Nyt liv uden plads til børn?

Der er en ting, jeg undres over: Jeg har en tidligere kammerat, som fandt en pitbull af en kæreste. Hun tåler ikke hans venner og han har ændret sig så meget, at der ikke rigtig er nogen, der gider ham mere.
Det er så bare en skam. Det må han selv om.
Men han har to helt igennem fantastiske unger. En dreng på 10 og en pige på 6. Jeg har sldrig selv været særlig vild med børn, men de her to er så dejlige, at man ikke kan andet end at elske dem. Ungerne bor hos deres mor, og de bor ca. 30 min. kørsel fra hinanden.
Siden han fik den falske kæreste har han ikke længere overskud/tid/lyst til at have børnene. Moren forsøger indimellem at få ham til at forstå, hvor ulykkelige børnene er, når far aldrig har tid. I virkeligheden handler det ikke om tid, for han tilrettelægger selv sit arbejde og er sin egen boss, og kan have ungerne med over alt - og de elsker det.
Han har altid været glad og pavestolt af de børn. Men det virker nu som om de er mere end klods om benet. Når han endelig har dem, overlader han dem hellere til andre.
Nu snakker han, om at få børn med den nye drage. Og min frygt er, at han helt dropper de to han har.
Mit spørgsmål er - er der nogen af jer derude, som selv har opgivet alt - fordi i fandt en kæreste, der ikke var kompatibel med virkeligheden? Venner, familie, alt? Hvad er det, der sker, når man får et nyt liv og ikke har plads til sine børn i det? Eller ikke forlanger, at der skal være plads til dem?
Jeg er bare så målløs - og forsøger at finde en fornuftig grund til at hans opførsel. (det har stået på i ca 1 år nu - og bliver kun værre)

Hvorfor har vennerne ikke jagtet dragen ud af hans bolig, for det
magter han tilsyneladende ikke selv. I må aldrig forlade en
ven pga. sådan en bitch. Hun skal knækkes med psykologi, så
hun tilsidst forsvinder af sig selv.
Han er garanteret ufattelig ked af bitchen, og han er ved at miste
kontakten til hans biologiske børn. Men han er bare for psykisk svag
til at gøre noget.

Puha sådan en gøge kælling skal da have kamp til stregen..

Hvad med om i Venner holdt Stormøde og lagde en slagplan for hvordan i kan jage hende på porten.... For Børnenes skyld.
Citat fra henrik:
Hvorfor har vennerne ikke jagtet dragen ud af hans bolig, for det
magter han tilsyneladende ikke selv. I må aldrig forlade en
ven pga. sådan en bitch. Hun skal knækkes med psykologi, så
hun tilsidst forsvinder af sig selv.
Han er garanteret ufattelig ked af bitchen, og han er ved at miste
kontakten til hans biologiske børn. Men han er bare for psykisk svag
til at gøre noget. ..
Citat slut..
Henrik har ret..
Hjælp jeres ven med at åbne øjnene, er han selv svag så vær stærke for ham..
Hvis det lykkedes for jer i fælleskab, vil han takke jer en dag.. ISÆR børnene vil takke jer..
Og lur mig om Madammen kun er hos ham Pga prestige over at han er selvstændig.. GOLDIGGENDE GØGE KÆLLING det er hvad hun er og ja han er svag,, blind og døv, trænger til et gevaldig los i r....
KLØ på Venner.. Det er det man har SANDE venner til*SS*

mit sprog.. dete r ikke min natur at tale så grimt om folk jeg ikke kender især..
men din fortælling fik "kællingen" frem i mig.*SS*

Tusind tak for jeres svar. Jeres forslag var også min første tanke - og de fleste af hans venner HAR skam forsøgt at tale ham til fornuft. Støttet ham, når han klynkede over heksen - og hendes vanvittige krav og opførsel.
Der var ikke noget, jeg hellere ville end kalde en sæk for en sæk og få hende ud af vagten. Men I kender sikkert det, at når en nær ven eller veninde har bithcet over kæresten og man giver ham/hende ret, så vender hun det i mod en, når de bliver forsonede igen. Så det har været en svær balance, at støtte ham og forsøge at holde sine ord i ave. (Jeg har fortalt ham - præcis, hvad jeg synes) det er bl.a derfor vi ikke er venner længere....
Det er heller ikke fordi vennerne bare har svigtet. De har virkelig forsøgt, men han skider så meget på andre mennesker i heksens hellige navn, og det er begrænset hvor længe selv virkelig gode venner gider stå model til det.
Jeg forsøgte selv en overgang kun at se ham, når hun ikke var der - men hun var der alligevel på en eller anden væmmelig måde, han blev en helt anden person. Han havde før en masse holdninger og levede på sin helt egen måde. Nu er han blot et skygge af den personlighed, jeg fandt så fantastisk og inspirerende.
Og Kedelig Mand, du har ret. Det er helt og holdent hans eget valg - det er også derfor jeg ikke længere kan holde ud at se ham i øjnene. Og hver gang hans unger kommer på besøg hos mig, så bliver jeg sgu' så harm på deres vegne, for det er virkelig sådan nogle børn, der får en til at tænke: "bare mine egne unger bliver lige sådan - hold kæft, hvor ville jeg være glad og stolt".
Fred med ham og hans hæslige dame, de må leve lykkeligt til deres dages ende for all I care, så længe jeg ikke behøver være der. Men gid han for fanden ikke også ville svigte sine børn - som han har skidt på sine venner.

Derfor skal i smadre hendes liv med taktik og psykologi, så
hun tilsidst forlader ham for altid. Det er faktisk rimelig nemt,
hvis du forstår hendes sygelige tankegang.
Hun bruger beskidte triks, og det skal I også gøre. For det
hjælper aldrig at være flink overfor den type mennesker.
I har prøvet med dialog og det virkede ikke, så nu har I
kun det sidste kort på hånden.
Hun tror at hun har 100% kontrol over ham, men den overtroiske
selvsikkerhed skal i bare knække...
Når heksen har forladt ham, så skal han vist til behandling hos
en psykolog. Så han kan slippe mentalt af med hende for altid, og
håbe at han har taget ved lære. Han skulle nødig finde den samme
type igen. For jeg nægter at tro, at han gør ligesom kvinder der opsøger
voldelige mænd.

Hej Henrik
Jeg er ikke enig med dig. Han er en voksen mand, der kan træffe sine egne valg. Hvis en mand, lader sig besnære så meget af en kvinde, at han opgiver alt, hvad han før havde kært - så er det helt og holdent hans valg. Hun kan være nok så manipulerende - men det er stadig op til ham.
Jeg mener ikke, det er andres opgave at redde ham - og slet ikke fra noget, som han selv har valgt.
Jeg har selv haft en af de kærester, som man for sent indser ikke er god for en. Venner og families gode råd, opfordringer og appeller om at åbne øjnene og forlade ham, har den modsatte virkning. Og først når man selv fjerner brillerne, må man sande, at de havde ret. Man er nødt til at træffe sine egne valg, når man føler for det - og nødt til at gøre sig sine egne bitre erfaringer. Det nytter ikke noget, at andre altid ved bedst - det lærer man intet af.
Som tingene er nu, er jeg også bedøvende ligeglad med ham. Det er hans børn, jeg ynkes over. Og uanset, hvem han er sammen med, så håber jeg ved Gud, at han vågner så meget op, at han banker i bordet og kræver plads til børnene.
Min frygt er, at han bare får nogle "andre" børn med hende og glemmer dem han allerede har lavet....

jeg har også et eksempel på det - han vil heller bo alene og skeje ud med damer, end tage sig af sine børn.
Det går tit sådan med weekend-fædre, de holder ikke i længden. Trist.

Ja den hører man ofte, Men der er en bagside af medaljen.. Mange Enlige mødre mener de EJER deres børn og vil Bestemme hvordan og hvornår Faren er sammen med børnene, derfor opgiver den kære far desværre alt for ofte.. Ikke en stikpille til at du er den tybe mor *s*

... som opgiver fordi kampen med ex-en, op imod den nye kæreste, er/blir´ for svær !!
At det så er en tyng omgang et eller andet - det er noget helt andet !!!

I det her tilfælde er moderens største anke, at han ikke gider sine børn. Mig bekendt har hun kun blandet sig een gang, hvor han lod dem være alene hjemme, mens han kørte en tur med Kragen. Og det kan godt være hun burde blande sig uden om der, men jeg forstår nu godt hendes frustration, da hun fik det at vide...

Det er ikke nogen undskyldning, men måske er forståelsen lidt større efter min forklaring.
Min mand har 2 børn fra et tidligere ægteskab. Under dette ægteskab var der en gut som blev skilt fra sin kone,- denne havde han 2 børn med. Min mands ældste datter og guttens ældste datter gik til ridning sammen. Under en af disse ridetimer, taler min mand med gutten om det at være skilt. Manden fortæller at det eneste som plager ham gevaldigt i den skilsmisse er børnene. Han vil så gerne være sammen med dem og glæder sig også til de kommer, men ´når så de kommer ville han helst være fri for dem. De greb meget forstyrrende ind i hans liv og det var pludselig som at have gæster i 4 dage hver anden uge. Han havde sin hverdag uden dem og pludselig var de der og krævede ham. Min mand, som jo ikke selv var skilt på det tidspunkt, var meget chokeret over hans udtalelse og fandt det fuldstændigt utopisk at han nogensinde skulle have det på samme måde. Indtil han blev skilt.... Så måtte han sande at kammeratens ord var sande. At det var meget nemmere når de ikke var der og når der ikke skulle gøres klar til "gæsterne". At hans egen hverdag faktisk blev sat på stand by til børnene blev afleveret igen. Oveni havde han store problemer en fuldstændig hævngerrig ekshustru. Selvfølgelig ser han børnene, og det er da også blevet nemmere at indstille sit liv ind på "så er de her", men jeg må indrømme at det kom bag på mig at han havde de følelser. Især fordi jeg ved hvor højt han elsker sine børn.
Det kunne være en forklaring ??
Selvfølgelig findes der også fædre som kun er fædre mens de bor sammen med børnene, men der er altid 2 sider af samme sag og man skal derfor passe gevaldigt på med at dømme andres gerninger (specielt hvis de kommer fra alle andre end den omtalte person...)

Kære Anonym
Tak for dit svar. Det er en forståelig forklaring du kommer med - selvom det lyder usympatisk, så kan jeg godt forstå, hvad han mener. Men igen i dette tilfælde er det næppe det, der er problemet. For manden har førhen haft ungerne fast i nogle dage om ugen. Men det er stoppet fordi moderen og børnene flyttede længere væk og han ville have problemer med at få dem kørt i skole, hvis han skulle have dem på hverdage. Der er næppe tale om at børnene griber forstyrrende ind i hans hver dag, da han førhen havde dem med rundt over alt - uden der var problemer i det. Faktisk var jeg meget imponeret af, at ungerne aldrig vrælede op eller brokkede sig, når de skulle med ham rundt på arbejde. De nærmere elskede det - og sad bare og nød at være med. De deltog i arbejdet i det omfang det var muligt og lærte samtidig en masse. Der gik lang tid før de fik et "rigtigt" værelse hos ham - de sov bare i hans seng - og legede hvor han var. Problemet er først opstået, da han mødte hende...Det var der pladsen blev for trang, der var ikke tid nok, børnene blev en kæp om benet osv.
Jeg kan godt forstå, at man gerne vil have tid alene med en ny kæreste, men herregud moderen har da også fundet en ny mand - og det fik hun da fint tid til selvom børnene boede fast hos hende. For mig at se, er det et spørgsmål om vilje til at være sammen med sine egne børn. Og det kan godt være svært når den nye dame ikke ligefrem hopper op og ned af begejstring over at de er der. Men jeg mener, som moderen sagde til mig en dag:
"Jeg havde ville da aldrig have fortsat med at se XX (den nye mand) hvis ikke han accepterede og gad mine børn. Det er da dem, der kommer først. Hvad skulle jeg med en mand, der ikke gad dem? Han var jo ubrugelig."
Og jeg kan ikke lade være med at tænke, hvad nu hvis hun døde og faderen var nødt til at have dem permanent - ville han skille sig af med dem - eller måtte hesten bare æde det faktum at han altså var en mand med en fortid og nogle børn?

Det var ikke lige min mening at være anonym før (ved egentlig ikke hvad der skete...Hmmmpf)
Jeg kan godt se hvad du mener, og jeg kan også godt forstå din bekymring. Mente bare at jeg havde spottet, at det også var et problem før den nye kom ind i forholdet. Men ups, nej. Jeg tror også at jeg ville være bekymret hvis det var min veninde, hvor faderen pludselig ikke kunne afse tid til sine børn for at være sammen med den nye. Men mon ikke det kommer igen ?? Ikke at jeg godkender måden han gør det på, hvis det viser sig at han fortryder!! Mange glemmer desværre børnenes følelser når de får et nyt kærlighedsliv og glemmer at man ikke bare kan stille børn på pause i deres følelser. Jeg må komme til kort her... Jeg ved ikke hvordan jeg skal rådgive dig. Måske har jeg alligevel et råd.. Har du prøvet at foreslå din veninde en børnesagkyndig rådgivning ?? Der bliver eksmanden også indkaldt og de laver faktisk ikke andet end at vurdere på hvad der er godt eller ikke godt i forhold til børn.
Med hensyn til, hvis det forfærdelige skulle ske, venindens død, kan hun oprette et børnetestamente, hvori hun bekendtgør hvem der skal være "forældre" for børnene ved hendes død. Kan dette bruges lidt ??

Hej DIM
Jo tak...alt er velkomment - også de som ikke rammer lige plet...Mht. børnetestamentet, så lyder det egentlig mærkeligt, at en ellers udmærket far ikke automatisk får forældremyndighed ved moderens død. Men det vil jeg da sige til hende, for hun gør sig virkelig mange tanker for tiden.
Hvem står for den børnesagkyndige rådgivning, hvor henvender man sig for at få det? Det var måske heller ikke nogen dum idé.
Jeg tror han vil værge sig og nægte. Han er helt vildt stædig og HADER/NÆGTER at tage mod ordrer, skæld ud - men måske han kan lokkes til venlig rådgivning, men det kræver at han kan se, at der er et problem. Omvendt, hvis han kan se, at der er et problem, så ved han også godt hvor det ligger....og så møder han næppe op for at få at vide, at han skal tage sig sammen, hvis han også vil være noget for sine børn om 3 år....
Tak for dine råd - jeg vil bestemt nævne dem for hende.

Jeg mener bestemt at den børnesagkyndige rådgivning er via Statsamtet. Prøv at søge på Børnesagkyndig rådgivning, der kommer en masse op om emnet og de muligheder der foreligger.
Jeg er ikke så sikker på at man kan nægte hvis man har en aftale om rådgivning...
Pøj pøj...

Er du forelsket i børnenes Mor måske,,?
Hvad vil du så..???
EJ,,,hvor er du betænksom,,???
Er det ikke dejligt, at han begynde med nyt liv, med nyt kærlighed og med nyt Famili...???
KAN DU DET MAND...??