som autist er det umuligt

at finde en kæreste. Jeg er en organiseret ung mand der har fast arbejde og uddannelse. Men mangler evner til at genkende om en kvinde er interesseret og de jeg tror der er, der skyder jeg i 100% af tilfældene forbi.
Derfor hvor min 30 års fødseldag banker på døren om 2 måneder og ikke har haft en kæreste endnu, så må jeg konkludere at for en autistisk mand som jeg er det umuligt at tiltrække en kvinde.
p.s. Og nej jeg gider ikke en kone på postordre, så ingen af de kommentarer tak!

Ja, det må være svært. Jeg ved ikke om det er nogen trøst, men masser af mennesker UDEN autisme, har også svært ved at finde en kæreste.
Hvad med datingsider, har du prøvet det? Der slipper du, ihvertfald indledningsvis, for at skulle tolke kropssprog. Jeg vil også tro, at hvis de ikke er interesseret, vil de forholdsvis hurtigt melde helt klart ud.
Og hey, det er en jungle derude. Det er det for os alle.
Held og lykke med projektet.

Det har aldrig prøvet hvad det vil sige at have det svært..

Måske skal du overveje at finde en coach der kan guide dig fortrolig med maskulin charme, flirt og feedback.
øvelse gør mester
og så en omgang coach til ægtemandsrollen?

Det er ikke kun folk med autisme der kan have svært ved at finde en kæreste.
Jeg er selv lige fyldt 30, er ved at være færdig med min uddannelse, og ser nogenlunde godt ud, træner meget, så min krop er også flot nok. På det sociale fungere jeg også fint.
Men jeg er nok bare også lidt kræsen, og jeg har bestemt også svært ved at finde kærester.

Der hvor det for alvor er blevet speget for undertegnede er i følgende situationer. Lad sig at jeg er i situation hvor jeg møder en nogenlunde jævnalderende pige/kvinde. Da jeg møder hende første gang, så er hun smilende og meget imødekommende og spørg interesseret om ens dagligdag og kommer med kommentarer til det man fortæller. Hvis det gentager sig mange gange og hun bliver mere og mere personlig, kigger én dybt i øjene hver gang man mødes. Så er det jo der hvor det begynder at blive speget for undertegnede og min hjerne begynder at tænke "er det mon fordi hun er interesseret i en"? Sådan tænkte jeg ihvertfald før hen. Men dengang kunne jeg så finde på at sige "jamen hvad siger du til at gå en tur og drikke kop kaffe". Det er så der jeg før hen oplevede at filmen knækkede og fik den der "Jamen troede du virkelig jeg mente det på den måde, Ha ha".
Mit problem er at min hjerne ikke kan se forskel på at når en jævnalderende kvinde er sådan som beskrevet ovenfor, at er det så noget hun mener noget med seriøs og forventer hun man siger noget igen som svar på hendes indsmirende adfærd. Eller er det var hende der konstant køre i frihjul.. Min manglende evne til at se forskel på de adfærdsmønstrer er årsagen til at jeg stå uden kæreste idag som 29 årig.
For er måske blevet kynisk jo ældre jeg er blevet for når jeg oplever piger der sådan, så lader jeg som ingen ting og har da også fået den der "Kunne du ikke se at NN hun var vild med dig?!!"
Så det er sgu godt nok svært synes jeg.

for alle andre at sige at det er svært for alle. Men du ved bedre end nogen anden, at når du har svært ved at aflæse og forstå signalerne hos andre, at den sociale aspekt så bliver udmattende. Der er flere autister (asperger) i min familie, inkl. min egen datter. Alle de voksne der er asperger er gifte. Det er 5 i alt. De har fundet ægtefæller, der ligesom demselv er intelligente, men også ret specielle. Jeg ved ikke om deres ægtefæller har en snært af autisme. Det er muligt. Jeg tror at man genkender lidt af sig selv hos hinanden og dermed finder sammen i et fællesskab.
Min egen datter har meget nemt ved at genkende andre som hun deler interesser og intelligens med. Ellers er hun ret reserveret over for folk hun ikke kender, da hun også finder det meget vanskeligt at forstå de sociale 'spilleregler'.
Det kan lykkedes, og du virker eftertænksom, intelligent og med en god forståelse for dig selv. Hvad ville der ske, hvis du når du blev i tvivl om du havde forstået signalerne rigtigt, sagde "Jeg er et meget konkret tænkende menneske, og har svært ved at læse mellem linjerne. Hvor tror du vores venskab er på vej hen?" Så vil du nemlig få et konkret svar du kunne forholde dig til.
HELD OG LYKKE🙂

...autist for ikke at kunne aflæse.
Jeg er selv på din alder, og til trods for flere forhold og en datter, så har jeg stadig ikke rigtig lært at læse hvornår det virkelig er interesse i andet og mere end venskab fra mændenes side. Jeg skal praktisk taget "slås ned med køllen" for at fatte at det ikke bare er venskabeligt for det regner jeg bare ikke med.
Det er træls at det er så svært, men der er ikke så meget at gøre. Hvis du på andre måder holder dig i gang socialt (det lyder jo sådan) så er det nok måden det sker på før eller senere. Du kommer i kontakt med én eller anden som faktisk mener det og tør tage initiativ fordi hun kan mærke at du ikke helt ved hvor du står...

Der findes faktisk nogle muligheder for at møde andre og måske finde nogle man kan skabe et fællesskab med, som har samme problem. Sommetider hjælper det bare at komme i et miljø hvor alle har lidt svært ved at aflæse, så bliver det ikke pinligt hvis man ikke helt er med.
Et bud er at kontakte Røde Kors. De har kørt projekter for folk med sociale tilknytningsvanskeligheder, så måske har de noget du kan deltage i, hvor du kommer ud blandt ligesindede. Der findes også div. sociale og selvhjælpstilbud landet over hvor du kan møde andre der har det ligesom dig. Det er måske ikke et quick fix, til gengæld kan mange ting lettes af at være blandt andre med samme problematik som en selv. Måske har nogen fundet en måde at gøre tingene på så det er lettere at håndtere, måske kan man genkende ting og få et lidt humoristisk forhold til det etc.
Hvis jeg må spørge, er du Asperger eller er det en af de andre forstyrrelser i autisme-spektret? For du virker faktisk meget velfungerende ud fra din beskrivelse og jeg forestiller mig at en del af problemet måske er at andre ikke kan fornemme at du ikke er helt stærk på de sociale signaler og derfor måske kommer til at sende nogle forvirrende signaler?
Situationen kan ikke helt sammenlignes, men jeg er sindslidende og har selv haft stor glæde af selvhjælpstilbud i perioder, simpelthen fordi man møder ligesindede så man ikke behøver at være flov hvis der er noget man ikke har styr på. For mit vedkommende handler det mest om praktiske ting som flyder meget i perioder, men det kan være en lettelse i sig selv at være i et forum hvor det er ok at sige; "Jeg fatter faktisk ikke dine signaler lige nu, kan du li´mig eller ej?" eller f.eks. for mit vedkommende at kunne sige "Jeg må bede min mor om rengøringshjælp for jeg kan ikke overskue det hele" selvom man er voksen. Andre kan så have små redskaber de har lært/erfaret med samme problematik og det kan man tit have glæde af at høre om, ved siden af følelsen af at være "normal" fordi de andre er ligesom en selv.

interesser og kan da også godt se når nogen blot er almindelig venlig over undertegende.
Men det er når en pige/kvinde bliver meget personlig og indsmirgerende, at min hjerne får et problem. For hvornår er det korrekt at sige "noget mere". Hvad skal hun have sagt eller gjort før hun mentes at forvente at man siger noget mere. Det er det min hjerne har problemer med?
Førhen så kom jeg tit til at dumme mig når jeg var i tvivl, men men idag lader jeg som ingen ting og reagere ikke overhovedet.

Du er godt på vej. Men hvis du ikke reagerer, vil pigen føle at du afviser hende, og så vil hun passe på sig selv og træk sig lidt.
Jeg tror du skal sige det du tænker og vise hvem du er. Du er jo fyldt med tanker. Det er disse tanker du skal dele, så i får et fællesskab. Jeg tror også det er vigtigt at fortælle du er konkret tænkende og at tale om følelser er en udfordring og at når du ikke taler om følelser, er det ikke fordi du ikke har dem, men i stedet har svært ved at finde ud af hvordan du skal håndtere dem.

at få den "troede du virkelig jeg mente det på den måde" der gør mig usikker. Skal jeg så istedet tænke dem der er aggressivt flirtende og indsmirende hele tiden? Dem ignorere jeg bare? Mens de som er mere forsigte dem prøver jeg at sige noget? Men forsigtigt? For ikke at virke skræmmende?

en pdf pjese : Overlevelsesguide
- for mennesker med Aspergers syndrom

Jeg har bestemt mig til at hvis jeg ikke har fundet en kæreste inden jeg fylder 30 år, så opgiver jeg tanken om at finde en kæreste også lever videre som jeg altid har gjort, alene!

Når man aldrig har fået positiv opmærksomhed af nogen art, så gider man da ikke blive ved - er jeg "heldig" er fyren kun interesseret i sex 🙁 Det er ikke let, er ikke specielt smuk og har ikke de store talegaver, og så jeg er ikke sjov, spændende og alt der man helst skal være, så min drøm om familie og børn er for længst skrottet.

Så ved jeg ikke den eneste der tænker sådan..

til at tage skridtet videre når du ikke føler du skal være en anden end den du er. Ud fra det du skriver, virker du på mig som en skøn fyr. Du er tænksom og er sikker i hvem du er, men også usikker på hvad du har at tilbyde. Brug noget tid på at finde ud af hvad der er særlig ved dig - for du er andet og mere end autist / aspie. Når du ved hvad der er godt, lækkert og rart ved dig, er det nemmere at tale med en anden og vise hvad du har at tilbyde. Det er jo et to-vejs kommunikation og i 2011 forventes ikke al initiativ at komme fra manden.
Jeg er lidt ked af at læse din ultimatum over for dig selv. Jeg genkender den fra min datter, men den bliver til en blyklods om benet på dig. Hvad hvis du finder den rigtig når du er 31, men har bestemt at det vil du ikke? Så har du snydt dig selv! Øve dig i at være åben og lade ting nogle gange være uplanlagt.

Jeg gider ihvertfald ikke dumme mig mere....Så jeg passer mig selv og gider ikke domineres eller forventes at skulle spille en type man ikke er, brøleaben eller lignende.
Nej også dem man møder er en lebiske, optaget eller blot mærkelige.

jeg er en kvinde på 32, har ikke specielt stort netværk, men er ellers velfungerende, har job, dyrker sport, meget interesseret i musik og dans.. men det er åbenbart alfa og omega i dag at være populær - så det er ligesom skruen uden ende i mange fyres øjne - jeg har efterhånden ikke nogen anelse mere om jeg er i kategorien "grim" eller "middelpæn", men jeg synes da jeg har masser at byde på. Hvorfor er fyrene aldrig interesserede? Hvorfor får man hele tiden den med at man ikke er typen?? Er folk virkelig så forudindtagede og overfladiske??
Hvor hurtigt bliver man dømt mærkelig og sat i bås i dag? Efter mit indtryk er det hurtigt, og så kan jeg prøve at please og maje mig ud og være noget jeg ikke er, men jeg nægter.....

en jævnalderende kvinde at kender lad os kalde hende Y. Hun virkede sød i starten, men var fuldstændig sindsyg fandt jeg så ud af. Hvis jeg ikke gad være på webcam med hende når jeg ikke var i nærheden af hende, så var hun totalt sindsyg og sent mig SMS'er om både det ene og det andet. Vi nåede ikke at have sex, men kendte hinanden via sms og webcam.
Jeg har venner, job, uddannelse, dyrker sport. Jeg er renlig og går ikke i tøj med pletter på og bøster altid tænder. Kvinderne/pigerne smiler da endda til mig på gaden og jeg til dem. Men det er som om at går fra det og så til at genkende om nogen har en reel interesse i en...Det skyldes nok min autisme tror jeg.
Jeg kan sagtens se når en kvinde er almindelig venlig, men der hvor nogen bliver meget personlige også det så viser sig at hun slet ikke mener noget med det, det er der hvor jeg tænker hvad fanden er der galt med mig?

Selvtillid er for mig ikke eksisterende hvad fyre angår og jeg har desværre heller ikke oplevet ret meget positiv opmærksomhed eller gensidig interesse.
Det gør ONDT af H.. til at man ikke kan finde en kæreste, når man ser folk jeg typemæssigt kan identificere mig med rent overfladisk, gå lykkelige rundt med en kæreste i hånden. At folk prøver at være venlige og fortælle mig at jeg nok skal finde en udretter jo ikke mirakler - men jeg lader som om at jeg er okay med at være single.

Jeg har da selvtillid, men når det ikke er til at se om hun er optaget, så er det sgu svært. Når man har fået den der tilpas nok gange "troede du virkelig jeg mente det på den måde", så mister man sgu lysten til at dumme sig tilsidst.

Ku' være du er for hurtigt ude med at spørge, ku' være du skulle spørge en der kender hende om han/hun har en god fornemmelse for om hun er interesseret i dig.

For 2 år siden var jeg forsigtig og mødte en der hedder Carina. Hun var sød, stille og veluddannet. Jeg spurgte en af hendes kollegarer om han vidste hun havde en kæreste. Det svarede han det havde hun ikke, idet hun boede alene. Jeg kom så med et forsigtigt kunne du tænke dig en dag har tid at drikke en kop kaffe sammen med mig. "Troede du virkelig jeg var interesseret i dig på den måde!". Senere fandt jeg ud at ubekendt for hendes kollega, så havde Carina en kæreste.
Jeg har også stået i den modsatte situation jeg var venlig overfor en anden pige og vi snakkede godt og pludselig efter nogen uger, så var hun sur. Samme dag siger en af hendes bekendte til mig "Kunne du virkelig ikke se at Laura var vild med dig?"
Det er altid enten situation 1) eller situation 2). Så nu har jeg officielt opgivet før jeg bliver 30 om nogensinde at finde en kæreste.
Jeg forstår virkelig ikke hvordan alle andre har så nemt ved det. Som jeg startede med at sige da jeg er autist, så kan jeg desværre ikke se forskel på om når en kvinde er ekstra-ordinær flirtende overfor mig om hun mener det eller ej. Jeg gider ikke dumme mig mere, så jeg spørg ik igen.

Ja se her, autisme eller ej. Nogle kvinder kan jo godt lide når en mand er tilbageholdende! Ved godt du føler du har ekstremt svært ved at komme i kontakt med det andet køn. Men er sikker på at hun nok skal komme til dig!

Kan godt forstå dig, jeg er selv en fyr på 29 år. Jeg har haft en kæreste en gang, da jeg var 20 år, men det var mest for at føle mig "normal" og få erfaring med hvad det ville sige at have en kæreste, tog mere eller mindre den første den bedste der viste interesse på netdating. Jeg tænker også hele tiden på de 30 år, som sidste chance for nogensinde at finde en kæreste igen. Synes det er lige til at holde ud så længe jeg går på min universitetsuddannelse som jeg afslutter til sommer, men er bange for jeg ikke vil tænke på andet når den er afsluttet.