Manden søger ikke job

Der er nu gået 2 år siden min samlever blev arbejdsløs. For at modtage kontanthjælp, skulle han/vi først bruge alt hvad der hedder opsparing. Det holdte godt 1 år...så var alt, hvad der skulle have været brugt på istandsættelse af hus og ferie med børnene, brugt og lommerne var tomme. Men så var han tilgengæld berettiget til at modtage kontanthjælp.
Men i de 2 år han har været arbejdsløs, har han ikke søgt flere jobs end jeg kan tælle på 2 hænder. Der er hver gang en ny undskyldning. Så er det ikke lige 'jobbet' - der er én eller 2 ting han mangler erfaring med - han 'glemmer' at søge.
Vi har både talt og skændtes om det flere gange, men vi kommer ikke videre. Indtil nu har vi nogenlunde kunne klare det - økonomisk, da jeg har job. Men psykisk er det noget helt andet.
Nu er han kaldt til samtale på kontanthjælps kontoret. Hvad sker der, når han ikke kan vise at han har søgt nogle jobs? Bliver kontanthjælpen så også taget fra ham?
Og hvordan får man skub i sådan én mand, der er gået helt i stå og udad til virker ligeglad, men sandsynligvis inderst inde ikke føler sig ret meget værd?
Endnu en fortvivlet

Jeg ved nok godt, hvad jeg havde gjort, men mændene må vide bedre.

hvor han kommer til at tjene gode penge?...eller får han bare en tusse eller to mere i lønningsposen hvis han får et eller andet tilfældigt skod-job?

Når du tjener penge, kan han så få kontanthjælp. ??

Du kan ikke få kontanthjælp, når
din ægtefælle har et arbejde. Så
har din ægtefælle forsørgerpligten.
Jeg kender en mand, der var i en
lignende situation.

Samlever må ikke tjene mere end 26.000 mener jeg, før der bliver trukket i kontanthjælpen eller den helt bortfalder.

Som reglerne er bliver folk med jævne mellemrum kaldt ind til samtale om en jobplan, her skal de for så vidt ikke vise kopier af ansøgninger, men de bliver udsat for et pres der går ud på at ændre CV, søge en praktikplads eller endda søge ind som voksenlærling et sted hvis der ikke er noget håb om job indenfor det de har lært.
Staten giver tilskud til firmaer der opretter en voksenlæreplads, det er noget billigere for dem end kontanthjælpen.
Sagsbehandleren gennemgår også det aktuelle CV og kan lynhurtigt tjekke om der er match vs udbuddet på jobnet, hvis der det kan folk blive tvunget til at søge et job der ligger op til 1½ times pendling fra hjemmet......ialt 3 timer.
Fornyet jobsøgningskursus kan også blive påtvunget, uanset hvor mange han har fået førhen.
Kommer han i arbejde så begynd omgående at indbetale til A-kasse, så opstår situationen ikke senere, men dagpengeudbetaling kræver også et vist antal opsparede arbejdstimer på tre år.

Den mand jeg kendte havde en kone, der
havde et job på en kommune. Der er godt
nok ikke mange på en kommune, der tjener
over 26.000 kr om måneden.

Men der er en grænse !

Da jeg sidst stod uden job, meldte jeg mig straks ind i et vikarbureau. Jeg er butiksuddannet, men vil ikke arbejde indenfor dette længere, så jeg søgte som ufaglært. Som vikar har man mulighed for at prøve noget forskelligt. Hvis det ikke lige er det rigtige man kommer ud i, kan man bare sige det til vikarbureauet, og så søger de for at der bliver sendt en anden ud til virksomheden næste dag. Kan kun anbefale dette!
Jeg var selv vikar ved Manpower og Randstad, hvilket fungerede fint.

Betingelser
For at være berettiget til kontanthjælp skal du opfylde følgende betingelser:
•Du skal opholde dig i Danmark. Du skal kunne dokumentere ophold i Danmark, Grønland eller Færøerne i 7 ud af de seneste 8 år. Kan du ikke det, kan du komme i betragtning til starthjælp i stedet.
•Dine forhold har ændret sig, så du ikke længere kan forsørge dig selv eller din familie. Ændringen kan fx være arbejdsløshed, sygdom, barsel, separation eller skilsmisse.
•Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og være aktivt jobsøgende.
•Hvis din ægtefælle har en indtægt, som kan forsørge jer, har du ikke ret til kontanthjælp. Ægtefæller har gensidig forsørgelsespligt – du kan få hjælp hvis I samlet set ikke kan forsørge jer selv.
•Hvis du eller din ægtefælle har en formue som kan dække jeres økonomiske behov, kan du ikke få hjælp. Formue er fx. indestående i bank, friværdi i ejerbolig eller bil.

han gør først noget, når hans eksistens er truet.
Jeg har set ligende reaktionsmønster mange gange før.
Indtil nu går det jo. I bor stadig hvor i bor. Det går da meget godt. Det er afslappende. Og ved ikke at søge jobs, slipper han for afslagende og derved slipper han sig for at forholde sig til den egentlige situation.
Først når hans eksistens er truet kommer han op ad stolen.
Skænderier hjælper ikke en s... så spar krudtet.
Først når indser, at han liv i huset, med familien mv ikke længere kan opretholdes, vil der ske noget.
Og selv derfra er der lige et par "faser" han skal igennem:
1. Det er ikke hans skyld, det er alle andres skyld-fasen.
Når han endelig vågner op og finder ud af, at et nyt job ikke bare hænger på træerne, vil han starte med at skyde skylden på alle andre. Dig, samfundet, jobcenteret, bedstemor.... kort sagt alle andre end ham selv.
Først når han kommer ud af den fase, kan han komme videre.
2. Han har nu fattet, at det er han selv, der er forhindringen. Her kan alt ske. Forstået på den måde, at han får ny energi. Måske vil han lige pludselig tage en uddannelse, skifte branche et eller andet. Under alle omstændigheder er det her, at der sker noget.
Så hvordan får du sat skub i ham?
Ved at få ham til at indse, at I ikke kan beholde huset, du skrider med børnene, I går på tvangsauktion o.l. hvis han ikke tager sig sammen og bidrager med en indtægt.
Når han har gået i så lang tid, er det det eneste, der kan få liv i ham.

Tak for jeres svar.
Vi er ikke gift og jeg har derfor ikke forsørgerpligt. Derfor kan han få kontanthjælp.
Det er også derfor at de ikke har forlangt at vore hus skal sælges før han kan modtage kontanthjælp.
Der er nok kun én udvej - han er nødt til at mærke på egen krop at det kun er ham selv der kan gøre noget ved situationen.
Men med al den omtalt som jobcentrene har fået, var det min opfattelse at man ikke kunne gå ledig så længe uden at komme i aktivering.
Jeg forstår ikke, hvad der sker for de jobcentre - de har åbenbart ikke står på, hvad der foregår.

Jeg blev sendt i en pensionistservice der bestod i at ordne hjemmeboende pensionisters haver, det var pragtfuldt at lave noget meningsfuldt selv om jeg ikke fik mere end kontanthjælpen, hellere det end at sidde ved jobcentrets computere og lave det man lige så godt kan gøre hjemme.
Problemet er at det offentlige ikke må, og heller ikke har råd til længervarende jobs med løntilskud, derfor er virksomhedspraktik derfor kun 4 uger, så kan virksomheden ansætte personen hvis kemien passer.
Kommunerne forsøger i det små at lave egne arbejdspladser med "idiotarbejde", men det er nærmest folk på revalidering der laver dette, og det skal hvile i sig selv, de må ikke tjene penge på det i konkurrence med erhvervslivet.
A.I.S. har skrevet et ualmindelig godt indlæg om fastlåshed i ledigheden, det skal Du arbejde ud fra, og få Din kæreste til at tænke i helt andre baner. Det hjælper sgu ikke en dyt at han sidder og mindes sine før gode jobs og vil have nogen magen til, får han et "lortejob" er han i det mindste i arbejde og får nok fornyet optimisme til at søge noget andet mens han er i arbejde.
Når han kommer til samtalen vil sagsbehandleren sikkert sidde og rable paragraffer af sig og tale som om at jobs hænger på træerne, det er deres job og nogen går højt op i det, men hvis Du får ingydt noget optimisme i ham og får ham til alvorligt at tænke alternativt INDEN mødet vil det være en stor fordel.

...men for to år siden.
Ikke om jeg havde fundet mig i det, hvis manden ikke fejler noget. Det er så med dyb undren, jeg kan konstatere at ingen mænd tilsyneladende ved, hvordan man motivere en mand til at søge arbejde. Hvor blev forslagene af? Det jo fantastisk, når man gang på gang oplever en flok galehoveder, der er verdensmestre i andre arbejdsløshedstråde. Alle er åbenbart på skideren, hvis ikke jobcenteret trækker folk rundt. Det er da godt vi har dem.
Det troede jeg ligegodt aldrig, jeg skulle sige.

Tak for dit svar fruppe. Jeg har forsøgt at få ham positivt stillet. Men det har hjulpet lige lidt...dagen efter er det samme sang igen. Han er selv interesseret i at prøve noget nyt, men så kommer han igen i tvivl. Jeg har foreslået alverdens fag, starte selvstændigt (i det mindste bare for at lave noget) kontakte vikarbureauer mv. Men intet passer manden.
Jeg har sågar sagt at jeg går med børnene, hvis ikke han - i hvert fald forsøger - at gøre noget ved situationen. Tænkte at det måtte give det sidste spark bagi. Men det har desværre heller intet ændret. Så er der kun konsekvensen tilbage.
Han har det fint med at modtage kontanthjælpen, uden at gøre noget for den. Jeg forstår ikke mentaliteten om, at man mener at kommunen/staten 'skylder' noget til de, der ikke er interesseret i at gøre noget for det.

I min nu næsten et-årige jobsøgning har jeg også finsorteret jobtilbudene, men det duer ikke i længden, derfor har jeg søgt på flere alternativer og endda for få dage siden talt med jobkonsulenten om praktik.......i kommunen 😃
Skide med det, det kan måske blive et deltidsjob hvor jeg netto får lidt mere end kontanthjælpen, men så er jeg UDE af det nedværdigende jobsøgningssystem, desuden ligger det mig fjernt at belaste samfundet, jeg tager kun imod for at overleve.

....i sidste ende ligegyldigt, om det er drømme-jobbet? Det er et spørgsmål om at komme igang, få lysten tilbage til at yde noget og det positive ved ikke at se på de samme 4 vægge hver dag? At få inspiration fra kollegaer og have noget at fortælle om, når man kommer hjem?
Der kan være mange årsager til at man står uden arbejde og der er vel efterhånden ikke nogle der føler sig helt sikre på arbejdsmarkedet i øjeblikket. Jeg ved også at det kan være en lang og sej kamp at komme i arbejde igen - men du gør et forsøg og det tager jeg hatten af for 🙂

Beløbet er 18.000
Hvis ægtefællen tjener mere end 18.000 har han/hun forsørgerpligt.
Hvis ægtefællen tjener mere end 9000, bliver den anden trukket tilsvarende i kontanthjælp...
Ved det - har lige været der...
Mis

Ikke sært at mange må lade deres hus gå på tvangsauktion, eller flytte fra lejeboliger.

I lever i den totale ulykke med skænderier hele tiden - gør ligesom resten af den danske befolkning gør. Bliv skilt og lev lykkeligt.
Han kan være den hjemmegående hustru, mens du skaffer kontanterne.
Hvorfor fungerer parforholdet så dårligt i dagens Danmark.
Velkommen til singlekulturen hvor man lever lykkeligt uden problemer konstant.

Det har taget to år at se hvad han vil. Ikke arbejde. Årsagen kan være forskellige.
Men spørgsmålet er om du vil fortsætte sådan. Hvis du føler han er en klods om benenet. Så må du tage en beslutning.
Han kunne jo blive hjemmegående husmor og tage en stor del af det huslige. Han har tid nok.😉
Du kan ikke sætte skub i en mand/eller kvinde der har sat sig ned og bestemt sig for at blive siddende. Måske undtagen ved at lade ham sejle i egen søf or egne penge. Dem bliver der ikke mange af når han er alene om sin egne udgifte. Men det er en drastisk beslutning som du sikkert kan have rigtig svært ved at tage. Det er sku svært at skulle stoppe et samliv med en man elsker.

Jeg tænker lidt at din mand måske har det som jeg.
Jeg har også gået arbejdsløs i 2 år, på dagpenge.
I de 2 år har jeg søgt nogle jobs, men langt fra alle dem jeg burde søge.
Sandheden er at jeg er bange for at komme ud på arbejdsmarkedet igen.
Min tidligere arbejdsplads lukkede ned, jeg havde arbejdet der i 15 år og altid haft fart på og været vellidt på jobbet.
Lige pludselg stod jeg der og havde intet..var intet.
Det endte med en depression og angst for at "fejle" i et nyt job.
Nu er jeg ikke typen de skildrer med mine følelse, så jeg tog noget aftenkursus og kunne derved bilde folk ind, at jeg stadig var igang og stadig var en glad person.
I virkeligheden sidder jeg bare herhjemme og kigger ind i væggene, sover længe og drikker en sjus eller to, for at få en rolig stund.
Jeg vil rigtig gerne på arbejdsmarkedet igen, men jeg er oså bange og har mistet tilliden til mig selv.
Men folk tror det stadig kører for mig.
Jeg ved at den eneste måde at jeg kommer ud af det her på, er at der er én der holder mig ørene.
Nu bor jeg alene, så det er ikke så nemt.
Mine venner og veninder har jeg skubbet væk, så de ikke opdager hvordan jeg har det med min arbejdsløshed.
Fortæller dem at jeg har travlt i øjeblikket med mine "studier".
Nu har jeg taget det, for mig, store skridt og fortalt min mor hvordan jeg har det, og at jeg simpelthen ikke kan komme videre selv.
Vi har nu aftalt, at hun ringer til mig hver morgen kl. 8.oo og sikrer at jeg er kommet op og igang med dagen.
Om eftermiddagen ringer hun igen og hører til, hvilke job jeg er igang med at søge.
Når ansøgningen er skrevet læser hun den igennem og jeg sender den.
Det er ikke fordi jeg ikke kan finde ud af at skrive en ansøgning, er faktisk ret god til det og har et flot cv.
Men det er for at tjekke, at jeg får det gjort.
Det er første gang, at jeg har måtte bede min mor om at tjekke mig, og jeg er trods alt 35 år, men jeg kan ikke magte det alene.
Så det har intet at gøre med, at jeg ikke vil arbejde, der er intet jeg hellere vil, men som en ærekær person, har min arbejdsløshed ramt mig hårdt.
I øjeblikket læser jeg en masse statusopdateringer på Facebook fra venner der skriver, hvor hårdt det bliver at starte på job igen efter ferien.
Jeg tænker "bare det var mig" men skriver tilbage, "stakkels dig, jeg har heldigvis 1 måned igen, før jeg starter på læsning".
Måske du skulle lave nogle rammer for din mand, så han kommer ind i en hverdagsrytme igen, og sæt dig ved computeren og hjælp ham med at søge jobbene.
Engang imellem skal man have én nær person til at overvåge én, uden at de giver en moralprædiken.
Den kommer ganske automatisk fra jobcenteret. :-)

Har ikke lige læst alle indlæg, sorry...
Ved at min mand, da han var mellem jobs, bare havde det så svært ved situationen at han blev apatisk. Vi snakker heldigvis om tingene, og selvom jeg var dybt frustreret over den situation der minder om din, så måtte jeg være forstående, for nej gu er det ej nemt det hele...

Hvad er der galt i et forhold hvor kællingen forsørger manden?
I hundredvis af år har mænd måtte arbejde, for at konen kunne gå hjemme og fede den af.
Det sidste århundrede har det været ganske normalt at manden klarede husstandens indkomst, såfremt konen var arbejdsløs i 2,5,10,20 år eller længere. Manden smed ikke konen ud af den grund. Der var bare lidt mindre i husholdningsbudgettet at gøre godt med.
Her hører man så om en mand der tydeligvis er ramt af en depression, og som følge heraf har været arbejdsløs i 2 år, og STRAKS er kællingen klar til at smide ham på porten.
Tag dig sammen! forsørg din mand, som han ville have forsørget DIG, såfremt det var DIG der havde været arbejdsløs. Du har sikkert selv sagt ja til ordene "I MED- OG MODGANG", velvidende at din mand ville blive sammen med dig, såfremt det var DIG der havde modgang. Men nu hvor det er din mand der har modgang, så er de gyldne løfter glemt ikke? SKAM DIG!
Men nej. Vi ved jo alle sammen godt hvordan denne historie vil ende. Du smider ham på porten inden længe. Sådan er kællinger. Egoistiske, kyniske, følelseskolde og udspekulerede.

Tænk hvis alle mænd smed deres koner/ kærester/ samleversker på porten hvis hun blev arbejdsløs?
Kæft med mange gadeprostituerede vi pludselig ville have...
Men sådan er kællinger. KRÆVE KRÆVE KRÆVE, men selv at være den der yder? Fy for satan da... Så hellere smide manden på porten.

Der er altså himmelvid forskel mellem at have en depression og så "blot" gå i stå som manden her har gjort.