fysisk og psykisk træt

jeg har igennem hele mit liv haft det mere eller mindre dårligt psykisk og så bliver jeg så ulidelig træt - ikke "kun" psykisk , men også fysisk..
Jeg har aldrig kunnet klare et fuldtidsjob og jeg er idag 37 år..der har dog været korte perioder, hvor jeg virkelig har været meget aktiv-både arbejdsliv og privatliv..
Jeg må så også sige, at skæbnen virkelig næsten altid har været imod mig og jeg har til tider været noget deprimeret.
Jeg lider i angst i mange afskygninger, såsom sygdomsangst og generaliseret angst og så har jeg også en lettere form for personlighedsforstyrrelse - ængstelig..
Det er en psykiater, der har stillet disse diagnoser og jeg var egentlig godt klar over, at jeg fejlede noget psykisk.
Jeg er meget flov over det og der er ingen, der kender til alle mine diagnoser... jeg har luftet mine tanker til min kæreste af og til, at jeg godt kan være lidt angste i nogle sammenhænge og lettere deprimeret og han sagde, at det har han opdaget og som han siger, så bekymrer jeg mig meget..
Jeg drømmer om et normalt liv, hvor jeg ikke behøver være angst og letere deprimeret, et liv hvor jeg ikke skal bekymre mig så meget, men det følet meget umuligt at tro på, at jeg nogensinde kan få det ok.
Er der nogen, der kender til de samme symptomer som jeg har og er der mon noget jeg kan stillet op, for jeg føler hele tiden, at jeg render panden mod muren.
Jeg vil til sidst lige sige, at jeg går hos en psykiater - har gået der 1/2 års tid og meget meget langsomt, går det en lille bitte smule bedre..

Det bedste jeg kan give, er at give det tid.
Jeg kender så udemærket til dine problemer, selvom jeg ikke har en personlighedsforstyrrelse. Til gengæld har jeg af forskellige årsager haft lange depressive perioder, perioder med angst (oftest i forbindelse med depression eller stress) og en spiseforstyrrelse. Jeg har også gået i terapi og går stadig til 2 årlige "vedligeholdelsessamtaler", så evt. symptomer på nyopstået depression eller angst kan fanges i tide.
Udover at give terapien tid til at virke (det kan tage lang tid afhængig af dybden af dine problemer og hvor lang tid du har gået med det) så er det bedste du kan gøre, at være åben om dine problemer. Der er absolut INTET at skamme sig over! Som oftest reagerer omgivelserne faktisk meget positivt, fordi de nu får en årsag til at man indimellem ikke kan fungere eller opfører sig lidt sært. Der er selvfølgelig nogle bøvehoveder indimellem som slet ikke fatter noget, men dem må man så vidt muligt ignorerer eller sortere fra.
Jeg tænker på om der egentlig er sat nogle foranstaltninger i værk i forhold til arbejde, f.eks. fleksjob, social pension eller lignende? For nogle mennesker er netop dét at være tilknyttet arbejdsmarkedet på fuld tid det der kan knække dem gang på gang, fordi man som depressiv/angst ofte har en lavere stresstærskel end alle andre. Derfor kan det være hensigtsmæssigt med en særlig jobordning som tager hensyn til dine problemer, enten i form af nedsat tid, afgrænsede opgaver eller lignende.
Hvis du ikke tidligere er blevet tilbudt noget sådant, synes jeg du skal kontakte din socialrådgiver i kommunen og forhøre dig om mulighederne. Jeg kan forestille mig at du er én af dem som er blevet sendt rundt i systemet ad flere omgange, fordi de ikke ved hvad de skal stille op med dig og det er du ikke tjent med.
Og så vil jeg sige til dig, at der ér håb. Jeg har det faktisk rimeligt og har haft det i 3-4 år nu. Det betyder ikke at jeg ikke får depressive perioder og indimellem stadig skraber bunden; men jeg er blevet i stand til at tage en uddannelse på almindelige vilkår, at have et normalt privatliv mv., på trods af de perioder. Så længe jeg tager hensyn til mig selv og min til tider skrøbelige psyke er det faktisk muligt at have det helt godt.
Men det er hårdt arbejde - og det kræver tit hele livet hvis man har bøvlet med det i mange år.

Jeg kender til dine kvaler og vil klart anbefale dig en hypnosebehandling. Efter kun 3 behandlinger er min angst blevet reduceret til almindelig nervøsitet, og jeg er ikke den, der tror på den slags, men prøvede alligevel, da angsten jo overskygger ens tilværelse. Nogle gange skal man afsted 5-6 gange, før du er fri for symptomer. Jeg synes, du skal prøve og se om det ikke også hjælper dig at få taget nogle behandlinger. Du har alt at vinde.
hilsen
jævnaldrende

allerførst får jeg lyst til at spørge dig va290540, om du også oplever en enorm træthed af og til..
Når jeg tænker 10 år tilbage, aå kan jeg trods alt se en udvikling, at jeg er knap så angst mere, knap så deprimeret mere og kan også udholde meget mere, men der er stadig en masse at arbejde med. Faktisk har jeg ialt gået i terapi hos div. psykologer i ca. 5 - 7 år..
Ja, jeg er blevet kastet meget rundt i systemet og jeg har forsøgt at tage uddannelse 2 gange, men uden held. Jeg har skiftet arbejdsplads mange gange, men har dog formået at være rigtig glad for 2 steder - men kun arbejdet 20 timer pr. uge og det gik fint. Jeg har så ikke selv opgivet disse to arbejdspladser - det ene sted var en forening, som gik nedenunder og hjem og det andet sted udløb kontrakten/arbejdsprøvningen. Jeg prøver på at sige til mig selv, at jeg da har formået at kunne klare et arbejdsliv, uden selv at stoppe af egen vilje.
Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker kan klare at være det samme sted i 8 timer hver dag puh ha, jeg ville blive afsindig træt og synes hele mit liv kun bestod af arbejde.
Jeg er pt igang med hf fag, som jeg klarer rimeligt, har dog haft en del fravær, men det er kun 20 timer pr uge, så det går.
Ja, min stresstærskel er lav, den har dog været meget meget lav og jeg har for et par år siden gået ned med stresspga. at jeg i en længere periode havde det meget godt og påtog mig mere og mere arbejde og gik til div. aktiviteter, men lige pludseligt gik det lodret nedad for mig.
Så nu har jeg lært at lytte til advarselssignalerne og tage dem alvorligt...
Men påtager jeg mig alt for lidt - kun skole + lektier, så synes jeg livet er kedeligt og så sætter depressioenen ind..Jeg arbejder stadig med at finde den gyldne mellemvej i mit liv.
Jeg vil gerne tillykke til dig, fordi du har kæmpet så hårdt i dit liv og nået dertil i dag, hvor du lyder som om, at du klarer dig rigtigt godt, trodt de dumme perioder.

det tør jeg ikke, jeg er så bange for at miste fodfæste og ikke ved hvor jeg lander henne psykisk..for er man ik i trance?
Det er så også lige med at finde en dygtig hypnotisør og en hvor kemien passer....
Jeg tror også at en hypnotisør kan gøre hurtigere gavn end en terapeut...

alt for godt til din tilstand! har selv gen angst, panik angst og sygdomsangst og det er ulideligt. jeg har arb fuld tid, men efter en bilulykke er det gået ned ad bakke. jeg er træt, træt og atter træt. min kæreste kaldte mig doven fordi jeg ikke fortalte ham hvordan jeg havde det og så gik man der med evig dårlig samvittighed over man sov midt på dagen.nu har jeg fortalt ham det og det er en lettelse.så når jeg lægger mig, ved han godt jeg har det skidt.jeg har netop taget en uddannelse, som kun var 4 timer om dagen og til at magte, men hvad nu..nu skal jeg ud og finde et arb.hjælp...det giver mig stress som giver mig angst og så kører det ellers i en ond cirkel.
man kan jo ikke gøre for man er syg, der er ingen der ønsker at have det skidt og ikke kunne det samme som alle andre, men sådan forholder det sig altså for mange. så du er ikke den eneste!hvis det er nogen trøst! du er velkommen til at skrive til mig på united_miss.ann@hotmail.com jeg har et ønske om at starte en online chat med folk der har angst, men det er meget dyrt men måske det lykkes en dag!ellers prøv at leve i nuet, alt hvad vi frygter ligger ude i fremtiden.