Når børnene flytter hjemmefra

Stadig brug for sin mor.
Min søn på 19 er lige flyttet hjemmefra - for en måned siden. Dog ikke så langt væk, han bor stadig i samme by.
Men her til morgen ringede han pludseligt, og spurgte om jeg havde rugbrød - han havde glemt at købe det. Så han kunne ikke smøre madpakke.
Godt at mor så kunne gøre det for ham!
Jeg glæder mig over, at han både kan være selvstændig (han bager selv og holder sit nye hjem ret pænt), og at han stadig gerne vil gøre brug af mig (smil). Indtil videre har jeg ikke haft det slemt med, at han er flyttet væk.
Hvordan har I andre haft det, da jeres store børn flyttede hjemmefra? Var det hårdt, hvordan hjalp I evt. jeres børn med det? Hvor meget kan/skal man blande sig - det er lidt svært at slippe kontrollen . . .

Det er jo en epoke som er forbi, derfor også vemodigt. Da min søn flyttede hjemmefra, købte jeg en telefon til ham , det var jo vigtigt for mig at jeg kunne få ham i tale.
Jeg savnede ham naturligvis og var noget bekymret den første tid, men det viste sig jo at han klarede sig fint.
Han kom hjem med sit vasketøj den ene dag og næste dag hentede han det og vi spiste aftensmad sammen ved denne lejlighed. Jeg følte at jeg stadigvæk havde en funktion,og overgangen blev lidt nemmere for mig.
I dag er han gift og far til to dejlige børn.

KH
Felicia

har fået egen lejlighed, og hvis jeg helt ærligt gøre det at jeg føler mig en smule gammel... med 34 🙂
Men jeg har fundet ud af at det har også fordele. Nu kan hun f.eks. passe sine små søskende i sit eget hjem, så kan vi også sove længe dagen efter vi var i byen.
Hun inviterer stolt til aftensmad - og jeg slipper for selv laver det.
Hun virker ufattelig glad og overrasket os en lille smule med hvor meget styr hun har på tingene.
Faktisk ser vi hende mere end før, fordi nu smutter hun lige forbi for at få et kop kaffe, hvor hun før i tiden var meget optaget på at være hos kæresten hver fri minut.
Så alt i alt synes jeg det er fedt hun klarer sig selv, det viser at man ikke har fejlet som forældre og det gøre mig glad.