Pårørende til kræftpatient - hjælp

Hej alle.
Jeg har en kusine på 19 år der lige har fået konstateret lymfekræft. Hele min familie og mig selv er fuldstændig gået i spåner..
Min kusines mor har det rigtig svært ved at snakke om hendes datters kræft situation, og det er meget svært for os andre at få noget information om hvordan min kusine har det og hvordan hun selv har det med det. Hun kunne ikke engang sige det til sin egen mand, at hans datter havde kræft.. Hun er helt nede i kulkælderen, og hun kan slet ikke finde ud af at håndtere situationen.
Jeg mangler et godt råd til hvordan min familie og jeg selv skal håndtere dette og hvordan vi kan få min moster op på benene igen? Er der nogen der har oplever noget lignende?
Vi er fuldstændig lost i hele denne situation, og jeg vil virkelig sætte pris på, hvis der var nogen den ville tage et par minutter og hjælpe!

Mvh en trist kusine.

Håber for Jer at det er konstateret på et tidligt stadie da helbredelseschancerne bliver bedre.
Find hjælp her:
http://www.cancer.dk/

Tak for dit svar! Og det er heldigvis opdaget i god tid!

Hej
Det er en svær besked at modtage så hun er vel i chock fasen, og det tager tid inden hun er klar til at håndterer denne nye viden, det jo kan have svære konsekvenser.
Jeg tror ikke at du kan gøre andet end at være der og være klar til at lytte, der er ingen gode råd der trænger igennem før end hun selv er klar til at modtage dem.
Så jeg vil anbefale at I kontakter Kræftens bekæmpelse i den by hbor I bor eller nærmeste by, de har meget at byde på, og hjælper gerne, med den problemstilling du/I står i nu.
Alt det bedste.

Tusind tak for dit svar. Og ja, det er rigtigt svært og selvfølgelig er hun i chok..
Jeg vil helt sikkert råde dem til at kontakte kræftens bekæmpelse, det var et godt råd! Tak for det(-:

Hej med dig
Sikke noget lort.
Nu skriver du meget om din moster og jo, det er synd for hende og hun skal have masser af støtte, MEN det er din kusine der er syg.
Nu har jeg selv været der som 18 årig. Nyrekræft med en 50/50 chance for overlevelse (og som du kan se klarede jeg den, nu på 30. år ;-). Mine nærmeste pårørende gik fuldstændigt i coma over det - hvilket i praksis betød at jeg stod helt alene med sygdommen. Jeg kunne ikke tale med nogen om det, de kunne ikke klare at se mig på hospitalet når jeg havde det allerværst etc etc.
Jeg havde så rigtig gode venner og personalet - så det gik. Men det var ensomt at slås med.
Så min råd er at I skal støtte din moster på en måde, så hun kan støtte sin datter. Og hvis det er det der skal til - så giv hende et kærligt los i røven.
I håbet om det bedste
1-2-3

Jeg har tænkt det samme! Altså at det måske er en smule skørt, at alt vores fokus faktisk ryger over på min moster, når det jo er min kusine der har kræft, og det er hende der burde være i fokus (især fra hendes mors side!).
Hun skal helt klart have et lille og kærlig los i enden. Det er jo trods alt hende der er moderen og hende der skal tage ansvar selvom det må være hårdt!
Tak for dit svar! Det var til rigtig meget hjælp! Og tillykke med at du er rask, det er for fedt!

Jeg har tænkt det samme! Altså at det måske er en smule skørt, at alt vores fokus faktisk ryger over på min moster, når det jo er min kusine der har kræft, og det er hende der burde være i fokus (især fra hendes mors side!).

Det er aldrig let for forældre når noget er livstruende for deres børn, heller ikke når "børnene" er omkring 60 og det sker.

Ja selvfølgelig vil det altid være svært! Det vil vil/er svært for alle os pårørende, men jeg mener det er vigtigt, at min kusines mor husker at være der for sin datter (: