Reinkarnation et faktum

Dr. Ian Stevensons reinkarnationsforskning
Det 20ende århundredes store forsker i reinkarnation og hans arbejde
”Er der videnskabeligt belæg for reinkarnation?” ”Findes der videnskabsmænd, der driver seriøs forskning i det paranormale og dokumenterer sjælens eksistens?” Svaret er ja, dem er der flere af, selv om folk flest nok ikke er klar over det. Hvem ved således, at en fremtrædende amerikansk universitetsprofessor et helt liv har forsket i små børns spontane erindringer af tidligere liv og udforsket en stor del af disse sager til bunds? Langt fra alle har hørt om dette, og derfor beskæftiger vi os i dette og de følgende numre med Dr. Ian Stevenson og hans forskning.

Dr. Ian Stevenson, Professor i psykiatri og mangeårig forsker i reinkarnation.   Dr. Ian Stevenson er tidligere rektor for Department of Psychiatry ved University of Virginia, USA, og leder nu Division of Personality Studies sammesteds. Han har viet de sidste 40 år til videnskabelig undersøgelse af små børns erindringer fra tidligere liv og har mere end 3000 sager fra hele verden i sit arkiv. Mange mennesker inklusive skeptikere og akademikere er enige i, at dette arbejde udgør det hidtil bedste bevis for reinkarnation.
Dr. Stevensons forskning i muligheden for reinkarnation begyndte i 1960, da han hørte om et tilfælde på Sri Lanka, hvor et barn hævdede at huske et tidligere liv. Han interviewede barnet og dets forældre såvel som mennesker, som, hævdede barnet, var dets forældre fra dets forrige liv. Dette tilfælde gjorde Dr. Stevenson overbevist om, at reinkarnation kunne være en reel mulighed.
Jo flere tilfælde han gik i kast med, jo mere voksede hans ønske om at åbne videnskabeligt op for et mysterium, der hidtil var blevet udelukket fra videnskabelig observation. Derfor udgav han i 1960 to artikler i Journal of the American Society for Psychical Research om børn, der huskede deres tidligere liv. I 1974 udgav han bogen Twenty Cases Suggestive of Reincarnation (På dansk: Tyve tilfælde, der tyder på reinkarnation), der nu er en klassiker på feltet. Alle, der læste den, frydede sig over omsider at se en sådan grundlæggende videnskabelig forskning i dette for alle mennesker så afgørende spørgsmål.
Modermærker og tidligere liv
Under sin første forskning med børn, der huskede et tidligere liv, bemærkede Dr. Stevenson med interesse den kendsgerning, at disse børn ofte havde varige modermærker, der tilsyneladende stod i forbindelse til den død, de led i et tidligere liv. Dr. Stevensons undersøgelse af modermærker og medfødte misdannelser har en særlig betydning for reinkarnationsforskningen, da man måske her objektivt set har det stærkeste håndgribelige vidnesbyrd om en forbindelse imellem de to identiteter i de to forskellige liv. Direkte fysiske mærker, som de to kroppe fra de to liv deler, kan videnskabeligt set vise sig at være et endnu stærkere bevis på reinkarnation end allerede tungt vejende mundtlige vidnesbyrd og redegørelser.

Pigmenterede pletter på brystet hos en ung indisk mand, der, da han var barn, sagde, at han huskede et liv som en mand, Maha Ram, der blev dræbt af et haglgevær på nært hold.
Nedenunder ses til sammenligning med cirklerne de vigtigste skudsår fra haglgeværet på Maha Ram. Tegningen er fra den afdødes obduktionsrapport.

Således udgav Dr. Stevenson i 1997 et stort værk med titlen Reincarnation and Biology – A Contribution to the Etiology of Birthmarks and Birth Defects. I bogens første bind beskriver han hovedsageligt modermærker, mens han i det andet bind fokuserer på misdannelser og andre uregelmæssigheder, som børn fødes med, og som ikke kan forklares som genetisk arv eller hændelser før eller under fødslen. Dette monumentale værk indeholder hundredvis af billeder som dokumentation. I mange af sagerne, som fremlægges af Dr. Stevenson, har det været muligt fremskaffe de lægeerklæringer, der blev udarbejdet ved personernes død.
Dr. Stevenson tilføjer, at i de sager, som han udforskede og ’løste’, og hvor modermærker og misdannelser var til stede, konkluderede han, at reinkarnation var den mest sandsynlige mulighed. 30% – 60% af modermærker og misdannelser kan fastslås som fødselsdefekter, der er relateret til genetiske faktorer, virusinfektioner eller kemiske årsager (dvs. som dem, der forekommer hos børn, der er skadet af alkohol eller thalidomid). De øvrige 40% til 70% har lægeverdenen ingen anden forklaring på end tilfældighed, men takket være Dr. Stevenson kan det nu dokumenteres, at de faktisk ser ud til at have forbindelse til personens tidligere liv og død.

Generelle konklusioner fra Dr. Stevensons forskning
Dr. Stevenson opsummerer de generelle træk ved de mange sager, han har arbejdet med. Alle tilfælde med børnene, der husker et tidligere liv helt eller delvist, har fra et til fem træk til fælles.
(1) I det mest ualmindelige hændelsesforløb er det muligt, at en, der troede på reinkarnation, udtrykte et ønske om blive født af et bestemt par eller den ene part i et par. Dette skyldes normalt, at de er overbeviste om, at de vil komme i gode hænder hos disse bestemte mennesker. Sådanne forhåndsanmodninger udtrykkes ofte af Tlingit-indianerne i Alaska og af tibetanerne.
(2) Oftere end dette er forekomsten af profetiske drømme. En person, der er død, viser sig for en gravid eller endnu ikke gravid kvinde og fortæller hende, at han eller hun vil blive genfødt af hende. Somme tider har slægtninge eller venner sådanne drømme og beretter da om drømmen til den vordende moder. Dr. Stevenson har konstateret, at disse profetiske drømme specielt forekommer i rigt antal i Burma og blandt Alaskas indianere.
(3) I disse kulturer undersøges et nyfødt barns krop for genkendelige mærker for at fastslå, om den bortgåede person, de engang kendte, er blevet genfødt iblandt dem. Denne søgen efter identifikationsmærker er meget almindelig i kulturer, der tror på reinkarnation og specielt blandt Tlingit-indianerne og Igboerne i Nigeria. Forskellige stammer i Vestafrika laver mærker på de nyligt bortgåede for at kunne identificere personen, når han eller hun genfødes.
(4) Den oftest forekommende hændelse eller fællesnævner i relation til genfødsel er, at et barn husker et tidligere liv. Børn begynder normalt at tale om deres erindringer imellem to og fire år. Sådanne børneerindringer forsvinder gradvist, når barnet er imellem fire og syv år gammelt. Der er selvfølgelig altid undtagelsestilfælde, hvor et barn fortsætter med at huske sit tidligere liv, men ikke taler om det af forskellige grunde.
De fleste af børnene taler om deres tidligere identitet med stor iver og følelse. Ofte kan de ikke gøre op med sig selv, hvilken verden er virkelig, og hvilken ikke er det. De erfarer ofte en slags dobbelttilværelse, hvor det til tider er det ene liv og til tider det andet liv, der er mest fremherskende. De taler normalt om deres tidligere liv i nutid som ”Jeg har en mand og to børn, der bor i Jaipur.” Næsten alle kan de fortælle om de begivenheder, der ledte frem til deres død. Sådanne børn har en tendens til f.eks. at anse tidligere forældre for deres virkelige forældre i stedet for de nuværende og udtrykker normalt et ønske om at komme tilbage til dem.
(5) Når den tidligere familie er blevet fundet, og detaljer om personen i dette tidligere liv er kommet for dagens lys, bliver oprindelsen til den fælles femte fællesnævner – barnets iøjnefaldende eller usædvanlige adfærd – åbenlys. For eksempel kan et barn, hvis det fødes i Indien i en lav familie, men i sit tidligere liv tilhørte en højere kaste, føle sig ilde til mode i sin nye familie. Barnet vil måske bede om at blive betjent fra top til tå og kan nægte at klæde sig i billigt tøj. Stevenson giver adskillelige eksempler på et sådant usædvanligt adfærdsmønster.
I 35% af de sager, han undersøgte, udviklede børn, der døde en unaturlig død, fobier. Druknede de for eksempel i det tidligere liv, udviklede de ofte en fobi for dybt vand. Var de blevet skudt, var de ofte bange for skydevåben og somme tider store brag generelt. Døde de i en trafikulykke, udviklede de somme tider en fobi for at køre med biler, busser eller lastbiler.
En anden ofte iagttaget ualmindelig form for adfærd kaldte Dr. Stevenson for ’filiaer’ og angår børn, der giver udtryk for at ville spise en anden slags mad eller bruge en anden form for tøj end den, der er fremherskende i deres kultur. Var barnet som voksen i sit tidligere liv afhængigt af alkohol, tobak eller narkotika, kan det i en tidlig alder give udtryk for stærk lyst efter disse.
Mange af disse børn med erindringer fra tidligere liv viser evner eller talenter, som de havde i deres tidligere liv. Ofte finder børn, der var af et modsat køn i det tidligere liv, det også vanskeligt at tilpasse sig deres nye køn. Disse problemer i forbindelse med ’kønsskifte’ kan føre til homoseksualitet senere i livet. Tidligere piger, der genfødes som drenge, kan ønske at klæde sig som piger eller vil hellere lege sammen med piger end drenge.
Hidtil har disse menneskelige særheder været et mysterium for traditionelle psykiatere, der normalt uden egentlig dokumentation dadler sådanne ejendommeligheder på for få eller for mange hormoner, men Dr. Stevensons forskning i reinkarnation kaster nu et andet lys over emnet.
I de næste numre vil vi bl.a. bringe et interview med Dr. Stevenson og gennemgå et af de mange tilfælde, han har arbejdet med. Læs også mere om Stevenson på www.childpastlives.org

Stevenson så en anden krise i øjnene, da hans velgører, Chester Carlson, døde. Stevensons sorg var blandet med en følelse af personlig ulykke: ”Jeg tænkte, ’Tæppet er blevet trukket væk under mig. Jeg ender op med almindelig forskning igen.’ Og så blev hans testamente læst op, og det blev konstateret, at han havde skænket universitet lidt over en million dollars til min forskning.”

Stevenson havde nu opbakningen til at forske på fuld tid, uanset om han blev respekteret af hovedstrømmen eller ej. Men han var ikke tilfreds med at virke i et komfortabelt randområde.

”Jeg tænkte, at de fleste parapsykologer er for isolerede. De taler blot til sig selv og ikke nok til andre videnskabsmænd, og de er alt for uopmærksomme på, at resten af verden ikke lytter til dem. De er låst inde i et snævert laboratorieprogram og tilbøjelige til at være ligeglade med de naturlige erfaringers område.

Disse interesserer mig mere. Moderne psykologer efteraber lægerne ved kun at være interesserede i, hvad der sker i et laboratorium, ikke i ting som kærlighed og død, og parapsykologerne imiterer psykologerne, dvs., man må have betingelserne under stram kontrol. Men for mig er det langt bedre at være 90 procent sikker på noget vigtigt end 100 procent sikker på noget ligegyldigt.”

Stevenson i dag
På trods af hans længsel efter professionel accept skyr Stevenson offentlig omtale. Han mistror journalister for at ville lave sensationsjageri ud af hans arbejde. Mange af hans feltture var vanskelige og farefyldte for ikke at sige kostbare, og han var ikke ivrig efter at skulle tage sig af et ikke-bidragende medlem på disse ekspeditioner. Men efter flere års brevveksling fik jeg overtalt Stevenson til at tage mig med.

Selv om han var på nippet til at blive 80, var hans udholdenhed forbløffende. Han bevægede sig langt udenfor byerne i både Libanon og Indien, var ubønhørligt på benene 12 timer hver dag under ofte ugæstfrie forhold og røbede sjældent tegn på mindste træthed.

Jeg havde svært ved ikke at bede ham give sig selv en pause. Men jeg kunne forstå hans følelse af tvang. Sagerne, vi mødte, var lige så svære at bortforklare, som han havde sagt det. Som han villigt indrømmer, kan ingen af dem isoleret set udelukke en normal forklaring. Men for mange af dem var den eneste mulige ’normale’ forklaring at postulere en omfattende, mangesidet sammensværgelse i form af enten et overlagt bedrag eller en ubevidst fælles koordinering imellem mennesker fra forskellige familier og samfund med intet åbenlyst motiv eller nogen klar måde at samarbejde på i et sådant svindelnummer.

Det var indlysende, at Stevenson ikke tilsidesatte modsatstridende materiale eller fabrikerede støtte for sin teori. Han var om muligt endnu mere ihærdig i at tilstræbe og give plads til tvivl end det modsatte. Til syvende og sidst var ansamlingen af sager på tværs af kultur og omstændigheder, alle med talrige, af hinanden uafhængige, vidner, der nøgternt og sagligt bekræftede ufattelige ting, det, der begyndte at underminere min skeptiske forudindtagethed.

Men hvad med Stevensons egen forudindtagethed? Truer hans egen lidenskab ikke objektiviteten i hans forskning?

”Vis mig en forsker, der er ligeglad med resultaterne, og jeg skal vise dig dårlig forskning,” sagde han. ”Det er som med tennis,” fortsatte han. ”Jeg går meget op i vinde min ugentlige match i Charlottesville, så jeg er meget opmærksom på, om en bold er inde eller ude. At være pinligt ærlig er et spørgsmål om ære, så jeg skal ikke have noget af at lyve. Men på den anden side lader jeg heller ikke en mulighed gå min næse forbi.”
Udover det er mit største håb det, at andre dommere vil blive sat til at vurdere mit arbejde og enten godkende eller bestride mine konklusioner. Det mest ulidelige er muligheden for, at der ikke engang er nogen, der vil kigge mig i kortene”.

Derfor kan jeg ikke holde tiden.😃
Nej pjat.😕
Hvorfor tror alle så at man kun kan reinkarneres i et andet menneskelig legeme?
Det kunne da ligeså godt være et dyr eller en blomst.

Jeg ved ikke hvad jeg var i mit sidste liv, men jeg ved hvad jeg lavede. Jeg spiste, sov, parrede mig og forsvarede mig.
Ifølge den vediske version, er der 8.400.000 former for liv, og sjælen har været igennem dem allesammen. Vi har været igennem milliarder af liv i forskellige livsformer.
Der er faktisk tale om en bevidsthedmæssig evolution, der går fra fisk, planter, insekter, krybdyr, fugle, mennesker og halvguder. Vi har været igennem dem allesammen.
Hvis den viden, man indhenter om tingene, blot gør tingene mere ufattelige, så kan det i virkeligehden ikke være viden, der er tale om. Så må det være uvidenhed. I naturvidenskaben kaldes det, 'at kundskaben tilpasses nye fakta, efterhånden som de dukker op.' Men i den vediske videnskab kaldes dette for uvidenhed. Viden er viden. Enten ved man det, eller også ved man det ikke. Viden forandres ikke fra dag til dag. Det, der er sandt, er også sandt i morgen eller om en million år. Hvis viden forandrer sig og er nødt til at tilpasses ny information, er det ikke viden men uvidenhed.
Det er muligvis relativ viden, men relativ viden kategoriseres også yderst set som uvidenhed i det vediske system. Meget af det, som i naturvidenskaben hyldes som foranderlig, tilpassselig viden, er i virkeligheden blot uvidenhed, og beviset herpå, er, at man konstant er nødt til at revidere sin såkaldte viden, når ny information fremkommer. Hvis ny viden eller fakta invaliderer den forrige viden, så var den forrige viden ikke viden til at begynde med men uvidenhed, og hvis den nye viden, man så kommer frem til, kan revideres af den viden, man 'opdager' i morgen, så er det heller ikke viden men uvidenhed.

En anden ting er, at Vaishnava religionen gør en i stand til at måle viden. Dette gøres gennem at forstå viden i forhold til naturens 3 kvaliteter - godhed, lidenskab og uvidenhed. Jeg kan komme nærmere ind på dette, hvis der er nogen, der er interesseret. Men grundliggende siges det, at viden i godhedens kvalitet er, hvor man ser alle levende væsener som den åndelige bevidsthedsgnist (sjælen) indeni i kroppen. Man identificerer altså ikke et levende væsen med dets krop, men ser alle levende væsener som dele af den samme helhed. Dette gør, at man ser sig selv og alle andre, uanset hvilken krop de befinder sig i, som tilhørende den samme familie, eftersom man ser, at Krishna er vort fælles ophav.
Viden i lidenskabens kvalitet betyder, at man ser alle levende væsener som værende identiske med deres fysiske krop. Man idenficerer alle andre levende væsener med deres fysiske fremtoning.
Og viden i uvidenhedens kvalitet betyder at man ser sit arbejde som sit et og alt. En videnskabsmand ved måske en masse om sit speciale, men hvis han identificerer sig selv med sit arbejde, befinder han sig i uvidenhedens kvalitet. Et andet og måske bedre eksempel på viden i uvidenhedens kvalitet er, når man fabrikerer bomber. Det kræver uden tvivl meget viden at fabrikere en atombombe, men eftersom resultatet er destruktivt, er der tale om viden i uvidenhedens kvalitet.
Generelt kan det siges at godhed befordrer opretholdelse, lidenskab befordrer skabelse, og uvidenhed befordrer destruktion. Des mere ens viden er i godhedens kvalitetet, des mere ser man alle levende væsener som sjæle - evige dele af den samme helhed. Og des mere den viden, man kultiverer, fjerner sig fra den forståelse og gør, at man ser andre levende væsener som deres kroppe (og dermed udelukkende som objekter for ens egen selviske nydelse), for ikke at tale om når man helt lever for sit arbejde - des mere er ens viden i uvidenhedens kvalitet. Des mere ens viden er godhedens kvalitet des mere kan man nærme sig det transcendentale stade, fordi man ser tingene som de er, og jo mere ens viden er i lidenskabens og uvidenhedens kvalitet, jo mere bliver man cementeret ind i sin egen selviske opfattelse af virkeligheden, og des mere bliver man således underlagt illusion.
Vaishnava religionen giver os formler til at forstå og adskille det fysiske, psykiske og åndelige. I den vediske metode (Vaishnava religionen) arbejder man med mange formler, gennem hvilke naturen kan observeres og forstås som den er. Den vigtigste formel til at forstå naturen er formlen af naturens 3 kvaliteter - godhed, lidenskab og uvidenhed og hvordan de blander sig med de 24 materielle elementer.
At man ikke kan vide noget med sikkerhed om livets formål og sandheden om vores eksistens, er blot ateistisk propaganda, som desværre langt de fleste, selv folk der påstår sig ikke at være ateister, ligger under for. Jeg kender en metode til at studere og forstå Gud, sjælen og naturen og komme frem til den absolutte sandhed, og det står jeg inde for. Det spiller ingen rolle hvor mange ateister der påstår det modsatte, jeg ved, hvad jeg ved, og jeg kender TIL den absolutte sandhed. Men det er ikke det samme som at vide alt. Det levende væsen, som er en atomisk gnist af Gud, vil altid være begrænset i sin viden. Kun Krishna (Gud) kan vide alt.
For at maximere ens nydelse i tilværelsen og minimere lidelsen bliver man nødt til at udvikle virkelig viden om naturen, så man kan handle på en sådan måde, at naturen samarbejder med én og opfylder ens ønsker, og når man er blevet træt af det efter mange liv i sansenydelse, kan man begynde at blive renset for materiel besmittelse, og når man er blevet renset for materiel besmittelse, kan man begynde at gøre sig fri for sit falske ego, og når man er blevet fri for sit falske ego, kan man begynde at udvikle sin kærlighed til Krishna, og når man har udviklet sin kærlighed til Krishna, kan man vende tilbage til den åndelige verden og blive genetableret i sin oprindelige åndelige form og i den nyde evigt i leg med Krishna. Der er nok at tage fat på, og man kan aldrig nå til vejs ende, for eksistensen i den åndelige verden er evig ekspanderende glæde.
Dette er i kontrast til materiel glæde, dvs. nydelse der erfares gennem kroppen, som altid afløses af lidelse eller ender med at blive kedelig.
I modsætning til dette er åndeligt liv som sagt evigt ekspanderende. Det bliver aldrig kedeligt. Åndeligt liv er fri for dualiteten lykke-lidelse. I den materielle verden kan lykke kun forstås på baggrund af lidelse; i åndeligt liv bliver man gradvist fri for den materielle verdens dualitet og bliver genindsat i sin åndelige position. Menneskelivet er den eneste mulighed for sjælen at komme til indsigt om det håbløse i materielle bestræbelser, hvad enten de er gode eller onde, for de er under alle omstændigheder midlertidige, og derfor kan de aldrig tilfredsstille sjælen, der er evig, og derfor kræver evig tilfredsstillelse. Ateismen er ond fordi den fjerner denne mulighed fra menneskelivet og afholder sjælen fra at opnå sit fulde potentiale.
Det er sandt, at alle levende væsener er målorienteret. Det kaldes i den vediske version at være knyttet til resulatatet af sit arbejde. Det høejest opnåelige mål er at have kærlighed til Krishna, for kun det mål kan fult ud tilfredsstille os, og det er også det eneste mål, der kan beskytte os mod den største fare. Den største fare er, når man endelig har fået en menneskelig form, igen at falde ned i udviklingsforløbet i de 8.400.000 former for liv. Dette kaldes åndeligt selvmord. Hvis man udelukkende lever for at sove, spise, parre sig og forsvare sig, selvom det så gøres på meget sofistikeret vis som menneske, hvor man spiser med kniv og gaffel, sover og parrer sig i en vandseng og forsvarer sig med missiler, så forspilder man den mulighed man som menneske har for at opdage den absolutte sandhed og blive guddommelig.
Det eneste og virkelige formål med den menneskelig tilværelse, er at opdage og lære at kende den absolutte sandhed. Spise, sove, parre sig og forsvare sig kan man gøre i en hvilken som helst livsart.

Jeg er den 13 dalai lamas reinkarnation.
Men han nægter at dø,!!!!hvad skal jeg gøre. Du lader til at vide,hvad de dumme ikke ved.
Jeg har i 30 år boet i en papæske fra en pitsa,og jeg håber sådan at blive
genfødt som pølsemand på sydpolen.
Kan du hjælpe mig.
Jeg vil så nødigt genfødes,som en der tror på genfødelse.

Vi opstår af vand og vi bliver til vand igen.
Vi lever videre og videre.
Og det er bevist 🙂
Nick

Drikker jeg aldrig vand 😉

🙂
sved og sure tæer, og gud ved hvad ellers findes i vandet.
Du har ret du gamle.[f]
Bottoms up på Amarone og godt weekend
Nick

Stevenson kom aldrig med en decideret teori, men prøvede at påvise om der var noget om snakken. Hans arbejde diskuteres stadig ivrigt. Nogen mener han havde fat i noget, andre at hans metoder var diskutable.
Stevenson lavede jo det berømte forsøg, med at sætte en kodelås på et skab, med en kode kun han selv kendte. Han ville så, når han var død, prøve at kommunikere koden til en anden, der så skulle kunne låse det op. Stevenson er død, skabet er stadig låst.

Dr. Ian Stevensons forskning gennem mere end 20 år kan kun tolkes på en måde - reinkarnation. Det vil sige, hvis man ikke har et livssyn, som fx. ateister og de fleste kristne har det, der væltes helt omkuld, hvis reinkarnation skulle vise sig at være et faktum. Så vil man selvfølgeligt begynde at hvine og hyle op. Hvordan føles det, når ens tro modsiges af observare, empiriske fakta, hva?🙂
Krishna siger:
Ligesom en person ifører sig nye klæder og opgiver de gamle, accepterer sjælen nye materielle kroppe og opgiver de gamle og ubrugelige. (Bg 2.22)

"Dr. Ian Stevensons forskning gennem mere end 20 år kan kun tolkes på en måde - reinkarnation."
1) - Nej, de kan tolkes på flere måder, det er bl.a. det diskussionen går på.
2) - Selve indsamlingen af data diskuteres også.
3) - Man kan i princippet godt være ateist, og tro på reinkarnation.
"Hvordan føles det, når ens tro modsiges af observare, empiriske fakta, hva?"
Jamen hvis Stevensons arbejde kan verificeres, og der bliver opstille en teori til at forklare fænomenet, så er reinkarnation jo en realitet. Det forholder jeg mig da til. Det beviser stadig ikke Guds eksistens, og dermed vil jeg så fortsat være ateist. Der er nu temmelig lang vej. Stevenson nåede aldrig at blive færdig med en teori.
Du kan jo fortælle mig hvordan det føles at blive modsagt af observerbare, empiriske fakta. Prøv at studer nattehimlen, og se hvordan alle planeterne kredser om solen. Nå nej, du bruger kun videnskaben der hvor den passer ind i dit verdensbillede. Det er lidt tyndt er det ikke?
"Dr. Ian Stevensons forskning gennem mere end 20 år"
Han forskede i reinkarnation i tæt ved 40 år. Du ved ikke noget om Stevenson vel?

Der er som sagt kun en rimelig måde, man kan tolke Dr. Ian Stevensons forskning på - reinkarnation.
Hvis man som dig er besat af alle mulige fordomme, vil man selvfølgelig ikke vedkende sig det indslysende men komme med alle mulige åndsvage indvendinger.
Hvordan føles det, når ens livssyn bliver totalt modsagt af empiriske fakta? hehe
Føler du dig ikke lidt dum?🙂
Krishna siger:
Ligesom en person ifører sig nye klæder og opgiver de gamle, accepterer sjælen nye materielle kroppe og opgiver de gamle og ubrugelige. (Bg 2.22)

"Der er som sagt kun en rimelig måde, man kan tolke Dr. Ian Stevensons forskning på - reinkarnation"
Nej, der er faktisk flere rimelige måder det kan tolkes på, hvis man altså godtager hans måde at forske på først og fremmest. Men det er du ligeglad med. Alting skal passe ind i det livssyn, dine religiøse ledere har besluttet. Hvis empirisk bevis kan understøtte det, så bruger i det. Hvis det ikke gør, så underkender i det, med henvisning til et skriftsted som bevis.
Hvordan føles det, når hele ens livssyn bygger på en religiøs løgn? Er du ikke nået så langt, at du kan håndtere det? Jeg kan hjælpe dig, den dag du finder styrken til at bryde ud af sekten.

Du kan ikke engang hjælpe dig selv. Du har intet af værdi at tilbyde andre mennesker. Det eneste, du har at se frem til, er sygdom, alderdom og en uværdig død.
Krishna siger:
For den, der har besejret sindet, er sindet den bedste ven. Men for en, det ikke er lykkedes for, forbliver sindet hans værste fjende. (Bg. 6.6)