Moses udnævnes til befrier.
Hen imod slutningen af Moses’ 40 år lange ophold i Midjan vogtede han en dag Jetros småkvæg i nærheden af Horebs Bjerg da han blev meget forundret over at se en tornebusk brænde uden at blive fortæret af ilden. Da han nærmede sig for at undersøge det usædvanlige fænomen, talte Jehovas engel til ham ud fra ilden og åbenbarede at Guds tid nu var inde til at udfri Israel fra trældommen, og bemyndigede Moses til at træde frem i Jehovas navn, det navn han ville huskes ved. (2Mo 3:1-15) Gud udnævnte således Moses til sin profet og talsmand, og Moses kunne nu med rette kaldes en salvet, eller ’Messias’, som i Hebræerne 11:26. Gennem sin engel gav Jehova Moses akkreditiver som han kunne fremlægge for israelitternes ældste, i form af tre mirakler der skulle tjene som tegn. Det er første gang Bibelen taler om at et menneske fik magt til at udføre mirakler. — 2Mo 4:1-9.
Moses holdt sig imidlertid tilbage med den begrundelse at han ikke kunne tale flydende. Her var en helt anden Moses, meget forskellig fra den Moses der på eget initiativ havde tilbudt sig som Israels befrier 40 år tidligere. Han kom med flere indsigelser og bad til sidst Jehova om at blive fritaget for opgaven. Skønt dette fik Guds vrede til at blusse op, forkastede han ikke Moses, men gav ham hans broder, Aron, som talerør. I sin egenskab af Guds repræsentant blev Moses således „Gud“ for Aron, der skulle tale på hans vegne. Ved det efterfølgende møde med Israels ældste og ved audienserne hos Farao ser det ud til at Gud gav anvisningerne og påbudene til Moses, som derefter overbragte dem til Aron, sådan at det var Aron der talte til Farao (en efterfølger af den farao som Moses var flygtet fra 40 år tidligere). (2Mo 2:23; 4:10-17) Jehova omtalte senere Aron som Moses’ „profet“, det vil sige at ligesom Moses var Guds profet og var ledet af ham, skulle Aron følge Moses’ ledelse. Moses fik også at vide at han ville blive gjort til „Gud for Farao“, altså at han ville få magt og myndighed fra Gud over Farao så han ikke havde nogen grund til at frygte Ægyptens konge. — 2Mo 7:1, 2.
Skønt Gud irettesatte Moses, tog han ikke opgaven fra ham fordi han vægrede sig ved at påtage sig det kæmpemæssige arbejde der fulgte med at være Israels befrier. Moses undskyldte sig ikke med sin alder skønt han var 80 år gammel. Fyrre år senere havde han i en alder af 120 år stadig sin livskraft og sin gode forstand i behold. (5Mo 34:7) I løbet af de 40 år i Midjan havde Moses haft god tid til at tænke; han havde indset at han havde begået en fejl ved at prøve at befri hebræerne på eget initiativ. Han erkendte nu sin egen utilstrækkelighed. Efter i så lang tid at have været fri for alle officielle pligter var det uden tvivl et stort chok for ham pludselig at få tilbudt denne opgave.
Moses holdt sig imidlertid tilbage med den begrundelse at han ikke kunne tale flydende. Her var en helt anden Moses, meget forskellig fra den Moses der på eget initiativ havde tilbudt sig som Israels befrier 40 år tidligere. Han kom med flere indsigelser og bad til sidst Jehova om at blive fritaget for opgaven. Skønt dette fik Guds vrede til at blusse op, forkastede han ikke Moses, men gav ham hans broder, Aron, som talerør. I sin egenskab af Guds repræsentant blev Moses således „Gud“ for Aron, der skulle tale på hans vegne. Ved det efterfølgende møde med Israels ældste og ved audienserne hos Farao ser det ud til at Gud gav anvisningerne og påbudene til Moses, som derefter overbragte dem til Aron, sådan at det var Aron der talte til Farao (en efterfølger af den farao som Moses var flygtet fra 40 år tidligere). (2Mo 2:23; 4:10-17) Jehova omtalte senere Aron som Moses’ „profet“, det vil sige at ligesom Moses var Guds profet og var ledet af ham, skulle Aron følge Moses’ ledelse. Moses fik også at vide at han ville blive gjort til „Gud for Farao“, altså at han ville få magt og myndighed fra Gud over Farao så han ikke havde nogen grund til at frygte Ægyptens konge. — 2Mo 7:1, 2.
Skønt Gud irettesatte Moses, tog han ikke opgaven fra ham fordi han vægrede sig ved at påtage sig det kæmpemæssige arbejde der fulgte med at være Israels befrier. Moses undskyldte sig ikke med sin alder skønt han var 80 år gammel. Fyrre år senere havde han i en alder af 120 år stadig sin livskraft og sin gode forstand i behold. (5Mo 34:7) I løbet af de 40 år i Midjan havde Moses haft god tid til at tænke; han havde indset at han havde begået en fejl ved at prøve at befri hebræerne på eget initiativ. Han erkendte nu sin egen utilstrækkelighed. Efter i så lang tid at have været fri for alle officielle pligter var det uden tvivl et stort chok for ham pludselig at få tilbudt denne opgave.