Operation - etisk rigtigt eller ..???

Er det etisk rigtigt kommunenerne kan forlange en hvilken som helst behandling af en person for at sætte denne tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt igen.
I den nuværende lovgivning kan kommunerne nægte at udbetale sygedagpenge til personer der ikke følger de behandlingstilbud der gives en person.
Jeg selv kom til skade på arbejdet har været gennem fysioterapeut, reumatolog og nu ortopæd kirurg.
Jeg er nu indstillet til operation og tænker...
Er det etisk rigtigt kommunerne kan fratage en person sin selvbestemmelsesret over sin egen krop og blive tvangsindlagt til opreation hvis kommunen forlanger det.
Er der nogen sundt fornuft i en "halv invalid skal opereres og gøres forholdsvis arbejdsdygtig - så hurtig som muligt" medens almindeligt sunde går hjemme.
Reumatolog og ortopæd kirurg er ikke enige om behandlingen og en opreation er ikke en sikker løsning men kun en mulighed da andet ikke virkede.
Hvor går grænsen for hvornår vi mister retten til selv at bestemme over hvilke indgreb der kan foretages på vores kroppe, bør der være en grænse eller skal vi kunne beholde vores selvbestemmelsesret til sige nej til indgreb på vores kroppe...???
Vil det så også være ok kommunerne forlanger medicinering af mennesker der også kan være indgreb...???
Jeg kan sagtens forstå vi skal arbejde, det har jeg gjordt hele livet, er nu 53 år og har ikke problemer med at arbejde ( bortset fra arbejdsskaden ).
Hvem skal bestemme om lægerne må foretage indgreb, kirurisk eller medicinsk, på min egen krop...????

Hvis lægerne ikke kan blive enige, og der ikke kan give nogen garantier (hvis man ser bort fra at alle operationer har en vi mulighed for komplikationer), så synes jeg det virker grotesk hvis kommunen kan gå ind og bestemme, at der skal foretages en operation.
Her er der jo også tale om, at fagfolk ikke ved hvad der er bedst, og kun kan komme med forslag, og så skal folk uden medicinsk indsigt, sådan set bare blande sig udenom efter min mening.
Lad os sige at man har brækket et ben, og det er vokset forkert sammen, så man er endt i en kørestol. Man ved at en operation kan rette op på problemet, så man kan komme til at gå igen, men vedkommende nægter, men vil fortsat have dagpenge/efterløn/invalidepension.
Her mener jeg godt at man fra kommunens side, skal kunne gå ind og tvinge folk til operationen, hvis man fortsat ønsker at få hjælp fra det offentlige.
Såfremt lægerne er enige om, at sandsynligheden for et mere eller mindre normalt liv, langt overvejer de risici der måtte være...
Men i sidste ende, mener jeg det er noget der skal afgøres af fagfolk, og ikke en kommune. Kommunen bør have den mulighed, at denne kan indhente oplysninger om hvad der er af muligheder for forbedringer... Men der skal indhentes oplysninger fra alle sider, og ikke kun dem der gavner kommunens sag...

Det er etisk korrekt, hvis da ellers lægerne kan garantere at en operation kan gavne, men i Dit tilfælde burde jobcentret holde kaje indtil en større flok læger er helt enige.

Jeg skal måske lige indskyde jeg pt ikke har problemet med kommunen. Så langt er vi ikke nået endnu. Jeg tænker bare forud. Hvad hvis jeg rent psykisk får det dårligt med et indgreb på min krop, at andre skal ind og skære i den, og endnu værre fjerne noget af mine knogler.
Rent etisk kan det jo klares med omskoling, og lade andre raske mennesker klare mit nuværende job.
Jeg er mere ude efter det etiske, hvornår er det ok at fratage en person sin selvbestemmelsesret over sin egen krop.
Kan det være rigtigt en offentlig instans kan fratage en person sin egen selvbestemmelsesret over sin egen krop og gøre indgreb på den.
Personligt mener jeg det må være personen selv der bestemmer om der må gøres indgreb, kirurisk eller medicinsk.
Blot mener jeg så også personen ikke kan sige nej til omskoling hvad der så automatisk kommer efter.
Her er det ikke et brækket ben men en skadet skulder der kun er 50 % chance for bliver god igen.
Men det jeg kigger efter er om det er ok den offentlige instans ejer alle så meget at de kan gøre indgreb på folks kroppe.
Skal kommunen bestemme om lægerne må skære i dig...???? Eller vil du beholde din selvbestemmelsesret til at undlade at blive skåret i, altså nej tak til opreation.

Kommunerne har jo den opgave at få folk tilbage på arbejdsmarkedet, om det så bliver flexjob i Dit tilfælde.
Så nej, folk skal ikke bestemme selv hvis der er en brugbar løsning.
Det jeg skrev rammer mig selv idet jeg er stærkt bevægelseshæmmer og hvor lægerne efter over et år ikke er kommet med nogen løsning selv om scanninger viser skavankerne.
Jeg ville sgu blive glad hvis der kom en endelig løsning, og faktisk har jeg også været fredet af jobcentret i den periode.

Pt bliver det ikke et flexjob, det er så en anden historie.
Men lad os se bort fra min konkrete situation.
Det er det etiske. Du ville blive glad hvis der kom en løsning i dit tilfælde, altså ville du også indvilge i en operation. Så er den ret nem.
Jeg tænker på dem der ikke vil. ( jeg har selv sagt ja ) - men hvad hvis jeg ikke ville lade andre skære i mig.
Det etiske ligger jo i at det ikke er for at DU skal få det bedre kommunen kan vælge at sige du skal, men fordi det er et økonomisk spørgsmål for dem.
Underordnet dit helbred eller din sindstilstand kan de vælge for dig pga kommunens økonomi.
Hvor blev folks helbred af her...??? det er jo ren og skær økonomi der er tale om. Så kan kommunen elelrs skalte og valte med dig som det passer dem. Mangler dre bare ikke et eller andet her...??
Der er mange ting jeg godt kan forstå folk ikke kan sige nej til, men her er der tale om indgreb i det menneskelige legeme, hvis vi ikke selv ejer det, hvad ejer vi så ..???
For nogle er det helt naturligt at blive opereret eller medicineret, for andre ikke.
For dem der finder det naturligt er det da ok de vælger det, men hvad med dem der ikke kan med det, skal de underlægges andres meninger....??
Jeg ved ikke om du kan følge mig, jeg taler ikke kun for mig selv, men for alle og deres ret til at sige fra når det komme så tæt på.
Skal økonomi betsemme om - og hvor meget - lægerne må skære i dig...????
Personlit mener jeg det er forkert, selv om jeg selv har valgt operation. Folk skal have lov og sige nej når det er et direkte indgreb, stadig både på det kiruriske og det medicinske.
Der må være grænser for hvad man kan tvinge folk til.

...
Der må være grænser for hvad man kan tvinge folk til.

Er du sikker på, det er etikken, du spørger til ?
Jeg kan ikke se andet end, at du har et valg hele vejen igennem.
Du kan vælge, hvad du vil stå model til, du kan vælge at tage imod de tilbud, du får, du kan vælge at sige nej tak.
Som med alt andet her i livet har dine valg konsekvenser.
Hvis du vil have økonomisk hjælp - var det dagpenge - og der er betingelser knyttet til udbetalingen af dem, så kan du vælge at sige ja tak eller nej tak.
Hvis du synes, din sagsbehandler behandler dig dårligt, må du vel klage over ham/hende. Hvis du synes, din kommune behandler dig skidt, må du vel klage over den, evt. mænge dig med én eller flere af byrødderne, evt. lave lobbyvirksomhed på én eller flere politikere.
Du kan til nød snakke etik, når du snakker lovgivning og betænkninger, men du kan vel ikke snakke etik, når du snakker håndhævelsen af lovene.
For mig at se har du nogle krav, som du synes, du har ret til at få opfyldt, uden at det skal have økonomiske konsekvenser for dig.

Du har ikke læst hvad jge skrev.
Jeg har personligt selv sagt ja til operation.
Og har ikke nogen problemer med min sagsbehandler, har et rigtig godt forhold til vedkommende, og jeg skrev vi skulle se bort fra min konkrete situation, den vr et eksempel.
Du skriver om lovgivning, den skal vi følge.
Betyder det at vi bare skal lovgive os ret til alt...???
Alt bliver etisk rigtigt forfdi det er lovgivet...???
Er det lovgivningen der berstemmer hvad der er etisk rigtigt, eller er lovgivningen bare en måde at styre folk på...???
Skal folks personlige rettigheder lovgives...???
Hvor ligger etikken, den mener jeg da helt sikkert ikke jeg "bare til nød" kan bruge, det er den jge efterlyser, allerede i emne...???
GLEM alt om min sag, den ER på plads, jeg taler folks stemme i almindelighed....!
Er det ok at lovgive til alt, så kunne jeg jo også foreslå lovgivning om tvangsaborter på flere der blot får børn fordi de ikke gider gå på arbejde.
Eller tvangssteralisation så folk ikke bare får børn på må og få.
Børn er en rettighed, men ejendomsretten over din egen krop er kun ejendomsret med forbehold, alt efter hvem der lovgiver.
Personligt mener jeg ikke lovgivng sætter den etiske grænse, netop derfor det hedder etisk, fordi det er udenfor lovgivning.
OG - belær mig ikke om min egen situation fordi jeg tager en tråd op, min egen situation kan jeg sagtens selv klare.
Jeg debat uden personlige angreb - TAK

Som jeg ser det, ligger problemet til stadighed i, at man forventer at blive forsørget af staten, samtidig med at man kan sige, at man ikke vil gå med til behandling, selvom risikoen skulle være minimal...
Mit eksempel med et brækket ben var teoretisk...
Som udgangspunkt mener jeg ikke man har ret til at sige hvad folk skal og ikke skal gøre med deres liv.
Men hvis man kræver en ydelse, og ikke er villig til at gøre noget for denne ydelse, så mener jeg derimod godt man kan tillade sig at stille krav, for det er samfundet som helhed det går ud over.
Selvom jeg synes alle skal hjælpe, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvorfor folk skal hjælpes - også selvom de har været aktive på arbejdsmarkedet og betalt skat - hvis de nægter at gøre noget ved problemet, selvom der kan gøres noget ved det...
Her tænker jeg på ingen måde på din sag, for der kan man ikke komme med noget konkret om hvad der virker eller ikke virker.
Men det er ikke i orden at sætte sig tilbage, proklamere at man ikke kan noget, og så ellers bare hive penge ind, uden at forsøge.

Du er meget tæt på det jeg leder efter.
For det er rigtigt man kan ikke bare sætte sig ned og sige man ingen ting kan og så forlange staten skal forsørge én. Den går bare ikke.
Men skal staten kunne gå ind med direkte fysiske indgreb, eller må de også "nøje" med det næstbedste, og omskole vedkommende. Rent økonomisk, kan en omskoling være væsentligt billigere end en opreation, hvis vi kun taler økonomi.
Personligt mener jeg folk burde have valget, lægehjælp eller omskoling.
Så er det etiske, det økonomiske på plads, forhåbentlig til alles tilfredshed.
Dem der vil lade sig operere - ok, dem der ønsker omskoling - ok.
Jeg ved godt jeg stillede spørgsmålet op, men der er også dem der ikke tør sige noget, måske har de det slet ikke godt med operation, og der er aldrig nogen garanti for opreation lykkedes.
Men det etiske, set med mine øjne ligger i det overgreb der rent fysisk bliver gjordt på den enkelte person, specielt da der er alternativer som omskoling.

Det kommer an på hvad der kan betale sig.
Hvis omskoling kan betale sig, så ser jeg intet problem i den løsning...
Men så bør man give et ultimatum (for det er jo hvad det bliver), behandling eller omskoling, ellers er det slut med pengene.
Såfremt en af de to muligheder er realistiske naturligvis. Ellers må der kigges nærmere på invalidepension...

Faktisk har man et valg.
Det gælder egen ansøgning om førtidspension hvos sagsbehandlingen vil bygge på de lægeudtagelser og behandlinger der allerede er forekommende.
Herunder må man ikke selv indhente flere oplysninger end de der allerede forefindes eller skifte praktiserende læge ,så i sidste ende er det skøn om der bevilges.
Samme må kunne bruges ved omskoling, men det ved Din sagsbehandler, nogle af dem er flinke nok, men desværre kan deres afgørelser blive underkendt.
Du har også ret til en arbejdsprøvning, nogle steder trækker man det ud for at spare penge.
Når vi er inde på etik HAR Mette Frederiksen fornyligt forbudt kommunerne at påtvinge folk nervemedicin blot ved anbefaling af praktiserende læge, den afgørelse skal tages af specialerne indenfor faget.
Det udspringer sig nok af at flere kommuner på et alt for løst grundlag har truet folk med konsekvenser hvis de ikke tog lykkepiller.

Sådan er det i nutidens Danmark. Hvis du vælger at modtage ydelser fra stat og kommune, så bliver der stillet visse krav. Det er ikke krav du er tvunget til at acceptere, men krav du KAN vælge at acceptere hvis du altså samtidig ønsker økonomisk støtte.
Det er vel rimeligt nok. Samfundet kan jo ikke bare dele velfærd ud uden at kræve simple krav opfyldt. Mener du det overskrider dine etiske grænser, så fravælger du bare støtten og gør det du vil. 😖
Jeg kan også godt huske de gode gamle dage,,,dengang man kunne få livslang underhold uden betingelser, blot man havde ondt i skulderen! Efterhånden har så mange ondt i skulderen at det ikke er nok til at modtage underhold uden visse krav. 😃
Jeg kan også huske dengang man var glad for at have en gammel knallert der kunne transportere en til jobbet....idag skal man jo helst have en fed øse til at holde i kø med... [!] Jo finere dyt man holder i kø med, jo højere status [:X] Nuvel, min egen dyt hører vist til de bedre, jeg har nu også selv valt den og selv betalt den.
Den der betaler,,,,,bestemmer 😉