Meget i tvivl

Min ekskæreste og jeg (begge 20 år) har været sammen on and off i godt 17 måneder. Vi har en lille søn sammen på 6 måneder. Lige pt er vi off.
Situationen er den at vi ikke kan undvære hinanden, jeg er lige flyttet ca 110 km væk fra ham for at komme tættere på min familie. (var jo alligevel ikke sammen med ham der)
Vi har nu snakket om jeg at måske skal prøve og flytte hjem til ham (han bor hjemme)
for at give det hele en sidste chance. Mit problem er bare at jeg er så meget i tvivl da det har svinget så meget i vores forhold, altså om vi er nået dertil hvor vi burde sige stop. Vi har ikke nogle store problemer i vores forhold udover jeg synes han hjælper for lidt til med sønnen.
Det kræver af mig at jeg skal give afkald på det familie jeg lige er kommet tæt på.
Det kan også nemt gå hen og blive noget flytterod.
Hvad synes i? Vi har aldrig prøvet dicideret og bo sammen, så mener i det måske er det der skal til eller er det dødt løb?
Og er det synd for den lille at flytte derhjem hvis det så ender med vi skal flytte tilbage?
Håber på et par råd da jeg virkelig er i syv sind.

I skal ikke flytte sammen hjemme hos hans forældre!!! Det er simpelthen en "dødssejler" og næsten sikkert dømt til at mislykkes. At bo hos det ene hold forældre er med til at fastholde jer i en "barne"rolle, og I har ikke mulighed for at være herre i eget hus/lejlighed eller lignende. Hvis han stadig skal bo hjemme, vil han nemt blive fastholdt i en rolle, hvor han ikke tager ansvar, og du vil føle, at du ikke har tilstrækkeligt råderum til at bestemme selv, fordi det netop ikke er jeres eget. Hvis det er jeres eneste mulighed, så GLEM det! Og bliv hvor du er.
Det springende punkt er: Har I stadig meget varme følelser for hinanden, og vil I begge to give forholdet en chance? Hvis ja, så har I i hvert fald den vigtigste del af grundlaget i orden.
Dernæst: Økonomien til at bo for jer selv skal også være der.
Og: Når I er så unge, er det en god idé at bo i samme område som det ene hold bedsteforældre, eller I skal i hvert fald sørge for at have et netværk, som kan støtte og hjælpe, når I siger, at I har brug for det. I er så unge, at I nok stadig gerne vil i byen engang imellem, og så har man brug for, at der er nogle mennesker, som kan passe den lille. Det behøver ikke at være bedsteforældrene, men det er vigtigt, at der er NOGEN.
Held og lykke!
mvh hønemor1001

At bo hos hans forældre var at vi så ikke skulle ud og skaffe indskud til en lejlighed hvis det så ikke ville holde alligevel.
Vi har stadig meget varme følelser for hinanden og ville mere end noget andet gerne have det til at fungere.
Økonomien er nogenlunde, burde kunne hænge sammen.
Ja vi er stadig unge, dog ikke den slags der vil i byen, men så vil vi så meget andet, som at besøge venner. Puuh, synes det er en svær beslutning.
På en måde tror jeg det ville være bedst at gå hver til sit, ved bare ikke hvordan jeg skal komme videre, har svært ved at se mig selv uden ham.

Han kan vel flytte røven efter dig og sit barn, hvis han vil noget som helst andet end at være en barnerumpe.

han ikke, fordi han er født og opvokset hvor han bor nu.
Alle hans venner og familie er der.

Du lyder som én, der har taget beslutningen indeni, men ikke rigtig kan overskue konsekvenserne --- har jeg ret...?

der skal droppe dit og ofre dig....
Han lyder som én der ikke er værd at samle på lidt EGO....

Du siger også at han hjælper for lidt med barnet. Det lyder til mig som om han er umoden, og nægter at vokse op, selvom et barn trænger til at han vokser op.
- Han bor hos hans forældre.
- Han tjener nok ikke mange penge.
- Han giver sine venner og forældre prioritet over sin partner og sit barn.
- Han forventer at du plejer familien (barnet), og nok ham også.
Jeg synes at hvis han er seriøs om at være far og din partner, det er HAM som skal flytte. Hvis han nægter at gøre det, det viser kun at du og dit barn er ikke hans prioritet. Han vil helst bor hos mor og far, og er bare for umoden til at tilfredsstille dig. Du har også behov, og det er også svært for dig. Han kommer nok kun til at gøre livet sværere.
Jeg synes ikke at det nytter noget at blive ved med at prøve. I skændes bare igen. Det er nok bedst at bevare en god venskab med ham for fremtiden, fordi det bliver nemmere når I skal snakke sammen om barnet og laver aftaler. Han kan f. eks. få hver anden weekend med barnet, og I kan aftale et månedlig beløb for barnets udgifter.