skod sygedom

jeg har sukker syge og haft det i 7 mdr. den plager mig virkeligt meget er der andre der har det og kan hjælpe mig til at få et andet syn på det i stedet for altid være ked af det...?

Gå ind på www.diabetes.dk, du kan evt. melde dig ind i foreningen og få hjælp til mange ting, og også komme i kontakt med andre, der har sygdommen.
Der er også ferielejre, og kurser, hvor du kan lære med om at leve med din sygdom og lære andre unge at kende, der fejler det samme som dig.

det forgår jo intet her i jylland det er altid i københaven eller omegn man mangler noget i jylland kan intet finde her???

Hej j.b.
Jeg er 33 år, diabetiker og har haft diabetes siden 1994. Da jeg fik det konstateret var jeg overbevist om, det var verdens undergang. Det har imellemtiden vist sig ikke at holde stik og idag lever jeg stort set som alle andre. Eneste forskel er, jeg skal tage insulin. Starten er altid den sværeste, for det kræver lidt omstilling at vende sig til sygdommen. Brug familie og venner som støtte og rådfør dig med Diabetesforeningen, din læge og den institution der står får dine kontrolbesøg.
Diabetes har ikke hindret mig i at gøre de ting jeg gerne vil. Jeg har sejlet en tur over Atlanten med sejlbåd og været med rygsæk i østen. jeg tager på skiferie hvert år og sejler kapsejlads flere gange om ugen.
Håber mine ord og råd kan hjælpe dig på vej.
MVH
A

ja hej det kan du tro det er rart at høre du kan for må at styre det,jeg er 30 men sygedommen hænger mig langt ud af halsen, af flere grunde bla.jeg er pæn og en flot fyr at se på men når man så møder en sød pige i byen og har kendt hende i et stykke tid, og fortæller at man har diabetes eller sukker syge løber de skrigende bort!!!hvad gør at de ikke lige pludeselig kan li en mer???er det sygedommen eller skal man lade være at sige det til dem eller er man jammerlig pga. sygedommen det skræmmer simpelt hen folk hvad skal man???

Nu må du simpelthen tage dig sammen - MASSER af mennesker lever hver dag med både sukkersyge og det, der er værre - hvad er det, du pludselig ikke kan længere?????
Hvis en pige løber skrigende bort har det da intet med din sukkersyge at gøre, det er jo hverken smitsomt eller til gene for en partner at man er diabetiker! Ja undskyld, men du er da simpelthen for ynkelig at høre på - folk lever dejlige liv med manglende ben, arme, med kræftsygdomme og endda uhelbredelige sygdomme som AIDS, og så piver du over en sygdom, som mig bekendt ikke sætter nogen alvorlig stopper for et helt almindeligt liv. Tør øjnene og tag en kiks, ellers går du da helt i hundende!!

..sygdommen der skæmmer pigerne væk, men snarere at du ser sygdommen som et meget stort problem. Hvis du giver udtryk for, sygdommen virkelig hæmmer dig på mange måder kan det virke skræmmende, uanset hvilken sygdom der er tale om. Lad være med at gøre sygdommen til et større problem end det egentlig er.
Jeg havde en kæreste da jeg fik sygdommen konstateret, og vi blev sammen yderligere 2 år. Idag er jeg gift og min kone og jeg har kendt hinanden i over 8 år.

det kan godt være jeg lyder jammerlig...men du skal ikke ønske dig at have sukker syge.Det er bare en træls sygedom og har har nok ikke indset at jeg skal lære at leve med den men hva,det kommer vel tak...

ja du har måske ret at man gør sig selv mere syg,en man endelig er!!!

Det lyder da netop til at du er ved at være klar til at acceptere duhar sukkersyge...ellers skrev du vel ikke dette indlæg?
Jeg tror ikke du skal frygte så meget det med at pigerne flygter pga sukkersygen. Du har kun haft den i 7 måneder,og de havde jo tilsyneladende heller ikke et fast forhold forinden...Altså 30 år minus 7 måneder. Måske er det på tide at stoppe med at give sukkersygen skylden, og finde ud af at komme på banen igen, om det er at komme ud blandt andre der har sukkersyge eller om det er at komme så meget tilbage i dit "gamle" spor blot med få ændringer, det er jo nok noget du skal sætte dig ned og finde ud af selv. Men det er jo somregel først der hvor man bliver hæmmet, at man opdager hvor godt man egentlig havde det. Nu må du jo så bare op på hesten igen... Det man ikke dør af, bliver man stærkere af. God fornøjelse.

tak for de pæne ord, ja sygedommen fodsvinder ikke igen, jeg skal bare acceptere den og lære at leve med den og formå at styre den og så leve der af!!!

hvis ikke man lærer at leve med det, det er jo ikke fordi du har fået kræft!
ja du skal ændre dine spisevaner.
Ja det er slut med slik, sukker og alkohol.
Men ... der er så meget andet godt i livet
Du kan måske finde trøst i bogen: Diabetes og naturen, der er skrevet af Karsten Vagn-Hansen, læge og diabetiker.
eller spørg din læge om ikke han/hun kan sætte dig i forbindelse med andre diabetikere på ca. din alder så du kan få noget støtte den vej
Hilsen datter til en diabetiker

Kære j.b. Det tager sin tid at acceptere, at man har fået en kronisk sygdom som man skal leve med resten af sit liv. Man kommer ligesom gennem flere faser, før det føles naturligt for een at skulle leve med de restriktioner i kost mv, som jo er et must for en velreguleret diabetes. Nu ved jeg ikke hvor i landet du er fra, men her i Kbh-området er der masser af hjælp at hente. Hvis pigerne flygter, fordi du har diabetes, så er de alligevel ikke værd at samle på. Selvfølgelig behøver du ikke at fortælle din diabetes i starten - men på sigt synes jeg, at du er nødt til at fortælle en evt. kommende fast partner/samlever om det. Der kan jo opstå situationer, hvor der er nødvendigt at ens nærmeste har kendskab til det, og har mulighed for at hjælpe een.. Jeg vil håbe for dig, at du snart vænner dig til at leve godt med din diabetes. knus fra mig.

sukker syge. Griner. Ja gu er det da ikke fedt at være syg på den ene eller den anden måde, men for pokker da, sukker syge. Jeg har sclerose og mine fremtids udsigter ser bestemt ikke lyse ud, men jeg har det sku godt og nyder livet, mit barn, mine venner og min dejlige kæreste. Hvad gør du??
hallo du, op og stå, det er sommer, livet er skønt og du skal ikke dø....

små slag!
Som jeg læser det så er det jo kun 7 mdr siden at sygdommen blev opdaget...
Og tro det eller ej nogen mennesker skal lige bruge lidt tid til at kapere at de faktisk har en sygedom, og de skal bruge lidt tid og tilvænning til at finde ud af hvordan man bedst lever med sin sygdom,
jeg har selv en bror der for ca et år siden fik konstateret diabetes, og han har altså også haft brug for lidt tid til at finde ud af at livet trods alt går vider.
Og at det ikke er verdens undergang at man skal lægge sin kost og levevis om....
Men jeg ved også at han fik det konstateret fik han samtidig en masse skrækhistorier fra sygehuset om alle de forfærdtlige ting og følgesygdomme han kunne komme ud for hvis og så frem han ikke gjorde nøjagtig som de sagde...
Så mon ikke man lige skal lade folk kapere at de er syge opmuntre dem til at komme over det og vider...
Også lige tillykke med at du klare din sygdom fint, men altså ikke alle der kan/skal have det som dig, nogen skal have lov til at syntes det er en lorte sygdom de har fået....

ja enig i at jeg måske gik lidt for hårdt til værks. Men jeg bliver lidt harm når jeg selv er meget syg pga sclerose og kæmper hver dag og så kommer der en der har fået en sygdom som man i det mindste kan gøre noget for og imod og så brokker vedkommende sig og er sur.Hvad skulle jeg så sige? Smil til verden og den smiler til dig, trods alt. SS.