Mistet min kæreste. Suk

Hej.
Først må jeg hellere fortælle om mig selv. Jeg er en fyr på 23, spinkel, men alm. udseende og jyde. Som person er jeg ret genert og usikker (desværre), men har jo så (forhåbentlig) vel nok nogle andre positive sider, der gerne skulle opveje det.
Det er nu ved at være et par måneder siden, at jeg mistede min kæreste. Vi kom kun sammen i godt halvanden måned, men det var helt fantastisk for mig. Hun var også forelsket. Det ved jeg. Lad være med at spørge, men jeg har flere argumenter for, at hun virkelig har været forelsket i mig.
Der var en afstand på mellem 150 og 200 km. mellem os, så vi så ikke hinanden hver dag. Når jeg var ved hende var det godt en uge af gangen og så hjemme igen en uge, men det har ikke været fordi, at jeg var væk en uge af gangen, at hun slog op. Hun savnede mig selvfølgelig og har også ringet grædende til mig, fordi jeg var så langt væk, men omvendt var det jo kun indtil vi havde været sammen længe nok til, at vi var sikre på at flytte til samme by.
Kort før jul skulle jeg tilbage til min by og hun havde travlt både med familie og arbejde før og under julen, hvor vi ikke så hinanden. Hun slog også op i den periode, da hun mente, at hun ikke var så vild med mig (længere) som jeg var med hende. Det viste sig nu, at hun havde gået og overvejet, om det var det rigtige eller ej i 3 uger, inden hun slog op (3 uger udover de godt 1½ måned, som vi kom sammen).
Et stort spørgsmål er, hvordan hun kunne afgøre det, når vi i de 3 uger ikke havde set hinanden, selvom jeg gerne ville have besøgt hende i perioden?
Der er nu gået et par måneder og jeg tænker stadig på hende HVER dag og – ikke hver aften, men – ofte ligger jeg også og fælder tårer, når jeg har lagt mig under dynen.
Hun er selvfølgelig ikke min første kæreste overhovedet, men jeg er ret uerfaren. Alligevel er jeg erfaren nok til at vide, at det var anderledes FOR MIG med hende end med de tidligere kærester, som jeg har haft. Jeg forsøger stadig at få hende tilbage, men samtidig føler jeg også, at jeg irriterer hende ved at blive ved med at forsøge. Jeg synes bare aldrig, at hun giver mig chancen og derfor bliver det noget lort, når jeg forsøger.
Hun siger til mig, at hun desværre aldrig tror, at det bliver os igen. Men hun HAR jo været forelsket i mig, så jeg tror på, at det kan ske igen. Jeg indrømmer, at jeg fejlede, da jeg var sammen med hende, da jeg på ingen måde tog initiativ, men lod hende bestemme, gav ingen modspil, forsøgte at gøre alt så godt for hende som muligt osv. Alt sammen for at hun skulle være glad og have det godt. Jeg tror bare, at det kedede hende. Men først nu har jeg indset, at det var en bjørnetjeneste, som ejg gjorde mig selv.
Nu ønsker jeg bare at få en chance til. Det er bare svært at overbevise hende, når man er et halvt hundrede km. fra hende til daglig.
Hmm… fortsættelse følger, når jeg ved, hvad jeg skal skrive igen. Men vil hellere end gerne høre kommentarer

Men når man er fra hinanden (som du beskriver, at det var dér hun tog beslutningen), finder man ud af, om man har følelser for hinanden eller ej.
Jeg betvivler ikke dine ord om, at hun har været forelsket.
Jeg har selv et langdistance forhold (til en fra et andet kontinent), så jeg kender til det. Det er meget hårdt, men har man følelserne og ikke mindst viljen, så kan det lade sig gøre. Når vi har set´es og er "alene" igen, det er dér man ved hvor meget man elsker og savner den anden.
Jeg synes faktisk at alle par (som bor sammen) skulle prøve det (at være væk fra hinanden i nogle dage). For så påskønner man det endnu mere -at være sammen.
Så tiden må vise om i finder sammen igen. Jeg må desværre sige, at jeg ikke tror det er nu, du skal ikke presse hende, for så bakker hun endnu mere. Giv hende plads. Ja, det er hårdt. Men føleser kan vi ikke bestemmer over, hvis vi kunne ville meget være meget lettere.
Håber du kunne bruge dette til noget.

Det er rigtigt hårdt.
Jeg har nogle ideer om, hvorfor det ikke gik.
Fx at det endte med, at hun kedede sig, fordi jeg var "kedelig" og aldrig tog initiativ eller ansvar ved hende eller gav modspil.
Alt det vil jeg gerne modbevise for hende igen ved at være som før vi kom sammen. Problemet var jo, at jeg så mig blindt på at gøre alt så godt for hende (sådan som jeg har tolket det - men jeg ved stadig ikke helt, om det også er det, som hun har følt. Hun ved det heller ikke selv, siger hun).
Men hvis hun bare ville give mig en chance tænker jeg. Jeg har ikke presset hende i en måneds tid nu, men er begyndt på det - både bevidst og ubevidst, men når man kun tænker på hende, så er det svært andet.
Jeg blev lidt inspireret af en anden person med et indlæg om "romantisk middag" og har overvejet at invitere hende på det samme. Men... så skal hun jo op til mig - 175 km. væk. Det er vel et forsøg værd.

Når jeg sidder her og læser dit indlæg... Jeg kan genkende ALT!!! For et par uger siden slog mig og min kæreste også op...🙁Vi havde været sammen i godt og vel 5 mdr... Han er den første jeg nogen sinde har været sammen med da jeg har utrolig svært ved at binde mig😖Derfor gjorde det netop så forbandet ondt..! Vi havde næsten ikke vekslet ord med hinanden i 3 uger, før jeg spurgte ham om han stadig havde lyst til at være sammen... Han var i tvivl, og en måned efter slog han op... Jeg havde også været for "medgørlig"😕Han havde savnet modstand... åbenbart! Der er ikke andet at sige til det at det er meget trist! Jeg brød ud som en vulkan i gråd, og længe efter kunne jeg også fælde nogle tåre :'(
MEN...!! Du lyder til at være en sød og flink fyr... Og jeg er meget overbevist om at hvis du går at håber på at det bliver jer to igen i for lang tid, at det bliver for smerte fuldt... Tænk i stedet på dig selv, tillad dig at være lidt egoistisk og brug al den tid du behøver på at samle dig! Du har fundet en pige og du kan sikkert finde en ny - Selvom det er svært at glemme den gamle! Men som et gammelt ordsprog siger: "Tiden læger alle sår" Fokuser på dig selv for en gangs skyld!
Held & Lykke fremover!
Mange tanker fra Tulle-Pigen :)

Hey
Ked af at høre om din historie, men jeg har faktisk også selv lige gjort det samme. Jeg er på samme alder som dig, men lidt anderledes af person. Jeg har altid været meget åben og haft ret så mange kærester igennem tiden.
De fleste piger, som jeg har været sammen med har jeg dog aldrig rigtig været forelsket i (fysisk tiltrækning). Så jeg har ofte været lidt kold eller ligeglad med dem - jeg vil ikke dømmes som en dårlig person, da der også findes mange piger som ikke er ude efter et seriøst forhold.
Men så mødte jeg en pige for ½ års tid siden, som virkelig syntes var den rigtige for mig, har kun været forelsket to gange før i mit liv (ex-kærester). Vi bor også langt fra hinanden (1000 km.)
Men jeg gjorde præcis den samme fejl som dig. Jeg var alt for glad for hende og viste det konstant. Så jeg tror også hun blev træt af mig, da jeg altid ville gøre alt for at se hende - ingen gider have en påtrængende kæreste...
Hun slog op med mig efter 2-3 mdr. Siden da har konstant prøvet at mødes med hende og nu tror jeg hun er ved at være godt træt af mig - stor fejl.
Nu ved jeg jo ikke hvordan din ex tænker, men hvis jeg var dig ville jeg passe på med at invitere hende på middag.
Min plan er i hvert fald at lade hende være i fred indtil hun selv får lyst til at kontakte mig igen. Jeg ved hun også var vildt forelsket i mig. Hun jokede med planer om at vi skulle flytte sammen og om hvordan vi skulle giftes en dag. Men jeg tror bare jeg blev for meget for hende.
Din situation er måske lidt anderledes, så jeg ved ikke om du kan bruge mit ævl til noget. Anyways, jeg håber du finder en løsning - held og lykke..

Hej.
og tak for dit bidrag. Jeg kan bruge alt, så tak.
Hun (min) jokede også med børn og flytte sammen, så på den måde var det ret ens. Hun sagde sågar, at jeg ikke skulle være bange for, at hun gik, fordi hun ikke kunne få bedre omsorg andre steder.
Jeg prøvede også at give hende både plads og tid, men vi skriver sammen på fx MSN eller SMS, og hvis jeg ikke har kontaktet hende et par dage, så skriver hun jo selvfølgelig til mig.
Jeg er ked af, at jeg både har mistet min eneste ene, men også min bedste ven. Har altid ønsket mig, at min kæreste skulle være min bedste ven også, og det var hun rent faktisk. Det er ekstra hårdt for mig.
At gå fra, at vi har skrevet sammen minimum en gang hver dag i et halvt år før vi bliev kærester og indtil hun slog op og så til i dag, hvor vi kun næsten skriver sammen dagligt og på et overfladisk plan, det er ekstra hårdt.
Jeg fik som sagt inspiration i tråden om den romantiske middag og synes stadig det er et forsøg værd, selvom jeg allerede har presset hende meget. Men bliver det ikke til noget, så må jeg nok give op.

Det er mit råd.....ihvertflad ikke lige nu. Lad der gå lidt tid. Lad også være med at sende sms´er til hende hver dag eller hver gang hun skriver. Selvfølgelig kan du skrive, bare ikke så tit.
På den måde virker det på hende som om du er nået lidt videre og så bliver hun måske interesseret igen.....eller vil undre sig over hvad du har gang i.
Hvis du skal gøre dig interessent, skal du ikke byde hende på middag.....endnu. For så viser du at du stadig er interesseret (og så er du jo ikke spændende, hvis du ved hvad jeg mener). Giv det tid. Efter lidt tid kan du jo så invitere med den grund, at det ville være hyggeligt at se hende. Men jeg synes ikke du skal gøre det nu.....også selvom det kribler i dig.....også det med at sms´e.

Hej.
Efter at have læst dit og andres svar / råd, ville jeg ønske, at jeg kunne følge det, men det er desværre for sent.
Jeg sendte hende et brev med posten her til aften.
Nogle vil måske mene, at fremgangsmåden med brev er mærkelig, men min begrundelse er, at det er mere personligt og noget mere særligt, end en email eller SMS o.l. Og jeg vil ikke ringe til hende, da hun måske vil føle sig presset og trængt op i en krog, hvis jeg spørger hende i telefonen, hvor hun ikke har tid til at reflektere over det, inden hun skal sige et eller andet.

Samtidig er jeg også bange for, at jeg ved at "lade hende være" giver hende den tro, at jeg er ligeglad med hende og ikke længere ønsker hende. (Det er vel også formålet, så hun igen føler, at hun skal kæmpe for mig, hvis hun vil have mig)
Men det gør mig bange for, at hun - uden jeg kæmper for hende - finder en anden, inden ejg får set mig om. (Men sker det, så var det jo nok aldrig meningen, at det skulle blive os igen, hvis man skal se fornuftigt på det).
Og hvorfor kan jeg ikke lade hende være? Det er ikke kun pga. jeg vil have hende, men jeg tænker på hende og på, hvad hun laver og hvordan hun har det. Det er svært at gå uden at vide, om hun stadig har det godt (men hvorfor skulle hun ikke have det). Ved ikke, om i kan følge tankegangen.

Det er nemlig svært at give slip. Men det er en lærerig proces. Også selvom du ikke kan mærke det iøjeblikket.
Men ting vi går igennem her i livet på godt og ondt er med til at forme os som de enkelt individer vi er.
Øv, det var måske ikke lige det du håbede som svar. Men ja, jeg tror på at skal det være jer, så bliver det det også. Måske bare ikke lige nu.
Min mand havde også svært ved at binde sig (også selv om han elskede mig) da vi først startede med at være kærester.
Men flere år senere mødtes vi igen, vi blev atter kærester med stor "kiggen" på det der gik galt første gang. Nu er vi som sagt gift. Så man skal aldrig sige aldrig, men man skal selvfølgelig også være realistisk.
Men i enhver henseende, man må aldrig opgive at håbe og drømme.....

at jeg skal lade være med at svare hende hver gang hun skriver til mig, men kun l´nogle gange?
Hvis du mener det,¨kan hendes reaktion ikke også blive negativ?

Altså blive negativ. Men jeg ville synes det var svært at "lade som ingenting" når det er dig der blev "valgt fra". Det er jo nemt nok for hende - hun synes meget godt om dig, men åbenbart som en ven. Jeg har mistet nogle venner på den bekostning (at jeg ikke ville være kærester). Var ret ked af at de ikke ville se mig (vi var aldrig kærester men gode venner). Men kan jo godt forstå det, hvis de havde følelser i klemme. Så den der vælger fra, må kunne forstå at den anden (dig i dette tilfælde) er i en svær situation. Du vil jo blive ved med at håbe når der er kontakt.
Jeg mener heller ikke du skal ignorere hende hvis hun spørger dig om noget, men svar ikke lige med det samme. Skriver hun noget der ikke behøver svar, ville jeg også vente lidt tid med at skrive igen. Det var bare det jeg mente. Men du må finde ud af om du vil blive ved med at se hende.....som en ven. For du må tage udgangspunkt i det hun siger, også selvom det er hårdt.
Håber ikke det lyder for hårdt. Det er ikke sådan ment.

Hej!
Din stakkel!
Først vil jeg lige sige, min kæreste og jeg bor også så langt fra hinanden, og det er bestemt IKKE fedt. Vi kan kun ses i weekenderne og ferierne. Vi har dog holdt ud i over 2 år. Det jeg ville frem til var bare, at vi har MANGE gange overvejet at gå fra hinanden pga. længden, men alligevel sagt til os selv, at elsker man hinanden, overlever man det også... Men skal jeg være helt ærlig, så tror at længden og tiden man skulle bruge på at komme frem og tilbage, har været en af hendes grunde til at forlade dig. Jeg tror dog på at hun måske har mistet lidt af følelserne, da i som sagt ikke så hinanden i 3 uger!? Og måske hun havde glemt hvor dejligt i havde det sammen, nu hvor i ikke havde været kæreste i så lang tid!?
Held og lykke med det hele.
M.v.h. Mille!

...at man skal ud og tænke på noget andet og møde andre mennesker, når man er i sådan en situation, som jeg er i, men...
Hvis jeg tænker på andre mennesker (eller andre piger - uanset hvor flotte, lækre, søde eller sjove de er), så ender det faktisk altid med 2 ting.
1) Jeg bliver ked af det (alligevel). Jeg har det dårligt med det og det føles forkert. Kan ikke få mine følelser til at deltage i at tænke de tanker
2) Jeg ender i sidste ende med, at den pige, som jeg ligger og tænker på, bliver skiftet ud med min ekskæreste. Noget i mig vil kun tænke på hende, selvom jeg virkelig anstrenger mig for at tænke på andre. Hjernen slår selv over på hende i mine tanker.
Og det er ikke fordi, at jeg ikke har forsøgt eller gjort mig anstrengelser for at komme videre ved at tænke på andre ting eller andre piger, men når ovenstående bliver resultatet, så kan jeg godt se, hvilken vej pilen peger. Jeg kan i hvert fald føle det.

Kærlighed er noget man GIVER uden at forvente noget igen! Hun har haft brug for dig og din kærlighed i den tid, men DU har også behov for kærlighed. Istedet for at tro at een person kan give dig alt hvad du behøver, kan du få dine forskellige ønsker opfyldt af forskellige personer. IKKE SEX, i min verden har man kun sex med een person, men omsorg, nærhed, evne til at tale dybt om alt osv. Prøv at skrive alle de ting ned ved hende i små bidder, der er værdifulde for dig.
Hej igen
gisiger@ofir.dk

Det eneste positive er at du lære UFATTELIGT meget! Alt andet er skidt.
Jeg døjer selv med samme problem, og gav hende slet heller ikke modstand! (det skal man åbenbart :S)
Tjek: http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=28&posting=167243
Ja det er skidt, og se bare min stuation der! :(
Det er næsten umuligt for mig selv alene at tage den beslutning!