Stressede børn - uhyggeligt

"Flere børn får stress" sidder jeg og læser i dagens avis..som nu godt nok snart er halvgammel, men jeg er først nået til avislæsningen nu. Bedre sent end aldrig. Jeg synes simpelthen, at det er chorkerende læsning, at der på Hillerød Sygehus indlægges gennemsnitlig et til to børn med stress hver uge.
Det vurderes, at op mod hvert femte danske barn er i farezonen for at blive stresset, når de udsættes for oplevelser, som ryster hverdagen.
Det er da uhyggeligt, at vi har et moderne samfund, som er så hurtigt og hektisk, at vores børn bliver stressede af det. Det er jo klart, at hvis vi selv farter og farer rundt som voksne, at så aflurer vores små lømler det og og bliver lige så stressede som os, hvis ikke vi husker, at slappe af når vi er sammen med vores børn.
Jeg har endnu ikke selv børn, men jeg gør meget ud af, når jeg er sammen med min nevø, at slappe af og bare hygge sammen med ham, for det kan jeg mærke, at han gerne vil, når han kommer hjem fra en hel dag i børnehaven. Jeg kan godt forestille mig, at det indimellem også kan være lidt hårdt for de små poder, at være et sådant sted med så mange børn og så meget larm.
Hvad gør du, for at dit barn ikke bliver stresset? Og er du sikker på, at du vil opdage, hvis de barn bliver stresset?
Hvad skal vi egentlig gøre i vores samfund, for at vi ikke får stressede børn?
VH Posilise

Det der med stress er noget overvurderet sludder i min verden.
Det har jo også vist sig, at det kun er en brøkdel af de danskere, der får at vide at de lider af stress, der rent faktisk lider af det.
Jeg kan ikke huske om det "kun" er 3% af befolkningen, eller noget i den dur.
Folk glemmer, at stress også kan være positivt. Det er som om, at så snart man oplever den mindste smule stress, så må der være et eller andet helt galt. Men faktum er nu, at det godt kan være sundt, at være stresset en gang imellem.
Det lyder for mig helt vildt, at børn ligefrem indlægges med stress.
Det lyder faktisk i mine øre, som da depressioner og depresionslignende tilstande, var en folkesygdom.
Man havde jo problemer med, at så snart folk var lidt triste, så blev der udskrevet lykkepiller, og så var det en depression. Men i virkeligheden var det måske bare en der rent faktisk VAR ked af det, og ikke andet end det. Og så måske havde bruge for en at snakke med. F.eks. i form af en psykolog.
Jeg tror på, at det er det samme der sker med stress. Alt for mange får bare konstateret stress, fordi det er den letteste løsning.
Jeg kommer fra en hverdag, hvor min far faktisk er på arbejde 24/7 hele året rundt. Det er en måde at leve på, som ikke stresser ham. Jeg er faktisk ret sikker på, at han meget hurtigt ville gå ned med flaget, hvis han ikke levede sådan. Min mor har så arbejdet knap så meget, men de er selvstændige, så der har da også været perioder, hvor der kun har været arbejde, og stortset ingen tid til mig. Det har ikke påvirket mig på nogen dårlig måde. Jeg er bare vokset op med at det er sådan. Nogle gange er der tid til at man kan hygge, andre gange er der ikke tid til det.
Men det har da været en klar fordel, at de arbejder hjemmefra. Det kan da godt være at det tager toppen af stresset med at handle ind, og komme frem og tilbage. Men før de arbejdede hjemmefra, var der nu heller ikke stress inde over. Jeg kom faktisk med på arbejde fra jeg var et par mdr, fordi min mor ikke havde tid til at gå hjemme.
Bemærk venligst, at jeg ikke siger, at ingen lider af stress eller depression eller hvad det nu måtte være. Der er folk der lider af og under tingene, men jeg tror ikke på at det er så mange som der påstås.

hvad der er i vejen med vores gener.
I dag skal vi lære at være forældre, hvad er det da for noget, har aldrig læret det, men opdraget 5 børn uden pædagogers hjælp.
Har selv oplevet krigen, ingen i familien lider af traumer.
Er vi krigsbørn stærkerer end børn og unge idag???
Vi fik jo heller ingen hjælp af psykologer vi lærte respekt, vi sad ikke inde i timerne , vi var ude at lege altid.
Hvad er det som er gået galt.
Jeg er heldig at ingen af mine 13 børnebørn er blevet stresset endnu da.
De er mellem 12 og 25 år.

er dum at høre på.. du ved sgu da ikke en fløjtende skid om hvad folk føler, og om de er stressede eller ej!!

Før var der en stor arbejdsløshed , nu er der mangel på arbejdskraft. Det kan give mange problemer.
Mange mennesker har nu alt for meget arbejde , og er presset på flere måder . Tidspres kan give stress , hvis man ikke passer lidt på.
En fyrings trussel , mange mennesker bliver forflyttet til en anden landsdel , giver utrykhed.
Det er trykhed i ansættelsen , tilbud om aktivering / et arbejde der skal til , for at skabe trykhed.
Kommunerne skal behandle deres klienter , på en rimelig økonomisk måde .
Voksne bliver stresset , det kan børn også blive .

- Nu laves der jo undersøgelser om alt mellem himmel og jord og af og til bliver de nævnt her i debatten. Vi har bl. a diskuteret det jeg kalder sen-mødre. Altså kvinder der er førstegangsfødende efter det 35. år - det var jo grænsen før i tiden, hvis man ikke ville være i risiko for mongolbørn, men det er en anden debat.
- Nu er man så kommet frem til at de børn, der har gamle mødre op mange måder har meget bedre betingelser end de unge mødres børn!! Det er nok muligt, men hvad er det for "betingelser" man taler om? For det er da de børn der er indlagt med stress, det er de børn der har spiseforstyrrelser eller skærer sig og hvad ved jeg vi bliver bombarderet med hver eneste dag! - Hvad hulen bruger de, de "bedre betingelser" til?
- At mine overhovedet har overlevet folkeskolen ud, er da vist noget af et under!!
- Men de er ikke og har aldrig været stressede (det ville være synd at sige) de har ingen allergi, de er ikke deprimerede, de er ikke stofmisbrugere. En af dem ryger, de to andre flirtede med tobak som teenagere. De kommer alle tre fra et rygerhjem. Og jeg var 21 da jeg fik den første og 28 da jeg fik den sidste.
- Der er vist ikke noget jeg ikke har gjort galt i forhold til den "gode tone på bjerget". Men jeg kunne forestille mig at nogle børns stress kunne undgås, hvis man fungerede som en børnefamilie, når man havde børn og ikke som Yuppier og fitness-freaks og hvad det ellers er et must, for at være tilpasset på cafeen lørdag eftermiddag med vennerne.
- Som nævnt tidligere har ingen af mine børn været i vuggestue. Jeg troede og tror på, at verdens skal have lov til at være lille inden den bliver stor. De har været i børnehave fra de var en 3-4 år. Vi har hele deres barndom holdt fri i juli måned og været væk hjemme fra de 28 af dagene. Vi var i årevis i sommerhus hver efterårsferie, men har altid holdt vinterferien hjemme. Drengene har dog nogle af årene brugt den ferie til at stå på ski sammen. Men tilbuddet var "hjemmelig hygge". Vi har altid haft mange børn i huset, men "voksen-gæster" var i årevis prioritert til max 1 weekend om måneden.
- 2 gange om året havde vi barnepige i 4 dage, hvor far og mor tog på udflugt og "legede kæreste" som min datter kaldte det.
- Resten af året var vi en børnefamilie, med tryk på børn.

- brik i din barndom, at dine forældre arbejdede hjemmefra. Det er slet ikke så skeløjet endda.

jeg tror det er vores gener.
Jeg havde 5 børn inden jeg var 25 år, de sidste var tvillinger.
Vi har aldrig haft mange penge, men masse af kærlighed, og vi brugte de gratis glæder, så som cykeltur ud i naturen med vores madpakker eller til stranden.
I dag selvom forældrerne har ferie, så skal de små absolut i vuggestue, det har jeg aldrig forstået hvorfor.
Er det fordi de ikke gider deres børn, er der nogen herinde der kan fortælle mig hvorfor de små skal i vuggestue istedet for at være sammen med forældrerne, og hygge sig, de kunne bare lade børnene gå i deres nattøj istedet for at blive hevet op og gerne nå i vuggestuen til morgenmad, nej jeg forstå det altså ikke og det kan gøre mig så rasende, men det kan jo være børnene har det bedre i vyggestuen eller dagplejen end hos forældrerne.

selektiv læsning ;)
Nogle gange kan det rent faktisk godt betale sig at læse et helt indlæg, før man reagere ;)

helt sikker på hvad du mener med det der?
Ikke at jeg tror det er negativt, jeg kan bare ikke forstå det *blush*

Er der undersøgelser, der påpeger, at det er børn af "gamle" mødre, der indlægges med stress - har spiseforstyrrelser - skærer sig? Det er helt ny information for mig.
Selv har jeg fået mine børn tidligt, men oplever ikke, at de "ældre" mødre i min omgangskreds er "yuppier" (- findes det begreb overhovedet endnu? Det var da i 80´erne, de huserede? ) - eller fitnessfreaks, der ikke tager sig tid til deres børn. Travle forældre findes i alle aldersklasser og afhænger for mig at se snarere af den livsstil, man fører, end af dåbsattesten.
Som lærer kender jeg desværre en del unge med psykiske problemer, men jeg ser overhovedet ikke noget mønster i forhold til forældrenes alder. Det er vel ikke sådan, at du generaliserer groft ved at opfatte alle mødre til børn og unge som "gamle"?