Magen til livsglæde og begejstring skal man lede længe efter. Du smitter med din glæde og det er bare så positivt ;o)
Uriah Heep er et fuldstændig fantastisk band, der har gennemlevet enormt mange faser i deres levetid. De var mit yndlingsband i mange år...mange anede ikke dengang i 70'erne, hvem de var, men idag er det sjovt at høre, at både unge og gamle tænder på deres musik!
Det er fed rock og gang i den derudaf...eftertænksomhed, filosofisk, dyb poesi, eksperimeterende, progressivt, jazzpræget, heavy metal samt rødderne for vore dages gothmetal.
Det er 3 af de oprindelige 5 medlemmer med. Musikken "fremstilles" temmelig traditionelt med trommer, bas, guitar, keyboard og sanger. De er bare sindssygt dygtige...det og deres sammenspillethed og fantastiske rutine, tilføjer mindst to instrumenter mere i bandet!
Jeg var til koncert med dem i KB-hallen i december 2005...altså for et lille halvt års tid siden, sammen med min søn og hans far!
Bandet passer i den grad til stemningen i dit indlæg. Humørfyldte, fuld af energi, fest og ballade. De sprudlede af livsglæde. De har simpelthen, for mig hamret, en knusende mjölnir ned gennem myten, om at heavy rock og metal er de unges domæne. Og det blev bare stadfæstet endnu mere ved, ham der kom bagefter....som var aftenens hovednavn nemlig DIO (Legendariske Ronnie James Dio, som nu er 64 år og aldrig i sin lange fantastiske karriere har sunget bedre end han gør nu.)
Uriah Heep opstod i 1969 ca. samtidig med Black Sabbath og Deep Purple. Det var ligesom det tredie spor af heavymetallet's optåen. Black Sabbath var det sorte, dystre, suicidale, indadvendte (ikke sataniske...det har pladeselskaberne misforstået fra day 1). Deep Purple var det absolut solide rock, der fængede bredt, og Uriah Heep var det mere eksperimentelle og progressive rock, med stærk hang til troldmænd, hekserier og myter. De var også politiske, Lyt til "lady in Black" STÆRK tekst (står til sidst i indlægget)!
Dengang var alle musikere, i modsætning til dag, hinandens kolleger...Så der var plads til alle tre bands...og da Led Zeppelin lidt senere indtog scenen ved siden af dem, med deres acidrock...så var der også plads til dem.
Pink Floyd havde været på banen nogle år før, men kun kendt ret smalt...de blev efterhånden også mere kendte, med deres progressive stil...og dem var der også plads til. Emerson, Lake & Palmer imponerede dengang med deres enorme udstyr, som ikke er ret meget idag...men alt var nyt dengang og der var plads til alle. Det var meget fedt!
Du nævner også The Doors...som også var med på datidens musikscene....Desværre ikke i ret lang tid, for Jim Morrison, som holdt det band sammen, hvad enten man vil det eller ej...døde 3. juli 1971. Bandets øvrige medlemmer magtede ikke at fortsætte selvom det var nogle legendariske musikere...Manzarek på keyboard...helt speciel hypnotisk...Hypnotisk er måske specielt kendetegnende for datidens musik...man tillod sig at fordybe sig i musikken som ikke skulle være liret af på tre minutter....
Tilbage til UH...Egentlig ligger der politiske budskaber i de mange kringlede tekster som David Byron, den første nu afdøde sanger fra UH fortolkede så fuldstændigt fortryllende og fantastisk. Her er en hyldest side for David Byron...
http://www.david-byron.com/
Han døde som følge af mange års alkoholmisbrug, men vi, der var deres ubetingede fans hylder ham stadig og fastholder, at han ikke må have levet sit liv forgæves. Vi vil ikke dø af druk, som han, men istedet tage det til os, som han lærte os igennem sin kunst. Lyt til "Sweet Freedom"! Den er afsindig dyb og fantastisk sunget!
Læs en hel masse spændende om bandet her (engelsk)
http://en.wikipedia.org/wiki/Uriah_Heep_(band)
Og deres hjemmeside
http://www.uriah-heep.com/newa/index.php
Den nuværende sanger Bernie Shaw har sunget med bandet siden 1995, har været med bandet længst tid, men går stadig under betegnelsen "den nye sanger" ;o)
http://www.uriah-heep.com/newa/biobernieshaw.php
Nu var det David Byron, der lagde stilen for Uriah Heep...Bernie Shaw lever til fulde op til dette. En stil der var meget krævende i forhold til sangerens spændvidde og tekniske evner. David Byron kunne synge nogle toner med en gennemslagskraft, der nærmest var magisk...som lå både meget dybt og meget lyst. "Rainbow Demon", "Magicians Birthday" og mit yndlingsnummer "Salisbury". Kun få andre sangere kunne matche dette. Jeg kan pt. kun komme i tanker om Ian Gillan fra Deep Purple og Robert Plant fra Led Zeppelin som magtede det. (Dengang growlede man feks. ikke, som man gør idag, og det stiller også store men andre krav til sangstemmernes evner og kapacitet.)
Bernie shaw har en enkelt gang måtte lægge sig under kirurgens kniv for at få opereret stemmebåndene. Det har Ian Gillan iøvrigt også måtte gøre....det er ikke usædvanligt...kan vel betragtes som en art arbejdsskade...
Uriah Heep har sunget rigtigt mange fede sange...her er nogle andre end dem jeg allerede har nævnt: "Love or Nothing", "Come Away Melinda", "Traveller in Time", "Circle Of Hands", "Dreamer"....nej du....jeg giver op, kan ikke foretrække nogen frem for andre...det er faktisk temmelig genialt og gennemført det hele!
Men teksten til Lady In Black...den styrer for vildt, så den lægger jeg her i håbet om at du kære Flipperen...vil anvende hele din rørlige formue på at anskaffe dette fede musik og bringe det videre ud i verden.
LADY IN BLACK
She came to me one morning
One lonely Sunday morning
Her long hair flowing
In the midwinter wind
I know not how she found me
For in darkness I was walking
And destruction lay around me
From a fight I could not win
Ah ah ah ...
She asked me name my foe then
I said the need within some men
To fight and kill their brothers
Without thought of love or God
And I begged her give me horses
To trample down my enemies
So eager was my passion
To devour this waste of life
Ah ah ah ...
But she wouldn't think of battle that
Reduces men to animals
So easy to begin
And yet impossible to end
For she�s the mother of allmen
Who counselled me so wisely then
I feared to walk alone again
And asked if she would stay
Ah ah ah ...
Oh lady lend your hand outright
And let me rest here at your side
Have faith and trust
In peace she said
And filled my heart with life
There is no strength in numbers
Have no such misconception
But when you need me
Be assured I won't be far away
Ah ah ah ...
Thus having spoke she turned away
And though I found no words to say
I stood and watched until I saw
Her black coat disappear
My labour is no easier
But now I know I'm not alone
I find new heart each time
I think upon that windy day
And if one day she comes to you
Drink deeply from her words so wise
Take courage from her
As your prize
And say hello from me
Ah ah ah ...