Rigtige venner...?

Man deler en masse tid, oplevelser, glæder og sorger med vennerne. Venner er dem man kan stole på, dem der er der når det brænder på, og stadig er der selvom man dummer sig. De er der uanset hvad, eller...?
Så er det her tråden knækker. For hvornår er en rigtig ven der, og er der noget der hedder rigtige venner? Det vil jeg påstå der er, jeg vil også påstå at rigtige venner godt kan være noget man er periodisk. At selv en "rigtig ven" kan være en man vender ryggen til igen når verden forandret sig.
Er rigtige venner ikke en urealistisk ideologi, hvis man forstår det som noget vedvarende og fuldkommen loyalitet?
Hvad er en rigtig ven?

Det er nogle interessant spørgsmål du stiller.. Hvad får dig til at overveje dette? Har aldrig selv tænkt nærmere over emnet.
For mig er venskab vel kun noget der kan eksistere, hvis begge parter har lyst hertil og får "noget" ud af det. Man kan vel "glide" fra hinanden, ved ikke om det er det du også mener med det du skriver om at "vende ryggen til når verden forandrer sig"?
Man kan jo også opleve at føle sig svigtet af en ven, hvorfor der jo MÅ eksistere periodiske venskaber... ellers ville de jo være kontinuerlige, ik'?
Men interessant....
PIA

En rigtig ven er én man stoler på vil én det bedste - man føler kærligheden mellem parterne. Man viser omsorg for hinandens problemer og gør sit bedste for at støtte... Føler man ikke trang eller lyst til at være der for den anden, så er man vel ikke rigtige venner?!
Jeg gad godt vide hvad du mener med periodisk venskab? Er det at man "er venner så længe det varer"? For mig er rigtige venner nogle der føler kærligheden så dybt, at de stiller op når der er brug for det.. At man ved man kan få støtte hvis man har brug for den - 100 % og til hver en tid! Kan ikke helt se hvordan det skulle kunne være periodisk - altså kun i den forstand, at venner stadig er venner selv om man ikke har "delt hverdag" i en lang periode - men stadig har de samme følelser af omsorg og kærlighed for det menneske man betragter som sin rigtige ven!
Og mht at dumme sig.. Så er et karakteristisk træk ved "rigtige venner" TILGIVELSE!! Ja, den eksisterer faktisk. Og med en henvisning til Jesus-filmen, der havde præmiere i påsken, Så handler dette om at tilgive sin ven ud fra devisen "Tilgiv din ven, for han/hun vidste ikke hvad han/hun gjorde da vedkommende sårede/skuffede dig!"
Venskab er vel i høj grad næstekærlighed på højt plan og i ægte udgave!
Bare min mening.
Hej fra PIA

>> Kan ikke helt se hvordan det skulle kunne være periodisk - altså kun i den forstand, at venner stadig er venner selv om man ikke har "delt hverdag" i en lang periode - men stadig har de samme følelser af omsorg og kærlighed for det menneske man betragter som sin rigtige ven! <<
Hej Pia.
Jeg kan heller ikke helt finde ud af det, det er derfor jeg sender spørgsmålet til debat. Det jeg mener er fx hvis der sker et eller andet radikalt. Noget der ændrer rammerne om venskabet. Fx at den ene ryger ud i stofmisbrug, bliver invalid, psykisk syg eller lign.
I mine øjne vil en rigtig ven forsøge at gøre noget for sin ven så længe det er menneskeligt muligt, derfor vil en rigtig ven også stadig holde en vis form for kontakt.
Det jeg mener med "periodisk venskab" er fx, kan man være rigtige venner i en årrække, og så går venskabet i stykker? Og har man så nogen sinde været rigtige venner?
Fx hvis den ene ven ryger ud i et massivt stofmisbrug, og den anden ven så kan se at der ikke er mere vedkommende kan gøre (og i øvrigt har forsøgt alt), at stofmisbrugeren har forandret sig så meget at et eller andet er forsvundet...

Hej Igen!
Jeg tror også en rigtig ven vil gøre alt hvad der ligger i vedkommendes magt for at hjælp, støtte og være der for en ven der er i problemer. Det følger simpelthen af kærlighed til det andet menneske.. når nogen lider eller har brug for hjælp tilsidesætter man gerne sig selv for at være der.
Det er dog også klart, at rammerne om venskabet kan blive en trussel for det. F.eks det du nævner med misbrug.. der er vel ikke noget mere hårdt end at ønske at hjælpe én man elsker, men vedkommende ikke er i stand til at modtage hjælpen.. magtesløsheden og afmagten dræber den "villige hjælper" indefra, da man ser et elsket menneske lide uden at kunne gøre noget ved det. Og misbrugere af den ene eller anden art - det være sig alkohol, stoffer, sex eller mad - prøver jo alle at fortrænge de føleleser, der burde føles for at kunne afhjælpes.. (med kærlig omsorg, opmærksomhed og nærvær). Det der gør ondt fortrænges, så misbrugeren har svært ved at reagere på sit behov for at modtage hjælp - man dulmer jo følelserne for at blive fri for at mærke problemerne. Og da misbrugeren ikke vil vedkende sig at der er noget indeni der skal "repareres" bliver det ikke muligt for vennerne at "trænge igennem" selvom de udefra kan se at den er gal...
At være ven med en misbruger er svært medmindre man er misbruger selv, da man intet overskud har at give af til sine venner. I bund og grund fordi man selv trænger voldsomt, men ikke vil/kan erkende det.. Det er vel det samme der ligger bag depression, hvorfor også den slags kan slå knuder i et venskab.
Man kan som ven nå til et punkt, hvor man har forsøgt ALT og det stadig ikke er muligt at "nå igennem" til misbrugeren.. Det er klart at hvis man ikke "trækker sig tilbage" og erkender at man intet kan gøre for at hjælpe misbrugeren vil de være en deroute for én selv.. man giver en masse, men får intet igen. Det eneste man kan gøre - hvis man kan holde til at se et elsket menneske ødelægge sig selv - er som du skriver at holde en vis kontakt - udelukkende for misbrugerens skyld, hvilket vil sige en kontakt der intet forventer, kræver eller forlanger.. først da tror jeg man er en virkelig ven, for først da tror jeg det bliver muligt for misbrugeren at række ud og - muligvis tage imod! Men det kan måske godt ligne lidt, at man "vender misbrugeren ryggen" for man stopper med at forsøge at give alt det bedste man kender til... for det kan ikke modtages før misbrugeren bliver modtagelig. Men jeg tror det kan være svært at gå fra et normalt, gensidigt givende venskab til et ubetinget venskab på føromtalte måde... Der kan opstå usikkerhed om loyaliteten mellem parterne - men det er vigtigt at erkende, at misbrugeren har et problem vedkommende ikke selv kan styre, og derfor ikke "deltager" på samme måde som tidligere ud fra en bevidst handling men mere ud fra opgivet evne til at styre sin adfærd overfor omverdenen. Bag misbruget er personen jo stadig den samme kærlige og gode ven, men afhængighedsforholdet forhindrer ham i at udleve sig selv, da følelserne bedøves i rusen. Og alle ved hvor svært det er at bryde et afhængigheds-forhold da smerten så dukker op for at blive taget hånd om. Men løsningen ligger lige her.. Det er bare misbrugeren der er den eneste der kan nå til erkendelse, at han/hun har brug for hjælp for at løse sin krise/problemer.. Og her står rigtige venner klar når misbrugeren rækker hånden ud.
Men som rigtig ven er det vigtigste man kan gøre, at erkende at man INTET kan gøre for at hjælpe den selvdestuktive misbruger - der forsøger at skjule følelsen af "ikke at være god nok". Her er vennerne selvfølgelig uenig, men det hverken kan eller vil misbrugeren se før vedkommende selv er klar til at mærke sin egen værdi som menneske på godt og ondt.
Slut for nu. :-)
Hej fra PIA

Jeg har som sådan selv ikke nogen definition der hedder "Rigtige venner", men derimod venner, bekendte, kollegaer og andre jeg bare snakker med... folket.
Jeg er selv ret indelukket af natur og har derfor kun meget få venner... dem jeg holder af, er jeg der for hvis de har brug for min hjælp og de er der for mig, også uanset om de eller jeg dummer sig.
min defination af en ven er en man kan sidde i rum med, tv'et og radioen er slukket, der er ingen bøger, man sidder i sofaen... og dyb tavshed... har man det dårligt med det, er det ikke en ven, så er det kun et bekendtskab, kan man derimod sidde flere timer sammen uden nogen problemer og bare slappe af, uden at sige noget. Ja der har man en ægte ven. En ægte ven kan også være længe om at skrive, men når denne kære ven endelig skriver, bliver uendeligheden som om man sidst snakkede var i går.
Et venskab kan derfor godt blive til et bekendskab, havde en ven som nu kun er en bekendt. Han skriver kun tilbage når jeg skriver til ham og for det meste kun korte sætninger uden fyld på nogen måde. altså ligegyldigt om han skrev tilbage.
Kollegaer bliver jeg meget sjældent venner med, arbejde og venner hver for sig. men de kan blive til bekendte.
en hjælpende hånd vil jeg give alle hvis de vil tage mod den og måske en dag give igen... jeg kan føle hvordan personer er og derudfre tage en besluitning om de har fortjent hjælp... hadder nassere og det behøver ikke have noget med penge at gøre... der er mnge måder at nasse på.
Nåmen så fik jeg kørt det endnu længere ud...
Jeg har altid levet efter disse "regler" og det har givet pote... jeg har 7-8 vennepar som jeg giver min kærlighed. det bliver nok ikke til mere i min levetid og kan heller ikke se nogen grund til der skulle være flere... Vi har det jo godt med hinanden.
Jeg må videre.
Mvh.
Der Sexmeister

En rigtig ven er vel en person du kan dele dine dybeste hemmeligheder med og være sikker på at de ikke kommer videre. Men ja, det kan da godt være lidt flydende og periodisk efter min mening.

At man deler en masse tid, oplevelser, glæder og sorger med vennerne er jeg enig med dig i!
Så siger du at, venner er dem man kan stole på, dem der er der når det brænder på, og stadig er der selvom man dummer sig. De er der uanset hvad!!
Så mener jeg altså at det begynder at flyde lidt i min termonologi.
Kommer du til at dumme dig er det stadig min overbevisning at ens sande venner er i stand til at tilgive (alt er relativt!!) Men sker det gentagne gange på bekostning af en selv, omgivelserne eller vennerne, så mener jeg de har deres gode ret til at vende om på hælene!
Nå det er sagt vil jeg ogs lige sige at livet er foranderligt og i konstant udvikling (indvikling for nogle) og at vi forandre os gennem livet er sku det mest naturlige.
Derfor se jeg også brud af venskaber som en naturlig ting i livet, selvom det kan være meget svært og gør en sorgmodig, fordi vi udvikler os og nødvendigvis IKKE i samme retning!!
Det er der ingen der skal bebrejdes for!
Det bliver der alligevel fordi der altid er en "svag" part i venskabet der bruger den anden til at holde sammen på en del af en selv.
Jeg mener dybt seriøst, at den bedste at være ven med, være 100% ærlig over for og seriøs koncekvent over for, er sig selv!!!
Så udtrykker du også over for dine omgivelser og dermed dine venner, at du er ærlig (over for dig og dem) og ikke tilsidesætter dig selv og derved opstår der hellere ikke en "udbrændthed" i venskabet.
Så er der de få tilbage som man pt.!! svinger med og deler holdninger og synspunkter med samt livets glæder og sorger.
De ved og du ved selv hvem du er og hvor du har dig selv og derfor bliver du også først "kaldt efter" når det virkelig "brænder" og så stiller man op automatisk som den sande ven man er blevet til!
Og den med vi tiltrækker ligesindet er jo ikke nyt..

Hej alle
Nu svarer jeg lige her - fordi jeg brænder inde med noget der handler om "venner".
Jeg havde nogle venner - for mange år siden - som vi var meget glade for.
Så kom der flere venner til. Samtidig med de nye venner kom der problemer til. De ville styre os, de ville have vores venner som deres - fint nok - vi kan sagtens være sammen alle sammen. Det er dejligt med nogle rigtig gode venner. Men da vi rejste et andet sted hen, så forsvandt de gamle venner langsomt og den dag idag kontakter de os ikke længere, men derimod de "flere venner". Så begyndte vi at høre, at de gamle venner ikke bryd sig om min måde at være på, at jeg nogle gange var for "hård/streng" ved min mand og derfor bryder de sig ikke om at komme her.
Så er det lige jeg spørger her: hvis de er rigtige venner, hvorfor kommer de så ikke til mig personligt og siger det til mig - hvorfor skal jeg høre det fra andre"
Se så fandt jeg ud af, at de "nye" venner bevidst ødelægger det for os. Det tog mig mange år at indse, at dem kan jeg ikke blive at kalde venner - så endelig iår er det lykkes mig at komme "fri". Inden jeg kom fri skulle jeg åbenbart først udsættes for chikane, mobning og forsøg på at tage min mand fra mig også.
Så sagde jeg stop - og nu langsomt har jeg fået det bedre igen. Nu kan jeg koncentrere mig om mine egne og dejlige venner - som er dem der siger noget til mig hvis jeg har sagt noget forkert eller gjort noget forkert. Se de er rigtige venner. Stadig vil de gerne grine, græde og sove sammen med mig selvom de til tider kan sige deres mening.
Ja nu blev vist lidt for langt. Så nu stopper jeg.