Livet med asperger
Jeg har i dag haft en af de dage hvor alt virker håbløst, og hvor man mest af alt bare har lyst til at give op.
Jeg er 22 år, og fornyligt blevet diagnoseret med asperger. Det forklare meget godt nogle af alle de problemer jeg har kæmpet med i mit liv.
Jeg husker i en tidlig alder at jeg tit var meget ensom, og det havde jeg det egenligt også tildels fint nok med. Men det var egenligt først sent i folkeskolen jeg for alvor begyndte og få venner. Og den periode indtil jeg gik ud af folkeskolen, var egentligt den tid jeg var mest glad ved livet. Men den tid var heller ikke uden problemer da vennekredsen på det tidspunkt var rodet ud i noget med nogle stoffer, som jeg også blev indblandet i. Det er dog ikke noget har med at gøre længere.
Men siden jeg gik ud af folkeskolen har jeg haft det meget svært. Da jeg tog på efterskolen fik jeg egentligt også okay med venner, og føler at jeg var vellidt af alle. Men problemet der var at jeg ikke kunne kunne holde ud af at gå op af mennesker 24 timer i døgnet. Så jeg droppede ud.
Derefter gik det for alvor ned af bakke, da jeg fik en læreplads hos bilforhandler og kom på arbejdsmarkedet. Personen jeg skulle læres op af var en person som jeg ganske enkelt ikke kunne det sammen med. Vi var to vidt forskellige personligshed typer, og da jeg var ung og naiv tog jeg imod alt, uden at sige fra. Det var så slemt at jeg blev kørt psykisk ned af det, og blev tit ramt af angst anfald nogle gange. Dog uden at jeg sagde det til nogen, eller gjorde det store ved det. Jeg passede mit arbejde og mødte hver dag, da jeg på trods af mine sociale mangler altid har været pligtopfyldende. Men hver dag var en kamp og min selvtillid er først nogenlunde ved at være bygget lidt op igen her 4 år efter. Jeg tror dog ikke at jeg helt bliver den samme, nogensinde igen. Tiden inden jeg startede på denne arbejdsplads var jeg i det mindste stand til at holde på vennerskaber og få nye venner, og jeg var glad det meste af tiden. Jeg betjente også kunder hele dagen på det arbejde, og det var måske ikke den bedste tjans når man har problemer rent socialt. Der var også et par ander kollegaer der ikke brød sig helt vildt godt om mig, på grund af min lidt nervøse og indvendige personlighed. Jeg kan selvfølgelig godt se den dag i dag at jeg skulle have sat en grænse dengang, men det havde jeg nok ikke helt livserfaringen dengang. Jeg vil dog heller ikke få det til at lyde som at det kun var dårligt, der var også kollegaer jeg godt kunne lide. Men jeg var kommet ind i et forkert personligheds miljø.
Jeg gik også på skole i den periode, og der havde jeg det også svært socialt. Jeg var egenligt del af en vennegruppe, men blev engang imellem også brugt som mobbeoffer af dem. Blev konstant kaldet for et øgenavn som egentligt gik mig ret meget på. Måske tog jeg det for personligt, men det tog i hvertfald overhånd engang imellem. Igen føler jeg at det var fordi jeg var malplaceret i mit liv, og var endt hos en flok "Brian'er "hvor alt gik op i "prut og bøvs", og at spille smart. Ikke en livstil jeg havde specielt meget lyst til at være en del af, og måske også derfor jeg til tider blev udstødt på grund af min anderledeshed.
Efter jeg var blevet udlært fik jeg arbejde hos en anden virksomhed. På denne arbejdsplads var vi blot en lille gruppe og jeg havde det virkeligt godt det første halve år, både rent socialt og fagligt. Alle var flinke og jeg havde massere af ansvar, og folk var virkeligt glade for mit arbejde. Efter et år skulle der hyres flere folk, og jeg fik ansvaret for en afdeling i virksomheden og skulle fungere som team-leader, og oplærer folk i det område jeg havde arbejdet med. Men jeg ved ikke om det havde noget at gøre med at jeg var yngre end dem jeg skulle lære op, men jeg blev i hvert fald til mobbeoffer en gang imellem. Jeg var igen uheldig og var blevet sat sammen med nogle folk jeg virkeligt ikke kunne det sammen med. Jeg var dog ikke den eneste det gik ud over, og der opstod meget konflikt og dårlig stemning på arbejdspladen. Det blev så slemt at måtte sygemelde mig med stress og depression. Og det kan godt være at jeg er en smule sart og jeg ikke kan tage imod særligt meget, men faktum er jeg fik en masse helbredsmæssige problem på grund af min stress, så det blev jeg nød til. (ved denne sygemelding blev jeg også diagnoseret med asperger).
Og min nuværende vennekreds er sådan set flinke nok, men jeg absolut intet tilfældes med dem interesse-mæssigt. Og de har to ting i deres hoveder; og det er druk og druk. Og nu har været på nok byture hvor jeg har tænkt "hvad fanden laver jeg egentligt her" (da jeg ikke er for god til at være steder med så manger mennesker samlet på et sted). Og mens jeg har været sygemeldt, har jeg haft tid og reflektere lidt og tilværelsen, og jeg har fundet ud af at jeg ikke gider druk længere. Det betyder også jeg at falde ud af den vennekreds, da det er det eneste der holder os sammen. Og det har jeg det egenligt også fint nok med, jeg har alligvel ikke det store og snakke med dem om, men det efterlader mig egentligt for mig selv. Og jeg føler ikke jeg har evnen til at få nye venner længere. Desuden syntes faktisk det er vanskeligt og få nye venner i dagens Danmark hvis man ikke gider druk.
Så har jeg gået i ca. et halvt år som sygemeldt, og jeg er igen startet på en ny skole og er begyndt på en ny uddannelse. Indtil videre er det gået virkeligt godt rent skole mæssigt og jeg er god til fagene. Og det er egenligt også godt rent socialt, men en dag havde jeg lidt en off-dag, og var ikke helt var i det humør, en helt normal person uden de store problemer i livet ville være i. Ikke at jeg var arrig eller vred eller noget, men fordi jeg ikke helt var i et socialt humør. Så jeg er egentligt blevet gjort lidt grin med, og igen kan det godt være jeg er lidt overfølsom. Men det føltes bare lidt ligesom om det er en historie der er ved at gentage sig selv igen. Ikke fordi jeg er en vred eller led person, men fordi jeg er en smule social akavet og har nogle sociale mangler. Jeg syntes det er svært og tvinge mig selv til at bare være ligesom alle de andre, for det har jeg heller lyst til, men det bliver man åbenbart nød til, hvis man skal ses ned på. Og det er overhovedet ikke fordi jeg er helt umulig og intet kan, jeg har egenligt haft en del venner igennem tiden, og jeg har dog også fået at vide af mange at de syntes at jeg er meget sympatisk og flink, men nogen gange føltes det som om at der en speciel personlighedstype der ude på at få mig ned med nakken fordi jeg er smule anderledes i forhold til dem (og det kan godt være det lyder åndsvagt og halv-paranoid), men sådan føltes det altså engang imellem. Fordi man er smule stille og måske ikke er den store samtale starter skal man fremmedgøres og udstødes? Jeg syntes efterhånden også at det jeg har været igennem er ved at have ødelagt mig, og dræbt min lyst til at være social.
Det blev sikkert en værre gang tuderi og noget af det en smule selvhøjtidligt at læse. Men jeg har brug for at komme af med noget af det, og sige det som jeg føler det. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv, hvis mit liv skal forsætte som hidtil.
Jeg har som sagt også først fornyligt fundet ud af, at jeg har asperger (i en forholdvis sen alder), og min selvtillid er svær og få genopbygget. Hvad skal jeg stille op?
Jeg er 22 år, og fornyligt blevet diagnoseret med asperger. Det forklare meget godt nogle af alle de problemer jeg har kæmpet med i mit liv.
Jeg husker i en tidlig alder at jeg tit var meget ensom, og det havde jeg det egenligt også tildels fint nok med. Men det var egenligt først sent i folkeskolen jeg for alvor begyndte og få venner. Og den periode indtil jeg gik ud af folkeskolen, var egentligt den tid jeg var mest glad ved livet. Men den tid var heller ikke uden problemer da vennekredsen på det tidspunkt var rodet ud i noget med nogle stoffer, som jeg også blev indblandet i. Det er dog ikke noget har med at gøre længere.
Men siden jeg gik ud af folkeskolen har jeg haft det meget svært. Da jeg tog på efterskolen fik jeg egentligt også okay med venner, og føler at jeg var vellidt af alle. Men problemet der var at jeg ikke kunne kunne holde ud af at gå op af mennesker 24 timer i døgnet. Så jeg droppede ud.
Derefter gik det for alvor ned af bakke, da jeg fik en læreplads hos bilforhandler og kom på arbejdsmarkedet. Personen jeg skulle læres op af var en person som jeg ganske enkelt ikke kunne det sammen med. Vi var to vidt forskellige personligshed typer, og da jeg var ung og naiv tog jeg imod alt, uden at sige fra. Det var så slemt at jeg blev kørt psykisk ned af det, og blev tit ramt af angst anfald nogle gange. Dog uden at jeg sagde det til nogen, eller gjorde det store ved det. Jeg passede mit arbejde og mødte hver dag, da jeg på trods af mine sociale mangler altid har været pligtopfyldende. Men hver dag var en kamp og min selvtillid er først nogenlunde ved at være bygget lidt op igen her 4 år efter. Jeg tror dog ikke at jeg helt bliver den samme, nogensinde igen. Tiden inden jeg startede på denne arbejdsplads var jeg i det mindste stand til at holde på vennerskaber og få nye venner, og jeg var glad det meste af tiden. Jeg betjente også kunder hele dagen på det arbejde, og det var måske ikke den bedste tjans når man har problemer rent socialt. Der var også et par ander kollegaer der ikke brød sig helt vildt godt om mig, på grund af min lidt nervøse og indvendige personlighed. Jeg kan selvfølgelig godt se den dag i dag at jeg skulle have sat en grænse dengang, men det havde jeg nok ikke helt livserfaringen dengang. Jeg vil dog heller ikke få det til at lyde som at det kun var dårligt, der var også kollegaer jeg godt kunne lide. Men jeg var kommet ind i et forkert personligheds miljø.
Jeg gik også på skole i den periode, og der havde jeg det også svært socialt. Jeg var egenligt del af en vennegruppe, men blev engang imellem også brugt som mobbeoffer af dem. Blev konstant kaldet for et øgenavn som egentligt gik mig ret meget på. Måske tog jeg det for personligt, men det tog i hvertfald overhånd engang imellem. Igen føler jeg at det var fordi jeg var malplaceret i mit liv, og var endt hos en flok "Brian'er "hvor alt gik op i "prut og bøvs", og at spille smart. Ikke en livstil jeg havde specielt meget lyst til at være en del af, og måske også derfor jeg til tider blev udstødt på grund af min anderledeshed.
Efter jeg var blevet udlært fik jeg arbejde hos en anden virksomhed. På denne arbejdsplads var vi blot en lille gruppe og jeg havde det virkeligt godt det første halve år, både rent socialt og fagligt. Alle var flinke og jeg havde massere af ansvar, og folk var virkeligt glade for mit arbejde. Efter et år skulle der hyres flere folk, og jeg fik ansvaret for en afdeling i virksomheden og skulle fungere som team-leader, og oplærer folk i det område jeg havde arbejdet med. Men jeg ved ikke om det havde noget at gøre med at jeg var yngre end dem jeg skulle lære op, men jeg blev i hvert fald til mobbeoffer en gang imellem. Jeg var igen uheldig og var blevet sat sammen med nogle folk jeg virkeligt ikke kunne det sammen med. Jeg var dog ikke den eneste det gik ud over, og der opstod meget konflikt og dårlig stemning på arbejdspladen. Det blev så slemt at måtte sygemelde mig med stress og depression. Og det kan godt være at jeg er en smule sart og jeg ikke kan tage imod særligt meget, men faktum er jeg fik en masse helbredsmæssige problem på grund af min stress, så det blev jeg nød til. (ved denne sygemelding blev jeg også diagnoseret med asperger).
Og min nuværende vennekreds er sådan set flinke nok, men jeg absolut intet tilfældes med dem interesse-mæssigt. Og de har to ting i deres hoveder; og det er druk og druk. Og nu har været på nok byture hvor jeg har tænkt "hvad fanden laver jeg egentligt her" (da jeg ikke er for god til at være steder med så manger mennesker samlet på et sted). Og mens jeg har været sygemeldt, har jeg haft tid og reflektere lidt og tilværelsen, og jeg har fundet ud af at jeg ikke gider druk længere. Det betyder også jeg at falde ud af den vennekreds, da det er det eneste der holder os sammen. Og det har jeg det egenligt også fint nok med, jeg har alligvel ikke det store og snakke med dem om, men det efterlader mig egentligt for mig selv. Og jeg føler ikke jeg har evnen til at få nye venner længere. Desuden syntes faktisk det er vanskeligt og få nye venner i dagens Danmark hvis man ikke gider druk.
Så har jeg gået i ca. et halvt år som sygemeldt, og jeg er igen startet på en ny skole og er begyndt på en ny uddannelse. Indtil videre er det gået virkeligt godt rent skole mæssigt og jeg er god til fagene. Og det er egenligt også godt rent socialt, men en dag havde jeg lidt en off-dag, og var ikke helt var i det humør, en helt normal person uden de store problemer i livet ville være i. Ikke at jeg var arrig eller vred eller noget, men fordi jeg ikke helt var i et socialt humør. Så jeg er egentligt blevet gjort lidt grin med, og igen kan det godt være jeg er lidt overfølsom. Men det føltes bare lidt ligesom om det er en historie der er ved at gentage sig selv igen. Ikke fordi jeg er en vred eller led person, men fordi jeg er en smule social akavet og har nogle sociale mangler. Jeg syntes det er svært og tvinge mig selv til at bare være ligesom alle de andre, for det har jeg heller lyst til, men det bliver man åbenbart nød til, hvis man skal ses ned på. Og det er overhovedet ikke fordi jeg er helt umulig og intet kan, jeg har egenligt haft en del venner igennem tiden, og jeg har dog også fået at vide af mange at de syntes at jeg er meget sympatisk og flink, men nogen gange føltes det som om at der en speciel personlighedstype der ude på at få mig ned med nakken fordi jeg er smule anderledes i forhold til dem (og det kan godt være det lyder åndsvagt og halv-paranoid), men sådan føltes det altså engang imellem. Fordi man er smule stille og måske ikke er den store samtale starter skal man fremmedgøres og udstødes? Jeg syntes efterhånden også at det jeg har været igennem er ved at have ødelagt mig, og dræbt min lyst til at være social.
Det blev sikkert en værre gang tuderi og noget af det en smule selvhøjtidligt at læse. Men jeg har brug for at komme af med noget af det, og sige det som jeg føler det. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv, hvis mit liv skal forsætte som hidtil.
Jeg har som sagt også først fornyligt fundet ud af, at jeg har asperger (i en forholdvis sen alder), og min selvtillid er svær og få genopbygget. Hvad skal jeg stille op?