når demens rammer ens partner...

Hej derude.
Er der nogen af jer, der har skullet foretage et valg med hensyn til en partner, der bliver mere og mere dement? Jeg er kommet dertil, at jeg ikke får nogen respons, til trods for jeg giver alt, jeg har I mig. Jeg savner et varmt samliv, men det er jo ikke muligt med den sygdom.

Men har haft kontakt med mange som har stået i sådan en situation, som er utrolig svær.
Jeg vil opfordre dig til at kontakte http://www.alzheimer.dk/ der vil du komme i kontakt med ligestillede og få hjælp.
Held og lykke med det ;-)
m.v.h.
Bulderfnis

Jeg synes du lidt for lidt skal begynde at have et nyt liv.
Dermed ikke sagt at du skal svigte din mand for det gør du nemligt ikke!
Han er en anden sted og du har selvfølgeligt lov til at have en liv.
Nu ved jeg ikke hvor gammel du er men hvis du er frisk til at komme videre synes jeg du skal starte i en danseklup.Prøv at huske sidste gang du dansede var det ikke dejligt?
Men der er da også andre former for kontakt,tag ud til en masser begivenheder der foregåer pt,eller internettet som vi to har glæde af lige nu imellem hinanden !
Venligt hilsen bo

stå alene med det. Det er simpelthen for opslidende for en ægtefælle, at magte det alene. Du må have noget aflastning. Og selvom det lyder hårdt, så tror jeg det er en god ting at skrive din mand op til en plejebolig. I behøver ikke sige ja tak til den første I bliver tilbudt, men du ved nok bedre end de fleste, at det kun går ned ad bakke. HVIS din mand bliver boende hos dig, til han er så dårlig, at du ikke magter ham mere, så har I ingen glæde af hinanden. Hvorimod hvis andre tager sig af plejeopgaverne omkring din mand, så kan I få rigtig mange gode år sammen.
Jeg arbejder med demente lige for tiden, og jeg kan se hvor det tærrer på ægtefællerne. Og oven i den svære hverdag sammen med deres mænd/koner, så lider de under en frygtelig skyldfølelse over ikke at kunne slå til. Det gør så ondt at se!!
Jeg vil ønske dig alt det bedste for dig og din mand. Og så vil jeg opfordre dig til at finde ligesindede, som du kan dele erfaringer med.
Varme tanker
Anne

men jeg ved af mange års erfarring at det ikke er NOK at fotælle det fra en frisk til en frisk....øøøhh klundet formuleret, men tror helt klart at det bedste udgangspunkt er at tale med ligesindede som man kan få i alzheimerforeningen ;-)
Jeg har arbejdet på et plejehjem hvor der boede en mand med alzheimer, konen var sgu` en større belastning end manden ;-)
Da hun på et tidspunkt blev meldt ind i foreningen, kom der meget mere ro på hende, og hun begyndte at give sig selv lov til at leve et liv UDEN om sin mand, som hun selvfølgelig stadig holdt af, men har var jo ikke mere den som hun havde kendt og i det omfang hun orkede! Hun fik et nyt liv og var hos manden til det sidste... hun havde jo altid holdt af ham, men det blev på en anden måde.
I starten var hun et mareridt, hun fulgte os med ørneblik, havde han nu fået den rigtige skjorte på? havde han nu været på toilettet? hvornår kom han i bad? Alle mulige og umulige spørgsmål haglede ned over os. Det handlede bare ikke om HAM men om HENDE og HENDES "dårlige samvittighed" som hun slet ikke burde have.
Jeg er enig med dig, men det vil være godt med noget hjælp i ryggen ...ud over SOL debatten ;-)
m.v.h.
Bulderfnis

er godt ment, men man kan altså ikke bare forlade hjemmet fra en dement person ;-)
Det er en utrolig svær situation at stå i, man er fustreret, flov (uden grund selvfølgelig)...ofte har man dækket over ægtefælden over for andre, så ingen opdager problemet før det er så tydeligt så alle kan se det.
Nej man kan ikke bare begynde at gå til dans eller andre sjove ting. Desuden vil hovedet hænge derhjemme...hvad er der sket mens jeg har været væk? er flækestegen til på søndag lagt direkte på kogepladen på komfuret, eller er bøtten med den grønne maling til væggen i værelset, nu pludselig blevet malet på ALT i køkkenet, nej det er ikke nemt, HJÆLP ....jo før jo bedre til de hårdt ramte pårørende (ægtefæller) ;-)
m.v.h.
Bulderfnis ;-)

med dig Bulderfnis, alzheimerforeningen er det bedste sted at henvende sig. Men det kan såmænd også være grænseoverskridende.
Jeg er med til at køre en samtalegruppe for pårørende til demente, og jeg kan virkelig se, hvor megen gavn disse kvinder (for det er en ren kvindegruppe) har af hinanden, og hvor langt de er nået i deres kriser på ganske få måneder. Jeg kan kun anbefale, at andre i samme situation opsøger ligestillede på den ene eller den anden måde.

desværre er det jo stadig sådan at kvinder er de første til at søge hjælp, når det ellers er blevet slemt nok :-( Mænd venter ALT for længe, de er endnu bedre til at "beskytte" deres hustru, i en god mening selvfølgelig, men hvor er det synd..... uanset om det er en mand eller kvinde der står i denne frygtelige situation så skal de have hjælp. Godt at der findes grupper rundt omkring, de ramte skal jo bare så vide hvor de findes? Kender du nogle lokal afd. så vil jeg da opfordre dig til at skrive nogle tlf.nr. eller henvise til nogle link! måske det kan hjælpe nogen?
m.v.h.
Bulderfnis

Jeg blev smidt af da jeg ville sende, derfor offline. Jeg har kun et alias og vil ikke have at det bliver misforstået, men ovenstående er skrevet af mig ;-)
m.v.h.
Bulderfnis

.... Da jeg ikke kender til jeres forhold... og da du ikke skriver om det, da antager jeg, at han ikke længere opholder sig i jeres fælles hjem idet demensen er så fremskreden.
.......Mit råd er : Find dig en elsker/kæreste.. du skal i hvert fald ikke have dårlig samvittighed - du har ret til lykke, nærvær og kærlighed i dit liv!!!
Hilsner herfra
Og der er noget som hedder demenslinien: Der kan du få råd om alt...
Tlf.
39 62 29 19
koster alm telefontakst
man-fre kl 9-15
tor kl 14-18
Held og lykke