Opdragelse: konsekvente mødre?

Håber at jeg træder på nogle ømmer tæer, for at få en debat igang.
Er jeg bare dårlig til at vælge moren til mine børn, eller er der andre som oplever mødre som ikke er i stand til at være konsekvente i opdragelsen af deres børn?
Jeg har den erfaring at mødre tror de deltager i en popularitets konkurrence. I deres opfattelse af opdragelsen af deres poder, ser det ud til at de total overser de langsigtede effekter af deres slatne opdragelse.
Mor har sagt nej til en lækkerbid til ungerne da det er kort før spisetid. Så prøver de hos far (de er jo ikke helt dumme, de små) her får de naturligvis et nej, da far ikke vil være usolidarisk mod mor. Så prøves mor af igen. "Åh herregud, et halvt æble skader da ikke apetitten". Jeg er SÅ træt af den behagesyge overfor nogle individer som ikke lærer at et NEJ er et NEJ!!
Okay d´damer (og herrer) HIT ME!! ;o)

Mange tror de skal være deres børns bedste ven/venninde og glemmer lidt at de også skal opdrage dem..... vi har lidt problemet herhjemme med min kæreste + datter, og min kæreste ved det godt selv🙂så må jeg være "bussemand" når det nu kræver det.

Tak for dit indlæg.
Så kender du måske også til den med "vend DU bare til far kommer hjem!"? Ikke alene er det at gøre far til bussemand, men moren skubber ansvaret fra sig. Barnet løber én glædesstrålende imøde fordi det har savnet far hele dagen, og så skal man ellers bruge den første ½ time på at høre hvad barnet har lavet af ulykker den dag?
Jeg fatter det ganske enkelt ikke. Det burde være noget som hører 60ern og 70erne til?

DET er da vist en påstand, der vil noget!
Den slatne opdragelse, der i dag finder sted i mange hjem, er begge forældre da vist lige gode om. Den påstand, at det "KUN" er mor, der er ukonsekvent, holder ikke en meter!

Som jeg siger i oplægget er det mine egne erfaringer jeg fortæller om her. Jeg har været i et par forhold, med egen eller kvindens børn. Og det er udfra det jeg oplevede der, som har givet mig det indtryk at kvinder tror at de har "good cop" stillingen.
Det er meget tydeligt idag, at mine børn har meget lidt respekt for deres mor. Hun er ganske enkelt for "nem". Jeg ved det er noget lort at generalisere, og det ønsker jeg heller ikke at gøre. Men vi bliver da formet af det vi oplever, ikke?

Undskyld, men der skulle naturligvis stå "Vent dú bare til far kommer hjem...(underforstået "SÅ")

Jeg tror problemet ligger i den sociale arv. Unge mænd og kvinder i dag har ikke oplevet den opdragelse der gør, at de selv er rustede til at opdrage.
Deres forældre har ikke haft tid til dem, og det skal der rådes bod på over for egne børn. Med det resultat at det ender med at være inkonsekvent.
I øvrigt findes der for mange småbørns brevkasser, useriøse bøger, skrevet af sundhedsplejersker, der øjner en nem fortjeneste på forældrenes usikkerhed, og for mange kulørte magasiner med opskriften på at være forældre.
Tænk på, hvis du skulle starte på bar bund med f.eks. at cykle, og du fik 100 forskellige gode råd, som alle var ukorrekte. Hvornår ville du så lære det???
Fjern den dårlige samvittighed. Vær en god forælder. Opdrag børnene efter dit eget hovede, og glem alt om hvad der bliver skrevet i brevkasser, bøger og diverse månedsmagasiner.
Man kan roligt regne med, at alt hvad der er skrevet kommercielt, tjener et aller andet formål, og det er sjældent forældrenes.

Måske er du en mand, der tiltrækker den type kvinder.
For ingen mennesker er ens.

Jeg vil gerne uddybe mine synspunkter lidt. Når et barn ikke bliver opdraget med den fornødne respekt, eller med den fornødne konsekvens, så vil man opleve et barn som har sværere ved at klare et nej eller modstand som voksen.
Jeg har selv i min karrierere måttet bruge al den konsekvens jeg er blevet opdraget med. Jeg har siddet overfor de hårdeste forhandlere i min branche. Jeg havde ikke haft det job ret længe hvis jeg ikke havde været assertiv, kunnet sætte mig igennem. Og kan man ikke tage et NEJ, så er man i den grad på skideren.
I mit sidste forhold oplevede jeg en mor som lovedet og lovede og lovede hendes lille dejlige purk alt muligt. Og 9 ud af 10 gange brød hun de løfter. Når du ikke viser dit barn respekt, hvordan kan du så forvente at det viser dig den respekt som du ser som det naturligste i verden. De mødre overraskes over at deres barn bliver umulige at have med ude at handle, at have med hos vennerne/veninderne.

Jeps...det er der en del der kunne tyde på. Der må være en grund til at jeg altid løber ind i den slags kvinder. Og guderne skal vide at den næste ville være GUF, hvis hun ikke var sådan ;o)

Jeg kan da umuligt være uenig momsemor. De bøger som tager sit grundlag i antiautoritær opdragelse, kan kun føre til inkonsekvente forældre. Og dog. Jeg har sgu aldrig været det, og jeg er trods alt samme generation. Hvem har forbudt os at bruge vores egne sunde fornuft?
Sagen tror jeg, er også at vi er nogle som har blikket for hvordan vore unger vil udvikle sig, blive som voksne hvis vi tager "den nemme vej". Og jeg er glad for at jeg får den ene tilkendegivelse fra mine børn efter den anden. De respekterer mig simpelthen for den konsekvens jeg har brugt overfor dem i deres opvækst. Jeg voksede op sammen med to brødre, og det var blevet det glade ragnarok uden en konsekvent opdragelse. Min mor var effektiv, men retfærdig. Min far var en hård nyser, men han gik aldrig over stregen.

Vi har jo ligestilling, så mænd skal selvfølgelig også have medindflydelse, og tage medansvar på børneopdragelse, og andre gøremål i hjemmet, f.eks. madlavning, opvask, vasketøj, oprydning og rengøringen.
Jeg læste fornyeligt i et ugeblad, at 90% af kvinder hænger på de hjemmelige pligter, og at det er dem, som holder sammen på familielivet. Det kan godt være svært, at have 2-3 børn, og en handicappet(mand), som skal vartes op i hoved og røv. Det ville være rart, hvis mænd tog noget mere ansvar i hjemmet. Blev hjemme og passe syge børn, tog barselorlov og bidrager med trivsel i familien.
Hvad angår, at give barnet et æble før spisetid, kan jeg ikke se noget problem i. Æbler er sunde. Hvis barnet er sulten, så gør det ikke noget, at give barnet en gulerod eller æble. Bare det ikke er slik, kiks og kage. I min barndom så gav min mor, også mig en gulerod eller noget frugt, før spisetid, hvis jeg var sulten og ikke kunne vente til maden var færdig. Sålænge det er noget som er sundt og nærende, så betyder det ikke noget. Det er mere synd for barnet, hvis det er sulten og ikke må få noget at spise.
Børn skal ikke være kastebold imellem forældrene. Hvis forældrene ikke kan finde ud af det i fællesskab, at opdrage deres børn, så må de jo læse nogle bøger om børneopdragelse og børnepsykologi. Så kan de lære, hvad man skal gøre og ikke gøre.

Jeg er bestemt ikke tilhænger af at læse bøger for at jeg skal vide hvordan jeg bedst opdrager mine børn. For ved jeg hvilken slags børn der kommer ud i den anden ende? Jeg tror at man skal være meget usikker på sig selv, for at lade andre opdrage ens børn.
Det er synd for børn at være sultne? Gu er det da ej! Det er synd at give dem det de vil have, så de ikke får den næring i det de ville have fået hvis de havde fået den fulde mængde hovedmåltids mad.
Det er netop dér jeg ser forskellen, at vi ikke ser ens på hvad der er synd eller ikke synd. Og far siger nej medens moren giver efter for barnets tryglen. FORKERT!! For det første snigløber man ved den taktik faren, og for det andet gavner man af ovennævnte grunde ikke barnets tarv.
Jeg kan godt se at du har hænderne fulde. Og det er ikke så underligt at du giver efter lidt oftere end én som ikke har 4 at forsørge.

...gøre den ene forældre værre end den anden, så har jeg da i lige så høj grad oplevet at det er faderen der ikke kan sætte konsekvente grænser for sit barn.
Min egen søns ord om sin far "mor jeg kan få far til alt". Det har han aldrig nogen sinde sagt om mig. Her ved han at et nej er et nej. Her ved han at sengetiden er 20.30, og ikke som hjemme ved far...når man nu falder i søvn.
Så nej inkonsekvens er et lige så stort problem for mænd som for kvinder.

Hej Rose
Det var jo netop motivet for at starte denne debat, at få input om at det kan forholde sig anderledes.
Naturligvis er mine meninger farvet af at jeg ikke har oplevet det anderledes end jeg har beskrevet det. Og tro mig, det er med fryd jeg læser at kvinder af din slags også findes :o)

... At være konsekvent, når man kun ser sine unger hver 2. weekend.
Jeg ser her mange indlæg fra alene-mødre, som mener, at far er for træg i optrækket mht. konsekvens/opdragelse - det være sig sengetider, og guf.
Muligheden er her at give far lidt flere tøjler/ tid sammen med ungerne, så han måske får lov at opleve en hverdag med de små varyler. Jeg forstår sgu godt at man gir poderne større frihed, når man ikke ser dem så tit! Det er osse helt sikkert, at som tiden går, så lærer ungerne, at der altså er forskel på at være hos mor, og hos far - Og det er slet ingen skade til. Tænk på, at disse børn blir eksperter i at omstille sig, i fremtidens karriere/ jobsituationer.
Mht. mig selv (er selv alene-mor), så har jeg opdraget mine unger meget konsekvent, med respekt, og ansvar for andre mennesker/os selv imellem, og forsøgt at indgyde dem nogen værktøjer, som de kan benytte sig af, hvis de møder modstand/ konflikter. At de så begge har været overbebyrdet med katastrofer er en helt anden sag. Men måden hvorpå de har håndteret den modgang, har givet mig et kick, da jeg kan se at min "opdragelse" har givet pote.
Knus, kys og konsekvens har virket i dette tilfælde, og jeg kunne ikke ønske mig nogen bedre mennesker at sende ud i verden, end mine unger.
Modsat møder jeg dagligt eksempler på børn, som man nærmest flygter skrigende bort fra. Børn som VED, at mor/ fra på et tidspunkt giver efter, hvis man skaber sig nok. Børn som snor mor/ far om lillefingeren, for egen vindings skyld. Og i sidste instans, er det forældrene selv som har fejlet et sted.
Jeg har skam selv stået i Netto, kl. 2 min. i lukketid, med trætte unger, sved på panden, og fundet det berømte overskud frem fra dybet. Det har altid lykkedes, og næste gang vi stod i samme Netto, har balladen ikke været der, fordi de jo husker, at det sgu ikke nyttede noget at smide sig skrigende ned på gulvet foran slikhylderne.
Jeg tror ikke en meter på brevkasser, bøger og kurser, men på at med instinkt, social instilling og respekt kommer man længere, mere hel ud som menneske.
Jeg er lykkelig for at mine unger og jeg er kommet helskindet "ud på den anden side" - De er 14½ og 11 år.
Husk - Vi har dem kun til låns....

...Kunne jeg egentlig godt tænke mig at vide, om forældre i dag, i virkeligheden sender små egoister ud i det pulserende liv? Det hænger måske en smule sammen med vores forbedrede velstand, og forældres opdragelse generelt, f.eks. den eftergivenhed, der åbenbart er trend i øjeblikket.
Hvilke andre faktorer er gældende? Man skal passe sig selv, og bare sørge for at komme frem, blive den bedste og dygtigste, fremfor at være et behagligt og socialt velfungerende menneske?
Eller hvad?

hvis man holder så krampeagtigt fast i sine egne overbevisninger, at ingen andre - mennesker i kredsen eller forfattere via bøger - kan rykke den mindste smule ved ens opfattelse?
Lige som børn ikke bliver født med en manual til, hvordan de skal opdrages, lige så har forældre ikke per automatik AL den fornødne viden om opdragelse. Vi er alle produkter af vor fortid og de erfaringer, vi har gjort i tiden op til, vi fik barnet/børnene. Og hvem siger, at det, du eller jeg har lært, er det rigtige, Victor?
Jeg mener, der skal være plads til lidt åbenhed overfor andre metoder og andres erfaringer - men ikke dermed sagt at vi partout skal tage alt til os uden en smule sund skepsis. En bog, jeg har lært meget af (kan desværre ikke huske titlen og forfatteren, for det er mange år siden), gav mig et meget effektivt "redskab", som jeg har haft god brug af siden:
Der skal være konsekvens, ja, men hvis der altid bliver sagt nej, forstærkes den negative ladning af ordet, og barnet lukker af, lige så snart det hører ordet i en sætning. Hvis man derimod siger: Ja, du må godt få et æble, MEN først efter aftensmaden - så er du pludselig positivt ladet, selv om handlingen i sig selv er negativ.
Hvordan gør vi ikke selv, hvis vi skal opnå noget i erhvervslivet eller i dagligdagen overfor andre voksne? Man fanger flest fluer med honning, så skal man kritisere eller nægte nogen noget, opnås det altså bedst ved at smide noget positivt i kurven samtidigt. ;O)
En anden måde, jeg lærte, er at forudse begivenhedernes gang. Hvis jeg ved, at min datter plejer at "tigge" om mad lige før spisetid (hvilket faktisk ikke er så underligt, når duftene fra madlavningen sætter gang i sult-refleksen), kan jeg typisk sige til hende, at nu er der een time igen til vi spiser, så det er sidste chance nu, hvis hun vil have et æble eller lign. Siger hun nej, har hun selv valgt og er også derfor mere tilbøjelig til at acceptere et nej, hvis hun alligevel skulle spørge, når "tænderne begynder at løbe i vand".
Jeg opdrager en hundehvalp lige for tiden. Vores Bella er 13 uger og typisk hvalp med meget skarpe tænder, og jeg indrømmer åbent, at kom menneskebørn til verden med samme tandsæt og opførsel, da havde jeg stadig været barnløs i dag. *S*
Men der er dagligt fremskridt at spore, især fordi det ikke kun er et spørgsmål om at lære hende ordet NEJ, men også ordet JA. Der skal være balance i tingene, for at få det bedste resultat. Nu er hunde og børn ikke det samme, I know, men den grundlæggende psykologi deri er altså den samme.
Min datter er så stor nu (snart 10 år), at hun også bør lære om fornuft, argumenter og valg. Der er ikke noget værre, end at få smidt et nej i hovedet uden en grund. Selvfølgelig skal der være plads til et kontant nej uden begrundelse fra tid til anden, men du må da selv kunne huske, hvor irriterende det var at få at vide, at sådan er det bare?
Derfor smider jeg oftest et "fordi...." i enden af nejet, hvis det endelig er det direkte nej, jeg benytter. Prøver hun så at diskutere, uden at argumenterne holder tæt, får hun bare at vide, at hun må komme op med noget bedre, hvis hun skal overbevise mig. Lykkes DET så, ja, så giver jeg mig gladeligt. For den proces har vi begge vundet på, som jeg ser det.
Børn accepterer langt flere ting uden at kny, hvis de forstår baggrunden for det, og der er ikke noget i vejen for at lære børnene, at med de rette argumenter kan de godt ændre på udkommet af situationen, men det skal så også være en GOD argumentation (og man skal selvfølgelig heller ikke acceptere en konstant diskussion om emnet - der skal også være grænser for "debattens" længde). Det vil vel kun træne dem til det virkelige liv uden for hjemmets beskyttende fire vægge, eller hvad? ;O)
Konsekvens er altså ikke kun NEJ, NEJ og atter NEJ, som jeg ser det. Børn er små voksne, der godt kan tænke selv og drage fornuftige konklusioner, hvis man giver dem lov til det. Er der problemer i hjemmet med konsekvens, kan det altså i mine øjne lige så godt være et tegn på, at der benyttes den forkerte tone og "taktik", som at den ene eller begge forældre er inkonsekvente. ;O)
Mvh. Deci

Jeg er alene med mine 2 børn.... Jeg sætter en ære i at de er velopdragede, og at jeg kan have dem ned i byen uden det udvikler sig til en mindre katastrofe c",)Og jeg syntes bestemt at det er lykkes godt..... Men når det er sagt er jeg altså også blød til tider, og så får de altså den slikkepind i netto, jeg ellers først havde sagt nej til. Tingene er jo ikke bare sorte eller hvide vel??

At når man har sagt hvordan det bliver, så bliver det sådan. Det betyder også, at børn ikke kan få lov til at foretage sig uansvarlige ting, uden det får konsekvenser.
Hvis ikke man handler som man har sagt man vil....så bliver man utroværdig og børnene bliver usikre og får dåligt selvværd af det.
Jeg kan godt forstå med det eksempel, du giver, at du har EEN erfaring for en kvinde uden rygmarv i forhold til børneopdragelse og konsekvens. Men det efterlader jo ikke alle kvinder i den samme lejr!
Hvis der er noget mine unger har fået af mig...så er det konsekvens. Jeg ser det som det vigtigste af alt, for det giver ungerne en fast støtte...uanset hvor knaldet det er, så ved de hvad de kan regne med! Det gør dem faktisk trygge.
Der er også områder her i livet, jeg ikke ved ret meget om, så der kan jeg ikke være noget som helst, men jeg kan finde ud af det og lære om det. Jeg kan også blive klogere og indse, at jeg på visse områder hare begået fejl. Men jeg melder klart ud. Konsekvens er for mig at melde klart ud, samt at være sit ansvar bevidst.
Jeg har søn 12, datter 23..I forhold til børneopdragelse stiller jeg nogle forventninger, som jeg siger klart og tydeligt, og jeg fortæller også hvilke konsekvenser det får, når de ikke efterleves. Og sådan bliver det. Sanktioner skal være rimelige.
Jeg er ikke usikker på, om mine metoder, og holdninger er forkerte, men jeg ved godt at der er meget, der kunne gøres bedre...og meget viden jeg mangler....men man er bare ikke færdigguddannet menneske, før man får ansvar for andre mennesker, så man er nødt til at bidrage med det man har, mens man lægger til undervejs i sit liv.
Konsekvens kræver også at man har kendskab til barnets indre...for det ville være fuldstændig forkert af mig at forlange det samme af min søn, som jeg har forlangt af min datter...
De er for det første jo langt fra ens....for det andet har min søn en usynlig hjerneskade som opstod som følge af iltmangel ved fødslen. Den giver ham hukommelsesvanskeligheder i et omfang, omverdenen slet ikke fatter. Det er meget svært for andre at sætte sig ind i, hvordan man skal opdrage et menneske med en så fragmenteret virkelighedsopfattelse. En ting er ihvertfald helt sikkert, når han stilles overfor de samme krav som andre børn, så kan han ikke honorere dem. Dvs. uden kendskab og forståelse for hans situation, ville man lægge en bane ud foran ham, der består af nederlag, hvis man opdragede ham på samme måde som andre børn. Men hvilke børn er ens og hvilke falder udenfor? De falder vel allesammen mere eller mindre udenfor...Der skal ALTID tages hensyn til deres individualitet....og det forkeommer mig, at flere kvinder har indsigt i den side af sagen, end mænd har.
Og som i så mange andre tilfælde, er det mig, der kender til min søns indre måde at opfatte verden på...ikke hans far. Men jeg ser bare ikke bort fra, at så kan hans far noget andet, som jeg ikke kan.
Jeg må bare tage det ansavr det er, at være mor til et barn med et usynligt handicap, og bidrage med det, jeg tror er rigtigt!
Efterhånden ved jeg, hvilke krav og forventninger jeg kan stille til ham. Hvis ikke man stiller nogen, så bliver han netop forkælet, usikker, irriterende og asocial, fordi han vil få den opfattelse, at hele verden er til for ham...Han skal jo også bo og tilpasse sig samfundet på lige fod med andre, og det er det, der er målet med at opdrage unger ikke?
Men jeg påstår ikke, at det ikke kan gøres bedre...vorherrebevares....nej, jeg siger dette er min måde at opdrage børn på...den er måske lidt speciel, men de gror efter det, og de ved, hvad de har at regne med.
Feks. VIL jeg ikke bidrage til racisme eller medvirke til at hetze mod nogen, hvis grundlaget alene er, at de kommer et andet sted fra. Men det vil knægtens far. Han melder bare ikke tingene klart ud, og det forvirrer knægten totalt. Jeg har gjort mit standpunkt helt klart....der findes idioter alle vegne, og man kan sagtens være en idiot, når man kommer fra Tyrkiet, men man er ikke en idiot, FORDI man kommer fra Tyrkiet....Det er noget min søn ser hver dag når han omgås andre, både danskere og indvandrere, så derfor må han jo spørge rundt i sit netværk, hvad han skal mene. Han oplever jo også en massiv racisme.... Hvad er rigtigt og hvad er forkert?
Resultatet er, at knægten vælger at vokse efter mine principper...helt frivilligt...og lur mig om ikke det er fordi, jeg er så tydelig i mine standpunkter. Det gør det klart og ukompliceret for ham at se, og vælge til og fra i forhold til sin egen identitet.
Når ungerne så kommer i pubberteten oplever man, at stort set alt hvad man har lært dem, bliver der stillet spørgsmålstegn ved, endevendt og gjort oprør i mod...det er hårdt men det er fuldstændig i orden....Hvis ikke der havde været noget at endevende...så ville ungerne havne i usikkerhed, og manglende selvværd....og blive inkonsekvente mennesker.
DET trykker ihvertfald ikke min datter. Hun er lige så klokkeklar som jeg...men hold da kæft nogle teenageår!!! Puhhh...det var hårdt, men stærkt!!!...Idag er hun selv mor...og jeg har aldrig, aldrig nogensinde set en mere kompetent mor, og en mere harmonisk lille baby end hendes. (Babyen har bestemt også en far, men han er endnu tet vag...slet ikke så konsekvent som min datter....men han kommer efter det...han gror også...det er ren idyl siger jeg dig!)
De skoletilbud min søn har fåët, har jo ikke kunne matche hans handicap. Han er møgintelligent, vidende, velformuleret, men ser verden i fragmenter, og kan ikke huske (kan godt lagre viden...langtidshukommelsen fejler ikke noget).
Man rummer ikke i nogen sammenhænge, at tage højde for, at verden kan være så fragmenteret pga. en næsten ødelagt korttidshukommelse. Så de tilbud han har fået bringer de grimmeste sider af ham op til overfladen.
Jeg ved hvilke omstændigheder, der skal til for at få de gode ting frem...så jeg har taget ham ud af skolen og hjemmeundervist ham....nu på 10. måned. Det er selvfølgelig ikke en permanent ordning, og bestemt ikke optimalt, at mor spiller alle de voksne rollemodeller, der skal give ham en forståelse af omverdenen. Men det er lykkedes mig at vise systemet, hvordan vilkårne skal være, for at han kan fungere optimalt, og således er der nu ved at blive "tryllet" et specialtilbud frem, der bygger på den viden, jeg har tilvejebragt. Jeg er en pissehård lærer....til gengæld har han aldrig lært så meget, som han har lært på de 10 måneder....og det har man jo erkendt i skolessystemet (jeg kører en selvstændig virksomhed ved siden af, ellers havde et her jo ikke været muligt)
jeg mener bestemt det har at gøre med at være konsekvent, at man fører det ud i livet, som man tror på og står inde for. Og den form for konsekvens kommer man jo ikke sovende til, og handler ikke om at beslutte eller mene noget moralsk...det er faktisk hårdt arbejde.
Nu har jeg bare taget mig selv som et eksempel, og jeg går ikke ud fra, at det er os som personer vi skal debattere...men de generelle linier i det, og hvad det at være konsekvent kommer af og består i.
Jeg tror mange, både kvinder og mænd er inkonsekvente pga. deres forældre har været for vage i det. Det bliver ikke bedre, når de i deres eget liv får børn, og skilles fra deres partner, og så skal opdrage på de samme børn ud fra nye og forskellige tilværelser. Det gør det meget vanskeligt at blive klar i mælet...de situationer, man kommer ud i indeholder mange rigtige og mange mindre rigtige svar. Som følge deraf, bliver de børn der kommer ud af det, meget, meget vage og inkonsekvente...men husk det hænger sammen med usikkerhed og manglende selvværd. Det er ikke muligt at banke selvværd ind i folk. Det kommer kun af at man respkterer dem, for det de kan...og så gror de lansgomt.
Jeg mener man skal have fælles forældremyndighed over hele linien. Ikke af hensyn til sig selv, men af hensyn til børnene, og at det ikke er muligt at frakende nogen deres forældransvar eller en pligt med et pennestrøg og et stempel i statsamtet.
Jeg mener erkendelsen af, at den hedder 50/50 hænger sammen med konsekvens. Det tegner et tydeligt billede af, hvad der er ens ansvar, for sådan helt firkantet, hænger det, at være konsekvent sammen med ens evne til at tage ansvar samt overskue omfanget af det ansvar.
Det er vi mere eller mindre gode til....og man må sgu ikke glemme...at hvis man IKKE er god til det...så er der noget andet man er god til, og alt hvad man er god til kommer børnene til gode....
Så det kan godt være du er sur i skralden over din ex's inkonsekvente måde at tage hånd om opgaven...men så prøv en gang at se, hvad hun gør, der er godt.
Det er muligt at jeg ikke kan forklare tydeligt nok, hvad jeg mener konsekvens er, men det er nu også en yderst komplex sag....som man har delte meninger om. Det er måske det, der pisser dig helt af...at andre ikke lige deler din holdning til det...men så må du jo melde ud, diskutere...og ihvertfald som minimum, kommer overens på det område med din ex.
Sidste ting...lad være at generalisere...det spærrer for udsynet...det bringer som regel ikke brugbar viden med sig....kvinder er ikke generelt mindre konsekvente end mænd....
Tak for ordet...og nu gjorde jeg det igen...sorry...megalangt indlæg. Jeg håber at I læser det alligevel. ;o)

Tingene ER sort/hvide hvis det er den rettesnor du har vedtaget for opdragelsen af dine børn. Det er DIG som former dine børn, og kun DU er ansvarlig for resultatet.
Når du det ene øjeblik siger nej, og så alligevel giver dem deres vilje, så har de brudt DIN vilje. Og ja, du er afgjort blød. De små størrelser bliver jo snotforvirrede fordi de ikke ved hvor de har dig.
Jeg siger at konsekvens = NEJ NEJ NEJ, men at konsekvens er Nej er og bliver nej, at et Ja er og bliver et ja. Børnene har et krav på at blive taget alvorlige, og når de ikke kan tage dig alvorligt- hvordan skal de så finde ud af det?

mine unger på 17 og på 13 år bliver opdraget med masser af kærlighed, tryghed og nærvær. Men til gengæld er jeg meget konsekvent, et nej er et nej, og et ja er et ja. Jeg kunne aldrig drømme om at bruge slående argumenter, jeg taler mig hellere til rette på en rolig og venlig måde, ikke noget med at råbe. Jeg tror man kommer længst på den måde.

Jeg trækker på smilebåndet, når jeg hører forældre tale om, at man er nødt til at være uhyre konsekvent og hård, for at få respektfulde, velopdragne børn. Et æble før spisetid er det morsomste eksempel på inkonsekvens, jeg længe har hørt!
Det er da ynkeligt at tro, at børns opdragelse er i fare, hvis man laver et nej om til et ja. Hvis det første nej, er urimeligt, er det da grinagtigt at stå fast på det. Altså medmindre man ikke magter forældrerollen uden diktatur og ligeværdighed mellem børn og voksne?? Er det her skoen trykker?
Hvad får forældre til at holde så panisk godt fat i tøjlerne, at midlerne opvejer målet?
Børn er ikke dyr, der skal dresseres til at være lydige. Der er forskel på underdanighed og respekt. Jeg foretrækker ikke børn, der siger javel – jeg ønsker børn der tør, kan og må tænke og mærke selv!
Tilbringer forældre så lidt tid sammen med deres børn, at autoritær opdragelse er nødvendig? Har vi så lidt føling med vores børn, at der nødvendigt at banke dem – verbalt og fysisk?
Ligesom der bliver generaliseret om, at folk, på grund af dårlig opdragelse, bliver vage forældre, vil jeg generalisere om, at forældre der tror, der skal hårde metoder til; at børn er beregnende små væsner, der skal holdes i kort snor, er forældre, der på egen krop har lært ”du duer kun, hvis du er på nøjagtig min måde!” ”Jeg fik smæk som barn, det har jeg da ikke taget skade af!”.
God søndag!

Det virker ærligt talt som om du vil gøre dig selv mere uforstående end godt er. Det eksempel med "æblet" var som sagt et EKSEMPEL.
Naturligvis bør man være mere nuanceret end at man bør være så skråsikker som det eksempel lod skinne igennem.
Som mand må man åbenbart ikke gøre for tydeligt opmærksom på at de børn som søger grænser, også skal have dem. Har I kvinder monopol på at være dem der forstår at opdrage børn? Jeg kan love dig for at jeg har set grelle eksempler på at begge køn SKIDER på de gode intentioner de havde inden børnene kom til verden, og bliver så vattede at børnene ikke aner hvor de har dem.
Der bør være en rød tråd i opdragelsen af børn, og frem for alt bør den ene forælder ikke blotstille den anden ved at lege "god betjent, hård betjent". Børnene mister respekten for den forældredel som bliver "overstemt". Og børneopdragelse er ikke en popularitets konkurrence. En sådan vil altid falde ud til børnenes skade.

Jeg tror, det ofte kan være et problem, når en mand går ind i et forhold med en kvinde, der har et eller flere børn. Det må være hundesvært for begge parter at håndtere.
Uanset børnenes alder, vil de prøve at spille moderen og den nye mand op mod hinanden - og sådan nogle små skabninger er jo uhyre rafinerede!
Ungernes mor har måske været lidt "blød" (en form fordårlig samvittighed måske?)over for barnet/børnene, fordi hun ikke har styrke nok til at være konsekvent og skære igennem.
Så kommer der en mand i huset som kan se den er helt gal! Jeg har selv oplevet det i min omgangskreds, hvor forskelligt en sådan situation tackles. Det kræver virkelig, at moderen og den nye kæreste kan samarbejde, men så kan det også lade sig gøre at ændre sådanne forhold. Og tro mig, børnene vil elske jer for det, for de ønsker nemlig konsekvens. De søger grænser, og har det godt, hvis de opdager, grænserne er der. Kan de voksne ikke samarbejde, er forholdet dømt til at mislykkes!
Indlægget blev måske lidt rodet, for det er skrevet i al hast, men jeg tror, du forstår, hvor jeg vil hen.

Dit indlæg er ikke mere rodet end jeg sagtens kan tilslutte mig tæt på 100%. Jeg oplever det sådan som du beskriver det.
Det er SÅ meget nemmere at sige ja i et svagt øjeblik, og dem er børnene eksperter i at lokalisere. Som enlig mor ville jeg nok ikke nødvendigvis have det syn som jeg giver udtryk for her. MEN, det er stadig børnenes fremtid som står på spil. Jeg vil ikke sende mine børn ud i verden, når de tror at bossens NEJ betyder ja bare de bliver ved længe nok med at plage ham. Jeg håber bare at de, inden de når det punkt, har taget min idé om opdragelse til sig, mere end de har taget deres "slatne" mors.
Og nej, jeg er ikke blind for at fordelingen kan være omvendt. At faderen/stedfaderen er blød, og moren er den der ved hvor "hammeren hænger".

og det var såmænd bare det jeg ville sige. Godt skrevet momsemor!

Halvdelen af fejlen ligger hos dig og den anden halvdel af fejlen ligger hos din partner...
Hvis I havde et godt forhold, ville I sætte jer ned og tale om, hvordan opdragelsen skulle foregå.
Børn bliver ikke fordærvede af inkonsekvente mødre, men de bliver fordærvede og forvirret af de signaler forældrene sender.
Det er dig og din frue der fejler..ikke børnene.

og så ualmindelig god til at generaliserer... Hvem har bildt dig ind at det kun er mødrene der mangler rygrad,,,, Hvad med alle de fædre, der slet ikke tager del i deres børns opvækst, enten fordi de ikke bor hos børnene, og er ligeglade med dem, eller fordi de har så travlt med deres eget karriereræs, at der ikke er plads til andre,,,,, Er så træt af at høre på mænd, der tror at de ved det hele, og som har en mening om ting, de evt. aldrig har deltaget i,,,,min overbevisning er at der findes slatne mødre, og slatne fædre,,, Mht. hvorfor du vælger som du gør,,,,Tjaaaaaa, ulve parrer sig med ulve,,,,,håber ikke dine tær er for ømme nu..

mener du selv at din måde at opdrage på er den perfekte. Jeg mener nemlig ikke der følger en manual med, kan ikke huske jeg fik sådan en udleveret da jeg fik mine børn,,,,,Min erfaring er at mange mænd(uden at generaliserer, da jeg jo kender få i forhold til det antal der findes) er for hård i opdragelsen, set fra en kvindes synspunkt.... Måske handler det om at mødes på midten,, både far og mor,,, både du og dine xèr

Hejsa Rie
Det glæder mig at der stadig er gang i denne tråd, for det er et væsentligt emne.
Om jeg er generaliserende i min kritik, overlader jeg til dig/jer. Jeg kan jo af gode grunde kun bedømme de eksempler jeg har set.
Du taler en del om mænd som ikke deltager i opdragelsen af deres børn. Det er næppe de forhold jeg hentyder til, da de frivilligt eller ej har takket nej til at øve indflydelse på opdragelsen.
Det er uhyre svært stiltiende at se på hvordan en "slatten" mor bare giver efter den ene gang efter den anden, og derved kreerer nogle børn som ikke aner hvad fanden de skal tro.
Et barn som er uartigt får en gang skældud af mor. Barnets mundvige begynder at bævre, og mor angrer omgående. Så TRØSTE hun guddødemig det barn hun lige har valgt at skælde ud!! Hvordan i himlens navn skal barnet vide hvornår det har gjort noget forkert? Hvordan skal det dog fatte at NEJ betyder NEJ, og ikke måske?
Hvis dét er jeres måde at opfatte konsekvent opdragelse på, så forbered jeg på nogle børn der bliver til voksne, og af gode grunde forventer at de kan gå over diverse grænser uden at det får konsekvenser. Faldet er bare HÅRDT når de tror de kan té sig sådan i et parforhold eller i et arbejdsforhold.

Det er da rigtigt nok at fejlen må ligge hos såvel moren som hos mig.
Vis mig bare ét sted i mine indlæg, hvor jeg lægger skylden hos børnene? De er sguda ofrene!!
Når du havde oplevet den ene gang efter den anden hvordan mine beslutninger blev ændret til mere bløde udgaver, når jeg var tilstede eller ej. Så ville du sikkert også så småt begynde at fortvivle. Ikke alene at kvinden ikke er istand til at se/indrømme egne fejl i opdragelsen, men samtidigt sabotere min del af den opdragelse?
Hvordan skal de børn nogensinde lære at et nej er et nej? Når de har fået et nej af mig, og så er det egentlig ligegyldigt om det er et berettiget nej, det er et spørgsmål om troværdighed. Moren gør én utroværdig, for selv at opnå popularitet.
Og kors hvor jeg elsker at se de udsendelser om børn der skal hjælp til. Jeg bliver bekræftet den ene gang efter den anden og uafbrudt!!

at moderen er slatten, og at barnet så ikke lærer at et nej er et nej. Som jeg læser dine indlæg, er det jeres forhold som er hele problemet...I ER IKKE ENIGE OM OPDRAGELSEN....
Børn er verdensmestre i at kigge forældre ud og er der mulighed for at spille forældrene ud mod hinanden og dermed opnå noget, så gør de det, for de ved ikke selv at det er dårligt for dem i længden.
Du er måske på nakken af din samlever fordi hun er for slatten, og hun er på nakken af dig fordi at du er for hård??? Der kan være tusind grunde til at man giver efter (eller ikke giver efter)og det giver spændinger mellem jer og børn er eksperter i at opfatte den slags.
Løsningen er ikke at kalde mødre, der giver efter for slatne, men derimod at se på de problemer der er i forældrenes liv/samliv, for det er her hele miseren ligger..
Som jeg læser dine indlæg, så har i nogle uløste problemer (som meget vel kan være ubevidste)i jeres samliv som overføres til jeres børneopdragelse. Indtil disse problemer bliver fundet og løst eller en af jer bliver trådt under fode af den anden (hvilket aldrig er godt for barnet), så vil moderen være en slatten banan, og du vil være en hård banan.
Lad være med at spekulere så meget på om barnet lærer at et nej er et nej, for det skal det nok lære med tiden. Barnet vil nærmere få problemer med at være harmonisk og vil på sigt sansynligvis få problemer i forhold, fordi barnets ageren vil være en spejling af forældrenes.
Som afslutning vil jeg blot sige, at lad være med at fordømme en slatten moder, for der er en grund til at hun handler som hun gør, og hvis du vil have løst jeres opdragelsesproblem, så få styr på jeres forhold. Jeres enighed er barnets tryghed.
Fortsat god debat.