Kærlighed til adoptivbarn??

Jeg er en kvinde på 26 år, der er gift og vi har en dejlig dreng på snart 5 år. Min mand og jeg har altid været enige om at vi skulle have mange børn, og vi lagde også ret godt ud med vores dejlige Emil. Derefter er det gået total ned af bakke. Har tragisk nok efterfølgende oplevet 2 spontane aborter, samt 2 dødsfødsler. To dejlige piger. Vi er selvfølgelig blevet undersøgt for om vi er bærer af noget, for man kan bare ikke være så uheldig, men nej. Alligevel, må jeg indrømme at vi slet ikke kan klare mere. Vi er derfor blevet enige om at vi har en dejlig dreng, og vi må......det er svært at sige nøjes med, for han er bare den dejligste dreng, men sige at det var det, vi har et barn, og skal ikke have flere.
Den er dog ekstrem svær at sluge. Jeg har som sagt altid tænkt på mig selv som mor til mange. Jeg var 21 da jeg fik Emil, og tænkte at jeg derfor kunne nå det.
Så vi er begyndt at runde tanken om at adoptere, dog er min mand meget i tvivl om han vil kunne elske et adopteret barn, ligeså meget som Emil. For ham har det meget at gøre med at han ikke er en mand der bare automatisk er vild med andres børn. Han syntes bare ikke nogen er ligeså dejlig som vores egen dreng.
Har været inde på diverse sider om adoption, og der står at det er normale tanker og bekymringer at have, og det er også normalt at faren har det sådan, der står bare ikke lige noget om hvad man kan sige til faren.
Han skal jo være lige så meget med på det som jeg, men hvad kan man sige så han måske bare kunne overveje det???

Jeg er slet ikke i tvivl om at man kan elske et adoptivbarn på lige fod med ens biologiske barn! Jeg havde selv samme tanke, efter jeg som 19-årig fik min datter og 4 år efter blev gravid igen, men spontan aborterede efter 4 mdr - hvorefter der fulgte 8 år med 8 spontan aborter. Også jeg blev undersøgt og der blev ikke fundet ngen gyldig grund. Pludslig blev jeg gravid igen og det var 9 mdr fyldt med uro og ballade. Min (daværende) mand ville ikke høre tale om adoption - og alle mine hormeoner kørte rundt i kroppen på mig. Jeg så og hørte kun småbørn og gravide maver alle vegne - så jeg kan forstå hvor du kommer fra ;o)
Hvorom alting er endte det hele op med at min søn blev født sund og rask på trods af diverse komplikationer under graviditeten - men jeg ved stadig at jeg også idag ville kunne favne og elske et barn, der ikke er mit eget biologiske.
Du kan måske tale med din mand om hvor meget dette ekstra barn vil betyde for dig og hvor glad det vil gøre dig? Hvis han er en forstående mand, der elsker dig, vil han måske kunen forstå de argumenter, selvom han ikke elsker andres børn 🙂
Smil

Jeg er mormor til den dejligste dreng i verden,og jeg elsker ham betingelsløst.
Han er adopteret,og det har ikke betydet noget som helst følelsemæssigt.Da min datter og svigersøn fik at vide,at nu var der et barn til dem,var hele familien i en lykkerus og vi glædede os helt vildt.
Da jeg som ung skulle have mit første barn,følte jeg mig bare gravid og mere var der ikke i det.Alle fortalte mig,at så snart jeg havde født,ville moderfølelserne vælte ind over mig.Men det gjorde de ikke,jeg kunne konstaterer at det var et fint barn,jeg havde fået.Min kærlighed til den lille nye,kom som jeg lærte hende at kende.De kom ikke fra dag til dag.
Jeg vil vove den påstand,at kærligheden til et lille nyt menneske er noget man opbygger ved intimitet,og den bliver dybere og dybere,stærkere og stærkere.
I har jo bevist at i er istand til at elske jeres lille Emil,så er i også istand til at elske et andet barn.
Da jeg ventede barn nr.2 troede jeg ikke,at jeg var istand til at elske det næste barn ligeså meget,som det første.Men der er slet ingen grænser for hvor meget kærlighed vi indeholder.Om man så havde 10 børn,så ville man elske dem alle 10.
Jeg håber for jer,at i snart har en baby i huset,så Emil kan blive en stolt storebror.
Kærlig hilsen
Drude

Selvfølgelig er din mand ikke vildt glad for andres folks børn. Men et adoptivbarn er da ikke andres børn. Det er jeres!
Hvad med at kontakte nogle adoptionsforeninger og tale med andre par, som har været i jeres situation. Tror at det ligesindede, som kan hjælpe jer bedst.
Held og lykke med processen :-)

er ikke noget problem. Min kærlighed til de piger vi har mistet, var og er meget stærk, den kærlighed var der med det samme, hvor det mere kom da Lasse så vores Emil. Han har nok haft sværere ved at sige at han elskede vores to små piger, fordi han jo ikke knyttede bånd til dem på samme måde som jeg gjorde, ved at mærke liv osv.
Problemet er jo mere at min mand er tvivl om han kan nære kærlighed til det adopterede barn, især når nu han har prøvet at få hans eget.

Vi har for mange år siden adopteret et dansk barn, som nu er i 40års alderen, og selv har to børn.
Men så kommer det forfærdeligt, at sønnen blev skildt, og moderen gjorde alt for at forpure samværet, så det gik op og ned med det samvær.
Til sidst blev han psykisk syg af længsel efter sine to børn.
Vi må desværre heller ikke se dem, I kan tro jeg har grædt mange gange, og det må jo være fordi jeg elsker dem alle tre..
Men efter mange år, er sønnens sygdom blusset op, og forleden måtte vi to gamle mennesker, flygte fra ham om natten, han ville smadre os og vores hjem, han bor i sin egen lejlighed, vi måtte ringe til politiet, men han forsvandt, efter han havde smadret nogle tin udenfor hvor vi bor.
Men ved I hvad jeg elsker ham alligevel, og har meget ondt af ham, for det er en af de værste sygdomme man kan have, for de ved ikke sekv hvad de gør, og det kunne jo også ramme et barn man selv har født.
Så jeg vil alligevel anbefale en adoption, for hvor jeg dog elsker ham, og så kan jeg kun sidde her uden at kunne hjælpe ham, han skulle indlægges, men der er ingen plads, han skal først slå en ned, og lige nu hader han os to gamle forældre, men hvor er det dog synd at han skal lide af skizofrein.[l] [l]

Jeg ved ikke hvordan forældrene føler, men jeg har har aldrig følt mig tilknyttet til mine adoptivforælsdre. De var meget, meget søde og venlige. Men jeg var enebarn, og det syntes jeg var slemt. De har aldrig slået mig, drukket eller været på stoffer. De var i gængs forstand rigtig gode forældre.
Men jeg har ikke evnet at knytte mig til dem som jeg formoder andre 'rigtige' børn gør.
Nuk en fejl ved mig.
Jeg har virkrlig et hul i mit liv der...
Men det er jo så set fra modpartens side.

Du ikke har søskende eller fordi det ikke er dine biologiske forældre. Har du tænkt på at opsøge dine biologiske forældre?

Ja, jeg forstår dit spørgsmål.
Nok lidt begge dele, men jeg tror hovedvægten ligger på, at jeg ikke kender mine biologiske forældre.
Jeg har skkrevet til min mor, men hun var ikke speecielt interesseret, og havde ikke orienteret sin mand. Hun havde det godt og havde fået 4 børn. Jeg ved hvem de er. De er ikke (og hun heller ikke) sociale tabere. Min fader er er død, men jeg har også oplysninger på ham.
Men det er jo set fra den ande side. Jeg har selv børn og børnebørn, men det er noget med at de ligner lidt her og der og den slags bagateller.
Jeg ville adoptere i dit tilfælde. Dit barn får en søskende og i får med garanti et barn i vil elske.
Jeg kan jo ikke påstå at mine forældre ikke elskede mig. Det var bare omvendt, selvom de var alle tiders.

Vi elsker nok mere vores søn, end han har elsket os.
Vi kan også se, at hos ham er arv mere end milijø.
Han har haft kontakt med både sin bio mor og far, men desværre vil han ikke have noget med dem at gøre.
Jeg tror selv, at han føler sig vraget af sine bio. forældre, og nu har hans børn også vraget ham, og vi undgår ham, for jeg er faktisk bange for ham.
Men når vi har haft ham i så mange år, så er han stadig min elskede søn, som nu desværre hader os, fordi jeg fik ham tvangs indlagt engang, og det kan han ikke glemme, da ville han også slå mig ihjel.
Desværre har han heller ingen søskende, men mange fætrer og kusiner, som vi altid har og har meget kontakt med, men ingen søskende.
Så om blodet er tykkerer end vand ved jeg ikke.[l] [l]