Livet??? Døden???

Hej jeg er en dreng på 17.. som mistede min far sidste år i august og kan ikke komme over det eller få det bedre.. føler kun alt bliver være og overvejer tit selv mord eller lign da jeg føler mig død indeni og er der intet i verden der kan retfærdiggøre selvmord ?? selv ikke hvis man føler at der ikke længere er noget at leve for???

du skal have hjælp til at komme dig. Jeg mistede min far i december for 1 år siden, men jeg er voksen og han var gammel! Trods det synes jeg det har været et meget, meget hårdt år - og du er kun 17! Jeg forstår dig så godt og jeg kender din beskrivelse af at være helt død inden i! Sådan havde jeg det også i en lang periode! Det her kan du ikke klare alene -du KAN få hjælp - gå til din læge, og få en henvisning til en psykolog, som kan hjælpe dig lidt videre eller tal med nogen om hvordan du har det! Selvmord er absolut ingen løsning! Du skal leve videre, det er det, din far ville ønske for dig, det er jeg sikker på!
Jeg håber for dig, at du klarer dig - et dødsfald i nær familie er ikke noget, man kommer sig over bare sådan lige!
Jeg ønsker dig al mulig godt fremover og sender dig en masse kram og gode tanker!!

snak med nogen - NU - din mor - din læge - din lærer - du kommer videre i dit liv - men du skal nok have noget hjælp - og selvom det kan føles kunstigt i starten at snakke med en psykolog - så hjælper det - går du i skole/på uddannelse? - så er der psykologer tilknyttet - bed om hjælp - det er ikke "pinligt" at vise følelser - og tro mig man kommer videre - det er svært - men livet er dyrebart - pas på det! - og hvorfor er jeg så "klog"? - jo - min søn på 24 døde i maj i år...

Kære søde du,
Det er så fint at du rækker ud efter andre mennesker og spørger til råds i din fortvivlelse. Det er så klogt af dig, du handler som mange voksne og måske også din egen far ville have gjort.
jeg er mor til en søn på 16 1/2 og ved hvordan han somme tider føler sig ked af det, endda uden at have mistet nogen i sin familie, og da slet ikke sin far!
Men ved du, hvis du kunne spørge din far til råds, så ville han sikkert se dig ind i øjnene og sige, at du skal leve dit liv, fordi det bliver et eventyr som det blev det for ham. Fx fik han jo dig, og hans liv lever videre i dig, det var han stolt af og hvem ved om han stadig kan se dig og følge dig nu.
Måske kan du sige til dig selv, at det er naturligt at de fleste mennesker i deres liv oplever at miste deres far og mor, og din far ville også som gammel have været nødt til at forlade dig. Nu er det bare sket før han selv og du ønskede det. Men derfor tror jeg alligevel han ville ønske at du levede livet videre, for Jer begge.
Der findes noget det hedder børnetelefonen, et sted som lytter til børn og unge i fortvivlede situationer, og de har før talt med børn der har mistet forældre. Ring til dem 35 55 55 55. De svarer vist nok hele døgnet.
De varmeste og kærligste tanker og al den trøst jeg kan sende i tankerne til dig
fra en mor der hedder Solgerd
og med en søn der hedder Troels

Hejsa :)
Da jeg var 16 år, der døde min mor af kræft. Der gik faktisk kun 3 måneder fra det var konstateret til hun døde, og jeg anede virkelig ikke hvad jeg skulle stille op, da min far bor i U.S.A og det eneste jeg havde tilbage var en psykopat af en stedfar.. Hvad er så sket har ikke det store med din sag at gøre, men jeg vil hjertens gerne give dig nogle godt råd med på vejen !
TRO mig folk har ondt af dig, og det er også en MEGET MEGET trist situation.. Du er nok ligeglad med hvad folk tænker, men det er RIGTIG vigtig at du får talt om det.. MEGET.. Fortæl det til alle som du stoler på at du er ked af det, og du gerne vil tale lidt om det.
Personligt prøvede jeg selv at lade som ingenting, festede alt for meget, lavede ALLE andre ting end at bearbejde det.
Til sidst, så fik jeg talt med min læge om det, og han gav mig en henvisning til en psykolog, og det kan du også sagtens få. Læger er faktisk rigtig flinke til at hjælpe med den slags ting som du går igennem, og du bliver nødt til at få gjort noget ved det.. Helst i morgen !
Jeg bliver fandeme trist når jeg læser dit indlæg, min mor var nemlig også det vigtigste jeg havde den gang, og hende der kunne hjælpe, støtte mig osv osv.. Man kommer aldrig HELT over det, men man kan lærer at leve med det.
Synes du skal aftale med dig selv at du skal få gjort noget ved det, og det bedste er at få talt med din læge.. Det er hverken pinligt, akavet eller andet.. De er vant til det, og tro mig det hjælper at tale med en psykolog, de kan virkelig være kanon at tale med.
Du er osse velkommen til at smide en mail til mig, hvis du har brug for at snakke, eller du har brug for andet hjælp.. For du skal ikke gå igennem det der alene, det er helt sikkert..
Så kom ind i kampen min ven, nu skal du lige have lidt styr på dig selv og dine tanker..
At tage livet af sig selv, er AAALDRIG den rigtige løsning, ligemeget hvor sort det hele ser ud..!!
Hilsen Michael

til at føre din fars gener videre, det er dig det afhænger af nu og du må hjælpe med at beskytte din mor, jeg håber at du stadig har sådan en. Så du har meget at leve for hvis du vil hædre din far
og dine forfædre og føre slægten videre.