Min datter er sur, fordi jeg har fundet ny kvinde

Jeg ville hellere have skrevet
>>Min datter har mistet sin mor, men jeg har fundet en ny kvinde<<
som overskrift, da det er mere sigende, men der var ikke plads i overskriften. Nå, men her kommer mit indlæg som jeg har skrevet lidt på:

Jeg sidder med lidt af et problem som jeg har brug for at komme ud med og måske få nogle gode råd til.
Efter længere tids kræftsygdom døde min kone i en alder af kun 47 år. Det har jeg været ked af. Det har jeg allerede været ked af da sygdommen blev konstateret, da hun var 44 år. Det sidste år var rigtig hårdt. Vi blev gift i en tidligere tidlig alder og jeg har altid været trofast, loyal og sværget hende troskab. Men det sidste år trak tænder ud. Jeg har siddet ved sygelejet og holdt hende i hånden og sagt farvel mange gange det sidste år. Da hun døde var jeg naturligvis sønderknust, men alligevel også lettet over at hendes lidelse var forbi.
Knap et år senere møder jeg en fantastisk kvinde. Vi har det godt sammen og laver mange forskellige aktiviteter. Vi ror kajak i en klub, laver mad og taler rigtig godt sammen om både vores politiske uenigheder og fælles interesse for huset og haven. Følelserne er der og sexen er dejlig.
Jeg har to sønner på 13 og 15 som virker glade for hende. Hun kommer aldrig til at være deres pap-mor. Det er de for gamle til. Men det virker som om de er oprigtigt glade for hendes selskab.
Min datter på 20 er derimod mindre glad for hele situationen. Hun har direkte sagt til mig, at hun ikke kan forstå, at jeg har fundet en ny så tidligt. Når jeg har følelser for en anden, så er jeg min tidligere kone utro!?
Hun savner helt klart sin mor. Selvfølgelig. Og det gør jeg også. Men betyder det, at jeg skal sidde i hjørnet og trille tommelfingre og være ked af det?

dette handler om, men hendes tab.
Som du selv skriver, har hun ikke fået bearbejdet sin mors død endnu. Derfor er det lettere at holde det stabile i hendes liv fast - nemlig dig. Hun kan formentlig ikke rumme flere ændringer i sit liv lige nu.
Har I fået tilbudt psykologhjælp efter tab af nærtstående medlem af familien?
Det kan måske hjælpe din datter?
Jeg tænker, at du ikke skal undvære at komme videre i dit liv
At du ikke skal føle skyld overfor din datter, men at du kan tage det hensyn, at du ikke *smækker* din nye kærlig lige i hovedet på hende. Det kan godt gøres på en hensynsfuld men kærlig måde.
Og endelig til lykke....
Jeg vil lige kreditere dig for noget, jeg sjældent ser....
Nemlig, at du så åbent skriver, at det var en lettelse efter lang tids sygeleje ... de fleste tænker det og føler det, men de færreste tør indrømme det ....
Held og lykke i dit liv fremover og med din datter også

Knus
Tidlig Morgen

Beklager Dit tab, det er meget svært at se sine nærmeste svinde bort af sygdom, det prøvede jeg med min ellers aktive mor.
Din datter er simpelthen blevet for voksen til at kritisere, og helt ærligt, hvor mange fyres hjerter har hun selv knust ?
Hvis Du så endda havde kendt Din nye tilkommende som god ven (ikke elskerinde) inden eller under Din kones sygdom og lavet aktiviteter med hende så tidligt som tre måneder efter kunne man forstå Din datters reaktion, men det år som er gået burde være passende tid til at lægge det værste på hylden og se fremad.
Din datter elsker Dig og er måske både bekymret og jaloux, men sådan som Du har beskrevet kvinden og drengenes accept kan jeg ikke se anden løsning end at tale med hende.

Når din datter har svært ved at rumme at du efter 1 år, begynder at se en anden kvinde, så er det ikke fordi hun ikke under dig at finde lykken igen, men blot et udtryk for hendes sorg over tabet af hendes mor. En ung kvinde på 20 år har stadig brug for sin mor, og der vil være mange tidspunkter i lang tid fremover, hvor hun vil mærke savnet.
At miste sin mor, når man stadig er ung og sårbar, er noget nær det sværeste der er. Hun sørger stadig, og oplever måske, at du har lagt alting bag dig, siden du kan få følelser for en anden kvinde.
Din datter har nok brug for at vide, at der aldrig er nogen der kan erstatte din kone og hendes mor, og at du langt hellere ville have hende tilbage, end en ny kvinde i dit liv.
Fortæl hende, at du ikke kan vedblive leve dit liv alene og i sorg, men at det ikke betyder, at du ikke stadig elsker hendes mor, og det vil du for altid gøre. Men hendes mor er her altså ikke mere, og du er - som et ganske almindeligt velfungerende menneske - kommet langt i din sorg, og at du som alle andre voksne mennesker (hende selv inklusive) har brug for det fysiske fællesskab med en af det modsatte køn. Stillet lidt på spidsen, kan du jo spørge hende, om hun ville syntes at det var OK at du nægtede hende en kæreste på ubestemt tid, fordi hun skulle sørge over tabet af hendes mor.
Du skal naturligvis ikke sidde i et hjørne og samle støv resten af dit liv. Det ville din kone heller ikke have ønsket. Vi ønsker altid det bedste for dem vi elsker, og kan vi ikke selv give dem det bedste, håber vi at andre gør det.
Håber på det bedste for jer alle sammen.

Kære dig.
Hvis jeg var dig ville jeg tage en alvorlig snak med datteren. Tabet af mor er meget stort og det tager lang tid at komme ovenpå igen.Men jeg synes bare du skal nyde din dejlige partner, er kun dejligt du har fundet en ny at dele dagligdagen med.Måske din datter skal til en psykolog. Husk din datter på at ligegyldigt hvad så elsker du stadig hendes mor selvom hun er gået bort.Men at du må vidre med livet.Og helt ærligt så skulle din datter se at blive voksen også hun er 20 år.Rigtig held og lykke med det hele

Du har sikkert engang lovet at elske din kone "til døden jer skiller"? Det løfte har du holdt! Og så er den ikke længere! Men selvfølgelig skal du være kærlig og forstående overfor din datter, sådan som de andre indlæg her også siger. Til lykke med en ny fase af dit liv! Knus til jer allesammen!

På din nye kærlighed og håb på, at din datter med tiden vil se, at det er dejligt med en glad Far der lever.....alternativet ville jo "Hårdt sagt" være at I begge var væk.....hvis du forstår.
Du må være en dejlig mand siden du kan finde "den eneste ene" så hurtigt......mange singler/Enker finder aldrig kærligheden, så hold godt fast og nyd den........Ægte kærlighed er sjælden......Du er heldig.

Det er HELT normalt!
Det som sker er din datter tror du har glemt din kone, og ikke er ked af det og HELT sikkert er kommet videre, fordi du har fundet en ny og endda tillader dig at være GLAD!?
Din datter´s skal jo fortsætte sit liv som datter, og ikke på samme måde som dig, så hun skal ikke videre i "kærlighedens navn" og prøve at få et liv igen.
Du skal jo have en snak med dit datter, hvor du må skære ud i pap hvordan tingene er! Altså at din nye kærester ikke er en erstatning for dine børns mor.. at du ikke har glemt eller kommer til at glemme hende.. at du også savner hende.. og vigtigst af alt, så skal du have forklaret din datter at du også er ANDET end far, det er vigtig for dig at få styr på dit liv, og det er ok at møde en ny.
Med tiden skal tingene nok komme på plads, det faste holdepunkt din datter havde i sin familie findes pludselig ikke på samme måde mere, så det er HÅRDT for hende. Men hvis du støtter hende, og holder fast i at det er ok, så skal det alt sammen nok gå, når hun får vænnet sig lidt til din nye kæreste..
Held og lykke med det hele farmand 😉

Hej igen
Tak for de mange kommentarer. Det er ikke helt nemt det her.
Jeg skal måske komme med en oplysning mere. Hun er flyttet hjemmefra. Hun bor i samme by, men hun har sagt, at jeg ikke skal invitere hende hjem, hvis Sabine (min nye kæreste) også er der. Vi ventede i forvejen med at introducere hende til børnene til efter der var gået to måneder. Det synes vi på det tidspunkt var klogt, da vi ikke vidste hvor seriøst det ville blive. Nu tænker jeg at jeg skulle have ventet længere. Men måske også kortere, for hun bebrejder mig at have holdt det hemmeligt.
Jeg har talt med hende om det. Vi har begge sat os ned et par gange, men nu hjælper det vist ikke mere. Første gang var hun meget stille. Anden gang råbte og skreg hun. Nu er hun bidsk, kort i sætningerne og kynisk. Måske tror hun, at hun skal forsvare huset, nu hvor vores fælles kærlighed er borte?
Flere har nævnt muligheden for en psykolog. Min kone og jeg gik i terapi i starten af hendes kræftbehandling for at få styr på følelserne og hvad vi ville med vores liv sammen. Det åbnede ikke nye døre, men vi fik talt om det. Det var ok.
Dengang spurgte vi også hende om hun ville være med, men det afslog hun. I samråd med psykologen spurgte vi også drengene. De var meget unge dengang og var vist aldrig helt med på hvad de skulle hos psykologen. De kedede sig bravt den ene gang og endte med at sidde ude i et andet værelse og lege. De legede med LEGO. Jeg husker så mange ting omkring dengang så tydeligt.
Min pointe er, at jeg ikke vil virke anmassende ved at foreslå en psykolog. Er det ikke at fortælle hende, at der er noget galt med hende? Måske skulle jeg gå med? Eller er det hendes sorg alene? Jeg ved det ikke.
Der er flere der nævner at hun har brug for min støtte. Elway siger, at jeg skal fortælle hende, at jeg også er "andet end far". Jeg har altid været en god ven for hende, men nu er hun holdt op med at henvende sig til mig. Jeg vil altid støtte hende i hvad hun gør. Det er hendes liv. Men lige nu kolliderer det med mit liv på en måde jeg ikke havde forudset.
Det skal siges, at Sabine er meget forstående og det er jeg meget taknemlig for. Men hun må også være irriteret, selvom hun ikke giver udtryk for det?

Du skal sige til hende at du respektere hendes beslutning om at blive væk når Sabine er der, og det er HELT OK hun er sur, ked af det og ikke helt forstår hvad der sker.. Men LIGE MEGET HVAD, så er du der 100% for hende..
I skal nok komme videre sammen din datter og dig.. hun skal bare lige vende sig til tingene.. Men du skal nok til at lave nogle far & datter ting med hende, så hun kan mærke du stadigvæk er der.. I kan shoppe.. Gå på café ud og spise, eller hvad i nu kan lide at lave sammen.. også skal du IKKE snakke om Sabine.. Når hun selv er klar, så skal hun nok bringe det på banen.. Du må finde din tålmodighed frem.
Men du må nok være primus motor på i skal ses her i starten..
Sabine ved godt det er normalt.. så nej, jeg tror hun er forstående og ved at sådan er tingene i den situation.. 😉

Jeg ved ikke om du og dine børn kender til foreningen "Unge og sorg" www.ungeogsorg.dk, de har nogle rigtig gode pjecer men også en fantastisk hjemmeside. Det kan give dig et godt indblik i hvordan unge reagerer forskelligt på en forældres død (dine 2 sønner kan jo også komme med en reaktion på et senere tidspunkt i deres liv).
Din datter har også mulighed for at chatte med deres rådgivere. Det lyder til at hun har behov for støtte og så reagerer hun uhensigtsmæssigt i forhold til dig og dit nye liv - det er nemmere for hende end at tage hånd om hendes eget tab - du er jo den nærmeste.
Jeg mødte selv min mand meget kort tid efter hans kones død (også efter en langvarig kræftsygdom) - hans børn var heldigvis voksne, men han var da meget bekymret for hvad de ville sige. Den yngste datter havde det svært med min tilstedeværelse men i dag har vi det rigtig godt sammen, der skulle bare gå noget tid og hun (og de andre søskende) kan i dag se hvor glad deres far er. Det betyder ikke at vi/de har glemt deres mor, men jeg er nok den der oftest taler om hende selvom jeg aldrig har mødt hende, men jeg synes det er vigtigt at vise at det er ok at tale om hende også når jeg er der - det er jo en del af vores historie.
Og lige her til sidst - så er der forskel på hvordan den enkelte håndterer sorg, nogen skal bruge et helt liv andre har brug for at blive taget om kort tid efter (især hvis man har brugt flere år på at tage sig af den døende). Vi skal passe på ikke at dømme andre hvornår der er gået "tilpas" tid - så lad vær' med at have dårlig samvittighed over det. Dødsfald hører også livet til.
Held og lykke - og husk "Unge og sorg" - der er også mulighed for medlemskab😉!

Da jeg var 13 år døde min far af en kræftsygdom, og min mor fandt efterfølgende en ny mand da der var gået 1 lille års tid - og det var så forfærdelig svært !!!
Jeg var slet slet slet ikke kommer mig over sorgen og savnet efter min far, og jeg kunne på hans vegne slet ikke holde ud at se min mor sammen med en ny mand - det var jo min fars plads !
Selvfølelig skal du videre, og jeg forstår udemærket godt sin kommentar om lettelse, da din kone endelig fik fred - det er vanvittig forfærdeligt hårdt at gå igennem sådan et forløb - man ved døden kommer - man venter og venter, så går det 1 skridt frem og håbet fornyes, og så går man 3 skridt tilbage og verdenen braser sammen endnu engang. Og det menneske man elsker og ikke kan bære at midste, ligger til sidst som en skal af den der var engang - og så er det SÅ FORBANDET URETFÆRDIGT I SÅ TIDELIG EN ALDER !!!!
Jeg synes du skal tale med din datter om et psykolog forløb - jeg kan fortælle dig at dengang min far døde, var der ikke fokus på børns sorg, som der er idag - og jeg fik ingen hjælp overhovedet, det skulle vi ikke snakke om - vi skulle jo ikke dyrke sorgen !
Så jeg gik med det selv, og det har præget mit liv siden, at jeg aldrig har fået beabejdet det ordentlig, i dag er jeg 31 år gammel, og på trods af at det er gået 18 år, så følger jeg ofte stadigvæk sorg, savn og depression over min fars død.
Men altså tilbage til dig :-)
Jeg synes du skal skrive et rigtig godt brev til din datter, hvor du udviser forståelse for hendes sorg og savn for hendes mor. Og så synes jeg du skal bruge noget alenetid sammen med din datter, og børn, for dine to andre børn har det afgjort også stadigvæk rigtig skidt, og har brug for deres far !
Jeg synes du skal forklare i brevet, at du er dybt ulykkelig over at din kone blev revet fra dig, og at du aldrig havde forladt hende, hvis hun havde været rask - så havde det været jer altid !
At du elsker deres mor, og savner hende hver dag - men at du ved, at hun ønskede at du for hendes, dine egen og dine børns skyld skulle leve glad videre.
Og at Sabine gør dig glad !
Men at hverken du eller Sabine, ønsker at glemme og tage din mors plads.
Og så faldt jeg lige over noget du skrev - du skriver at du altid har været din datters ven - du er IKKE hendes ven, du er hendes far, som hun kan renge med er der 200% i tykt og i tyndt, og det skal du selvføelig gøre helt klart for hende !
Og respekter så at hun lige pt ikke kan rumme at komme hjem sammen med Sabine - hun skal nok komme når hun er klar :-)
Og hun skal nok komme til at holde af din Sabine - hun er blot i en helt urimelig og umenneskelig situation for en pige på 20 år - for hun er trods alt stadigvæk kune en stor pige, husk det :-)

Ayla

- no way om jeg kunne have respekt for at nogen forsøger at adfærdsregulere mig, ved at true med at holde sig væk. Lad hende holde sig væk og acceptere så det. Det må række. Så kan hun komme igen, når hun er færdig med at lege 4 år, det skulle helst være meget snart i en alder af 20.
- Jeg ville blive ved med at invitere hende, som om intet af hendes forsøg på manipulation var opfattet og tilkendegive beklagelse men accept, hvergang hun kvittere med et afslag. Den leg bliver hun træt af før alle andre.
- Det er godt nok ikke ret ofte, jeg er uenig med dig Elway, men den der, "100% uanset hvad" den gæls altså ikke for voksne. De er nødt til at finde ud af, hvordan de selv bidrager til familierelationerne og der er grænser for, hvor meget plads der skal gives til det enkelte familiemedlem til hustyrani, hvis tilværelsen skal fungere. Vil hun mon være der 100% uanset hvad for nogen anden i familien? Hvorfor skal hun så have det privilegie? Ingen kan da tillade sig, at fastholde andre i sin egen sorg, som man så ikke engang selv vil gøre noget ved. Det spiller simpelthen ikke. Det er ren og skær negativ opmærksomhed.
- Jeg kan da kun formode at Sabrine er så voksen, hun forstår, men det betyder jo ikke hun vil finde sig i mislydene til evig tid, hvis ikke du, Mølleren får tydeliggjort for din datter, hvad DU finder ret og rimeligt.
- Du skriver du har talt med hende, men ikke tør sige til hende om at gå til psykolog, fordi det er det samme som at sige, der er noget i vejen med hende. Det handler ikke om, at der er noget i vejen med hende. Det handler om, der er noget der genere hende, som du ikke kan fjerne for hende og som hun tilsyneladende heller ikke kan styre selv i tilfredsstillende grad. Se på psykologen som en sparring til din datter. Jeg tror så desværre bare det ikke længere går ind under sygesikringens lempelige vinger, da sorg konsultationer normalt kun bevilliges op til ½ år efter. Men det kan da prøves.
- Noget i den retning vil jeg i hvert fald anbefale, for indtræder der ikke en forandring i hendes opfattelse af, hvad hun skal blande sig i, så ender du uværligt med en gordisk knude, som vil være en sten i skoen på hele familielivet i mange år frem.
- Det er tilladt at sørger, men ikke at bruge en sorg til at dirigere andre menneskers liv. Var hun en god pige, glædede hun sig på dine vegne.
- Tal også med Sabrina om dit dilemma, så det ikke bliver en kile mellem jer to, når I nu er så heldige at have fundet hinanden.

Nej, du skal ikke, og det ved du vist også godt. Du og din datter er to forskellige mennesker. Du må gøre det, der er rigtigt for dig, uanset hvad det måtte medføre af reaktioner fra fx din datter. Selvfølgelig har du nok et behov for som forældre at få din datter til at forstå dig og dine længsler og følelser og motiver og bevæggrunde, men samtidig skal hun jo have lov at være uenig med dig i dine valg. Det betyder jo ikke, at du skal gøre noget, du ikke vil, eller undlade at gøre noget, du gerne vil. Men nu er det jo altså dig, der vælger for dig, ligesom hun vælger for sig selv. Og livet og samspillet mellem mennesker er nu engang sådan indrettet, at man ind i mellem ikke er enige om alting, ligesom man kan opleve den samme situation fuldstændig forskelligt. Uden at blive alt for lommepsykologisk kunne man mistænke den situation, du beskriver, for at have sit udspring i en elektral konflikt... altså at din datter nu er ældste kvinde i flokken og føler et ubevidst krav på dig som mand. Så der kan også ligge en form for jalousi eller rivalisering fra din datters side.

Jeg glemte lige at identificere mig før!

Selvfølgelig skal han da fortælle hende, at han respektere hendes beslutning om at blive væk, hvis hun ikke kan magte Sabine´s tilstedeværelse allerede nu.. ??
Og det hele bunder jo i hendes sorg over moderens død, og at hun er bange for at moderen bliver glemt af sin far fordi han har fået en ny kæreste..
Siger bestemt ikke han skal finde sig i alt, men han skal da fortælle hende at han stadigvæk er der for hende 100%.. 🙂 Hun er jo hans datter, og det er fint hun stiller spørgsmålstegn, og ikke helt forstår sin far, og en PIGE på 20 år, hun har sgu en anden måde at takle den slags ting på end f.eks vi 2 ville have..
JEG ville sgu fortælle hende, at sådan ligger landet! Sabine er landet for at blive, men ville respektere hvis hun ikke magter at være en del af det, men ville være der 100% for hende alligevel.. (Selvfølgelig i en mere detaljeret beskrivelse)

Selvfølgelig skal du ikke sidde i et hjørne og trille tommelfingre og være ked af det til evig tid. Du er vel stadig en forholdsvis ung mand og har stadig behov for kærlighed fra en af det modsatte køn, og det skal du holde fast i. Far-rollen er ikke den eneste, du skal udfylde.
Det lyder som om, du er en fornuftig mand, så på langt sigt, tror jeg, at I har alle muligheder for at få familielivet "på skinner" igen.
De fleste piger har et meget specielt tæt forhold til deres mor, og derfor kan savnet hos din datter sagtens føles større (hvis ellers man kan sammenligne savn), end den f.eks. gør for de 2 sønner, og det kan forklare, at de synes godt om samværet med din nye kæreste, mens din datter stiller sig op med "kløerne fremme".
Jeg mistede min mor, da jeg var lidt ældre (27) end din datter, så jeg havde lidt mere livserfaring at trække på, men derfor var savnet stadig enormt. Jeg fik f.eks. barn 3 år efter min mors død, og jeg kan stadig huske, hvordan jeg sad i min seng på barselsgangen med det lille væsen i armene og tænkte: "Nej, hvor er han flot. Hvor ville jeg ønske, at mor kunne se ham!" Og det er mere end 20 år siden nu. Ligeledes har jeg, mens børnene voksede op, mange gange tænkt, at ditten-eller-datten ville nu have været rart at få vendt i en snak med min mor. Og det er bare en hel masse små ting, som barnets første tand, sovevaner om natten, etc., hvilket er sådan noget, som mødre husker, men som de færreste fædre gør, så selv om jeg havde en fantastisk far, så var der ting, som han bare ikke kunne erstatte.
Det vil du også opleve. Uanset hvor godt du gør det, vil der være situationer, hvor din datter vil savne sin mor, også selv om hun er kommet over den værste sorg, og også selv om der er gået flere år.
Det giver hende dog ikke lov til at lege "den lille terrorist" i forholdet mellem dig og din nye kæreste. Du er nødt til at kridte banen op og fortælle, hvad du vil acceptere fra hendes side, og hvad du ikke vil.
Som der står andetsteds i tråden kan du f.eks. skrive et kærligt brev til hende, hvor du fortæller, at bare fordi du har fået en ny kæreste, betyder det ikke, at hendes mor er glemt. Forhåbentlig har du og din nye kæreste også så godt et forhold, at I stadig kan snakke om børnenes mor på en naturlig måde sammen med børnene. Hun er jo en del af din fortid, og din nye kæreste har vel også en "bagage" med. Du skal invitere din datter, og hvis hun så vælger at blive væk, fordi din nye kæreste er der, så er det datterens valg - ikke dit. På et tidspunkt håber jeg for hende selv, at hun kan reagere lidt mere voksent og acceptere, at du ikke kan leve som en munk resten af dit liv. Du skal i hvert fald ikke lade hende terrorisere dig til at gøre det. Når hun nu er flyttet hjemmefra, kan du jo godt besøge hende, så I kan hygge jer sammen, hvis ellers ikke det hele er gået i så meget hårdknude, at det er umuligt. Men lad hende vide, at det ikke er til debat, om og hvornår du er sammen med din nye kæreste.
Jeg vil ønske dig alt mulig held med både forholdet til din datter og til din nye kæreste.
mvh hønemor1001

Den er meget svært når man mister den næmeste, mor, far eler børn.
Men det er også meget vigtigt at komme ud og begynder at kommer videre. Gode mener kan man ikke glemme, man kan helere ikke arstæte den person man har mistet.
Naturligvis er det ikke nemt for et barn at se en anden kvinde kommer i stedet deres mor, men jeg mener at man skal snakke med datteren om det og prøve at forklare, hvad er det vigtiste, at den kvinde er ikke arstatning af deres mor, hun er kun en som der har gjort en person glad, sønene vil helere ser deres far glad end såret og ked af det, mener jeg.Det er hårdt og er ikke så nemt, men der skal være tid til alt, både børnene og den kvine og måske nogle fæles aktiviteter, hvor de kommer til at lære at kende hinanden, det vil muligvis hjælpe.

jeg er helt enig.Jeg syntes,at datteren skal have lov til at sørge i ro og fred så længe det tager.Hvorfor skal hun absolut kunne lide faderens nye dame?Hun sørger og det gør ondt,lad hende være i fred.

Hold ved din kærlighed og vær glad for at du mødte den.
For år tilbage blev jeg kæreste med manden i mit liv - en gammel kolega som var blevet enkemand. Det var ægte kærlighed og vi var enige om at det skulle være os.
Bortset altså lige for det at han tog så vide hensyn til sin jaloux datter at det totalt dræbte vores forhold.
Jeg bor i Jylland og han boede på Sjælland. Vi kunne f.eks. have aftalt en weekend hvor han skulle over til mig, men hun tudede sig til at far aflyste for det var synd for lille XX (hun var 20 år.)
Hun var et forkælet barn der altid havde dirigeret familien - og nu formåede hun at slå vores forhold i stykker. Det var ikke hendes fejl det var faderens han skulle have holdt på sin ret til også at have et liv.
Så mit råd til dig er - bevar din kærlighed og mød din datter når din kæreste ikke er med, det kan vare år før hun bliver accepteret, men hav tålmodighed og hav dage/stunder/ferier med dine børn uden din kæreste og dage med kæreste og de af dine børn der har lyst til at deltage.
Mange hilsner
Jydepigen

- om at vi vægter ordene forskelligt.
- Det jeg mener er: jeg kan i nogle situationer være nødt til at acceptere en bestemt opførsel, men det betyder ikke, jeg må nogen måde har respekt for den. For mig er der et godt stykke fra accept til respekt.

Hendes problem er vist nærmere at hun mener at skulle dirigere hele familiens sorgproces fordi hun ikke kan komme gennem sin egen.
Hun er ude i at ville bestemme noget, der ikke tilkommer hende at bestemme overhovedet. Hun en end ikke stemmeret i den sag.
Børn, der tror de skal bestemme om forældrene skal have kæreste eller hvem de skal kæreste med er fuldstændig utålelige. Man gør ikke sine børn en tjeneste ved at give dem ret til veto i disse sager.

Alle ser skævt til datteren af den årsag, men er enig i, det var faderens skyld.

Må ærlig talt indrømme at nogen af de ting der bliver skrevet om domirende datter, som ikke skal styre sin fars og lignende sårer og får min til at tænke at de ikke selv har stået i situationen at miste en forældre hvorefter den anden får ny kæreste.
Jeg er selv 25 og står i samme situation som din datter. Et år efter jeg mistede min far fandt min mor en ny kæreste. For mig som stadig var og stadig er i sorgen, var det alt for hurtigt og et svigt af min far. Som resultat er min mors og mit forhold nu alt andet end det var tidligere.
Selvom man er 25 og er voksen er det vigtigt at huske at man stadig er datter som har mistet sin forældre for tidligt og man kan derfor ikke forvente at reaktionerne er de samme, som hvis alle havde været 20 år ældre.
De ting som er gået galt for mig og min mor er især at min mor ikke længere snakker om min far med mig. Og at jeg ikke føler mig som en del af hendes liv mere. Og der er ikke langt fra at have mistet en forælder til at føle at man også mister den anden. Og så er det for mig at se en naturlig reaktion at man higer efter at holde fast i sin levende forælder og det man havde sammen inden en anden kom ind i billedet.
Så mit råd er helt klart at sørge for at vise og fortælle din datter at du er stadig er der og at det gamle liv med hendes mor ikke er glemt. At I stadig kan have noget sammen bare jer 2. Og vigtigst giv din datter tid, men vis at du stadig ønsker et bedre situationen og lig ikke det hele over på din datter. Dulkis ved ikke hvad han snakker om når han skriver:" Lad hende holde sig væk og acceptere så det. Det må række. Så kan hun komme igen, når hun er færdig med at lege 4 år, det skulle helst være meget snart i en alder af 20." Resultat kan meget vel blive at i ingen kontakt får. Og her taler jeg af erfaring. Ligegyldig hvor gammel man bliver vil du altid være forælderen og din datter datteren. Og det er hende som bliver påtvunget en situation, som hun må acceptere. Og det er enormt svært at komme tilbage hvis man ikke føler sig mødt.
Ang. Unge og sorg kan det klart anbefales. Har selv snakket med en psykolog derinde. Det er et gratis tilbud til unge mellem 17 og 28 tror jeg det er, som har mistet en forælder.

Det handler selvfølgelig ikke om hvad du skal og ikke skal, men i hendes hoved om at du KAN (finde en ny så hurtigt)
Det er altså en generel ting, at for kvinder er vi lidt længere tid om at finde en ny, og har lidt svært ved at mænd ofte langt hurtigere kaster sig ind i et nyt forhold.
Det er måske bare der den ligger.

og mange forældre mister kontakten med deres børn i den forbindelse, fordi forældrene prioriterer deres nye partner højere, end de prioriterer deres børn og børnebørn.
Hvis ikke kontakten forsvinder med din datter allerede nu, så vil den sandsynligvis gøre det, når hun får børn selv fordi bedsteforældre ikke begge er de rigtige bedsteforældre, og fordi kæresteriet, og en fremmed kvinde ikke gider papbørnebørn.
Jeg ved du har de bedste intentioner om at integrere din gamle familie med din nye kæreste, men tvangssocialisering er sjældent en succes hverken for datteren eller din nye kæreste.
De fleste voksne børn ville nok bare have set til og undladet at sige noget til dig om deres ubehag ved situationen; at skulle være fremmed gæst i sit gamle hjem. De ville så have trukket sig fra en ubehagelig situation ved at blive væk og komme med undskyldninger, hver gang de skulle udsættes for situationen - og desuden også føle sig fremmed over for den tilbageblevne forælder.
Der er rigtig mange familier, der ikke fungerer med sammenbragte børn og tvangssocialiserede kærester og papbørn.
Det er nok en rigtig god ide, om du kunne ses med datteren uden din nye kæreste, hvis du da husker at du har en datter, for det glemmer de fleste fædre midt i deres nye forelskelse..

Dit noget kolde svar chokerer mig Dulkis, du som altid er den retfærdige, varme, livskloge kvinde, der evner at være autoritær på en kærlig måde - du "holder altid hånden" over dem, der har det svært, om det så er elskerinden eller landsbytossen 😉
Det er derfor jeg elsker at læse dine indlæg 🙂 Du får mig altid til at tænke på Trine Bryld 🙂
Jeg er nødt til at tænke at du ikke har stået i samme situation som pigen, der savner sin mor ?
Isåfald, chokerer du mig endnu mere....
Jeg har stået der, og jeg forstår så udemærket datteren - men det er vel også det der er meninigen, når livet er svært, at man lærer at udvide sin forståelse, og næstekærlighed til sine medmennesker der har det svært.
Kan du have en dejlig lørdag - du nyder vel Randers ugen ?

Kh Ayla

sådan læser jeg dit indlæg.
I et land befolket af folk med 3-4 Xer bag sig og papbørn, delebørn, skilsmissebørn, børn af enlige og et offentligt system, der har overtaget omsorgsrollen, så er der ikke ret meget plads til familien.
Familiebegrebet er i mange undersøgelser et ikkeprioriteret begreb - hverken fra politisk hold eller fra vælgerne.
Din generation - tror du er over 60? - var den første til at gøre op med det begreb, hvilket betød, at ansvaret for ens børn eller ens gamle ikke rigtig var eget ansvar, men samfundets opgave, når det blev for besværligt for jer at have med at gøre.
Denne tendens er så blevet dyrket i takt med at bolle-til-højre-og-venstre-kulturen bredte sig, og resulterede i ufatteligt mange skilsmisser - og opbrudte familiemønstre.
Hele den kultur med at skifte partnere og familier ud ligeså ofte som man skifter sokker er en måde at prioritere på. Dit svar ligner mest af alt generationen over 60's måde at hævde, at deres ret til at vælge og vrage betyder mere end andres ret til at have et stabilt familiemønster eller deres ret til også at vælge om de gider at lege komme-til-fremmede hver gang "familien" skal samles.
I dette forhold er der den forskel at det nye familiemønsker kommer efter et dødsfald, men det tvungne, forlorne, og det fremmedgørende i forholdet er ikke anderledes end når ens forældre igen-igen finder en midlertidig partner man skal tvangselske, hvis man da ønsker at bibeholde familierelationen med den biologiske forælder.
Det er sjældent et ligeværdigt forhold, for det er forældrene der sætter dagsordenen og spillereglerne (en mere eller mindre mærkværdig en af slagsen), og virkelig mange voksne børn gider ikke spille efter nogle spilleregler, som de selv finder for uacceptable eller hvor det bare ikke er muligt at finde det mindste smule af fællesskab med en nysammensats kærestepars "kultur" (eller mangel på samme).
Sorgen over at miste kan komme ligeså meget fra at man pludselig ikke kender sine forældre mere og føler sig dybt fremmed over for dem, som hvis de er døde.
Hvis hun skal finde en psykolog vil jeg foreslå, at hun finder en på sin egen alder, der kan se situationen fra hendes synsvinkel, og hjælpe hende med at komme videre - og til at tage stilling til selv hvad hun har tænkt sig at stille op med den nye forlorne hare hun har fået serveret.

Helt ærligt! Den tid, hvor forældrene valgte børnenes ægtefælle, er ovre, og jeg gad sgu godt se den 20-årige pige, der vil finde sig i, at farmand til hendes nye kæreste sagde: "Det kan du godt glemme! Hun er min lille pige, og du er slet ikke god nok! Jeg kunne meget bedre lide den forrige, for ham havde jeg et godt forhold til!" Og hvis farmand så tilmed sagde, at hvis du skal være sammen med ham, så vil jeg ikke være sammen med dig. Yeah right!!! Det skulle nok gøre lykke i familien!? NOT!
Det er jo i princippet den opførsel og det valg, du mener, at datteren er i sin gode ret til at gøre overfor og for sin far.
Og: Det er det aldeles ikke. Faderen er i sin fulde ret til selv at vælge en ny partner, og når der er gået et år, synes jeg, at det er helt i sin orden. Der er jo netop ikke tale om, at den nye kvinde vil lege pap-mor overfor hende.
Savnet af moderen er datteren selvfølgelig i sin gode ret til at have, men hun kan ikke forvente, at faderen skal leve i cølibat resten af livet, og hun kan bestemt heller ikke forvente at skulle have vetoret overfor en ny kæreste!
mvh hønemor1001

til at vælge alle de partnere han vil, men han kan ikke vælge hvilke konsekvenser hans valg har for resten af familien, og for deres valg eller fravalg af en familie man ikke kan acceptere eller være en naturlig del af.
De fleste familier kører videre i årevis af pligt og i håb om bedre forhold, men ej af lyst. Jeg tror datteren slipper for rigtig mange ærgelser hvis hun allerede nu vælger at cutte forbindelsen.
For dette nye parfold mellem faderen ogden nye kæreste vil sandsynligvis aldrig nogensinde komme tilnærmelsesvis tæt på hendes forestillinger om et familieliv, hvor hendes børn oplever bedsteforældre som en naturlig del af familielivet, og hvor hun også føler sig som en naturlig del af et fællesskab frem for et appendix, der er fremmed gæst på tålt ophold.

Som datter der selv har været i den situation, syntes jeg det må være på sin plads at give et imput.
I dag er jeg 25 og det er snart mange år siden at min mor døde, og det jeg ønsker mig allermest i verden er at min far finder en kvinde at dele resten af sit liv med nu hvor både jeg og min bror er blevet voksne.
helt ærlig... Hold ud ! det kan tage lang tid for din datter at komme til det punkt hvor jeg er i dag, men hun skal nok nå dertil. jeg er nole gange ked af at min far ikke har holdt sammen med en af de kærester han havde da vi var små, selvom det var lidt underligt at der var en anden kvinde, så vænnede jeg mig til det. Og kunne jo se at min far var gladere.
Din datter er jo snart på vej ud af hjemme for at leve sit eget liv, så hvis drengene syntes godt om din nye kæreste, så vil jeg mene at det kan betale sig at vente og se om din datter ikke om noget tid vænner sig til det og kan se positivt på at du har været heldig at finde en ny.

Kan børn lige så godt indse at når den ene forælder er død så skal de cutte forbindelsen, hvis ikke den efterlevende vil leve i cølibat eller hvis den efterlevende ikke kan stable et familieliv på benene, der er tilfredsstillende i forhold til deres forventninger?
Hvordan kan du mene den datter er bedre stillet uden ærgelser, hvis ingen ærgelser betyder ingen kontakt med familien? Hun har to brødre foruden faderen nu. Er hun bedre stillet uden? Jeg har overordentligt svært ved at følge din tankegang.

... at din mor har fået en ny kæreste. Fejlen er, hvis hun aldrig taler om din far mere. Det er så til gengæld også en stor fejl, for han har været en meget stor del af jeres liv, og man kan ikke bare lade som om, han aldrig har eksisteret. Jeg håber ikke, hun er typen, der også har fjernet alle billederne af din far, for så har jeg virkelig ondt af dig.
Og ja, jeg har selv stået i situationen, og jeg var ikke specielt vild med den første dame, min far mødte efter min mors død, men jeg har altid haft holdningen, at hvis han kunne holde hende ud, så kunne jeg også. Det viste sig så, at det kunne han ikke, men han fandt en anden, og hun var en dejlig kvinde. Desuden har jeg altid tænkt på den omvendte situation - nemlig hvad ville jeg sige til, hvis min far ville have blandet sig i, hvem jeg skulle have som mand/kæreste? Det gav sig selv, for det ville jeg ikke finde mig i, og så havde jeg heller ikke retten til at blande mig i, hvem han skulle være kæreste med.
"Lige for lige, når venskab skal holdes", siger et gammelt ordsprog, og det gælder også, når det er i familien.
mvh hønemor1001
PS: Dulkis er en dame, hvis man skal tro hendes profiloplysninger.

Datteren kan selvfølgelig vælge, at hun ikke vil have noget med sin far og sine brødre at gøre, men hvordan i alverden du kan finde på at sige, at hun er bedst tjent med at cutte forbindelsen, kan jeg overhovedet ikke forstå. Så vil hun jo stå i en meget større sorg. Så har hun pludselig mistet begge forældre og sine brødre, og det lyder som om, hun har brug for at have både faderen og brødrene i sit liv som støtte i sorgen.
mvh hønemor1001

mvh hønemor1001

- nyder og nyder😕 Jeg er lige så småt ved at komme mig over åbningen..😃
- Men tak for de pæne ord.
- Jeg har al mulig forståelse for, at den datter har det svært, men jeg har ingen forståelse for, at man får det bedre, hvis alle andre er lige så elendige som én selv. Hun har ikke ønsket at gøre noget for selv at komme videre, trods flere tilbud, og nu vil hun så have ret til at holde sin far som gidsel. Det er sådan jeg opfatter hende. Hvis det hjalp hende, var det en anden sag, men tror du det?
- Nej Ayla, jeg har ikke oplevet en identisk situation men en fars nye kone er det dog blevet til, dog ikke på grund af min mors tidlige død. Den sag var skruet anderledes sammen. Jeg aldrig har kunnet fordrage hende, men det har aldrig betydet, at jeg på nogen måde har nægtet at komme i min fars hjem eller nægtet at invitere hende. Jeg har aldrig været andet en høflig og jeg har aldrig rakket hende ned i min fars påhør eller lign. Først da min far døde og hendes optræden gav hende øgenavnet "den glade enke" i familien cuttede jeg hende. Det kostede lidt af min arv at slippe for hende, men det var hver en krone værd.
- Lige så lidt som jeg har blandet mig i hvad og hvem jeg har af svigerbørn, lige så lidt - eller endnu mindre - har jeg ment, det var min opgave at gå i rette med mine forældre over deres valg af partner tid og sted. Man kan ikke altid være verdens navle, men jeg var stadig min fars pige. Det var jeg til hans død.

Hvis man allerede fra starten ikke kan forliges med den nye partner som ens forældre vælger, så er chancerne for at det skal fungere senere nok dårligt til stede.
Jeg har set ufatteligt mange familier, hvor sammenbragte børn har levet parallelt med den familie de nu var tvangsplaceret i uden selv at have ret meget indflydelse på spillereglerne eller normer og uden faktisk at føle sig som en del af et fællesskab. Mange af dem har fået en livslang vaccination mod ægteskab og familie, og vælger i stedet at leve som singler.
Voksne børn til skilte forældre forventes også at acceptere den nye kvinde/stedmor/papfar/forlorne hare, uanset hvad.
Det der holder kæresteparet sammen (sex, eller fælles interesser, eller at de drikker sig halvfulde og har fundet sig et fællesskab i det -- eller noget helt andet) er ikke det klister en rigtig familie er gjort af, og det er jo ikke sikkert, at de voksne børn føler et fællesskab eller venskab med det menneske, eller kan se det i rollen som bedsteforælder.
Voksne børn har også ret til at vælge - eller vælge fra, hvis man ikke kan forliges med det nye forhold, der ikke fungerer til alles tilfredshed.
De fleste havde været bedre tjent helt uden, end med de mange skuffede forventninger og et dybt forlorent familieforhold.
Meget anderledes forholder det sig ikke, hvis den ene forælder går bort.

Min mor døde også da jeg var mindre, og jeg er SÅ glad for at min far har fundet en ny kæreste, for ellers ville han bo helt alene nu.
Må indrømme at jeg har hadet hende. Meget, og flere gange tænkt "du er ikke min mor". Og nej hun er ikke min mor, men hun er en veninde. Jeg kan huske at det første jeg kunne lide ved hende, var at hun ikke kunne lide selleri og bagte boller til os.
Så jeg støtter op om det "Anonym" skrev, giv hende tid, det skal nok blive godt, hvis du er glad for din nye kæreste, bliver hun det også. Men snak med hende om det!
Sørg for at I snakker om jeres sorg, så hun ikke tror hun er alene med den, og støt gerne op om hende hvis hun skal have professionelt hjælp, enten i en sorggruppe eller alene hos en psykolog.
Held og lykke.
Med venlig hilsen
Maria

- at du har mistet din far. Jeg har også mistet min, og jeg har også mistet min mor. Hun døde tre år senere. Jeg savner dem - hver på sin måde og jeg taler med dem i perioder, lidt afhængigt af det emne, der nu optager mig i tilværelsen.
- Min var skilte, min far gift igen og hans nye kone en byld i r... Jeg forsøgte alligevel meget ihærdigt, at overtale min mor til at være i stue med hende, hvilket aldrig lykkedes, og derfor fik hun aldrig sagt farvel til min far på dødslejet. Ikke fordi hun ikke gerne ville, men fordi hans nye kone ikke ville forlade stuen.
- Jeg higede da i allerhøjeste grad efter at have min far for mig selv efter skilsmissen. Det ville jeg da have ønsket, selvom jeg have være vild med hans nye kone. Vi talte slet og ret anderledes sammmen, når vi var alene, end når hun var der, men derfor kunne jeg da ikke få mig selv til at stille mig an og gøre krav på ham. Jeg tog de muligheder der var. Heldigvis var hun meget udadvendt og aktiv og det gav af og til anledning til, hun var væk i et par dage eller tre. De dage inviterede jeg altid min far, så vi kunne spise sammen og få "ordnet verdenssituationen".
- Han har altid brugt at gå en lang tur søndag. Da jeg var barn, var jeg altid med ham og vi besøgte hans søstre på skift. Da jeg blev voksen, var det mig og min bror han besøgte på skift. Så jeg har altid haft alene-tid med ham og det ændre sig da aldrig. Man skal måske bare få øje på lejligheden, så den falder naturligt og ikke er ren chikane af nye partnere af den forældres liv.
- Vær lidt rummelig - det kommer hundredefold igen. Og vis også andre en smule af den forståelse man synes man har så fandens ret til og krav på.
- Når jeg skriver hun kan holde sig væk, til hun bliver træt af at lege 4-årig, så er det fordi jeg aldrig i min vildeste fantasi kunne finde på, at lade mig tyrannisere eller blive stillet over for at skulle vælge mellem mennesker jeg har vidt forskellige relationer til - jeg kunne aldrig drømme om at bede andre foretage den slags valg.

- ja der hvor jeg kommer fra er dannelse at man behandler mennesker man ikke kan lide høfligt. Det kommer man rigtig langt med. Den der "jeg kan ikke lide", kan egentlig ikke bruges til noget som helst, man har man ikke lært andet, så må man jo nok vælge at være temmelig amputeret i tilværelsen.
- Har forældre også ret til at undsige børn, hvis de svigerbørn de præsentere ikke er tilfredsstillende? For så er der måske en forklaring på at ingen familier holder sammen mere. 😃😃

du skal gå i sort i de næste 10 år efter din kæres død og end ikke skæve til andre kvinders side............
Efter de 10 år kan du så vælge at klæde dig som du har lyst, og du kan så småt begynde at kigge efter andre kvinder, men kun kigge....
Aj.....spøg til side 🙂
Jeg tror at der er meget vigtigt at du får snakket med din store datter omkring hendes mors død, hvad det har gjort ved hende, hvilke behov hun måtte have, og fortælle hennde åbent hvad det gjorde ved dig og hvilke behov du nu har.
Hun blander tingene sammen, ikke at jeg ikke forstår at det må være hårdt for hende, men det er dit liv ikke hendes.

Din datter sørger stadig og vil blive ved med det resten af livet, og det er forståeligt nok.
Måske det vil være godt, hvis du kan få hende til at forstå, at man (=dig) godt kan savne og sørge, samtidig med at man forelsker sig og får følelser for en anden.
Din kone er død, men du skal leve. Tillykke med din nye kæreste, det er vel nok dejligt for dig. Håber også, din datter vil kunne glæde sig over din nye lykke midt i al sorgen. Det fortjener du.

Hej.
Som overskriften siger, så er jeg i nøjagtig samme situation som din datter.. Min mor døde da jeg var lige knap 18(jeg er 20 nu), jeg har to brødre som dengang var 14 og 20. Der gik ikke ret langtid inden, at min far havde fundet en ny kæreste, og jeg kunne da godt se, at han igen livede op og han var glad igen, men jeg kunne ikke holde tanken ud, at han havde fundet en ny, så kort tid efter. Det værste har helt klart været, at de foretager sig SÅ mange ting sammen, som min mor og far aldrig gjorde og jeg tænkte "hvorfor ville han ikke gøre det med mor? Elsker han hende her mere end mor?" Hun flyttede ind, inden der var gået et år og hendes ting kom ind i 'MIT' hus og nogle af min mors ting blev flyttet osv. jeg kunne ikke holde det ud og må også nok indrømme at jeg ikke altid har været lige sød overfor hende..
Mit eneste råd til dig som far, er at tage det hele stille og roligt, jeg tror bare din datter skal have tid til at acceptere det hele og for guds skyld, så snak hele tiden med dine børn om hele situationen, fortæl dem, at hun på ingen måde kan erstatte deres mor og du altid vil elske hende, uanset om hun lever eller ej.
Idag ca. to år efter min mor hun er død og et års tid siden min fars kæreste flyttede ind hos os, så har jeg lært at acceptere situationen, jeg har fået et godt nok forhold til min fars kæreste, hun bliver selvfølgelig aldrig som min mor, det er der jo ingen der gør🙂.
Jeg ved ikke om du kan bruge min besked her til noget, men håber da I finder ud af det det hele, det er ingen nem situation at stå i .
Hilsen Kathrine :)

Nej - Selvfølgelig skal du ikke det! Man har kun ét liv (med al sansynlighed) og det skal leves mens man kan. Du har absolut ikke gjort noget galt, og det tror jeg inderst inde heller ikke at din datter synes...Men med al respekt, det kan jo være at du er gået for hurtigt frem. Jeg ved jo ikke noget om hvordan dig og din nye kvinde lever sammen, men mit gæt er, at denne nye kvinde måske fylder lidt for meget "allerede" i familiens liv? Laver i stadig, som familie, ting alene sammen, hvor der er plads til at snakke og sørge over din afdøde kone? For det kan jo i virkeligheden være det din datter savner...?

Da min far døde var jeg et sted dybt inde i mig selv, ikke ked af min mors nye mand, men ked over tanken med at min far var helt alene og hans kone allerede havde en ny, jeg følte hun sked på det særlige bånd de havde haft sammen, og at hun var dum fordi ingen kunne erstatte min far, de var jo bedste venner, ægtefolk de eneste rigtige for hinanden (følte jeg dengang). Jeg tænkte meget på hvor ulykkelig jeg selv ville have været hvis min egen mand efter min død havde fundet en ny efter et år og den tanke gjorde umenneskelig ondt.
Jeg troede på den eneste ene og følte min fars plads var ved min mors side. Og havde åndsvage tanker om at hvis man kommer i himlen, ville de så stadig være - livs partnere, bedste venner, kærester?? elske hinanden over alt - eller ville den nye mand have taget den plads. - det er barnlige tanker, men de blev ved med at være der i lang tid.
Nu efter selv at have bearbejdet sorgen kan jeg da sagtens se at man ikke kan være alene resten af sit liv, og at alle fortjener at være lykkelige i vores tid her på jorden ;)
Sig til din datter at hendes mor stadig er hendes mor og intet kan ændre det faktum, og at hun gav dig den største gave i at have givet dig så skønne børn, og altid vil have en plads i dit hjerte, men at det dog ikke betyder at du ikke kan tillade dig at være lykkelig igen og dele din kærlighed med en anden kvinde =)
Håber Sabine kan acceptere hvor svær en periode det er for din datter, og at de LANGSOMT kan lære at blive glade for hinanden!
Men giv hende tid, og snak med hende om dine egne følelser.
Held og lykke.
Kærligst Kitt [l]

Om jeg forstår dig.
Jeg ville have meget svært ved at acceptere en af mine forældre havde fundet en anden partner. Men jeg ville aldrig droppe min familie af den grund. Jeg ville forsøge at få det bedste ud af det og, måske, med tiden komme til at holde af det "nye" menneske i familien.
Mine egne sønner sagde: Bare du er lykkelig , mor. Så jeg kan jo kun være glad.
Min nuværende mand er så absolut blevet farfar til mine børnebørn. De elsker ham og regner ham for at være farfar. Den biologiske er jo død, så der er ingen anden.

citat
For dette nye parfold mellem faderen ogden nye kæreste vil sandsynligvis aldrig nogensinde komme tilnærmelsesvis tæt på hendes forestillinger om et familieliv, hvor hendes børn oplever bedsteforældre som en naturlig del af familielivet, og hvor hun også føler sig som en naturlig del af et fællesskab frem for et appendix, der er fremmed gæst på tålt ophold
citat slut
Du må mangle en familie, du elsker, siden du kan udtrykke dig på den måde.
Egentlig gør det mig ondt for dig.

Jeg kendte et par, hvor manden døde. De havde en søn sammen. Hun fandt en anden mand og de var gift i nogle år. Så blev hun desværre syg og døde også.
Hendes mand ville beholdt sønnen og han voksede op hos ham. De blev far og søn. Alting behøver ikke at ende, som du mener.

Der er ikke noget nyt i, at dine drenge tager pænt imod din nye veninde, og at din datter "skaber sig". Det er mit eget køn, men sådan er piger desværre! - Læg hende lidt på is, og lev for Gud skyld dit liv!! - Nyd at du er kommet videre efter at have mistet din kone. Jeg er selv kvinden der er kommet ind i en familie hvor min kærestes kone efter 30 år døde. - Jeg er heldig og er blevet taget god imod af hans familie, en datter, en søn med påhæng plus 4 dejlige børnebørn. Min datter kan ikke lide ham, så jeg forstår dig.
Jeg har efter at være ked af det et stykke tid besluttet, at det må være hendes ploblem, så derfor kan jeg tillade mig at sige: Blæs på din datter! - Hun skal nok blive god igen, det håber jeg at min egen bliver, men bliver hun det ikke er det bare ærgeligt, for INGEN skal bestemme hvem jeg skal leve sammen med. Min datter er 31 år, og har sit eget liv og hendes far lever og jeg har ikke forladt ham pga min nuværende kæreste.
Nej vi skal ikke lade os styre af vores forkælede voksne børn!
Hils din kæreste og nyd livet!
Mange venlige hilsner
Bonusbedste 😃

Der er ikke mange færdiguddannede psykologer på 20.
Men jeg tror du ville være god til en afhandling. Du har da en helt utrolig vrede at kæmpe med. Hvad i alverden er du vred over?

Hej Møller
Min datter gjorde opmærksom på dit indlæg, hun troede jeg havde lavet en let omskrivning af vores problem som det så ud for 2 mdr siden. Jeg mistede min kone for godt et havlt år siden efter et langt sygdomsforløb. Og som du har jeg fundet en fantastisk kvinde og føler mig på det område som verdens heldigste mand. MEN der var min datter på 21 ikke enig. Hun nægtede pure at tale med mig efter at jeg fortalte hende det.
Nu har det hele tiden været mit mål at børnene kom igennem deres mors alt for tidlige død. Og det på en sådan måde at de efterfølgende vil være i stand til at leve et liv i harmoni med både sig selv og de mennesker de måtte omgive sig med.
Jeg satte derfor forholdet til min vidunderlige kæreste på standby imens jeg fik redet trådene ud med mine børn. Det blev til mange timers samtale om deres og mine tanker. Samtaler hvor gensidig respekt var et nøgleord. Din datter har mistet sin mor og du har et medansvar for at hun ikke også mister sin far! I har alt for mange gode timer sammen foran jer til at lade det ske. Men det kræver at du møder hende helt åbent og helt uden de forsvarsværker vi normalt omgiver os med. Lad hende få luft for alle hendes følelser og tag den så langsomt derfra.
Min historie endte lykkeligt og jeg har idag et endnu tættere forhold til min datter end jeg havde før episoden, og samtidig har jeg verdens skønneste kæreste!
Det jeg har lært af historien er at sandheden kan gøre ondt men når forældre og børn sætter sig ned og ser hinanden i øjnene og virkelig vil hinanden. Så kan selv de dybeste kløfter overvindes.
Uanset børnenes alder er vi deres forældre og ønsker vi deres kærlighed og forståelse må vi møde dem i netop kærlighedens og forståelsens rum.

Hvordan du lever dit liv skal børn ikke bestemme.
Sørg for at hun ikke ødelægger det gode forhold mellem jer og tal med hende hvis du kan.
Hun er naiv og tænker kun på mor og dig sammen. Hun kan slet ikke kapere at det ikke er mor der er sammen med dig men det er hendes problem da hun er voksen.
Det ændrer ikke på fakta og at du har ret til et liv bagefter at hun ikke fatter helheden!
Al lykke til dig fremover.

Det er hårdt at miste nogen til kræft, specielt når det er nogen man holder utrolig meget af.
Jeg kan nikke genkendende til at man både føler sorg og lettelse når det "endelig er forbi" Man føler ofte afmagt når man står i situationen og frustrationer. Din kone, er desværre væk på tragisk vis, men jeg tror helt sikkert hun ville ønske du også kom videre.
Din kone, døde jo desværre af kræft, og gør situationen lidt anderledes, da i havde meget tid sammen til sidst, i fik sagt farvel, og man bliver mentalt gjort klar til at miste på en anden måde. Om man kommer sig over det, er jo forskelligt og måske i mine æjne også en svær en at definere. man er jo ikke gået fra hinanden, og har uforløste følelser eller mistet en pludseligt som feks ved uheld. Det er ingen skam at komme videre, det elsker du jo ikke din kone mindre af, og man bevarer jo stadig minderne om hende.
Jeg tror mere det her er din datter der ikke kan komme videre, og måske er bange for hendes mor skal gå i glemmebogen, det har jo været et stort tab for hende, jeg ved selv hvilket forhold jeg har til min mor, og hvad det ville gøre ved mig hvis jeg mistede hende. Ta evt en god snak med din datter om det hele, og forklar dine følelser, samtidig må din datter også forstå tabet men også at livet går videre. Børnene er jo så store at man kan sige du inden længe bliver "alene" da det ikke varer mange år før alle børnene er flyttet, og skal du så leve alene uden at have nogle psykiske, sociale eller fysiske behov dækket.
Du elsker jo ikke din afdøde kone mindre, fordi du finder en ny at dele livet med, du kan jo ikke gøre det om, eller ændre hvad der er sket, kun forholde dig til fremtiden, og huske fortiden.
Kondulerer og held og lykke i fremtiden[l]😉