Når venskabet er væk

Det her forstår jeg simpelthen ikke, men måske nogen kan se det med lidt andre øjne og give mig en forklaring?
Jeg har en gammel ven, som for nogle år siden mødte en kvinde og de dannede par og blev siden gift. Kvinden har fra dag ét ikke kunnet lide mig, og tydeligt ønsket mig ud af venskabet. Jeg har gjort meget for at vise hende, at jeg gerne vil være hendes ven og at hun ingen grund havde til at være jaloux. Jeg er ingen trussel, og er i øvrigt selv gift.
Sidst på året 2009 var hun direkte led overfor os, og jeg gad ikke forsøge at være ven med hende mere, og trak mig uden yderligere kommentarer. Jeg har ikke brug for et venskab, der ikke er der.
Nu står de overfor at skulle holde fest, og vi er blevet inviteret. Jeg aner virkelig ikke hvorfor?!? Vi valgte at ignorere det. Men det var åbenbart for meget for kvinden, for hun valgte herefter at opsøge mine kunder for at bagtale mig. Ja, det er virkelig plat og efter min mening grænsende til at være noget sygeligt. Denne gang blev det dog for meget for mig, og jeg bad min gamle ven/manden om at bede sin kone lade mig være i fred.
Nu vil de så at vi skal mødes og diskutere det hele. Øh... Hvorfor? Hun/de vil ikke vores venskab, og så er den jo ikke længere. Hvad skulle pointen være i at diskutere om den ene er dummere end den anden, for det i sig selv viser jo, at venskabet er væk. De vil ikke have os som venner, men vi skal komme til festen?!?
I just don't get it!

De vil godt være venner, eller ville de ikke opfordre jer til at snakke om tingene. De vil sikkert fortælle dig at det gik galt fra starten, fordi hun var usikker og jaloux osv, men ikke er det mere.
Hvis han nogensinde har betydet noget som ven, så tager I da den snak. Det mindste man gør for en tidligere ven er at lade ham komme til orde - og så er det dæleme dårlig opdragelse at ignorere en invitation. Det er almindelig høflighed at sende afbud, hvis man ikke vil deltage.
Flyt den bjælke der tager dit udsyn, så du bedre kan se splinten i hans øje. 😉

Du mener, det giver mening at genoptage et venskab, og hendes negativiteter må vi bare tage med så? Jeg kan ikke se ret meget venskab i sådan et forhold, og jeg kan ikke se hvorfor det skal opretholdes.
Det var ikke kun i starten, hun var sådan. Det har været sådan altid, men denne gang gik hun over grænsen for, hvad jeg vil acceptere for at bevare min gamle ven.

nok, kvinden er sygelig jaloux anlagt. besidderisk hører til i samme skuffe, usikker også..og alt dette gør, at når I får en invitation og sidder den overhørig, så støder I hende i den grad. Men helt korrekt, hun er ihvertfald ikke værd at samle på, så frabad jer al yderligere kommunikation. Ærgeligt at venskaber således kan ødelægges, men manden hendes har valgt side og sådan må det være. Nye venner på banen tak!

Hvis jeg havde behov for at behandle en ven på en led måde og med bagtalelse, ville det nok være på tide med lidt selverkendelse om, at venskabet ikke eksisterede.
Lad dem sejle deres egen sø og fokuser på de rigtige venner i stedet 🙂
Livet er for kort til falske venner!

I ikke havde haft kontakt i længere tid. Men hvis det, du skriver her er din holdning, så har du enten kaldt en bekendt for en ven, eller du har slet ikke samme holdning til hvad en ven er, som jeg har. Jeg ville aldrig afslå en udstrakt hånd, fra én jeg engang havde kaldt min ven.
Man kan vel nok være ven med den ene part af et par, ligesom det vel slet ikke er sikkert, det er eller har været nogle mennesker din mand havde interesse i. Men du vil åbenbart at I alle fire skal være lige begejstrede. Det kan være svært, selv i de bedste familier.
Jeg mener stadig at hendes dårlige opførsel ikke kan tjene som undskyldning for din egen.

Det er bagtaleren, der er en del af problemet. Hvordan kan det være at alle er blevet så komplet uforsonelige og ubehøvlede?

så meget på den mulighed med at det ikke er nødvendigt at alle er venner. Det kunne selvfølgelig være en mulighed, men jeg tvivler på, at kvinden tillader at vi bevarer venskabet og hun jo så på en måde er udenfor. Jeg har mere set det sådan, at han jo har valgt hende, og det er som det skal være. Når det så ikke fungerer mellem hende og mig, jamen så må jeg jo trække mig. Jeg respekterer jo hans valg, og finder det helt forkert at sætte ham overfor et valg. Jeg føler det er lidt af et valg at sætte ham overfor, hvis han og jeg skal bevare venskabet, men hans kone skal ikke involveres. Min egen mand er i øvrigt blevet rigtig gode venner med min ven, men også han synes, hun opfører sig uacceptabelt.
Hvordan skulle sådan en konstellation fungere? Du må gerne uddybe :)
Tror du det er muligt, at min ven og jeg kan være venner "som i gamle dage", og måske også at min ven og min mand kan lave de ting, de plejede sammen. Alt sammen uden at det giver problemer?

langt hen ad vejen. Og så var min tanke jo også, at sådan er det bare og så går livet videre. Ikke de store ærgrelser eller bitterhed for det er livet for kort til. Bare en konstatering af, at sådan er det. Og så er det jo, at jeg ikke forstår, hvorfor vi alle skal kalde os for venner, når vi åbenbart ikke er det?!?

Min egen måde ville nok være enten at sige, at jeg ikke syntes, det fungerede eller bare lade det glide ud. Jeg ville ikke opsøge en, jeg ikke bryder mig om, for at vi udadtil skal se ud til at være venner.

Du virker meget frustreret?
Er det ikke ret enkelt, at hvis man kan lide en person, opsøger man vedkommende og nyder selskabet? Og hvis ikke man kan lide en person, lader man dem være?
Hvis man ikke kan lide en person, og alligevel opsøger dem for at genere dem, går pointen fløjten for mig.