Skal jeg leve mit eget liv uden mn kone

min kone og jeg har været sammen i 14 år. Været en del ude at rejse og haft et herligt liv sammen.Vi var dybt forelskede og lidenskaben var overvældende, mere end jeg nogensinde har kendt til. For 10 år siden begyndte vi at få børn og 3 år senere fik vi barn nummer 2. Lidenskaben kom lidt i baggrunden og den praktiske hverdag indfandt sig. Siden har vi forsøgt at skabe en solid tilværelse med hus bil og råd til livets materielle ting. Vi har begge fuldtidsarbejde og bruger alt vores tid på at få hverdagen til at hænge sammen, og sørge for at børnene har det godt. Mit problem er nu , at jeg har tabt pusten til det hele, bla. idet min kone de sidste mange år ikke længere virker som om hun har lyst til mig. Sex sker sjældent, jeg skal været heldig hvis det sker 1 gang i måneden måske 2, og så skal jeg gøre alt arbejde, tilfredsstille hende og derefter mig selv, og det eneste hun gør er at ligge på ryggen. Det skal helst gå hurtigt.5 min til mig og så kan jeg ikke forvente mere den måned. Jeg er led og ked af situationen, og føler engentlig bare at vi idag er gode venner. Hun giver sjældent kram og kys. Jeg føler lidt at mit liv er gået i selvsving og jeg bare kan stå og se til. Jeg har tit tanken at vi skal gå hver til sit, hvilket jeg også har ytret til min kone, for hun kan da heller ikke være tilfreds med at være sammen med en mand hun ikke begærer. Hun siger hun elsker mig, men jeg føler ikke hun viser dette. Jeg laver meget der hjemme mad,bage ,tage del i rengøringen og tøjvask, alt el, tømmerarbejde(nybygning af cykelskur, brændeskur, og 50 meter hegn og i standsættelse af huset, lægning af 70 m2 granitterrasse, , flytning af 3 tons jord, 6 tons sand m.m. Hun virker ikke imponeret, og de dage jeg har behov for en fridag, har hun nærmest virket utilfreds over at jeg ikke var igang. Jeg føler ikke mit arbejde er værdsat. Før jeg mødte min kone, rejste jeg meget rundt i verdenen, og hvilede egentligt i mig selv, idag føler jeg mig bare som et skaffedyr der er til for at få en praktisk hverdag til at hænge sammen. Jeg tror, havde det ikke været for mine børns skyld, ville jeg nok have sagt farvel og tak for 4 år siden. Jeg føler mig ikke længere som en hel mand. Jeg savner mit gamle jeg, jeg savner at udforske verden med rygsæk på ryggen og øjnene helt åbne. Jeg er ikke længere lykkelig og tror heller ikke min kone er det. Jeg har forsøgt at snakke med hende om det ikke er bedre om vi gik hver til sit. Så hun også kunne finde den mand derude som jeg åbenbart ikke er. Som årene går forsvinder min selvtillid, og jeg er sku kun 39 år gammel, men føler ikke jeg lever mere . Under processen med at skabe den perfekte familieforhold, mistede vi vel gløden . Har vi muligheden for at finde den igen eller må jeg erkende at det bedste er at starte et nyt kapitel i mit/hendes liv. Det er ikke en nem beslutning slet ikke når vi har børn sammen. Børn som vi begge elsker.

Hej.
Det lyder lidt som om, du ikke er villig til at give op endnu, så hvad med at tale med din kone om at komme i parterapi? Det har ihvertfald hjulpet mange.
Qwincy.

Den er svær - Er selv i en situation som minder meget om din.
Der er flere ting I kan gøre her er 2:
1) Har i prøvet at tale med en parterapeut ?
2) Har i overvejet at få børnene passet en uge og rejse væk sammen og finde hinanden?

Jeg tror at mange par ender i samme trommerum som os. Jeg tror ikke at man ved at shoppe rundt med personerne finder lykken. Der er jo stadig en hverdag der kommer i vejen osv....
Det bedste er hvis man indser at et parforhold skal holdes i live ved at begge arbejder for det og ikke glemmer dette vigtige arbejde.

De bedste fremtidshilsner
F.O.

ikke at du skal forlade hende helt. Men det er tydeligt at du ønsker nogle ting forandret og du kan sætte det op til hende som et "ultimatum".
-Du elsker hende og har lyst til at kysse hende ofte, men du føler ikke det samme den anden vej.
-Samtidig vil du gerne ud og fange dig selv og opleve dig selv igen, hvilket er det vigtigste. Man skal elske sig selv før man kan elske andre, men man skal også elske sig selv før andre kan elske en. Derfor skal du gøre ting som du vil, med hende eller ej så må du afsted.
På det punkt du er nu, lyder du til at være klar over situationen. Mange havde gået i defenseiven og ikke turde værdsætte sig selv i frygt for at miste konen, men er du klar på dette kan du styre forløbet og dit liv.
Jeg sytnes ikke du skal smide hende væk, men du skal gøre nogle ting for dig selv og se hvordan hun reagerer. Du kunne eventuelt tage en tur væk i en uge som du kræver og smide et brev et sted i hjemmet. Når du er begyndt turen kontakter du hende og fortæller om brevet hvor du derefter kutter alt forbindelse til du er hjemme igen. Et ultimatum.
Til din sidste bemærkning om det med at i har børn i elsker. Naturligvis er det forfærdeligt ikke at kunne være den "perfekte" familie, men børn ved godt når forældre ikke elsker hinanden og hvis i kan have et godt forhold efter endt forhold, så vil børnene ikke lide på nogen måder.
Held og lykke

Det var også min første tanke..
parterapi lyder godt, og det er heller ikke tabu mere at gå til sådan noget, som et lille skub på vejen. Det er sjældent at jeg gider læse så lange indlæg omkring personlige problemer, men dit fangede mig, og jeg får så ondt at jeres forhold..
HELD OG LYKKE! :D

jeg er blevet meget rørt over dit indlæg og kan virkelig godt følge dig. hvad sagde din kone, da du konfronterede dig? bare at hun elsker dig?
det er altid et dilemma når man har børn sammen, fordi man er bange for at det kan komme til at gå udover børnene. men ærligt talt tror jeg de ville blive mere lykkelige af at se deres forældre lykkelige, lige meget i hvilken situation - om det så er alene eller sammen med nogle mennesker som gør dem lykkelig.
en anden løsning kunne være at du tog orlov fra dit arbejde og så valgte at rejse. det er jeg klar over også vil gå udover dine børn på sin vis, men til gengæl er du måske en glad og friskere mand når du kommer hjem?
og måske er din kone også begyndt at savne dig og det er måske gået op for hende at hun også må arbejde på forholdet.

jeg har været i en lignende situation selv. Denne blev dog ikke løst særligt positivt idet jeg blev alvorligt syg og er nu glad for at jeg fik lov at leve, jeg har ikke krafterne til at rejse og leve som jeg gjorde tidligere, og som var noget af det min kone faldt for.
Men prøv at skaf jer et frirum, en middag eller lignende hvor i kan få ro til at tale. Spørg din kone om hvad hun drømmer om de næste 30 år. Hvad vil hun gerne nå, oplevelsesmæssigt, sexuelt m.m. Hvordan ser hun jeres liv udvukle sig. Det er jo muligt at konklusionen bliver at i skal leve hver for sig. Det er også muligt at en parterepeut vil kunne hjælpe jer med at splejse jeres drømme og forventninger sammen.
Held og lykke

- hvordan kan du overhovedet få den ide at det er en løsning på noget som helst? Gør du det, har du da først problemer.
- Du skriver "uden min kone" i overskriften, har du tænkt dig, at det skulle være dig og børnene i dit "nye liv". Det bliver nok ikke mindre anstrengende, gør det?
- Nej ved du hvad, jeg synes, du er en svagpisser. Du kan da ikke først lege far, mor og børn og så sige, nu er det ikke sjovt mere - ny leg. Du er da nødt til at gøre det færdigt du har sat i gang. Er du ikke?
- Det er da synd for dig, du får for lidt og for dårlig sex, men så forlang!!! og vær selv mand nok i huset til at bestemme, hvornår der skal restitueres og hvornår der skal bygges om. Det virker som om, du overhovedet ingen andel har i noget af det her og så tror da pokker, du får fornemmelsen af at være tilskuer til dit eget liv.
- Vågn op og træd i karakter... så blev du måske også lidt attraktiv igen. 😉

efter 20 år, dog har vi ingen børn, da sexlivet ophørte for 10 år siden på grund af konen, og jeg er ikke typen der beder om noget som helst.
jeg har været så heldig, at jeg har sejlet verden rundt på diverse store skibe, og det ansvar gav mig så meget frihed, at jeg havde tid til, at tænke over mit liv.
engang sendte min mor mig en sandkage, en rigtig pund til pund kage, den var 1½ år om at nå frem, men vi spiste den med velbehag i rio de janero, den historie har været til stor moro i familien.
hvis du har en faglig uddandelse, kan du søge til thule air base, ingen stress, god mad, og hygge med kollegaerne.
se på GS, eller se på thule@os.

GC, greenland contractors, københavn.

Hvad sagde din kone, da du fortalte det du her har fortalt os? - Det må vel være ud fra hendes reaktion, vi kan forholde os til din situation. Mit umiddelbare indtryk er at du tror og lever efter, at man skal gøre sig fortjent til sex. Det kan virke lige modsat.
Der er så meget du gerne vil og så meget du gerne vil opleve. Hvad med - hvis du ellers kan li' at gøre ting med din kone - at I laver en aftale om at skiftes til at bestemme, f.eks over en dag, en weekend, en ferie, hvor den anden bare positivt og interesseret parerer ordre og følger aktivt med! - (Den virker også i sengen indtil man lidt mere naturligt finder melodien igen).

og kan nogen huske nogensinde at have hørt andet end at problemer bliver større af at lade dem ligge og stikke af, - ørene bliver meget røde og hænger gudsjammerligt? - Yes, Dulkis, respekt til dig.

Jeg synes, at det er flot af dig - at du tager dig tid til disse svære overvejelser, og ikke bare acceptere dit liv som det er. Ikke bare acceptere at leve i "en grå masse", og affinde dig i et passionsløst forhold.
Og du har talt med din kone, eller forsøgt mange gange - og gjort en masse for at genoprette dit forhold. Nogen gange er det altså bare sådan, at man vokser fra hinanden, at man får modsatrettet ønsker og behov, og at forholdet er mere eller mindre dødt...og der ikke er meget andet til fælles end kærlighed til børnene, huslejen/lånet, mv. - og at opretholde et glansbillede overfor familie og venner.
Jeg har oplevet flere par i min vennekreds - som har truffet den svære beslutning at forlade hinanden efter mange års amliv, men hvor begge parter har vokset igen, blomstret op - og fundet glæde og dynamik igen i deres liv. Nogle er fortsat single, men hviler flottere i dette end da de var et par - og nogle har fundet en ny kærlighed i deres liv, og genvunden passionen.
Det kan være bedst for jer begge at komme videre med jeres liv hver for sig.... I har kun ét.
Held og lykke... og jeg håber du får gløden tilbage i dit liv, med eller uden din kone.

Jeg synes bestemt også han skal fortsætte i et ægteskab hvor han åbenbart ikke er lykkelig. Gud fader bevare mig vel, hvis det skulle ende med en skilsmisse og så ydermere blive kaldt en svagpisser af diverse mennesker her inde på debatten. Nææææ du end du dit liv ligesom så mange andre med utroskab og så bagefter fortælle dine kone, hvor højt du elsker hende og så hopper hun normalt på den, hvis du bare fortæller hende det kun var grundet sex du var sammen med hende den anden, øhhh det smuttede måske nogen gange, men det var kun sex. Næææ du så er du et mandfolk, så har du fået lov til beholde både kone, hus, været uærlig, respektløs og alt det andet ligesom de andre. Kvinderne laver sig bare en overbevisningder der hedder min mand kunne da aldrig finde på at være og tænke ligesom de andre utro skabninger.
Helt ærlig er manden ikke lykkelig/tilfreds der hvor han er i sit liv og har ikke været det længe, er det så ikke en erkendelse at komme frem til man måske ikke er til kone og børn eller i hvert fald den kone og det ægteskab uden at blive kaldt en svagpisser. Det er jo ikke en leg, det er et menneske med følelser, så hvis du dermed mener at manden skal fotsætte som en robot, fordi det skal man i din verden ellers er man ikke en rigtig mand. For mig er han en mand der har erkendt at det her er ikke godt nok for mig. Det er der altså ikke mange der tør, vil og kan lige præcis på grund af sådanne nogen som dig med dine holdninger, bliv sammen for hver en pris. Det gør ikke noget jeg lever et halvt liv, for når du først er gift så skal du bliver der, fordi det gør man i nogens verden. Heldigvis ikke i alles verden. Dem der er svage i min verden det er alle de der sidder i ægteskaber som forlænge side er ramt af utroskab eller generelt alt andet end et udbytterigt liv, fordi det skal man. Hvem siger det og hvem har sat den regel op?
Udgangspunktet er at manden ikke er tilfreds, så du synes hans kone har fortjent at have en mand som hellere vil noget andet med sit liv end at være hos hende. Er det den mand hun har fortjent eller har hun fortjent at blive sluppet fri og finde sammen med en mand der vil det samme som hende (hvis det er det hun vil det jeg jo ikke, som en standard familie, hvor man er lige som alle andre med hus, mand og børn, så er man selvfølgelig heller ikke ude for fællesskabet og så er man heller ikke anerledes.
Der er langt i mellem de indlæg hvor jeg synes de er direkte dårlige, men det her er meget tæt på. Fastholde en kone med en mand der vil noget ander, hvad bilder du dig ind, jeg synes du skal vågne op og træde i karakter. Du ved vel ligesom alle andre hvad der sker hvis ægteskabet ikke er godt nok, utroskaben indfinder sig og det er kun et spørgsmål om tid og hvilke udfordringer han får inden da.

Ligner gevaldigt meget min historie. Jeg spurgte for nylig min kone om hun var tilfreds med mig som mand. Øh, joohh, var svaret. For i et stykke tid havde jeg ikke lagt op til kys og kram og sex, hvilket 95% af tiden havde været mit "ansvar" i vores 15 årige forhold. Men jeg fandt efterhånden ud af at jeg var "brugt op". Så jeg spurgte hende om det passede hende bedre med denne balance i vores forhold:
-Jeg får ikke længere lyst til at springe på dig bare jeg ser dig nøgen
-Jeg glæder mig ikke til at komme hjem og give dig et kys - hellere spille guitar
-Jeg har ikke længere lyst til at lægge op til sex
-Jeg kommer ikke med nye idéer til vores sexliv som du ikke gider alligevel
-Jeg er ikke længere frustreret over din manglende interesse
-Jeg har accepteret at vores forhold ikke blev sådan som jeg havde håbet
-Jeg hviler i vores forhold sådan som det er
Det vidste hun ikke rigtig hvad hun skulle sige til. Men det mærkelige er at i den måned der er gået siden, er hun blevet ekstremt "varm". Vil kysse og kramme, sender søde sms'er, lægger op til sex osv. Jeg er noget forvirret og ved ikke rigtig om jeg skal "gå med". Jeg vil ikke sætte mig selv på spil igen, for jeg vil ikke skuffes igen. Ved ikke om jeg stadig elsker hende.
Det jeg sagde til min kone var ærligt ment. Men du kunne måske "bluffe" lidt og sige noget lignende for at se om det kan ruske op i hende. Hvis hun bare siger "Åh det var dejligt at høre", så er der nok ikke mere at komme efter i jeres forhold.

Hej Viking!
Du opremser en imponerende liste over praktiske ting som du har gjort ved jeres hus. Det er en meget typisk måde for mænd at gøre en indsats for parforholdet. Og det er en udmærket måde, for så vidt at det objektivt set er en indsats, og en både stor og ærlig ment én af slagsen.
Men det er desværre ikke altid den rigtige måde, hvis man vil have opmærksomhed, respekt, kærlighed og sex fra sin kone. Mange kvinder (langt fra alle, men sandsynligvis din kone) tænder nemlig slet ikke på huslige mænd og handymænd. Eller rettere: de tænder mere på mænd der er mere end det.
Jeg spekulerer på, især set i lyset af din lange liste med praktiske tiltag, om du mon har været lige så flittig når det gælder følelsesmæssige tiltag? Kvinder bliver nemlig vilde i varmen over mænd der ikke bare render rundt og løser praktiske opgaver, men som også udviser engagement og initiativ i selve forholdet. Og jeg tænker ikke specielt på de for mig at se opreklamerede blomsterbuketter, stearinlysmiddage og eksotiske rejser, men mere på god gammeldags tilstedeværelse og nærhed.
Kvinder har generelt et ret stort behov for at udveksle følelser, tanker, drømme med deres partner. Det får dem til at føle sig trygge og udfordrede på samme tid, og giver dem dén følelse af nærhed, intimitet og samhørighed som er en vigtig forudsætning for sexlysten. Desværre så hader de fleste mænd den slags, og derfor er der problemer i mange parforhold. Spørgsmålet er jo så bare lige, hvis lyst til henholdsvis følelsesnusseri og sex der er henholdsvis for stor og for lille….
Det har jeg desværre ikke svaret på, så jeg kan ikke give dig et konkret råd, kun inspirere dig til at filosofere lidt. Du kan evt se mit svar i et andet forum her på sol til en mand i en situation der minder om din:
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=20&conference=242&posting=1792105

Jeg har haft en mand i 25 år som forgudet mig,
elskede min krop hver dag,
sagde hverdag han elskede mig.
syntes jeg var den smukkeste på jorden
Det var vidunderligt.
jeg har altid følt mig forgudet i det forhold
og det samme blev han fra min side.
Andre ting skilte vores veje.
Tænk positive tanker om jeres forhold,
og du får det samme igen,
elsk din kæreste og de vil elske jer tilbage

ændres hele ens liv. Kvinder føler sig også ofte som et serviceorgan i en familie, og hvad sex angår, så betyder det ikke, at hun ikke kan lide dig, når hun ikke vil så meget, men måske føler hun sig ikke selv attraktiv? Eller værdsat? Og hvornår er DU imponeret over det, hun laver?
Der er rigtig mange par, der kører surt i det at have en familie og prøve at få det til at fungere. Måske I kan få lidt aflastning i hverdagen, så I kan forkæle jer selv lidt? Prøv at se, om der evt. er andre børnefamilier i nabolaget, som I måske kan få nogle pasningsidéer sammen med. Nogle familier passer hinandens børn og giver dermed hinanden fridage.

Mænd tror, at det er deres ansvar at få alt det seksuelle til at ske og vurdere, hvordan og hvornår det skal ske. Kvinder vil også have lidt frirum til at få lyst og til være med til at få gløden til at gnistre.
Men med hensyn til din kone, så viser det jo også, at du bare behøvede at åbne munden og forklare hende, hvad der var galt. Hun prøver jo for pokker at gøre dig glad! Måske vidste hun slet ikke, at du behøvede det anderledes, end det tidligere har været.

hej med jer alle...
nu skal i høre, mine første tanker da jeg læste indlægget og kommentarene..
første tænkte jeg at du næste gang skulle stikke en finger op i hende bagfra, næste gang i var i seng sammen, for ligesom at lave en ændring. for der skal åbenbart noget nyt til, dit brev råber om at der skal ske noget og du kan jo tage initiativet til noget ?
så prob en finger eller to op i hende næste gang i har sex og se hvad hun siger til det,, ( he he )
men, ved du/i hvad, noget helt andet så skulle i tage og være glad for det i har. jeg sider her fri som fuglen 35 år og single og drømmer om en fast pige, og hele pakken..... alt det som i brokker jer over at være kørt fast i,,,,i er sgu heldige, i har noget at komme hjem til. ikk... i har osse muligheden for at gøre noget ved det, skab nogle fælles sucses oplevelser, hvor svært kan det være......men ok hvis i ikke har kærligheden til hinanden mere, kan jeg godt se det svære. men så tag da væk et stykke tid og se hvem i savner, det er en nem måde at finde ud af det på.
eller lav nogle overaskelser i hverdagen for hinanden, ( fingeren) eller tag et mc-kort og sæt hende bagpå biken og kør en tur.... tag styringen og værdsæt at i har muligheden....
det var lige mit synspunkt 🙂
be cool

Sådan er det nu engang at hos der er gift kunne nogen gange godt tænke os at være alene og jer der er fri som fuglen kæmper for at blive fasttømret i ægteskabet. Livet er ikke nemt og vi bliver åbenbart ikke rigtig tilfredse fordi mange os ikke vælger at leve i nuet, men vælger at fokusere på de vi ikke kan eller ikke har.

Du væver og væver og modsiger dig selv. Der er ingen fortrydelsesret. Børn kan ikke bortskaffes. Er han ikke tilfreds, må han tilgodese sig selv, NÅR opgaven er løst og børnene sat i vej.
Du har jo ingen ide om, hvad ansvarlighed er for en størrelse.
😃😃😃 Og så den bedste: At bede dulkis træde i karakter er vist lidt søgt, mon ikke det er en vending du har læst og misforstået, som så meget andet her i livet.
Der var krummer i det indlæg. 😉

Men der er mange herinde, der er vant til at leve resigneret (kald det såkaldt ansvarligt) hvilket i dette tilfælde jo er dybt UANSVARLIGT både overfor kone og børn. Hvem kan være tjent med så utilfreds en partner - eller far❓
Jeg mener - som du - at manden her netop er både ærlig og oprigtig i sin selverkendelse af eget liv. Han kan åbenbart ikke (som mange andre) forlige sig med det middelmådige liv, og skriver så ind her på debatten. Han vidste jo ikke at vi har en lille klike af RIGTIGE personager, der bedst ved hvordan man lever sit liv, som du meget sigende benævner a la "en robot"!
Håber meget for mand, kone og ikke mindst de stakkels børn (der lever med en far og mor i et dødt ægteskab)at manden hurtigst muligt gør noget ved det og kommer UD AF HULLET og finder tilbage til lidenskaben. Livet er for kort til at spilde på det middelmådige liv 😖
Hvad manden end vælger, kan det da kun blive bedre for hans børn, end det er nu!
At opleve voksne personer turde stå ved deres følelser og leve SANDT, dette er den bedste opdragelse og inspiration til eget liv, som man kan give ens barn. Børn bliver usikre og angste når far og mor agerer usandt, de om nogen kan mærke hvad ægte følelser er og de påvirkes for livet af de voksnes manglende MOD til at leve deres liv i overenstemmelse med deres følelser.
Tak for godt indlæg 😉
Pusser [f]

Sagt på en anden måde.
Hvad er stærkest:1) At skulle kæmpe FOR at finde sin lidenskab og genfinde de følelser som i dagligdagens uopmærksomhed lige så stille forsvandt?
Eller: 2) At kæmpe IMOD de udadrettede følelser, der længes mod et mere sandt og ægte liv - dvs. at kæmpe MOD sine sande lidenskaber?
Jeg tror det for ethvert menneske, der stadig er I LIVE vil være sværest at modstå punkt 2 som her vil være den stærkeste drivkraft. Sagt på en anden måde, at det er et spørgsmål om hvor resigneret den enkelte er blevet overfor sit liv om han/hun vinder kampen FOR eller IMOD....
Pusser

Børn kan heldigvis ikke bortskaffes når man først har fået dem, men man kan vælge de skal leve sammen med en glad mor og far hver for sig eller sammen. personligt foretrækker jeg det første, men jeg har også levet sammen med nogen forældrer sammen havde samme hykleriske og egoistiske indfaldsvinkel til ægteskab og børn, og så ellers skide vær med om barnet skal leve med deres hykleri for resten livet og ikke tro på kærlighed, hvorfor skulle mine forældrer dog lærer mig det, nææææ det skal have den samme holdning og mening som dig, så alle vi børn der kommer ud af dårlige ægteskaber ikke rigtig tror på det at elske og at det at må elske.
Når børnene er sat af vejen, tror du det er mennesker du har med at gøre eller tror du det er børn uden følelser og fornemmelser eller hvad tror du der bliver sat i verden af os forældrer. Ja jeg undskylder selvfølgelig at jeg åbenbart var over sensativ for jeg synes af hele mit hjerte jeg hellere ville have set mine forældrer lykkelige end de var sammen for min skyld. men sådan er vi jo så forskellig, at nogen tro at børn er legetøj som vi kan gøre med som det passer os, og nogen ved det små væsner som vi skal passe uanset om forældrerne så bor sammen eller ej.

Til gengæld, når jeg nu hellere må skrive som du gør, er det noget være bræk du skriver, hvor det eneste du har i fokus er dig selv og ikke børnene. Hvis du havde fokus på børnene, så ville du tænke hvordan ville have det, hvis jeg havde en far som ikke er glad for der hvor jeg bor, hvad vil helst have selv en gald far eller en ulykkelig far.
Dit indlæg er egoistisk og selvcentreret og har kun fokus på et glansbillede af et ægteskab og ikke barnets tarv, for tænkte du på barnet og de følger det har for et barn, som du kan læse her i debatten, så ville du tænke ud over egen næsetip. Hvorfor skal barnet passes ind i hvad du mener er rigtig og forkert. Er det rigtigt at fastholde et barn og lære et barn at man er sammen for syn skyld, så alle andre kan klappe i deres mså hænder og sige, se hvor er de dygtige de kan blive sammen for barnets skyld. Jeg tror ikke der er mange der klapper der på skulderen og siger hvor er du dygtig, for du er jo voksen må jeg gå ud fra, og ved hvad der er bedst for dit barn, og i dit tilfælde en ulykkelig far som vil noget andet med sit liv. Dette skal man lære sit barn, når først man er blevet gift og har fået børn, så går du direkte i fængsel og er dybt uansvarlig hvis du følger din tanker at du bare ikke er lykkelig og tilfreds nok.
Hjemme hos mig er det sådan er jeg ikke glad og tilfreds bliver min mand ked, og det sammen omvendt det giver uro i den lille familie og vores børn kan mærke det med det samme, men måske jeg har helt unikke børn på dette område, men af egen erfaring hvor jeg også har været barn ved jeg at de ikke er specielle på dette område, men bare er som de fleste andre børn.
Børn må aldrig blive en undskyldning for ikke at gøre noget her i livet, for de bliver voksne engang kan jeg sige dig man sidder med en skyldfølelser som siger at de var kun sammen for min/vores skyld, hvorfor valgte de ikke at være bare i det mindste tilfredse.