Kørekort med klip til forældre

Aldrig nogen sinde er der udgivet så mange børnebøger, som nu. Og hver søndag dundrer der et program for forældre om børn, hvor en Cider Riise og en psykolog rådgiver forældre om selv de mest indelysende ting om børn.
Jeg ønsker en seriøs debat om emnet børneopdragelse, uden mudderkastning, og må foreslå en moderator melder sig som ordstyrer, med sletteknappen parat, hvis det koger over.
Overskriften er måske lidt skræmmende, men alvorlig nok. For der er stof til alvorlig fordybelse.
Når der tilsyneladende er et så stort behov for udgivelse og efterspørgelse af børnebøger, og radiorådgivningen som ovenstående omtalt er så populær, er det så et udtryk for, at forældrene har påtaget sig rollen som forældre, på et for tidligt tidspunkt i deres liv?
Handler det om en indbildt forfængelig holdning om at "ka-selv, bland dig uden om bedstemor"?
Er det fordi børnefamilierne bor for langt fra bedsteforældrene?
Har det noget at gøre med, at karrieren kommer før barnet, men at man som forældre ikke tør indrømme det for sig selv?
Hvordan skal man indrette arbejdsmarkedet til kendsgerningen om, at det 21. århundrede er "skilsmissernes århundrede"?
Er opdragelsen ad bagdøren sneget over til pædagogerne og lærerne?
Er forældrene dygtige nok, eller var de bedre i gamle dage?

Jeg tror at mange forældre idag føler sig usikre.
De tilhører en generation, der fra en tidlig alder er blevet bombarderet med diverse sundheds/pædagog apostle om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.
Disse apostle havde en mening i nogle måneder, for senere at gå over til en anden.
Når de så selv få børn, oplever de at virkeligheden er noget anderledes end det, de har læst sig til - og så køber de den næste bog.
Mange af nutidens forældre er resultatet af den fri opdragelse, der var på mode; og de har sandsynligvis mærket på egen krop at det ikke altid var lige heldigt.
Mange af dem tilhører gruppen, jeg personligt kalder for "krævefolk" - dvs. de kender alt til deres rettigheder og gør alt for at få disse rettigheder, men den modsatte vægtskål, der hedder pligter, er en by i Langbortistan.
Hvis man tilhører krævefolket, er det svært at tage stilling til hvad der er godt for ens barn, fordi børn har brug for grænser og de søger dem.
Kan man ikke sætte grænser, ender man med en unge, som i bedste fald er en pestilens for andre at være sammen med og i værste fald ender barnet som kriminel.
Sigrid Riise er en Gudsbenådet sundhedsplejerske (i mine øjne)- en sundhedsplejerske som har forstanden og hjertet på det rette sted og som ikke er bange for at gå i rette med forældrene.
VH
Q10

Jeg har også undret mig. Tv og radio er fuld af programmer om børneopdragelse al`a Sigrid Riise, utroligt at de stakkels børn overhovedet overlever med så uvidende forældre ;-)
Jeg tror nu meget at det handler om, som du selv er inde på, at karrieren er vigtigere og tiden er kort sammen med børnene, forældrene får slet ikke øvet sig i børneopdragelse. Når der endelig er tid til dem så skal den bare stå på hygge, børnene bliver på den måde ikke en del af familien, som før i tiden, med pligter og alm. gøremål i familien.
Nu har det lige været efterårsferie og så skal der hygges. Ungerne bliver slæbt rundt til alverdens ting i fuld fart, faktisk lige så stresset som deres alm. hverdag, i stedet for at blive hjemme nyde hinanden og slappe af, evt. med en gang brætspil eller bar en tur i skoven hvis der er sådan en i nærheden.
Alle de ting som forældrene slæber dem med til, oplever de fleste faktisk alligevel med deres institutioner, det havde været meget bedre hvis de brugte ferien på at lære deres unger at kende ;-)...forresten gør det slet ikke noget at børn "keder" sig lidt engang imellem, enten får de tid til at tænke lidt i fred og ro eller de får brugt deres egen fantasi til selv at finde på noget at foretage sig.
m.v.h.
Bulderfnis

Jeg er helt enige i ovenstående betragtninger.
Min erfaring er, at når så mange idag vælger at for børn senere (efter 30 års alderen), når de er velplaceret på arbejdsmarkedet, så bliver børn også et "projekt" i sig selv.
Vi fik vores første da vi begge var 25 år, midt i studietiden, og slet ikke planlagt, men vi klarede os, sådan som man nu måtte.
Jeg oplever idag fra børnenes kammerater, at mange af de forældre der er lidt ældre betragter det at have børn som værende et projekt der skal styres til mindste detalje.
Der er specielt en mor i min datters klasse (3.) der har så mange planer med sine drenge, at de sjældent bare er hjemme og hygge sig. Så er der museumsbesøg, så bager vi boller, så skal vi have kammerater til middag, så skal der arrengeres klassefest, osv.
Det er fint at der er nogle der kan al det der, men når jeg hører hende om deres planer, bliver jeg stresset bare ved tanken!
Derudover tror jeg at nogle forældre styres af dårlig samvittighed, så når det egentlig er tid til at opdrage og sætte grænser, kan de ikke få sig selv til det.
Selv mine børn kan se at andre børn er uopdragent.
Uden at skulle pudse glorien, så ved mine børn hvordan man opfører sig, og jeg har tit fået helt uopfordret ros, ogås på restaurant.
Det er dejligt! Opdragelsen kan godt betale sig, det kommer tusinfoldig tilbage.
Og til alle dem, der snart farer ud og mener at opdragelsen er af det onde, så vil jeg sige, at børnene er selv mere harmoniske hvis de ved hvor grænserne går.
Til sidst, Sigrid Riise kan virkelig det dér med at sige tingene uden indpakning, hun er guld værd.

Ja, det er i sandhed et brandfarligt emne. Jeg tror bestemt ikke, at de nye forældre er for unge, måske tværtimod. De fleste kvinder er ca. 28 år, når de bliver mor for første gang, og fædrene er et par år ældre. Jeg tror derimod, at de har vænnet sig til en fri og uafhængig livsstil, hvor de kun har ansvar for sig selv og egne behov, og så bliver det rigtig svært pludselig at sætte et andet menneske's (læs barnets) behov før sine egne.
Jeg arbejder med små børn i det daglige, og det er artige ting man oplever. Ikke at forældrene ikke elsker deres børn, men helt oprigtigt, den der med at de så gerne vil ha' mere tid sammen med dem, det er altså verdens største floskel.
Det gælder naturligvis ikke alle forældre, men en meget stor, og stadigt voksende, del af dem. Udviklingen er absolut alarmerende.