Kære forældre.....
Forstår I ikke, at I er elskede, selv om I ikke er perfekte? Forstår I ikke, at et godt liv ikke kan opvejes i penge eller status? Forstår I ikke, at det ikke er en hjælp at dræbe familien, hvis økonomien slår skævt, eller fordi Verden er et ondt sted? Selv om der er forurening og andet skidt, kan jeres familie være heldige at få et godt liv alligevel. Og selv om en forælder beslutter sig for at tage sit EGET liv, kan børnene også få et godt liv bagefter.
Jeg har set flere eksempler, hvor forældrene mener, at tab af økonomi, status eller deres eget selvmord er så hårdt at bære for deres børn, at de hellere vil dræbe deres familie samtidig. Jeg mener, at det er misforstået hensynstagen, som de fleste gerne vil være foruden.
I sin tid gik mine forældres gård på tvangsauktion, fordi min far faldt og fik så dårlig ryg, at han ikke kunne holde gården. Endvidere havde mine forældre også investeret mange penge i gården, så der var ikke overskud til ekstra ansatte.
Vi var seks børn/unge på gården og så vores forældre. Den ene et plejebarn med egne vanskeligheder, den anden en datter, hvor der altid har været stridigheder mellem hende og familien, resten nogle frække unger, der fik lov til at leve et frit liv....Der var altid skænderier og uenigheder, men vi havde det også godt alligevel. Mine forældre havde, inden de mødtes, ikke selv haft et nemt liv, men det var ikke noget vi børn mærkede noget til.
Vi (alle børn/unge undt. datteren med stridighederne)flyttede ind i et meget gammeldags hus, hvor der ikke var noget badeværelse eller varmt vand, så vi måtte tage bad i køkkenet i et plastikbadekar og varme vand ved komfuret. Vi havde heller ikke opvaskemaskine eller vaskemaskine. Om vinteren var der nogle gange is nede i toilettet, og der boede vi altså i 80'erne, hvor det ellers var normalt at have varmt vand og badeværelse.
Min far kunne ikke arbejde, og da man tilsyneladende ikke kunne se noget på ham, troede man, at han ikke gad. Han og mor var på bistandshjælp begge to, så det var svært at få pengene til at slå til. Samtidig blev nogle af os mobbet eller holdt udenfor i skolen. Først en del år senere fik min far tilkendt førtidspension, da man fandt ud af, at skaden på gården bl.a. indebar et ribben, der havde stukket sig igennem den ene lunge, hvilket man ikke kunne gøre noget ved....Han gik glip af en forsikringssum, fordi man ikke kendte til skaden noget før.
Vores plejebror blev ved med at lave kriminaliteter, drille og sætte min biologiske bror op imod mine forældre. Da det blev for meget, måtte de bede ham om at flytte (Han VAR myndig).
Efter en fire år, flyttede vi igen. Denne gang til noget lidt mere moderne, men stadigvæk med visse "charmende" træk. Gulvet i soveværelset kunne nogle gange være vandfugtigt, og det ene værelse havde lidt udkig til høloftet, hvor der til min skræk nogle gange kunne kravle et tusindben eller en skolopender ned fra.
Min bror fik en slem omgang med psykose og psykisk nedtur, hvilket bestemt ikke var rart at være vidne til. Man elskede ham jo, men når folk har det svært psykisk, er de ofte meget sårbare, og så bliver meget af den omsorg, man forsøger at give, misforstået nogle gange så negativt, at de ligefrem tror, du forsøger at såre dem osv.
Min mor fik dårlig ryg efter at have arbejdet med svært handikappede, hvor man dengang skulle løfte lidt mere. Selv om hun kom hjem en dag og ikke kunne rette sig op, men lignede et gående strygebræt, fik hun ingen arbejdsskadeerstatning, for da hun var blevet "rettet ud" igen, mente man, at hendes nu manglende arbejdsevne skyldtes´noget psykisk. Hun fik dog førtidspension
En lillejuleaften brændte vores nedlagte landbrugsejendom, og de fleste ting samt en del dyr brændte inde. Det var ikke sjovt. Jeg gik på gymnasiet, da det skete og alle notater brændte samt alle de personlige ejendele, jeg havde.....Der er ting, som pengemæssigt ikke er noget værd, men som har stor affektionsværdi, så det var lige som at miste en del af sig selv, selv om forsikringen gav os nok penge til at kunne købe rigeligt igen. Til gengæld prøvede jeg dog for én gangs skyld at kunne købe så meget nyt tøj, at jeg ikke skammede mig over min garderope, som jeg ellers gjorde....Jeg havde jo altid været vant til, at jeg virkelig skulle passe meget godt på mit tøj, da jeg sjældent fik nyt.
Vi boede så på den øde nabogård i et stykke tid, og ingen af os havde egentlig værelser, eller særlig meget skabsplads. Jeg kan huske, at flere personer delte det samme skab til tøj. Herefter flyttede vi ud i et sommerhus, hvor det hele også var ret....Øhm hippiesocialt. Til sidst flyttede vi så ind i et normalt hus, og dét var dejligt.
Der er flere ting til historien om min familie, men jeg stopper her.
Hvor er jeg glad for, at mine forældre ikke slagtede os.....
Jeg har set flere eksempler, hvor forældrene mener, at tab af økonomi, status eller deres eget selvmord er så hårdt at bære for deres børn, at de hellere vil dræbe deres familie samtidig. Jeg mener, at det er misforstået hensynstagen, som de fleste gerne vil være foruden.
I sin tid gik mine forældres gård på tvangsauktion, fordi min far faldt og fik så dårlig ryg, at han ikke kunne holde gården. Endvidere havde mine forældre også investeret mange penge i gården, så der var ikke overskud til ekstra ansatte.
Vi var seks børn/unge på gården og så vores forældre. Den ene et plejebarn med egne vanskeligheder, den anden en datter, hvor der altid har været stridigheder mellem hende og familien, resten nogle frække unger, der fik lov til at leve et frit liv....Der var altid skænderier og uenigheder, men vi havde det også godt alligevel. Mine forældre havde, inden de mødtes, ikke selv haft et nemt liv, men det var ikke noget vi børn mærkede noget til.
Vi (alle børn/unge undt. datteren med stridighederne)flyttede ind i et meget gammeldags hus, hvor der ikke var noget badeværelse eller varmt vand, så vi måtte tage bad i køkkenet i et plastikbadekar og varme vand ved komfuret. Vi havde heller ikke opvaskemaskine eller vaskemaskine. Om vinteren var der nogle gange is nede i toilettet, og der boede vi altså i 80'erne, hvor det ellers var normalt at have varmt vand og badeværelse.
Min far kunne ikke arbejde, og da man tilsyneladende ikke kunne se noget på ham, troede man, at han ikke gad. Han og mor var på bistandshjælp begge to, så det var svært at få pengene til at slå til. Samtidig blev nogle af os mobbet eller holdt udenfor i skolen. Først en del år senere fik min far tilkendt førtidspension, da man fandt ud af, at skaden på gården bl.a. indebar et ribben, der havde stukket sig igennem den ene lunge, hvilket man ikke kunne gøre noget ved....Han gik glip af en forsikringssum, fordi man ikke kendte til skaden noget før.
Vores plejebror blev ved med at lave kriminaliteter, drille og sætte min biologiske bror op imod mine forældre. Da det blev for meget, måtte de bede ham om at flytte (Han VAR myndig).
Efter en fire år, flyttede vi igen. Denne gang til noget lidt mere moderne, men stadigvæk med visse "charmende" træk. Gulvet i soveværelset kunne nogle gange være vandfugtigt, og det ene værelse havde lidt udkig til høloftet, hvor der til min skræk nogle gange kunne kravle et tusindben eller en skolopender ned fra.
Min bror fik en slem omgang med psykose og psykisk nedtur, hvilket bestemt ikke var rart at være vidne til. Man elskede ham jo, men når folk har det svært psykisk, er de ofte meget sårbare, og så bliver meget af den omsorg, man forsøger at give, misforstået nogle gange så negativt, at de ligefrem tror, du forsøger at såre dem osv.
Min mor fik dårlig ryg efter at have arbejdet med svært handikappede, hvor man dengang skulle løfte lidt mere. Selv om hun kom hjem en dag og ikke kunne rette sig op, men lignede et gående strygebræt, fik hun ingen arbejdsskadeerstatning, for da hun var blevet "rettet ud" igen, mente man, at hendes nu manglende arbejdsevne skyldtes´noget psykisk. Hun fik dog førtidspension
En lillejuleaften brændte vores nedlagte landbrugsejendom, og de fleste ting samt en del dyr brændte inde. Det var ikke sjovt. Jeg gik på gymnasiet, da det skete og alle notater brændte samt alle de personlige ejendele, jeg havde.....Der er ting, som pengemæssigt ikke er noget værd, men som har stor affektionsværdi, så det var lige som at miste en del af sig selv, selv om forsikringen gav os nok penge til at kunne købe rigeligt igen. Til gengæld prøvede jeg dog for én gangs skyld at kunne købe så meget nyt tøj, at jeg ikke skammede mig over min garderope, som jeg ellers gjorde....Jeg havde jo altid været vant til, at jeg virkelig skulle passe meget godt på mit tøj, da jeg sjældent fik nyt.
Vi boede så på den øde nabogård i et stykke tid, og ingen af os havde egentlig værelser, eller særlig meget skabsplads. Jeg kan huske, at flere personer delte det samme skab til tøj. Herefter flyttede vi ud i et sommerhus, hvor det hele også var ret....Øhm hippiesocialt. Til sidst flyttede vi så ind i et normalt hus, og dét var dejligt.
Der er flere ting til historien om min familie, men jeg stopper her.
Hvor er jeg glad for, at mine forældre ikke slagtede os.....