Patetiskt

Noget af det aller mest patetiske jeg kommer over, er mænnesker der først er utro for derefter at tute og skrige. Personligt mener jeg at det IKKE er nogen undskyldning at man har drukket alkohol!
Når man befinder sig i et parforhold skal man IKKE flørte, kline og have sex med andre end sin kæreste. Det er da oplagt! Det har med respekt og evnen til at have empati med sin partner at gøre.
Personlig har jeg ALDRIG været nogen af mine kærester utro, og det har jeg heller aldrig tænkt at blive. Når man støder på problemer i et parforhold er ikke løsningen at gå ud på byen bare for at finde sig en sexpartner! Når man har problemer i et parforhold så snakker man med hinanden. Snakker og ikke mindst lytter. Måske oplever din partner nogle ting anderledes end dig... Et eksempel på det kan være flørtemeldinger på mobil!
Uandset mener jeg at de der er utro omgående bør revurdere sine handlinger. Måske kan det være lurt at tænke på hvordan DU SELV vilde have reageret om din kæreste skat var netop utro mod dig...
Aldrig må dere besvige de der er mest glad i dere! For det er den der har dig kjær, der til slut er villig til at ofre noget for dig! Det kan da også være en tanke at ta med sig...

vil jeg håbe for dig, at du KOMMER i den situation at være din kæreste utro!
Det er ikke fordi jeg ligefrem ønsker noget ondt over nogen mennesker, slet ikke! Jeg ønsker bare, at du får øjnene op, for dem der har prøvet at være det...at mærke at det gør hamrende ondt på dem at have forvoldet andre så meget smerte!
Jeg har heller ikke selv været nogen utro, men jeg havde en kæreste igennem mange år, som var mig utro. Det var en forfærdelig historie, og vi døde sgu alle tre inden i, i et eller andet omfang.
Der var da ingen, der ønskede det, og sgu da heller ingen der planlagde det.
At komme videre handlede ikke om at lade som om alting var glemt og så fortsætte som før. Vi holdt op med at være kærester, (og hende han var mig utro med, var min daværende bedste veninde, så det holdt jo helt klart også op), men den forsmåede følelse indeni mig, fik først vinger og forlod mig, da den blev udvidet til at forstå, hvor svært det var for dem.
Jeg skulle lære noget af det her, som jeg åbenbart ikke kunne lære på anden måde...og det er at tilgive!
Så før du går ud med fordømmelse af folk, der bærer sig tåbeligt ad, så skal du sådan set regne dig selv indenfor gruppen, af potetielle tåber, før kan du ikke rigtig navigere indenfor det rummelige i at være menneskelig og at kunne fejle. Sætter du dig udenfor, er du ikke menneskelig.
Jeg har ikke prøvet at være nogen utro som sagt, men mit liv er jo ikke overstået endnu, og jeg håber ikke på at det sker, men jeg VED det jo ikke!
Det er ok at tænke tanken at man ikke vil synke så dybt så man er sin kæreste utro, man har moralske retningslinier...men ønsker er eeen ting...virkeligheden er ofte noget andet....bare du ikke fordømmer, eller tror der kun er een grund til at folk gør som de gør...motiver for at være utro er ligeså stort i antal, som folk der er utro...

Det er nok de færese mennesker, der er deres partner utro, direkte for at være onde ved dem,,, I mange tilfælde sker tingene, og det ender altid med at der er en masse mennesker der er kede af det, inklusiv de 2 der er utro,,,Hvis uheldet er ude, og det sker, mener jeg at det vigtigeste, er at være ærlig over for hinamdem, og fortælle hvordan det ku gå sådan, og hvad man nu aftaler der skal ske, sådan at der er rene linnier,,,, Ønsker ikke for nogen at de skal komme i sådan en situation, men håber heller ikke at, hvis de gør det, de så møder lutter modstand,,, En ting som vi mennesker aldrig kommer til at styre er vores følleser,,,

Det handler da slet ikke om at være fordømmende! Og selvfølgeligt mener jeg da at man skal lære at tilgive hinanden sine fejl. Men ærligt talt, er det virkeligt noget stort problem at være trofast??? Jeg har da gennom mit liv flere gange avvidst piger når jeg har vært sammen med en pige. Jeg mener det har med vilje og kærlighed at gøre. Og den pige der ikke magter at elske mig så højt at hun må ha andre mænd, den pige vil jeg da ikke ha.
For nogle år siden var jeg sammen med en pige der var mig utro. Hvad skete så? Jo det eneste der skete var at jeg totalt mistet respekten for hende i over 1 år. Det var ikke før hun kom bort til meg og sa undskyld at jeg begynte at respektere hende igen. Jeg syntes det var modigt gort af hende. Ligevel så hende det stadigt i ettertid 2- 3- 4 år at hun stadig sagde til mig at hun savnede mig og at jeg var den bedste person hun hadde møt etc. Selvfølgeligt er det en stor tillitsærklering når nogen siger noget sånt til dig. Problemet var bare at jeg aldrig kunde sige det samme. For når jeg var over med min kærlighedssorg så var jeg i bund og grund bare glad for at det var slut. Blot fordi jeg vidste inde i mig selv at hun på ingen måde var den slags kvinde jeg vilde have. Hun er nok fortsat en god venn når jeg er tilbage i Norge, men det har blivet ett underligt paradoks for mig: Hun der var utro blev den som tabte mæst, til slut. Jeg er nu sammen med den sødeste pige i værden, mens hun stadigt skifter og klarer ikke at finde den rætte.

Jeg er så død træt af at høre den samme linje om og om igen. "Vi mennesker kan ikke styre vores følelser" Nej der har du fuldstændig ret. Men DU styre selv om du vil handle på de følelser ikk??
Jeg kan ikke se problemet....Du har en kæreste, du bliver små forelsket i en anden. Jamen så må du jo videre eller også må du lade være med at handle på de følelse!

præcis som du siger...man må respektere de, som lærer af deres fejl. Man må SE at det i langt de fleste tilfælde gør vanvittig ondt på dem, der har været utro...men det retfærrdiggør ikke deres handlinger.
Når du mister respekten for den pige der var dig utro, så fordømmer du hende. Hvad er eller fordømmelse?
Jeg siger ikke jeg er et hår bedre. Min elskede, min eneste ene...det var ham, der var mig utro med min bedste veninde....den sorg, den lammede mig i mange, mange år...jeg mistede fuldstændig respekten for ham. Han er far til mit yngste barn, så jeg har et tæt samarbejde med ham...for det er jo ikke sønnens skyld at alt gik så galt. Det er de voksnes ansvar at få det til at køre alligevel. Respekt er sådan set drivmidlet i ethvert samarbejde, så på grund af min søn, har jeg været TVUNGET til at møde hans far med respekt.
Det er noget der svarer til at sluge en hel flok kameler, men det det primære problem i det, er min egen sårethed og stolthed. Det forhindrer at der skabes nye løsningsmuligheder, det forhindrer kærligheden i at komme til at virke. Og her taler jeg om kærligheden til mit barn.
Da jeg tilgav sønnens far, fik jeg selv mulighed for at rykke videre...og ja...ligesom du siger, så var den der lærte mest og rykkede mest...det var mig...og den der led mest...det var ham...eller ER ham, for han har stadig ikke fundet sig nye kærestepotentialer...det gik helt i stå for ham dengang.
Det er bare ikke spor enkelt! Det er kompliceret ad H. til, svært at snakke om...svært at snakke om hvis man forhånd er enige om at de utro er dem der er forkert på den. Det gør det ihvertfald svært at prøve at forstå, hvorfor at tingene kan blive vendt så meget på hovedet, så man gør sådan noget.
I nogle af de andre indlæg nævnes der, at hvsi man bliver glad for en anden, så lukker og slukker man der hvor man er, og så går man bare videre...det er stort set ALDRIG så enkelt, og aldrig når der er børn involveret.
En anden siger at vi ikke kan styre vores føelser, nej, vi kan ikke gøre for at de opstår, men efterhånden ved vi om os selv, hvilke følelser vi tænder, når vi gør på den og den måde. Vi opsøger selv at blive tændt af noget, og vi tager afstand fra det, der vækker vores afsky. Så derfor vil jeg give den person ret, som siger, at vi er ansvarlige for, hvordan vi handler på vores føelser!
Men det er ikke det samme som at vi er udelukkede fra, at komme i en situation, hvor det er os selv, der er utro, og så har vi fandme brug for al den forståelse der er i hele verden, for hvordan fanden gør man det godt igen? Hvordan beviser man, at man er et godt menneske på andre områder?
Jeg synes ikke den holdning, du skriver ud fra efterlader utro mennesker ret mange chancer for at forbedre sig, og det synes jeg ikke er fair. Og jeg siger lige igen...at jeg ikke er bedre end du er...den problematik du stiller op er svær, det er den jeg forholder mig til, inklsive min fejlbarlighed som menneske, men også mine erfaringer som kvinde med et forhold i rygsækken der led skibbrud under utroskab...