:19, 20.
Læs Bibelen online - http://watchtower.org/bible/
fortsatte Paulus med at opsøge jøderne i diasporaen hvor end han rejste hen. Det viser at den fordeling af distriktet man aftalte, efter al sandsynlighed var geografisk. Paulus og Barnabas udvidede deres missionærarbejde til at omfatte landene mod vest, mens andre forkyndere betjente det jødiske hjemland og de store jødiske samfund i landene mod øst.
Da Paulus og hans medarbejdere påbegyndte deres anden missionsrejse fra Antiochia i Syrien, blev de ledt mod vest gennem Lilleasien og op til Troas. Derfra tog de over til Makedonien fordi de ’drog den slutning at Gud havde tilkaldt dem for at de skulle forkynde den gode nyhed for makedonierne’. Senere blev der dannet kristne menigheder i andre europæiske byer, blandt andet i Athen og Korinth. — Apostelgerninger 15:40, 41; 16:6-10; 17:1–18:18.
Ved slutningen af sin tredje missionsrejse, omkring år 56, planlagde Paulus at rejse endnu længere vestpå og udvide det distrikt han havde fået tildelt ved mødet i Jerusalem. Han skrev: „Jeg for mit vedkommende [er] ivrig efter at forkynde den gode nyhed også for jer i Rom,“ og: „Jeg [tager] af sted til Spanien og lægger vejen omkring ad jer.“ (Romerne 1:15; 15:24, 28) Men hvad med de store jødiske samfund der lå mod øst?
I det første århundrede e.v.t. fandtes de største jødiske samfund i diasporaen i Ægypten, især i hovedstaden Alexandria. Dette handels- og kulturcenter havde en jødisk befolkning på flere hundrede tusind, og der var synagoger rundt om i hele byen. Filon, en jøde fra Alexandria, hævdede at der på den tid var mindst en million jøder i Ægypten. Mange havde bosat sig i det nærliggende Libyen, i byen Kyrene og omegn.
Nogle af de jøder som blev kristne, kom fra disse områder. Det fortælles at „Apollos . . . som stammede fra Alexandria“, „nogle mænd fra Cypern og Kyrene“ samt „Lukius fra Kyrene“ alle støttede menigheden i Antiochia i Syrien. (Apostelgerninger 2:10; 11:19, 20; 13:1; 18:24) Bortset fra disse oplysninger siger Bibelen ikke noget om det arbejde de første kristne udførte i Ægypten og områderne deromkring, med undtagelse af evangelieforkynderen Filips forkyndelse for en ætiopisk eunuk. — Apostelgerninger 8:26-39.
Babylon, inklusive Parthien, Medien og Elam, havde også en stor jødisk befolkning. En historiker siger at „der var jødiske samfund i alle områderne omkring Tigris og Eufrat, fra Armenien til Den Persiske Bugt, såvel som mod nordøst ved Det Kaspiske Hav og også østpå mod Medien“. Encyclopaedia Judaica anslår at der var omkring 800.000 eller flere jøder i disse samfund. Josefus, den jødiske historiker fra det første århundrede, fortæller at titusinder af babyloniske jøder hvert år rejste til Jerusalem for at fejre højtiderne.
Blev nogle af disse babyloniske pilgrimme døbt på pinsedagen i år 33? Det er uvist, men blandt dem der lyttede til Peter den dag, var der også folk fra Mesopotamien. (Apostelgerninger 2:9) Vi ved at apostelen Peter var i Babylon i perioden mellem år 62 og 64, og at han dér skrev sit første, og muligvis også sit andet brev. (1 Peter 5:13) Da der var en stor jødisk befolkning i Babylon, hørte byen uden tvivl med til det distrikt som Peter, Johannes og Jakob fik tildelt ved det møde der omtales i Galaterbrevet.
Jakob, som også var til stede ved mødet om det store distrikt, var tilsynsmand i menigheden i Jerusalem. (Apostelgerninger 12:12, 17; 15:13; Galaterne 1:18, 19) På pinsedagen i år 33 var han øjenvidne til at tusinder af jøder fra diasporaen tog imod den gode nyhed og blev døbt. — Apostelgerninger 1:14; 2:1, 41.
Både dengang og i tiden derefter ankom tusindvis af jøder til de årlige højtider. Byen blev overbefolket, og de besøgende måtte enten bo i de omkringliggende landsbyer eller slå telte op. Encyclopædia Judaica fortæller at pilgrimmene, ud over at mødes med gamle venner, også tog til templet for at tilbede, ofre og studere Toraen.
Jakob og de andre medlemmer af menigheden i Jerusalem brugte uden tvivl disse lejligheder til at forkynde for jøderne fra diasporaen. I den periode hvor der som følge af Stefanus’ død „[udbrød] stor forfølgelse imod menigheden som var i Jerusalem“, har de sikkert forkyndt med varsomhed. (Apostelgerninger 8:1) Beretningen viser at disse kristnes nidkærhed, både før og efter denne begivenhed, førte til fortsat vækst. — Apostelgerninger 5:42; 8:4; 9:31.
Ja, de første kristne gjorde sig alvorlige bestræbelser for at kontakte jøderne, ligegyldig hvor de boede. Samtidig anstrengte Paulus og andre sig for at nå ud til hedningerne i Europa. De adlød Jesu befaling til sine efterfølgere om at gøre disciple „af folk af alle nationerne“. — Mattæus 28:19, 20.
Læs Bibelen online - http://watchtower.org/bible/