Livsglød væk.

Jeg ved ikke om jeg har en depression.
Jeg er en 17 årig dreng.
Jeg er træt. Jeg er træt af det hele.
Jeg går på en produktionskole hvor jeg ikke laver særlig meget og egntligt kan slappe af for det meste, men på næste år skal jeg på HF(Har ikke taget mig sammen til at finde et sted)!
Men bare tanken om alle de ting jeg skal gøre skræmme mig og gør mig deprimeret. Måske er jeg bare doven? Måske er jeg bare barnlig og behøver at blive voksen.
Jeg er så træt. Jeg kan dårligt nok holde mig vågen når jeg kommer hjem for skole. Jeg må drikke masser af Cola og Kaffe for at holde mig vågen.
Jeg taler ikke rigtig med vennerne mere. Siden jeg kom hjem fra efterskole har det været svært at holde kontakten. Familien har svært ved at trække mig med til begivenheder, og jeg ligger for det meste og bruger min fritid ved computeren eller foran TVet.
Jeg ved ikke hvad jeg vil. Jeg ved ikke hvem jeg er.
Kender i det når man bare føler at man er en shallow person? Hele mit liv har jeg bare ladet mig rive med i en strøm. Gjort hvad andre har sagt jeg skulle. Men så igen, så ved jeg ikke hvad jeg vil.
Jeg prøver at være en ordentlig person. Jeg prøver at være betænksom for andre mennesker. Sige tak til kassedamen i netto, give min plads til den gamle dame i Bussen og den slags.
Men jeg er så træt og jeg føler mig så en værdiløs taber. Et eller andet sted er jeg bange for at jeg er blevet et værdiløst vrag. Jeg laver ingen ting og alligevel har jeg ikke overskud til nogen eller noget.
Folk herinde må sgu godt give mig et los i løgene og sige til mig at jeg skal holde op med at forsømme familie og venner.
Med situationen i asien ligenu, kan jeg godt se at jeg står og piver.
Jeg kan bare ikke få mig selv til noget.
Jeg orkede knap nok ikke at lave noget nytårsaften.
Og når jeg er så træt, slået ud og har en følelse at det hele er ligegyldig på en produktionskole hvor jeg sidder for det meste og stirre ud i luften, så kan jeg næsten ikke drømme om hvor hårdt HF måtte være.
Og jeg har haft meget ondt i ryggen i det sidste halve år, så jeg har utrolig meget fravær fra min produktionskole. Har ikke været der 50% af tiden indtil nu.
Bare det atåf lektier for igen giver mig kvalme.
Jeg vil bare gerne vide om andre og ældre mennesker her, var igennem det sammen som jeg går igennem nu? Eller jeg bare den eneste med mit problem?

Jeg kan næsten ikke finde motivation til at fortsætte. Min mor er virkelig en person med overskud og livsenergi, men jeg er bange for at jeg fuldstændig "drainer" hende for energi, med alle mine behov.
Jeg føler mig som et spøgelse. Jeg taler ikke rigtig med mine klassekamerater og det er ikke så fedt da vi skal på en social skirejse om et par uger, og jeg har bare ikke talt med nogen.
Måske gjorde efterskolen mig soft eller anderledes? Der var der altid lærere der tog fat i mig. Der var vi tvunget til at være sociale. Men jeg tror ikke det var disiplinen der gjorde mig glad, og selv hvis det var, ville jeg ikke turde at gå ind i hæren.
Hvis hun ikke laver mad spiser jeg ingen ting. Medmindre der er noget der bare skal i ovnen eller den slags.
Det værste er bare tanken om at jeg er unormal. At jeg er en uviden idiot der tager alt for givet, med alle de muligheder, mens andre 17-18 årigere går til fester i weekenderne, drikker med vennerne og passer deres skole og laver deres lektier.
Jeg hader mig selv for det jeg er:'(
Hvis du har læst dette, vil jeg gerne takke dig. Det kræver også overskud at høre på andres problemer.
-El Salvation, 17 årig "måske" Deprimeret dreng.

selverkendelse.
Men du viser med dette indlæg at du bestemt er intelligent. Og første skridt mod at løse problemerne er at erkende de er dér. Og det har du jo gjort.
Hvis jeg skal komme med et kort råd, så meld dig til værnepligten. Det lyder måske uoverskueligt for dig i betragtning af at du synes HF lyder uoverskueligt. Men tro mig, det er vidst lige dét du har brug for. At lave noget fysisk. At røre dig. Hvor usandsynligt det end lyder, så føler man faktisk man har mere energi, når man lige har brugt en masse energi. Spørg bare en hvilken som helst sportsudøver. Men du har brug for én til at motivere dig og holde dig til ilden. Og der er en sergent glimrende.
Og du vil ikke føle dig alene under værnepligten, da du vil være i selskab med en masse andre der skal igennem det samme som dig selv. Når først du har været igennem værnepligten, så er der ting du før fandt fuldstændig uoverskueligt, som du herefter vil finde legende let.
Uncle Sam wants YOU, so go for it.

Lad være med at lade dig skræmme væk fra hæren, pga. hvad du hører i medierne. Langt de fleste sergenter er dygtige og venlige folk under overfladen, selvom de umiddelbart kan virke modsat udenpå. Det er IKKE legionen du melder dig til. Meld dig evt. til én af de korte værnepligte, så som sanitetstjenesten eller infanteriet. Og aftjen evt. din værnepligt et sted i Jylland, hvor folk generelt er lidt mere nede på jorden, end på fx Sjælland.
Held og lykke!

Jeg syntes du lyder meget sympatisk.
Jeg har ikke de store kræfter til at gå ind i din problemstilling desværre, men jeg føler lyst til at støtte dig på min egen facon.
Du er selv den nærmeste i dit liv, om der så er katastrofe i Asien eller ej, så har du stadig ret til at være forvirret, også at blive taget alvorligt.
Jeg tror det er almindeligt at have sådanne status perioder i sit liv, og især ved et årsskiftet.
Fat mod unge mand...foruden et los et vis sted, så får du også et venligt klap..du lyder som et kærligt væsen.
Vh. og godt nytår Piat

helt normal,så fortvivl ikke!jeg vil påstå at næsten alle mennesker har prøvet at ha det ligsom dig på et eller andet tidspunkt i deres liv eller kommer til det!du er bevidst om at du er en smule nede og ved at skrive er du kommet et stykke videre!så hvis andre påstår du er unormal er vi ivertfald mange i samme båd!men klart så kommer der et tidspunkt hvor du må komme videre!og hvorfor hf??det lyder som om det er noget du mener du skal men ikke ved hvorfor!?giv dig selv tid!kh ann

at have det sådan en gan imellem især i din alder. Jeg havde selv lange perioder med totaltunderskud af energi i gymnasiet. Så må man bare køre på laveste blus i et stykke tid og prøve at gøre de mest nødvendige ting og lade resten være som de nu kan. Det vigtigste er at gøre sig selv lidt glad ind imellem og at sørge for at vise dine nærmeste at du ikke bevidst prøver at ligge dem til last. Det kan man gøre ved bitte små simple ting, som samtaler smil eller bittesmå tjenester, bare en gang imellem når du har energi. Om vinteren tror jeg især det er nemt at have det sådan, vælg et par ting som du kan lide at lave og et par ting som du kan holde ud at lave og gør dem, og lad resten ligge til senere. Hvis du ikke kan overskue en skitur så lad være at tage med, men hvis du på den anden side kan forestille dig at lidt tid med nogle venner kunne muntre dig op så prøv det. Glem for alt i verden det fis med hæren med mindre du seriøst synes du har brug for et ordentligt los i røven, hvis du bare er lidt i underskud nu så er det slet ikke det du har brug for. Tænk i det hele taget ikke så meget på fremtiden, hvis man er deprimeret er det den stensikre måde at gøre det værre på. Fokuser på hvad der er rart ligenu og hvordan du kommer videre til imorgen. Det er mine råd. Lyt til noget god musik, se noget godt fjernsyn, læs en god bog. Smil til din mor, og giv hende et kram. Sov til middag når du kommer hjem. Gå tidligt i seng. Hold igen med kaffe og cola, tag en kop te istedet.

DU ER ULIDELIGT NORMAL! Hold dog for helvede OP med at være så normal! Du forsvinder i MÆNGDEN mand! Har du tænkt dig at blive hængende dernede i din dårlige ryg og lade mulighederne og livet sjaske forbi, fordi du egentlig aldrig rigtig drev det til mere end at rejse dig for hende den gamle dame i bussen, som sender dig et takkekort hvert år til jul BARE fordi du gjorde det godt EEN GANG!?!?!?
Nix...det gider vi sgu ikke høre på...det gider du jo heller ikke selv vel?
Hvad er det du skal på det der HF halløj? Er der nogen der har sagt til dig, at det er det du skal?...Så du har altså heller ikke en gang SELV besluttet hvordan dit liv skal forme sig...og hvis nu det er dig selv der har fundet ud af, at det er det du vil...så har du sgu da gjort det i søvne...hvad skal du derovre på den fjerne kyst når du er sejlet over HF-havet?
Nej...tilbage til boxen: Jeg tror du er røvtræt af et forudsigelig, liv, som ligger i spor nogle andre har lagt. Du mangler I DEN grad inspiration...og tro mig min skappe, men hjertelige indføling stammer alene fra, at jeg var der SEEEEELV! Så var der en der sagde til mig mens han lige stillede på plads mens han vaskede op og tørrede af...og jeg bare stod og hang...."Jamen, du behøver da ikke at gå på HF, hvis du ikke gider. Du kan da bare tage en uddannelse du gider."
NÅrhja mand...hvorfor havde jeg ikke turdet tænke det? Straks gik jeg i gang med at finde en skuespiller at læse hos, og tage stemmetræsningstimer....for jeg ville være skuespiller....Det læste jeg et par år...men gennemførte det overhovedet ikke....for bare det, at jeg kom ud af MIN vej...gjorde at jeg fandt den! Min vej er snørklet og snirklet og jeg har prøvet heeelt vildt mange ting...jeg er så blevet uddannet EDB-programmør...og hvordan fanden jeg havnede der...tjahhh...jeg tog et års edb + informatik...og fik 13 både i årskarakter og eksamenskarakter....jeg måtte sgu da have et talent der....det havde jeg også....men jeg arbejder ikke med det i dag....idag laver jeg noget helt andet....og hvem ved om jeg laver det til næste år?
Hele min fucking pointe er....du finder kun dig selv hvis du går DIN egen vej. Der er ingen andre der finder dig for dig...hvis du forstår...og det kræver at du gider....og hvis ikke du gider....hvis ikke du tør...så bliv du bare ved at hænge med din dårlige ryg på den lortestol på den der børneparkering til en produktionsskole!
Men der er bare en ting der undrer mig....kan du ikke se, at de andre har det NØJAGTIG ligesom dig? Det er ikke, fordi jeg tror du kan bruge det til noget specielt, men du skal bare vide, at du er helt almindelig og at det du er ir varer ikke ved...du kommer videre helt automatisk, fordi alle den beskæftigelsestilbud har en begrænset tid...men du skal gøre en indsats for det selv, hvis dine ryk i livet skal indeholde KVALITET! Og det er selvfølgelig kun dig selv og ingen andre, der afgør hvad der er kvalitet ;o)
Okay
Nå, nu var jeg måske lidt hård ved dig...og måske lidt for "sjov" over din dårlige ryg....jeg tror at alle dine energier, stopper deres flow, fordi du låser dig fast pga. dine smerter i ryggen. Den har, og du har, bedst af at være i bevægelse næsten hele tiden.....går du til koncerter?...Det BØR du altså gøre...det giver fandme livet tusindvis af farver inspiration ....samt ryggen bevægelse......
Alle de varmeste og hjerteligste hilsner
Halfevil333
~ Naira ~

siden du virker som en intelligent fyr tror jeg ikke at hf vil være så hårdt som du frygter, måske vil det nærmest vække dig hvis du kan komme til at beskæftige dig med nogle ting der kan interessere dig og møde nogle andre slags mennesker end på prodden.

Hey...
Jeg ved ikke hvor meget det her hjælper dig, men jeg er en pige på 17 år, som er ligesom dig i perioder.
Ligenu går jeg på HHX! Det var ikke noget jeg selv bestemte,,, gjorde bare hvad man sagde var bedst. DÅRLIG IDÈ!
jeg vågner op om morgenen og går i skole dybt depri. har ingen at snakke med.
Kommer igennem rædselsfulde timer som jeg hader, fordi jeg ikke føler jeg har en grund til at være der. Skal jo slet ikke den vej.
Kommer hjem.
- Computer, kaffe, computer, kaffe, tanken om den frygelige skole imorgen, cmputer, kaffe, doven, kaffe osv osv!
Før jul HADEDE og afskyede jeg rent ud sagt min hverdag.
Men godt råd... Sørg for at tage dig tid til vennerne ligemeget hvor lidt du orker at rejse dig.
hvis du er kristen, så bed Gud om at hjælpe dig til at se positive ting kun :)
Eller få dig et arbejde. Det ( utroligt nok ) hjælper dig til at få det bedre md dig selv og giver dig mere energi.
håber du får det bedre..
mvh moi

Jeg tror godt, jeg kan give lidt hjælp til selvhjælp, men jeg har lidt travlt lige nu.
Hvis du har lyst, kan du skrive på cerealkiller@sol.dk
Godt nytår.
CK

Min uddannelse som edb-programmør tog yderligere tre et halvt år, plus et halvt års overbygning som mainframeprogrammør....det udviklede sig til et arbejde som systemplanlægger, hvilket jeg synes er meget sjovere at rode med den kodefnadder....
Grunden til denne lille appendix er, for at fortæller dig, at man tgaer fat i een ting og lader den føre andre ting med sig, hvis man tør tage springet...og det ser da ud til på nogle af de andre indlæg, du har fået inklusive mit, at det er meget mere tilfredsstillende at finde sin vej på den måde...og man VED altså ikke hvad det bringer med sig før man er der. Det er vel også det, der er spændende ved livet...ja det synes jeg altså men vi er jo heller ikke ens.....

Wow! Tusind tak for de mange svar:) Det er jeg virkelig glad for.
Jeg vil skam gerne på HF. Jeg tror det er det rigtige for mig. At kunne undgå flere af de fag som man har på gymnasiumet som latin. Jeg tror at jo færre jeg har, jo mere kan jeg koncentrere mig om det jeg gerne vil lære. HF giver jo også adgang til mange muligheder, hvilket måske er smart når jeg ikke ved hvad jeg vil være!?:)
Men jeg kan ikke døje min produktionskole.
Vi skal afsted her på skiferie her i slutningen af januar og jeg har ikke lyst til at tage med. Jeg tror pga af mit fravær er jeg måske kommet lidt ud i kulden, men det er selvfølelig kun min egen skyld.
Jeg er bare ikke vild med omgivelserne og det jeg laver.
Så jeg står i et dilemma. Endten kan jeg droppe ud nu, og tage et par valgfag på HF, også tage en eksame til sommer i et par fag, eller også jeg fortsætte og måske tage den sidste tid ud på min skole.
Dog ved jeg ikke om jeg for det værre ved at gå på skolen hvis jeg ikke tager med på den tur. Det er åbenbart vigtigt for fælleskabet og sammenholdet. Jeg føler mig bare ikke fysisk klar.
Men med alt min fravær ligenu er jeg bange for at det måske kommer til at gå helt galt.
Ja jeg ved det ikke.
Klokken er næsten 2 nu og jeg skal op om 4-5 timer og sidde 6 timer på en stol og glo ind i min computer(IT produktionskole).
Og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.
Bare det at sige stop og quite virker næsten som noget jeg ikke tør. Så skal jeg ind i en ny klasse, og hvordan det mon går, og kan jeg følge med fagligt.
Jeg er en meget sky person tror jeg.
Måske er det bare mig, men jeg synes det er svært at nærmest kigge ind i mine følelser og bare kunne beskrive hvad jeg føler og hvorfor jeg gør det.
Tak fordi i lyttede. Jeg sætter virkelig pris på det.
-El Salavation

er det dig?