Jeg er 23 og min far har netop fået konstateret lungekræft, han har været syg længe, så jeg havde det på fornemmelsen, og han nægter behandling. Jeg har altid vidst at jeg kun havde min far på lånt tid, jeg vidste at hans livsstil en dag vil tage livet af ham, men det gør ikke min sorg mindre. Jeg troede jeg ville kunne takle det, men nu hvor tidshorisonten er så kort, er det pludselig kommet tæt på- jeg elsker ham jo og er slet ikke parat til at miste ham, jeg prøver at få det bedste ud af tiden vi har, men jeg ved slet ikke hvordan jeg skal rumme det og undgå at tage "sorgen på forskud" - jeg mener han er syg, han skal dø, men han er ikke død endnu og nu fyldes den sidste tid af frygt, en frygt jeg ikke kan slippe.Hvordan får jeg det bedste ud af den sidste tid vi har? Jeg lever allerede med et savn og en sorg, en sorg jeg aldrig troede jeg skulle lære at leve med. Til maj er det syv år siden jeg mistede min bror, frygten sidder så dybt i mig, jeg er bange så snart min kæreste går ud af døren og mit hjerte falder først ned når han er tilbage og jeg ringer til ham flere gange i løbet af dagen. eg er rædselslagen når han kommer bare 5 minutter for sent, heldigvis har jeg en dejlig forstående kæreste der skriver hvis han er forsinket, når han er kommet godt frem osv. Jeg kan mærke frygten også sidder i min mor, vi snakker sammen flere gange dagligt og jeg ringer ofte til mine nærmeste bare lige for at høre om de er ok, jeg får tit en fornemmelse af noget er galt - det er næsten ikke til at holde ud. Og her sidder jeg tilbage og tænker de mærkeligste tanker som:"Hvem skal føre min søster/mig ned ad kirkegulvet og give os bort den dag vi skal giftes?"
tilføjet af en_sand_engel
Hej
Ja, jeg mistede min far da jeg var på din alder og til samme sygdom. Han havde røget i mange år. Han blev 55 år og var syg i 120 dage. Især jeg, som den yngste i familien, var bevidst om at det nok ville gå ret hurtigt, da jeg via mit arbejde så en del til kræftpatienter og kunne se på skanningssvarene at det så meget skidt ud. Du har dog modsat hvad jeg havde en kæreste, du kan snakke med - så brug dit netværk og Kræftens Bekæmpelse har også nogle gode muligheder for at du kan få den fornødne hjælp.
Jeg kom alt for sent i gang med at få noget professionel hjælp, men at du allerede nu sender et nødråb ud viser at du er opmærksom, bekymrer dig for dine kære (naturligt), og dermed håber jeg du og din familie får al den støtte i har brug for i denne situation.
Tanker herfra.
tilføjet af jpdk
også jeg
mistede min mor til samme sygdom, men som en sand engel, havde jeg også erfaring fra mit arbejde, hun blev 57 og det er alt for tidlig at miste en forældredel, men vi havde altid haft det sådan at vi snakkede om døden hjemme ved os, lige fra jeg var en lille pige, så da det sidste svar kom og døden var uungåelig, snakkede min mor, min søster og jeg rigtig meget med hinanden, som vi jo altid havde gjordt, fra mit arbejde ved jeg at mange af de døende hellere end gerne vil snakke med deres nærmeste om det at de skal dø, men ingen tør og det gør dem utrolig kede af det og også meget usikre, det kan godt være det lyder lidt sært, men sådan er det, jeg kender jo selvfølgelig ikke dit forhold til din far, men kan du snakke med ham om døden, så gør det, det hjælper ham, men det kan også hjælpe dig til ikke at være så bange for at miste andre af dine kære, vi må jo erkende at når vi er født så skal vi altså også dø og jo før vi erkender det, jo lettere bliver det, ihvertfald for nogen, jeg tror det ville være godt for dig og din famillie hvis i kunne få jer en god snak, det er meget,meget vigtigt for jer alle, døden er ikke noget behageligt og jeg kan fornemme at du måske nok er den der har det værst inderst inde og at grunden til at du ringer og spørger din famillie om de er ok er nok lige så meget fordi du har brug for at snakke, så gør det kære pigebarn, for du har brug for det, du kan enda be om en samtale med en læge, så du helt nøjagtig ved hvad der sker med din far, sig tingene ligeud hvordan du føler det, for det er et tab og et tab der tager lang tid at komme over, jeg savner stadig min mor og det selvom det er 24 år siden nu, og du har ikke mærkelige tanker, men lige netop med det spørgsmål du skrev, vores far døde nogle år i forvejen, så da tiden kom til at vi skulle giftes, bad vi ganske enkelt vores mor om at føre os op af kirkegulvet og tro mig, hun blev arrig, det kunne vi ikke gøre mod hende og det var forfærdeligt, alle ville jo kigge på hende og hvad ved jeg for ting hun fik fyret af inden hun med en kolonorm stolthed førte os op af gulvet og det var ikke kun hende der var stolt, det var vi også. jeg ønsker for dig at du får snakket med dine kære og i får løsnet lidt op på det og hvis ikke, skriver du bare herinde igen.