små børn små problemer...

store børn = store problemer!
Jeg er sgu så fortvivlet og aner faktisk ikke mine levende råd.
Bor i lejlighed med mine 3 yngste børn på henholdsvis 8 - 12 og 19 år.
Min søn på 19 år har en depression som han er i behandling for (han er derfor ikke parat til at flytte hjemmefra endnu!
Problemet drejer sig om min ældste søn på 29 år (han bor ude i lejlighed i samme by som mig).
For kort tid siden (14 dage - 3 uger), skrev han til mig på MSN, at han følte sig meget alene og mente at han bare var familiens udskud som vi bare glemte.
Jeg vil lige pointerer, at det på ingen måde er sandt, - jeg har altid elsket min dreng højt og har aldrig lagt skjul på det. Jeg har tvært imod altid hjulpet ham med at sørge for at hans liv kom til at glide nogenlunde problemfrit (ved at hjælpe ham med at sørge for at få betalt sine ting, gjort rent og ryddet op i hans lejlighed osv.)
Hvor om alting er, så syntes jeg jo det var synd for ham, at han sad der alene i lejligheden og havde det sådan, så jeg kørte strakt op og hentede ham og hans computer (som er hele hans liv, - til min store sorg!)
Skal lige siges, at han er tilflytter til "min by" og ikke kender nogle her.
Nu har han imidlertid været her i lejligheden i 14 dage eller 3 uger og vi begynder at gå hinanden på nerverne nu.
Han er vågen hele natten hvor han spiller computer, i min gang hvor jeg satte et skrivebord op til ham, - og han sover så efterfølgende hele dagen, på en madres på min datters værelse. (han er arbejdsløs)
Nu vil jeg faktisk gerne have at han tager hjem igen, da det er et problem i familien, at han skal sove om dagen hvor der ikke er ro i lejligheden. han bliver fuldstændig hysterisk, når jeg siger til ham at han skal sove om natten og være vågen om dagen. han skriger mig ind i hovedet og siger, at han sgu tager hensyn til hvis jeg hviler mig og vi kan sgu også bare tage hensyn til ham så er der jo ikke noget problem.
Når jeg siger til ham, at han må være hjemme hos sig selv, så synes han nærmest han har forsørget mig og mine andre børn, fordi han har måtte betale nogle penge til kost mens han har været her.
han har altid været en dreng som var meget jalux, både på sine søskende og på mig da jeg havde en kæreste - og jeg ved med sikkerhed, at han vil føle sig som "udskuddet" igen når jeg sender ham hjem.
Jeg vil jo ikke såre ham og kan selvfølgelig ikke bære tanken om, at han føler sig alene og mindre værd - men der er altså ikke rigtig plads til ham her.
Hvad gør jeg nu?
hvordan får jeg ham til at ville hjem selv, uden at blive uvenner med ham?
Håber virkelig på nogle gode og brugbare svar.
venlig hilsen opbrugt mor

som du ikke har ansvaret for. Han har ansvaret for sit eget liv og du bliver nødt til at sætte ham stolen for døren. Du kan ikke blive ved med at tage vare på ham.
Giv ham besked på at flytte, ikke nu, men NU og luk ørerne for alle hans beklagelser. Det er klart, at han foretrækker at bo hos dig, for der bliver han formodentlig opvartet i alle ender og kanter. Han er en egoistisk person og du er den nærmeste til at sige stop.

men finder det alligevel svært at skulle smide ham ud herfra. Jeg vil jo helst have at han tager hjem frivilligt og kan komme igen og besøge mig. Problemet er jo netop, at han føler sig så "efterladt", hvis du fordtår hvad jeg mener.
Men tak for dit svar

Jeg kan godt forstå at du hentede din søn, det havde jeg også gjort, men jeg syntes måske nok at det var dumt at hente både ham og pcen,den skulle du have ladet blive hjemme hos ham selv.For det var jo ikke den han trængte til det var jo det sociale,så jeg syntes at det første du skal gører er at sætte dig ned og snakke med ham,forklar ham at det er iorden at han er der og det må han gerne for han skal selvfølgelig ikke føgle sig forladt og alene men pcen er i nød til at kører hjem til ham selv, ja og så må han jo blive sur over det hvis det er det han vil,for det kan jo ikke værer rigtigt at i som bor der skal tage hensyn til om han vil sove om dagen, det må han gører hjemme hos sig selv hvis han vil værer hos jer må han jo følge jeres hverdag. Men jeg føler med dig det må værer svært for uandset hvor gamle de bliver så bliver man ved med at værer MOR
Knuzz

Du skriver : "Hvad gør jeg nu?
hvordan får jeg ham til at ville hjem selv, uden at blive uvenner med ham?
"
Du bliver klar over hvad du vil. Ikke hvad der godt eller ikke godt for ham. Men HVAD VIL DU? Hvad skal du tage hensyn hjemme hos dig. Også efterleve det.
Din familie har krav på at deres rammer er klare og de kan stole på dem. Og når din søn kommer hjem skal han forstå at det er under dine regeler han skal leve, ellers er det ud.
At være god er ikke kun et spørgsmål om at give/give/give, men også at sætte grænser. Jeg fik på følelsen at du har givet go givet til din søn, at han tager det for givet. Altså at noramlen for ham er at du giver mere og mere. Jeg håber at du kan se at ved den handling vil du opleve at slide dig selv op og din søn vil ikke lære at finde et normalt leje.
/t

for alle jeres brugbare svar, de har virkelig givet mig stof til eftertanke.
jeg kan godt se, at jeg nok er lidt for "god" af mig - og at det også er urimeligt overfor mine "små børn", at den store sidder ude i gangen og spiller hele natten - med lyd på. Det er jo heller ikke rimeligt overfor min datter, at han skal ligge og sove på hendes værelse.
I dag har jeg sagt til ham, at han skal hjem i morgen, for jeg kan ikke holde det ud mere.
jeg sagde til min søn, at han kunne komme hver dag hvis han ville - men at jeg ikke kunne holde ud mere, at han sad der med sin computer.
Nu ber jeg bare til, at han ikke bliver sur i morgen, når jeg beder ham om at pakke sammen så jeg kan køre ham hjem.
endnu engang tak for den moralske opbakning.