MEN SÅ KOM FACEBOOK OG DUMME MIG!
Åh nej å nej
Jeg lever i end drømmeverden - måske fordi det rigtige liv kan være så kedeligt
nå men here goes og jeg krummer stadig tæer.
For præcist 10 år siden arbejdede jeg et sted hvor jeg blev så betaget af en mandlig kollega, at hvis jeg var i samme rum som ham kunne jeg ikke få vejret..jeg mener jeg var ved at besvimme - det var sådan en seksuel tiltrækning som jeg aldrig har oplevet hverken før eller siden...jeg tror også den dag i dag at han dengang når vi snakkede (og det år vi arbejdede sammen var det ikke så ofte vi snakkede sammen) ofte følte noget af det samme for mig. Vi var dog begge i faste forhold, derfor gjorde jeg ikke yderligere. Men havde han givet et tegn - havde jeg gjort hvad som helst.
Vi forlod så af forskellige arbejdsmæssige årsager vores arbejdsplads. Flere 1000 gange siden har jeg tænkt på ham i de ti år - googlet ham, søgt på tidligere arbejdsplad om hvad der var blevet af ham. INTET! Men så kom facebook - det er helt utroligt hvor heldig kan man være efter 10 år - jeg oprettede en profil kun for ham og skrev hvem jeg var og hvor sød jeg synes han havde været - altså sød som i en god kollega.
Så kom nedturen en rigtig reality check: nå...ja han ku vist godt huske hvem jeg var, vi havde snakket sammen på gangen og nu var han blevet gift (flere år siden).
ØV ØV sådan er livet siger jeg bare- hvad vil jeg med denne historie- man skal smede mens jernet er varmt!
p.s: skal vi sige at jeg følte mig pæn dum
Jeg lever i end drømmeverden - måske fordi det rigtige liv kan være så kedeligt
nå men here goes og jeg krummer stadig tæer.
For præcist 10 år siden arbejdede jeg et sted hvor jeg blev så betaget af en mandlig kollega, at hvis jeg var i samme rum som ham kunne jeg ikke få vejret..jeg mener jeg var ved at besvimme - det var sådan en seksuel tiltrækning som jeg aldrig har oplevet hverken før eller siden...jeg tror også den dag i dag at han dengang når vi snakkede (og det år vi arbejdede sammen var det ikke så ofte vi snakkede sammen) ofte følte noget af det samme for mig. Vi var dog begge i faste forhold, derfor gjorde jeg ikke yderligere. Men havde han givet et tegn - havde jeg gjort hvad som helst.
Vi forlod så af forskellige arbejdsmæssige årsager vores arbejdsplads. Flere 1000 gange siden har jeg tænkt på ham i de ti år - googlet ham, søgt på tidligere arbejdsplad om hvad der var blevet af ham. INTET! Men så kom facebook - det er helt utroligt hvor heldig kan man være efter 10 år - jeg oprettede en profil kun for ham og skrev hvem jeg var og hvor sød jeg synes han havde været - altså sød som i en god kollega.
Så kom nedturen en rigtig reality check: nå...ja han ku vist godt huske hvem jeg var, vi havde snakket sammen på gangen og nu var han blevet gift (flere år siden).
ØV ØV sådan er livet siger jeg bare- hvad vil jeg med denne historie- man skal smede mens jernet er varmt!
p.s: skal vi sige at jeg følte mig pæn dum