Skal jeg gå

Jeg er en mand på 40 år. Jeg har kendt min kone i 15 år. Vi har væet gift i 6 år. Vi har 2 børn på 7 og 9. Egentlig har jeg altid haft fornemmelsen af at forholdet ikke skulle være men årene er jo gået. Jeg drømmer om en lejlighed hvor jeg kan blive glad og være en bedre far for mine børn. Sidste år ved denne tid fortalte jeg min kone at jeg ville skilles. Hun forstod det ikke. Da vi skulle fortælle det til børnene kunne vi ikke og gav det en chance. Men et år er gået og vi lever i dette trommerum og kommer ikke videre. I weekenden dulmer jeg det hele med lidt øl. Men det er jo langtfra løsningen. Jeg har på fornemmelsen at jeg aldrig rigtig kommer til at elske min kone. Men hun er en god mor og jeg tror vi vil få det godt hver for sig og have et godt samarbejde omkring børnene. Hvorfor er det så svært. Hvorfor bliver så mange mennesker så kede af det når sådan noget sker. Jeg tror børnene fornemmer noget selv om vi aldrig skændtes. Det her tager en skæv retning hvis ikke jeg for styr på mit liv. Har nogen her et godt råd

Jeg tror det er for tidligt for mig, endnu, at fortælle dig hvad løsningen er. Jeg er selv 18 og er fuldstændig mentalt nede pga. mine forældre. Jeg har 4 mindre søskende. Der er 1 ting dig og din kone aldrig må gøre uanset hvad jeres forhold vil føre til, I må aldrig skændes foran jeres børn. De vil aldrig glemme det igen. (Jeg kan huske skænderier mellem mine forældre, fra dengang jeg var 7 år!)
Men hvis jeres forhold endelig skulle ende, så lad det ende med ro. Forklar børnene hele situationen. Men jeg kan jo se, at I er to fornuftige mennesker 🙂. Der er ingen børn, der kan lide at se de to bedste mennesker i verden gå fra hinanden.
Dine børn er stadig små og har ikke alle de hormoner i gang som teenagere i samme situation.
Held og lykke fremover [f]

Tak for kloge ord

Det lyder rigtig trist. Og livet er for kort til ikke at være glad. Men jeg synes I skal prøve at give det en reel chance, før du/I tager beslutningen. En reel chance hvor I gør en aktiv indsats og ikke "bare" lader tiden gå fordi den ene dag tager den anden.
Parforhold er hårdt arbejde, og det bliver ikke nemmere senere i livet at skulle have det til at fungere med en anden end dine børns mor. Selvfølgelig kan du blive glad med en anden, men du vil aldrig få den samme "kernefamilie" med en anden kvinde. Se ikke skilsmisse som en mulighed for at blive glad, men en nødvendig løsning når alt håb om at I kan blive glade sammen er udelukket.
Det er utrolig hårdt at blive skilt - for alle parter. Jeg mener ikke man skal blive i et forhold hvor man ikke er glad, men alt efter hvad der er årsagen til jeres triste forhold, er det jo ikke sikkert, at hverken du eller din kone bliver gladere hver for sig.
Har I overvejet en parterapeut og få hjælp til at sætte ord på hvad det er der foregår i jeres forhold - eller ikke foregår? Jeg tror det er en god investering i jeres forhold, uanset om det fremover bliver som ægtepar eller som to single forælder der skal samarbejde om jeres fælles børn.
Detr er ikke sikkert terapi løser jeres problemer, men så ved I at I kæmpet, og der vil ikek være så stor riskio for at I på et senere tidspunkt får dårlig samvittighed over I ikke kæmpede nok.
Jeg har selv været igennem en skilsmisse, som jeg var meget afklaret med og aldrig har fortrudt - og alligevel har det været nogle enormt hårde år. Så kæmp før du beslutter dig.[f]

Du mangler spænding i dit liv. Måske interesser. Fortæl din kone om hendes positive sider, og mærk en forandring til det bedre. Det at rende væk, og tro, at du som alenefar til to mindre børn er lykken.
Tror du virkelig, at græsset er grønnere på ”den anden side”.
Mine tre søskende har mange ægteskaber bag sig, og jeg kan ikke se deres lykke. Selv har jeg et forhold på 45 år, og fra ”hun” var 14 år. Mange positive og langt færre negative perioder.
Det at vi lever, gør, at der altid vil være gode og dårlige sider i et langt liv.
Du har det p.t. svært. Hvordan har din kone det?
Hvordan vil dine børn tage en evt. skilsmisse?
Alligevel er du et godt menneske. Du skriver, at du ikke ville skade dine børn med skilsmissesnak.
Tror du, at det er godt med en ”papfar” eller ”papmor”. Et langt liv, og som tilskuer til mange ”skæve” ægtepar gør, at du skal gøre ALT og mere til for at beholde dit ægteskab. Det kræver en indsats. Hver dag. Lykke til!!

det er en svær beslutning at skulle tage,men hvis ikke man er glad,bør man skilles.Manden lyder til at være fornuftig.Livet er for kort,til at være trist.Jeg ville have ønsket,at mine forældre var blevet skilt,da jeg var barn,vore børns allerstørste ønske! Jo,børnene kan sagtent mærke stemningen i hjemmet,selvom der ikke skændes.Børnene er ikke tjent med en dårlig stemming og tristhed/surhed,det slider på alles nervesystem.Held og lykke!

Man bliver ikke ved at svæve på lyserøde skyer livet igennem.
Jeg kan absolut ikke lide, du skriver du klarer den med lidt øl. Du er sandelig "ansvarsbevidst". Tror du ikke dine børn ser det og din kone lider under det.
Tag dig sammen, det drejer sig ikke kun om dig og dine behov.

...squ det lyder meget fornuftigt, det du skriver. Vi kan alle havne i situationer, hvor tingene bare ikke løser sig selv og tager os med i sit fald. Og du giver jo netop selv udtryk for, at det selvfølgelig ikke er løsningen....men måske blot en midlertidig bedøvelse af de påtrængende følelser, som presser på...
Du skriver, at du sagde til din kone sidte år, at du ville skilles...men at hun ikke forstod hvorfor. Har I fået talt ordentligt om det, så hun forstår hvorfor? Hvis du forklarer hende hvorfor, er jeg sikker på, at hun muligvis heller ikke ønsker at fortsætte jeres ægteskab. Ingen ønsker vel at leve sammen med en, som i bund og grund ikke er interesseret.
Nu har I i hvert fald givet det en chancem hvor I begge har vidst, at du dybest set gerne ville skilles. Og intet er blevet bedre. Jamen så er der vel ikke så meget mere at sige??
Mht børnene....tro mig, jeg er selv alene mor og har en del i min omgangskreds som også er alene forældre - både mænd og kvinder. Jeg har set mange grimme tilfælde med utroskab indblandet...hvor det ender med at forældrene HADER hinanden....men det sjove er....børnene klarer den! I mine øjne er det forældrene der "opfører sig som børn" og børnene der et eller andet sted, accepterer tingenes tilstand. Det vigtigste man kan gøre i den situation, er at være nogenlunde ovenpå, når I er sammen...og ellers ikke være bange for at snakke med dem om skilsmissen. Det behøver ikke være lange dybe samtaler, hvis de ikke har brug for det....men blot at du/I viser overfor dem, at der er tænkt på dem...at de er elsket...at dét i hvert fald ikke har ændret sig osv...
Jeg synes I skal få skrevet under på papirerne og se at blive glade igen alle sammen. Det fortjener både du, din kone og ungerne....
Det er et stort skridt, men tænk på hvad det fører med sig af gode ting bagefter for jer alle sammen...
KH