Kender du nogen, der lever?

Jeg har verdens bedste veninde, der i morgen skal igennem en operation for kræft i bugspytkirtlen. Jeg har læst meget på forskellige hjemmesider, men mangler sådan at høre en positiv overlevelseshistorie fra en person med denne sygdom.
Jeg er meget bekymret for hende og hendes familie. Hun har gennemgået forfærdelige undersøgelser og operationer, da hun også havde en knude i blæren på en diameter på 6 cm, som skulle fjernes. Hun har store smerter og har haft gulsot siden før påske og er helt mørkegul og klør over hele kroppen. Hun lider ufattelig meget, men prøver holde en positiv tilgang til det hele. Hun er kun 52 år og har altid levet sundt.
Findes der nogen derude, der selv har gennemgået operationen eller kender nogen der har?

Men meget få overlever. 5 % er i live fem år efter diagnosen. Der findes ingen danske patientforeninger, jeg tror det skyldes at der er få få overlevende.
Ellers gå ind på Cancer.dk og se på debatten. Der er grupper for de fleste sygdomme.
God bedring herfra.

at du er bekymret.
Du skal dog tage det som et positivt tegn, at hun skal opereres. Hvis de syntes, det så helt håbløst ud, ville de ikke operere på hende, da det er en ret stor operation som det tager lang tid at komme over.
Sidste sommer gennemgik min onkel en lignende operation. Her, næsten et år efter, har han det meget bedre.
Held og lykke med din veninde

og dit råd. Jeg prøver at lede i debatten.[f]

at din onkel har det bedre. Mange tak for dit opmuntrende svar.[f]

...kendskab til den form for kræft. Jeg fik bare lyst til at sende dig lidt opmuntrende. [f][s][l] Har selv mistet 3 familie medlemmer til den sat... sygdom. Men ingen af dem havde problemet i det organ du nævner.
Du rørte mig med din beretning, og jeg vil ønske dig alt det bedste. Og din veninde med naturligvis. Det er tungt det her. Men du gør det rigtige.
Mvh Lagermann

Det er dejligt med opmuntrende tilkendegivelser. [f]

Jeg kendte en dame der fik kræft i bugspytkirtlen, hun døde desværre kort tid efter hendes operation. Pudsigt og tragisk nok, fik hendes mand også konstateret kræft i bugspytkirtlen et halvt år efter.
Han er blevet opereret og er her 2 år efter stadig i live, dog er han ikke raskmeldt endnu og modtager stadig behandling.
Han har haft nogle gode perioder og nogle dårlige perioder i forløbet.
Desværre går det mest ned ad nu, så han er ved at lede efter en ny familie til hans to børn på 11 og 14 år. Det er virkelig trist, men han bliver nød til, at se sandheden i øjnene for børnenes skyld.
Ved godt det ikke er særlig positivt, men kender ikke nogle gode historier med den sygdom. Desværre er problemet jo, at denne slags kræftsygdom ofte først giver symptomer langt henne i forløbet, og derfor først bliver opdaget for sent.
Samme sygdom som mine to yndlings-skuespillere Patrick Swayze og Michael Landon døde af. [:*(]
Men så så jeg et program forleden med Chris Macdonald, der med hjælp af hård kost og motion, fik hjulpet sin far med hans kræftsygdom.
Helt utrolige resultater, der må tages alvorligt.
Ved ikke om du har set det, men ellers burde du få fat i udsendelsen.
Hvis din veninde i forvejen er i god form, tror jeg det ville kunne hjælpe hende meget.
Det er også noget du kan hjælpe hende med og det hjælper også én selv i sorgen, når man føler man kan gøre noget for den kræftsyge.
Jeg ville tage kontakt til Chris Macdonald og høre om muligheden for at få en kost- motionsplan.
Ønsker din veninde og dig selv alt godt. [l]

så jeg vil gå videre med dit råd. Vi har indtil hun bliv syg for godt en måned siden, dyrket motion 3 gange om ugen. Jeg har ikke været i motionscentret siden, da jeg ikke kan finde motivationen, nu hvor jeg ikke har hende at følges med. Hendes bodyage er 37 selv om hun er 52 år, så hun er i kanon god form.
Mange tak for dit svar og din søde hilsen.[f]

På denne hjemmeside, kan du læse om Macdonald og hans far´s kamp mod kræften.
Der er også opskrifter på den kost han får.
http://www.fuckcancer.dk/

for mig, om ikke andre.
Det var godtnok ikke kræft, men betændelse i bugspytkirtelen.
Det er ligesom kræften en stor operation, tog næsten en hel dag, en uge på intensiv, en måned på sygehuset bagefter og derefter skift af drænpose og kontrol på sygehuset, først hver dag, begyndte selv at skifte pose så hver anden, så hver uge.
Slanger nåle sprøjter og blodprøver flere gange om dagen, men jeg overlevede trods de små odds de gav mig. Det var værst at tænke på inden, jeg som var panisk, når de kom med deres sprøjte eller bare nærmede mig et sygehus, det var nu ikke noget at snakke om, da jeg først var kommet ind i det. Desuden var det heller ikke rart, at blive betegnet som alkoholiker, hvilket jeg bestemt ikke er, men man har en forudindtagelse om at alle med problemer med bugspytkirtelen, har alkoholproblemer, fordi det har 80% af de der har denne lidelse, man vælger så blot at ignorere de sidste 20%, som om de er forbeholdt bestemte befolkningsgrupper.
Det værste var faktisk den varme mad og dernæst de uendelige ventetider, vi kunne somme tider faste fra midnat til klokken var 16 eller 17 og så få at vide at undersøgelsen var udsat.
Alt i alt, det ville jo have været rarest at være foruden den oplevelse, men når det skulle være, såeh - - -, Jeg har det nu ganske udmærket her 3 år efter, ingen medicin kun noget maveskind, der skal sættes lidt på plads.
Nogen siger: Tro kan flytte bjerge, Andre: Et æble om dagen holder lægen borte, jeg har nu aldrig kunnet ramme ham. Så det er nu nok en kombination af: Vorherre vil ikke ha` mig og Fanden vil ikke ta` mig, held og nogen dygtige læger.
Noget har jeg lært mig, nemlig at sige til mig selv hver aften når jeg lægger mig til at sove, at jeg vil nu lige have en dag mere, ved du hvad? Hver aften når jeg siger det, har jeg nået et mål mere, jeg fik min dag mere og tak for den.
Vil du hilse din veninde og ønske hende rigtig god bedring. Jeg håber i må holde modet oppe, så går det nemmere.
De varmeste hilsner til jer begge.

endelig at få en positiv beretning. Hvor er det dejligt, at du ville dele den med mig. Tusinde tak🙂
Det har uden tvivl været en hård omgang for dig, men du lyder som et positivt menneske og det er min veninde også, så jeg tror på, at hun vil overleve. Hun er bestemt heller ikke alkoholiker. Hun er en velfungerende kvinde, der til og med er en fremragende plejemor for to handicappede børn, så der er så mange, der er berørt af hendes sygdom. Der er ikke meget hjælp at hente, når man er plejefamilie og bliver ramt af alvorlig sygdom. Børnene (Et tvillingepar på 14 år, der skal konfirmeres om 14 dage) er naturligvis dybt afhængige af deres plejemor, så det er sørme ikke let for hendes mand at takle det hele alene. Vi bor ved siden af hinanden, så vi og andre naboer, familie og venner forsøger at hjælpe, så godt vi kan.
Jeg skal nok hilse, når jeg får kontakt med hende, men det varer nok et stykke tid, inden hun er klar til besøg. Nu beder jeg bare til, at operationen i dag bliver vel overstået. Hun har fået min skytsengel (smykke), så jeg håber den hjælper hende.
Du får [f][f][f][l][l] som tak for dit indlæg🙂

i dag og undersøge nærmere, hvad jeg gøre her. Tak for linket🙂[f][l]

Dejligt at du er kommet dig over din sygdom, men der er noget jeg ikke forstår.
Jeg lider selv af betændelse i bugspytkirtelen, og nej, jeg er heller ikke alkoholiker.
Jeg har fået af vide, at det kan man ikke operere for, men kun tage sine forholdsregler med sund kost og ingen alkohol. Og så får jeg medicin hver dag, for at holde det nede.
Jeg har spurgt lægerne om mulighed for operation, så jeg kunne blive det helt kvit og måske undgå medicin, men får af vide, at man ikke kan operere for det og der intet farligt er ved at have betændelse i bugspytkirtlen, udover at det gør forfærdeligt ondt.
Kan du fortælle mig, om der var specielle forhold der gjorde, at du blev opereret.?
Hilsen Trine. [s]

Jeg forstår du undres. Det gør jeg også, når jeg læser dit indlæg.
Da jeg skulle opereres, fik jeg en beskrivelse af indgrebet, i særdeleshed hvor omfattende det var. Indrømmet jeg var ikke særlig varm på tanken og spurgte derfor om der ikke var andre måder at klare det på, men det var der ikke.
Jeg:---Æv Æv, jamen hvad så hvis jeg ikke vil opereres?
Læge: Så dør du!
Jeg: Det gør vi vel alle, før eller siden.
Læge: Jamen du dør før!
Jeg: Meget før?
Læge: Ja!
Jeg: Er der ikke nogen piller jeg kan sluge eller nogen anden udvej?
Læge: Nej!
Men mine chancer blev da større hvis jeg lod mig operere.
Kan du holde dit i ave med piller, tror jeg du skal være glad ved det, for det er ikke uden problemer bagefter, jeg tænker her på bivirkninger som oppustethed eller vand i kroppen. Selvom jeg ikke har taget på i vægt eller tillagt mig fedt af betydning, er min livvidde steget ca 30cm, og jeg har 2 store brok, som jeg senere skal hen og have fjernet. Trods før en ganske god kondi, skal der p.g.a. maven ikke meget til inden jeg stønner som et lokomotiv.
Når man som jeg har ligget så længe, bliver musklerne til fedt og man bliver sgu`(undskyld) så doven, det tager tid at komme i gang igen.
Alt sammen dog bagateller, men alligevel, hvorfor gøre det når det kan undgås?
Husk også chancerne for du vågner igen kendes større ved andre opp. end denne.
Trods min lever var flot mine nyrer var fine og alt det andet der kunne indikere et alkoholforbrug ud over det sædvanlige ikke var til stede, (øl rørte jeg f.eks. ikke, dog ville jeg gerne til oksestegen have et glas rødvin, de sidste 20 år har jeg med sikkerhed ikke været beruset og jeg har ikke røget) blev en del af lægerne ved og ved med deres kommentarer om at jeg skulle stoppe med at drikke, det var faktisk ret irriterende og ubehageligt, inde mellem alle medpatienterne, at få prædikatet alkoholiker (dranker) slynget i hovedet. Oplever du også det, altså at blive kaldt "dranker"?
Om der var specielle forhold der gjorde at jeg blev opp., - -Jeg ved det ikke, mit kom efter jeg faldt 6m ned og landede på et betongulv, jeg brækkede anklen. Den reparerede de, men ellers undersøgte de mig ikke. 14 dage efter blev jeg hundesyg, kom på sygehuset igen, ja så var den der. Enkelte af lægerne har senere udtrykt over for mig, at man nok burde have undersøgt mig noget bedre efter faldet, så det ikke var gået så galt. Så vidt jeg forstod var det vist noget med den væske der er inde i bugspytkirtelen var løbet ud i bughulen og havde lavet kunster.
Nå men jeg er ovenpå igen. Det var sommer da jeg blev opp. og jeg kan love dig, at den første morgen 3 uger efter, da jeg endelig måtte komme op at gå og kunne gå ud på altanen og sidde med en kop kaffe, var Den Bedste Morgen i Hundrede År.
Undskyld det blev så langt, jeg håber jeg fik dig svaret, ellers må du jo spørge igen.
Kan I have det rigtig godt, alle I der døjer med den ene eller anden sygdom og god bedring.