Selverkendelse.

Måske har jeg taget skyklapper på. Måske glemmer jeg andre end mig selv. Og måske - så har jeg haft lige rigeligt ondt af mig selv.
Min kæreste har været mig utro. Føj for pokker. Og ikke alene var han mig utro, han var det også på den ondeste måde. Med en (tidligere) fælles bekendt.
Den var ond og den gav min selvtillid et ordentligt hak ned. Men vi er jo voksne mennesker, så vi talte om det - og jeg tilgav. Måske jeg burde have skrevet "tilgav", for guderne skal vide, at jeg har svært ved at glemme. - Ok, glemmer gør man nok aldrig, men det handler måske også mere om, at man skal acceptere det valg man tog, at man tilgav. Man skal lære at leve med sin beslutning, uden at bruge det mod ham, når man løber tør for argumenter i en diskussion.
Jeg undskylder på ingen måde hvad han gjorde. Han var og er et voksent menneske, som selv tager sine beslutninger. Ergo tog han den beslutning at svigte mig.
Men måske jeg burde komme videre....for helt ærligt, så kan jeg selv se, at jeg er fanget i et net af selvmelidenhed.
Det er som om, at jeg vil have han skal behandle mig som en sart prinsesse. Som om, at jeg vil have ham til at være fejlfri. For: "det skylder ham mig vel?".
Midt i alt det, så glemmer jeg det fact, at ingen mennesker er fejlfri. Jeg ser så snæversynet på det, at HAN har svigtet, derfor har han bare at agere fejlfri overfor mig....
Det er klart, at han må regne med, at konsekvensen af hans handling er, at jeg har mistet en stor del af tilliden til ham. Den skal bygges på igen og det tager tid. - Men det tager altså unødvendig længere tid, når man ikke tillader at byde tilliden velkommen igen. Og det har jeg vel ikke gjort...?
Jeg snager i hans ting, og når han opdager det, så undskylder jeg mig med: " Det er din egen skyld jeg gør det ".
Sådan fungerer det bare ikke Petrea!
Han prøver virkelig, det gør han. Der går ikke en dag hvor vi er sammen, hvor han ikke siger til mig, hvor smuk og dejlig jeg er. (Det manglede da også bare...(?)..)
Jeg ved, at hvis han går nogle steder, så kan jeg altid ringe på hans mobil. Det gør han mig altid opmærksom på. Han forkæler mig, men ikke så meget, at det virker falsk.
Han diskuterer gladeligt med mig og jeg får også at vide, hvis jeg er for langt ude i en diskussion.
Alt i alt, så gør han det jo egentlig meget godt.
Og jeg VIL så gerne kunne glemme. Jeg VIL så gerne være kærlig, blid og sød overfor ham. - Problemet er blot, at jeg er bange. Jeg er bange for hvad der sker, hvis jeg slipper ud af rollen som den paranoide og neurotiske kæreste. Hvad sker der så? Opdager han så, at jeg ikke længere tjekker ham? At jeg er rolig og hviler i mig? Svigter han så igen?
Det gør han højst sansynligt nok ikke. Tværtimod bliver han nok endnu mere forelsket i mig.
Men jeg er bange - bange for at miste kontrollen. Og det på trods af, at jeg til tider føler mig som Miss Marple.
Man kan vel sige, at jeg taber intet ved at forsøge at slappe lidt af? For når han stadig er hos mig når jeg er en selvoptaget bitch, så er han her vel også hvis jeg bliver sød, blid og ikke mindst rolig?
Utroskaben var helt og holdent hans skyld - for vi havde ingen problemer i forholdet da han gjorde det. Dengang var jeg ikke jaloux og besiddende. Tværtimod.
Men det er nok min skyld at vi ikke er nået længere end vi er. For jeg lader ham jo aldrig glemme hans synder. Jeg føler jo nærmest, at han står i stor gæld til mig.
Men jeg elsker ham, oprigtigt og inderligt. Og jeg vil ham - 100%.
Men jeg er bare bange. Bange for at miste kontrollen. Bange for at lade min rigtige personlighed træde frem igen. For nok er den person et kærligt, blidt, opmærksomt og varmt menneske. Men hun er også et lidt naivt menneske. Normalt stoler hun fuldt og fast på det folk fortæller hende. Hvorfor skulle de lyve? - er nærmest hendes motto.
Og hun er bange for at blive svigtet igen og miste endnu en del af sig selv.
Men måske skulle hun indse, at livet er fyldt med chancer man bliver nødt til at tage. For hvis man helgarderer sig mod at blive svigtet, hvis man dermed ikke tager chancer, så svigter man vel egentlig sig selv? Så snyder man sig selv for det virkelige liv, på godt og ondt.
Og endelig: Måske hun skulle slippe rollen som den lettere neurotiske og kontrolerende kæreste og bare......være sig selv?
For når hun er sig selv, så kan hun i det mindste klare at kigge sig selv i spejlet - uden at få en dårlig smag i munden....

Tak for et super godt indlæg, som kunne være skrevet af mig. Jeg har det nøjagtigt som dig. Rart at se det på skrift fra andre og blive rusket lidt op.

Ikke fordi jeg på nogen måde fryder mig over, at andre har det som jeg. Men tak fordi dit svar fortalte mig, at jeg......er kun et menneske.
Hav en god dag :-)

og selv tak, og det viser jo at kvinder reagerer, tænker ens, rart at vide man ikke er den "eneste" der reagerer på denne måde.

Tak for din besvarelse.
Ja, jeg er helt sikker på, at vi ikke havde problemer da han valgte at være mig utro. Vi var nyforelskede, svævede på den nok så berømte lyserøde sky. Vi havde vel på det tidspunkt været sammen i 1½ måned. Og på den tid, er det altså for tidligt at få seriøse problemer.
Men igen, tak for din besvarelse. Jeg kan følge dig i det du siger, at man skal pleje sit parforhold. Men: Igen mener jeg, at hvis man keder sig i sit forhold og/eller føler sig overset, så er utroskab hverken en gyldig grund eller en undskyldning.
Hav en god dag.

Kære Petrea
Et parforhold der har eksisteret i 1½ måned er så ungt, at Ii slet ikke er nået til at pleje Jeres parforhold. Man kan slet ikke nå at finde hinden dybt nok på så kort tid.
Det virker som om at især han slet ikke mentalt har indstillet sig på, at han har en slags troskabforpligtigelse over for Dig.
Jeg har ikke taget stilling til om det er ok eller ikke at være utro imod sin partner. Jeg prøver at forklare, hvad der motiverer mennesker i parforhold til at være utro på flere forskellige niveauer.
Personligt ville jeg ikke gå ind i parforhold uden inderst inde at gå 100 % ind for det. Jeg ville i givet fald være mig meget bevidst om at pleje mit parforhold og sørge for, at min partner deltog i dette. Hvis jeg indser, at min inderste kærlighed for min partner er væk vil jeg forlade min partner. Jeg ville ikke have nogen grund til at være min partner utro, hvis parforholdet var "veltrimmet".
Vh
Flemming

Hvis i kun havde været sammen i 1½ mdr, så har jeg en kommentar.
Det er bevist, ikke at det er godt men...Det er bevidst at hvis man er så forelsket som man aldrig har været før, aldrig har haft så stærke følelser før, så kan man blive bange. Og en måde at "flygte" på er netop at være utro. Det lyder fuldstændigt åndsvagt, det ved jeg godt. Men dette er Martin Østergårds udlægning. Han har ofte hørt fra både mand og kvinder at de i starten af deres forhold, som var rigtig seriøse, og hvor de virkeligt var mega forelsket, gik ud og var utro. Det var blevet bange for de voldsomme følelser der kommer med en forelskese.
Dette er selvfølglig ikke en dårlig undskyldning.
Men tænk om det var fordi din kæreste, pludslig opdaget at du er den eneste ene, the one and only. Og tænkte hjælp, her kan jeg blive frygtlig såret, eller det føler jeg mig slet ikke klar til!
Bag efter kommer tømmemændene......og han tænker, jeg var lige ved at smide det bedste, den eneste væk. Hvad havde jeg gang i? Men han ved det sikkert ikke selv. Dette er Martin Østergårds ord. Og måske tror man ikke på al det par-terapi halløj, men man kan ikke glemme at han har en masse erfaring, og derfor må vide bare en lille smule om det han skriver/taler om.
Dette var bare en tanke, og det kan være du ikke kan bruge den, men bare tænk over det.
Hilsen Malene