0tilføjet af

Mailveninder!?

Hej piger.
Jeg hedder Mette og jeg lever mit 21ende år i det midtlige Jylland – lige i tiden er jeg hjemmeboende hos mine forældre. Jeg har en dejlig kæreste, som jeg tilbringer meget af min tid sammen med. Et fast og et seriøst forhold med tillid til hinanden, og en kærlighed der vokser dag for dag. Vi har et ønske om, at finde os en lejlighed, hvor vi kan tilbringe en fungerende tilværelse sammen og nyde hinandens samvær. Så det er hverken en kæreste, en flirt eller en romance jeg søger!
Det jeg søger er et par søde piger at skrive sammen med, om alt mellem himmel og jord. En mailveninde man kan skabe en vis fortrolighed til, og ikke holde tilbage hvad der ligger i hjertet. En man kan dele sine tanker med, filosofier, oplevelser, hverdagen, glæder, sorger, dilemmaer, problematikker, humor – og hvad der ellers måtte være. Som sagt; alt mellem himmel og jord. Et vedvarende skriveri, der eventuelt kunne udvikle sig til et venskab, hvor en tur på café eller en aften til hjemlig hygge kunne komme på tale, alt efter hvordan kemien passer og alt efter hvordan situationen passer ind.
Jeg har en psykisk sygdom – depressiv personlighedsforstyrrelse – og det indebærer, at jeg til dels får tilbagevendende perioder, hvor der er mangel på lyst til at være social og aktiv, hvor der er mangel på overskud og energi. Jeg har en del på det psykiske plan, jeg skal have tacklet og bearbejdet og desværre er jeg ikke i stand til at håndtere hverken arbejde eller skolegang. Men jeg er i stabil behandling, både medicinsk og ambulant, hvor jeg får nogle brugbare redskaber til at få min hverdag til at fungere. Det er ikke noget jeg skriver for at få medlidenhed på nogen måde, men fordi jeg synes at min kommende mailveninde har ret til at vide, hvem hun har med at gøre.
Ellers er jeg for det meste en glad og frisk pige med sans for humor og med et åben sind. Jeg er ærlig, jeg er troværdig og jeg kan holde på en hemmelighed. Jeg kan være et pjattende fjollehoved, en grinebider uden lige og en sprælsk klovn. Men det hindrer mig ikke i, at sætte mig i en alvorlig situation og være en seriøs ven, når der er brug for dette. »Venner er der, når andre er væk.«
Jeg er kreativ anlagt, jeg holder meget af at tegne og male, skrive og digte. Jeg kan godt lide at bruge mine hænder på en kreativ måde, så man får et resultat ud af det. Musik har også en stor indflydelse på mig, og jeg kan ikke leve uden. Musik motiverer mig til mange ting. Jeg takker ikke nej til en god film, bedst er dem som giver en et indtryk, og hvor man efter slutningen kan sidde og tænke over filmens handling. Men en komedie, drama og action/thriller falder som regel også i god jord. Jeg elsker hjemlig hygge, nyder at gå ture i det fri, både alene men også i selskab med kæresten eller en god veninde, biografture og et visit forbi en café. Ligeledes elsker jeg også et festlig selskab med en efterfølgende bytur – dog er det ikke en hver evig eneste torsdag, fredag og lørdagsbeskæftigelse. Men samtidigt hører det heller ikke til sjældenhederne. Jeg interesserer mig meget for astrologi, filosofi og psykologi, og jeg kan have svært ved at løsrive mig for en interessant og lærerig dokumentarudsendelse.
Jeg har ikke de store krav til dig. Du behøver ikke at dele samme interesser som mig, og det er heller ikke et must at du kommer fra Jylland. Det eneste jeg forventer, er at du er en pålidelig og trofast person, nogenlunde på min alder.
Har jeg fanget din interesse – så fat tastaturet og skriv til mette-pigen1986@hotmail.com – alle får svar.
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.