Min kæreste har en depression

Min kæreste er nedtrykt og jeg kan slet ikke nå ind til ham. Han vil ikke selv erkende det og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Det er hårdt at se ham sådan, specielt når man føler sig magtesløs overfor det. Han mistede sin mor til kræft for 7 år siden, da han var 19 år, og har aldrig fået det bearbejdet. Han har gået arbejdsløs i et år, men mener ikke selv at det kan have noget med hans tristhed at gøre.
Han skal starte på skole i slutningen af januar, og jeg håber virkelig at det er det der skal til for at han kommer ud af sin depression. Er der nogen der har oplevet noget lignende, eller bare har nogle råd, eller en opløftende bemærkning?
Det er hårdt at se den man elsker befinde sig i et sort hul.
Den fortvivlede.

www.depnet.dk
Soldebatten er fyldt med "Narh*veder", som vil påstå at han bare skal tages sig sammen mm. Gå ind på depnet.dk - der er hjælp at hente, DET ER DER IKKE HER!!!!

Hej "Den fortvivlede"
Jeg synes det lyder fabelagtigt at han skal starte i skole. Det at gå arbejdsløs kan være nok i sig selv til at blive depressiv.
Hvis han får succes med det, så vil hans humør nok også stige gevaldigt.
Jeg skal ikke kunne afgøre hvorvidt hans mors død påvirker ham psykisk, men du kan ikke gøre så meget andet end at tale med ham og det og almindelige ting. Hvis han ikke føler nogen sorg over moderens død, så er der vel heller ikke grund til at du føler sorg på hans vegne.
mvh
Scherz

Hej.
Jeg kan kun føle med dig. Jeg kan desværre ikke hjølpe...
Har lige været det samme igennem... Og er det på sin vis stadig, men min kæreste valgte at lukke mig ude helt og aldeles og slog op..
Jeg håber inderligt, at du/I finder en løsning.
Mange tanker herfa..

Mange tak for jeres gode råd og tanker. Havde frygtet pessimistiske, useriøse kvindehadere som desværre florerer herinde på sol af og til. Det er rart at vide at der trods alt er nogle herinde med det formål at støtte andre...

Vi har også været tæt på at gå fra hinanden - de sidste to måneder har været et helvede. Har hele tiden sagt til mig selv at det ville hjælpe når han startede i skole - så jeg holder ud endnu. Vi har haft et godt forhold de sidste to år, og har nærmest været uadskillelige. Så det er hårdt at blive "lukket ude" som du selv beskriver.

...at det er meget forskelligt, hvordan mennesker "bearbejder" oplevelser, kriser o.lign.
Jeg er selv typen, der snakker og tænker og tænker og snakker, hvorimod min mand skal foretage sig noget med kroppen. Så når vi får både gravet have, vasket vinduer, og en hel masse andre ting, så ved jeg, at han er i gang med at bearbejde noget. Det tog os lidt tid i starten af vores ægteskab, inden vi fandt ud af at give hinanden plads til de forskelligheder.
Selvfølgelig snakker vi også med hinanden, men fordelingen af snak er måske 75/25 i mit favør, og det lever vi begge fint med.

Han snakker meget om at når vi ikke taler om problemerne, så er han glad og får mere lyst til det hele. Han har en stor vennekreds - men han bruger dem ikke til at snakke med om det her, det ved jeg. Han får bare tankerne væk fra det når han er sammen med dem. Det kan godt være at jeg bare skal lade det ligge, og se hvordan det går når han kommer igang med sit studie.

Man skal ikke ignorere symptomer på depression. Søg professionel hjælp, startende hos Jeres læge!
Man kan være trist af mange årsager og langt de fleste kan nemt afhjælpes...!
Held og lykke!