Skal børn udvikle ens?
Vi er alle enige i, at børn og unge skal have optimale udviklingsrammer, så de med tiden kan udvikle sig til fornuftige og gode samfundsborger. Indtil nu har børn oplevet en mangfoldighed af udviklingsmuligheder i institutionen og skolen, netop fordi de voksne har setbarnets udviklingsbehov og -muligheder anderledes.
Jeg ser med bekymring på nutidens kraftige fokusering på ensretning af indlæringsmetoder og mål. Efterhånden skal alt arbejde med børn og unge være mål-bare, og det skal helst kunne dokumenteres her og nu. Hvad med de livskompetencer, som udvikles over en længere livsperiode (dannelse, menneskesyn, sociale kompetencer, æstetisk og etisk sans)
Hvad med den kommende kvalitetsreform, vil den forstærke kravet om resultat-orienterede læringsstrategier i skolen og institutionerne? Hvordan påvirker det pædagogernes og lærernes arbejde, at forældrer skal bedømme deres arbejde gennem disse tilfredshedsundersøgelser, som forældre fremover skal udfylde hvert år...?
OG hvad er det lige, vi egentlig i samfundet, som fagperson eller som en forældre har brug for at måle? Har den øget opmærksomhed på at måle børnenes færdigheder og livskompetencer en betydning i forhold til den måde, vi fremover vil se og være sammen med vores børn og unge på?
Kan pædagoger og lærere overhovedet blive enige om, hvilken bløde livskompetencer fremtidige børn ellers skal støttes i - eller bliver de i fremtiden fokuseret mere på masseproducere upersonlige mennesker med ens færdigheder og livskompetencer...
Plexus
Jeg ser med bekymring på nutidens kraftige fokusering på ensretning af indlæringsmetoder og mål. Efterhånden skal alt arbejde med børn og unge være mål-bare, og det skal helst kunne dokumenteres her og nu. Hvad med de livskompetencer, som udvikles over en længere livsperiode (dannelse, menneskesyn, sociale kompetencer, æstetisk og etisk sans)
Hvad med den kommende kvalitetsreform, vil den forstærke kravet om resultat-orienterede læringsstrategier i skolen og institutionerne? Hvordan påvirker det pædagogernes og lærernes arbejde, at forældrer skal bedømme deres arbejde gennem disse tilfredshedsundersøgelser, som forældre fremover skal udfylde hvert år...?
OG hvad er det lige, vi egentlig i samfundet, som fagperson eller som en forældre har brug for at måle? Har den øget opmærksomhed på at måle børnenes færdigheder og livskompetencer en betydning i forhold til den måde, vi fremover vil se og være sammen med vores børn og unge på?
Kan pædagoger og lærere overhovedet blive enige om, hvilken bløde livskompetencer fremtidige børn ellers skal støttes i - eller bliver de i fremtiden fokuseret mere på masseproducere upersonlige mennesker med ens færdigheder og livskompetencer...
Plexus