Prisen for tryghed

Da jeg ikke har grund til at klage, vil jeg aligevel benytte mig af dette forum til at beklage mig!
Dette lyder mærkeligt, når det kommer fra én som mig som har hus, bil, penge i banken, familie som elsker mig, et godt vellønnet arbejde med stor frihedsgrad, ja kort sagt alt det som de fleste går og drømmer om.
Men...Jeg føler mig ikke lykkelig!!!
Jeg føler mig ensom og denne ensomhed trykker mig mere og mere!!
Hvorfor vil I nu nok spørge, han har jo sin familie og kollegaer.
Dette er også rigtigt, men jeg har ingen som vil lytte til mine bekymringer....Bekymringer om fremtiden for mig selv, mine børn... bekymringer om verdenssituationen og verdenens tilstand...
Jeg føler mig mere og mere alene, for når man har velstand, familie og job, så må man ikke bekymre sig og have det dårligt!
Det jeg ved jeg savner er ligestillede mennesker som ligesom jeg selv gider at debattere livets trivialiteter og de bekymringer man går med.
Folk har en tendens til kun at ville tale om alt det der er godt og som er gået godt.
Jeg derimod er typen der ikke gider dette, jeg vil hellere tale om det der ikke er godt for på den måde at bearbejde det og eventuelt gøre disse ting bedre. MEN MEN MEN straks bliver man udråbt som sortseer og som værende en negativ person med en negativ personlighed og det er selvom jeg ELSKER livet og det som livet har givet mig. Ligesom jeg da også elsker de udfordringer som livet har stillet mig overfor, da de har fået mig til at føle mig i live, men hvorfor skal man NØJES med at have det godt, hvis der er en mulighed for at have det PERFEKT?
Er dette ikke grund nok til at ville forsøge at gøre tingene bedre ved bl.a. at tale om dem?
Ja, dette er nogle af de tanker jeg går rundt med og som jeg ikke har mødt nogen der GIDER at høre på.
DERFOR er jeg ensom og føler mig venneløs.
Selvom jeg er en varm person med et STORT hjerte som banker for de rigtige ting, såsom Solen, naturen, mennesker og dyr..tja hvad skal man sige "life stinks and then you die" ( livet stinker og så dør man)

Jeg tror, at der vil være en del mennesker, som kan genkende det du beskriver. Man kan udefra set have alt og hvorfor er man alligevel ikke lykkelig? Jeg tror, at du vil kunne svarene inderst inde, hvis du giver dig selv tid til at finde ind til din inderste kerne,
din ro. Gå fx en lang tur i naturen og vær nærværende - lyt til træerne, græsset - se på det liv, der er der.
Så vil du der kunne begynde en proces med at finde meningen med netop dit liv - er det mon der du mangler et fokus? Lykke kommer også indefra.

.. for mange danskere.
Vi har så travlt med os selv og gør alt for vores egen skyld.
Men hvad med vores sociale liv?
Det er tilsyneladende ikke særlig vigtigt!
Det er de materielle goder der tæller og status symbolerne, så skide være med at vi mister de nære sociale relationer som er så vigtige for os mennesker.
Se på aberne, hvis de ikke har sociale relationer bliver de frustrerede og kan ende med at blive næsten sindsyge af ensomhed.
Danskerne har for travlt med at skabe værdier og vi skal alle uddanne os og blive mere stressede for at skabe yderligere værdier(materielle værdier vel og mærke) siger vores regering. Mere stress, mere frustration, mere ensomhed for er du ikke parat til at løbe stærkere er du dømt ude, hvis du er en "slapsvans" så er du ynkelig og bør lægge dig til at dø.
Dette samfund som tidligere var verdens bedste er idag totalt ødelagt af profitmagernes stadig jagten efter større og større rigdom på bekostning af alt det som bør værdsættes i livet - nemlig selve livet og de nære relationer.
Lad os komme tilbage til rødderne og skabe en mere socialt og nærværende samfund som tager afstand fra profitmagernes totalt menneskefjendske holdning om mere og mere profit og som behandler alle mennesker med respekt og værdighed.

Ensomhedsbegrebet er vist ikke det rette at bruge her. Det handler mere om manglende lykkefølelse.
Samfundet måles idag op efter økonomiske værdier - kroner og ører
Det måles ikke i livskvalitet
- og her er "hunden begravet"
Livskvalitet handler ikke om kroner og ører - men mere om værdien af "et godt liv" med gode venner og det at kunne værdsætte et liv med mad på bordet hverdag, tøj på kroppen, tag over hovedet - uden at man absolut skal være milliardær. Det handler om at stille sig tilfreds med sit liv - dette er svært for en dansker - for det tilades ikke - vi skal ønske at få mere ellers må politikerne ikke opfylde deres krav om øget økonomisk vækst i samfundet.
Følgen af dette ses tydeligt.
Der har aldrig været så mange ensomme mennesker som idag - der har aldrig været flere selvmord end i dag.
Der har aldrig været så mange mennesker med stressrelaterede sygdomme som idag.
Stress øger også riikoen for mere vold i samfundet - grundet stigende frustrationer over stressen.
Tænk over det og så lad os gøre noget ved det sammen.
Hvem siger vi skal være verdens rigeste samfund?
Hvem siger vi ikke kan nøjes med mindre og så dele værdierne bedre imellem os?

og ja det hjælper, bare ikke på min ensomhed. Dog er jeg heller ikke et "tudefjæs".

Det troede jeg. Kapitalismen og liberalismen længe leve

Vi behøver ikke have 2 biler, hus og sommerhus, 5 fjernsyn, 7 stereoanlæg, opvaskemaskine, båd, o.s.v.
Vi behøver jo stortset kun et sted og bo, et fjernsyn, et anlæg, en bil o.s.v.
Alt det andet er jo kun status og pral.

jeg troede jeg var ene om at have det sådan.

- et enkelt liv
- fuglene der kvidre en skøn sommerdag med solen som skinner fra en skyfri himmel og børn der leger og ler.
- Blomstrende duftende haver
- holde sin kære i hånden
- en godt måltid mad
- at smage, lytte og røre ved livet
- at føle, drømme og tænke på livet
- lykken er at leve

og rørende

og vi vil komme styrkede tilbage bare vent.
Kapitalismen og liberalismen vil vise sig at spille falit, det er kun egoismens vej og som mennesker vil vi i længden søge fællesskabets vej

Ja, det må vel være det man kalder eksistentielle problemer.
Dem har jeg så rigeligt af, og jeg tror ikke rigtigt, at der er noget at gøre ved det.
Jeg har en form for indre bøn kørende, for at finde en slags lise for smerten.
Det hjælper mig.
Indimellem opstår små lommer af lettelse eller befrielse, hvor jeg så ånder friere for en stund.
Ligeledes afledes jeg af sommer, forelskelse (men lidt farligt), jeg risikerer at falde ud af takten. Må så se at finde den igen.
Men du er nu god til at anskueliggøre problemet.

Fordi man ikke er optimist, er ikke ensbetydende med at man er pessimist, vel?
Men man behøver jo ikke rende og være en Leif Lalleglad for at være tilfreds med største delen af sit liv.
"Der er jo en ting som er givet
Det er at vi har alle fået livet
for at dette kunne leves
og ikke for at begrædes!"

Jeg kan ihverfald godt se din pointe!

..skal vi til at få ændret disse værdi begreber i en fart

Du kender svaret selv.
Mennesker er i en evig flugt.
Menesker er fanget af deres ego.
Vi er få der har dybde og værdier.
Resten er dybest set ikke hele mennesker og ''ønsker'' det heller ikke, da det jo i den grad kan virke skræmmende på visse/mange mennesker.
Jeg er selv ikke så gammel, men kan se det for mig, kun blive værre med tiden.
Jeg savner umiddelbarheden mellem folk, oprigtigheden, og glæden.
Måske vi kunne skrive lidt sammen, jeg kan mærke at mine frustrationer stiger,og min verden indskrænkes.
Hvis du er ointeresseret vil jeg lægge min mail.

Hvordan opstår ensomhed egentlig? Starter det ikke med en tanke? Og man kan jo arbejde med at ændre sine tanker til at være positive og dermed sin adfærd. Jeg tror ikke på, at man skal finde årsager i det ydre liv men derimod i det indre. Har du overvejet at meditere en gang imellem - bare 5 minutter om dagen som er helt dine?

at læse de fleste af indlæggene her. Dejligt at finde ud af, at jeg ikke er helt alene om disse tanker og holdninger.
Selv har jeg to børn som jeg valgte ikke at putte i instutioner. Sikke et ramaskrig fra mine omgivelser bl.a. om hvor dum jeg blev, hvor svært det ville blive for mig at vende tilbage til arbejdsmarkedet osv. osv. Men hos os valgte vi de nære værdier som sammenhold, tryghed, kærlighed til hinanden. Vi har undværet en del bl.a. bil og dyre middage,og vi har altid været dem i vennekredsen, som var de sidste til at få alverdens "uundværlige" maskiner i husholdningen osv. Men vi har haft hinanden. Ikke at det har været total rosenrød idyl, bestemt ikke!! Det har været et slid indimellem - at få det hele til at hænge sammen rent økonomisk, men hvis jeg fik valget igen gjorde jeg det gerne om.
I dag har jeg fast arbejde, men gør hvad jeg kan for ikke at falde i forbrugsfælden. Måske har det været let for mig, for jeg har ikke de store ønsker om to biler, lystyact, nye møbler osv. Men sådan er vi jo forskellige.
Men SKØNT at høre om andre og deres tanker om livet.