svigtet igen igen...

Igår skete det lige endnu engang. Min kæreste finder det vigtigere at tilgodese sin familie fremfor at være sammen med mig. Min bofælle er ikke hjemme i påsken, så vi havde glædet os til at have lejligheden for os selv. Så jeg gik glad hjem fra arbejde igår og købte ind til den middag vi havde planlagt at indtage sammen. Planen var at han ville tage hjem til familien fredag, så jeg regnede jo med at have ham idag med. Men for det første sagde han igår aftes at han ville tage hjem og sove fordi han skulle tidligt op. FAir nok! Idet han er på vej ud af døren, siger han så at han bliver hentet dagen efter af sin søster, fordi de skal noget sammen, inden turen går hjem til deres forældre. Jeg blev så gal, sansede ikke noget, smed ham bare ud uden at sige farvel og gik ind i min seng og tudede. Det samme skete i julen. Han havde tid til familien og venner, men ikke mig, grundet en stor forestående eksamen. Ikke engang nytårsaften ville han holde med mig, så det endte med jeg måtte tage hjem til mine søskende og holde den værste nytårsaften, fordi alternativet ville blive at skulle sidde alene. Jeg har aldrig mødt hans familie. Han siger, det er fordi han værner om sit privatliv. Fint nok. Det har jeg heller ikke travlt med. Bare træt af altid at blive valgt fra. Er ikke i tvivl om at han elsker mig, og vi har det fint på andre områder. Jeg blev bare så ked af at jeg igen kan se frem til nogen lange og ensomme dage sammen med tv´et. Har ikke et særlig stort netværk. Mine veninder har selv familier eller kærester som de bruger tiden sammen med. Har ikke lyst til at tage hjem og besøge min familie, da det aldrig er specielt behageligt. Når jeg endelig har fri, vil jeg da gerne lave noget rart sammen med ham jeg elsker, ikke sidde og glo alene og vente på jeg kan gå på arbejde igen. Puha, kan mærke det er rart at få luft. Jeg er så træt af ham at jeg har lyst til at sige stop. Hellere være alene end køre i rutsjebane og aldrig være sikker på hvornår det begynder at gå nedad igen.
Tak fordi jeg fik plads til at give udtryk for mine frustrationer og rigtig go påske til alle!

Synes du ikke selv det er mærkeligt du ikke må møde hans familie ?
Det ville jeg aldrig acceptere... synes virkelig du skal overveje det forhold.
men ikke for at være perfid... men.. det får du jo også tid nok til de næste dage.
Alligevel rigtig go påske til dig.
Gir lige mit sædvanlige råd til folk der slås med for og imod tanker:
gå en go lang tur i sol og blæst - man tænker så mange gode tanker imens.

Du skulle tag at droppe ham, det lyder som om du kun kan bruges når han ikke har andet at lave.
jeg ville aldrig finde mig i sådan en behandling....
Bare et lille opkast fra jylland

Men det har du jo ikke. Og nu blive du ked af det!
Han er slet og ret ikke nok interesseret i dig. Hvis han var forelsket, ville du aldrig have hørt ham sige at han "værner om sit privatliv" - sikke noget pis!! Han ville være glad for at vise dig frem.
Du skal ikke bilde mig ind, han ikke er fuldstændig klar over, at han har ødelagt din Påske. Men han er tilsyneladende ligeglad.
Du er en hemmelighed. Så er spørgsmålet; hvorfor er du det?

...du kan ende med at miste ham..
Det lyder til at dine kæreste har brug for at være sammen med sin familie/venner i højtiden, og være sammen med andre end dig. Det er fair nok at du bliver træt af at han ikke har så megen tid til dig og/eller lover noget han ikke helt kan holde. MEN når du giver udtryk for at du føler dig svigtet osv. overfor ham, og reagerer på den måde, så giver du ham dårlig samvittighed og ender i sidste ende med at skubbe ham væk, så han føler sig fastlåst, at han tror du ikke bryder dig om hans familie, at han synes i sidder knæerne af hinanden osv..Du må acceptere at selvom han elsker dig har han brug for andre i hans liv. Han har muligvis et stor netværk af mennesker han holder meget af, og selvfølgelig gerne vil være sammen med. Det gør ham glad og til den person han er, og det betyder samtidig også, at du simpelthen må acceptere dette med oprejst pande, og et smil på læben. Hvis du insistere på at I næsten hele tiden skal være sammen, at han hele tiden skal kunne afsætte tid til dig, så er det i høj grad ud fra din egen egoisme og ønske om ikke at have ensomme aftner foran tv'et osv. Tænk på det sådan her:
Hvad er en aften mindre sammen i ny og næ, i forhold til at have et godt forhold?
Håber du kunne bruge det til noget :)
/fra en som har været i samme sko

Jeg har kendt en sådan engang.Jeg kæmpede med ham i 12 år,og intet blev bedre.
Han var helt i familiens magt,special hans forældres magt.De måtte ikke vide at han havde en dame,for tænk hvad ville de dog ikke sige om ham.Jeg orkede ikke mere,og gav ham løbepas.Aldrig har jeg oplevet noget så barnligt.At jeg holdt ud i så mange år,fatter jeg ikke idag ikke brik af.Den slags modersyge mænd,skal man holder sig langt væk fra,for det bliver ikke anderledes med dem.Aftaler bliver brudt gang på gang,for familien kommer i første række,og vil altid gøre det.I den familie møder man op,når de kalder,og et nej,er at vanære hele familien.Han har siden haft en anden dame,og det samme gentog sig også med hende.Den mand har ikke sluppet naglestrengen,og gør det heller ikke,før hele familien er døde,men så tænker jeg han går i sin grav med dem.
Nej,hold dig langt væk fra denne slags mænd.

Jeg kan se at jeg vis nok er den eneste mand der har skrevet et svar til dit indlæg, og at den overvejende stemning er, at det er din kæreste der er noget galt med.. Det er meget muligt, og mit svar bygger som alle andres blot på den vanlige 10 sekunders vurdering af hvad der kan være på spil. Det er jo noget nær umuligt at vurdere hvem der bære skylden i alt det her, og højest sandsynligt er I jo to om det.. Hvad der dog bliver klart for mig er, at der helt sikkert noget kommunikation der mangler mellem jer, og at det på ingen måde dur og gå med en indestængt frustration og være ked af det, så uanset hvad der præcis er på spil, så få snakket om det med din kæreste, og ta den der fra...

..mangler helt klart. Hvor lang tid man har været sammen, på hvilke betingelser man ellers ses osv. Der skal naturligvis gives plads til hinanden uanset forholdets alder.
Men en aftale må i bund og grund være en aftale?

...vi har været sammen siden august, ses et par gange i løbet af ugen og så som regel i weekenden. Ikke hver dag da vi begge har en del at se til. Vi bor begge langt væk fra familien, så synes ikke det er supermærkeligt vi kke har introduceret hinanden endnu. Synes ikke jeg forlanger ret meget af ham, der er krav nok til ham i forvejen. Han er ikke så god til det med aftaler, men det er blevet bedre efter vi har talt om det. Vi sætter os ikke 100 % fast på noget, da der kan komme noget op. Men lige præcis aftalen om at være sammen i de her dage, den lå ret fast. Lige indtil søster ringer og han springer... Ved at jeg er en luksus som han tillader sig i det daglige, hvor han går på et meget krævende studie, men vil osse bare gerne være en prioritet når han så har fri. Træt af at være adskilt fra resten af hans liv og kan undre mig over hvordan han vil kunne integrere mig i det den dag vi får fælles adresse osv. Og jo, jeg ved han elsker mig. Ellers var han da smuttet for længst, med alle de hysteriske anfald han har været vidne til fra min side. Det er jo derfor det er så svært at finde ud af hvad jeg skal herfra.

og en veninde... er det sådan jeres forhold er ?
Fordi han værner om sit privatliv... som kæreste er man så ikke en del af det privatliv ?
De vigtige dage tilgodeser han ikke dig, så hvad er du for ham ?
ja, jeg kan godt forstå du får hysteriske anfald i affekt over situationen.
vh anonym

....forberede dig på at du nok har en mand, men det ikke er MANDEN - desværre!
Kender selv følelsen af, ikke at ville "vise hende frem", hvilket dels fortæller mig så meget om "os", og dels at jeg ikke har det godt med os.
Nok skriver en anden skribent, at du skal passe på, og/men det er i og for sig rigtigt nok, men du må overveje hvad det er du vil med ham, contra dét han (evt. kun!) vil med dig!
Der står meget ml. dine linier, men heller ikke decideret hvad i egentlig foretager(?) jer, men at han helliger sin familie, endsige ikke "trapper ned" med den, nu hvor han har dig, signalerer for meget usikkerhed og mgl. seriøsitet/dybde/kærlighed..
Som jeg læser det (beklager - ved det gør nass! men du kommer gennem det...) så vil han nok noget med dig, men ikke dét som man(d) vil, når man VIRKELIG bare VIL hinanden - kompromisløst! SÅ ville du være en integreret (ikke forvekslet med at være omklamret el. "fanget") del af ham og "hans", og han ville slet ikke betænke at om du skulle med til fx. hans familie!
Hmmm, håber du tager disse linier konstruktivt, og støtter dig til, at skribenten her har oplevet en del på den konto! :-)
God Påske (og tag nogle lange traveture og kig dig omkring for hvad du ser og møder!)

ikke er i tvivl om at han elsker dig! Det ville jeg være, hvis jeg var dig. Og du skriver også, at hans undskyld er, at han værner om sit privatliv! Ihvertfald ikke jeres privatliv sammen. Hvorfor sætter du ham ikke stolen for døren, og beder ham om enten at tage jeres forhold alvorligt eller slå op. Det lyder næsten som om han skammer sig, når du er med ham?
Hej, hej

Der er mange traditioner forbundet med Påsken i enhver familie, derfor kan det være at han selv står i det dilemma at skulle vælge. Så ringer søsteren der dukker noget uventet op, som han lige skal være med til at ordne.
I to har end ikke været sammen i et år, lever ikke sammen som jeg forstår. Jeg ved godt hvem jeg ville vælge. Familien.
Når du ikke er introduceret for familien endnu, kunne det måske skyldes at der er noget galt i hans familie, som han ville være ked af at du skulle opleve?
Når det så er sagt, så synes jeg du skal spørge ind til disse ting når han vender hjem. Få talt om hvorfor det altid skal være familien fremfor dig?
En anden foreslår dig at foretage dig noget fornuftigt, i stedet for at ligge under dynen med en Påskedepression.
God Idé og fortsat god Påske
Løvemor

Jeg har en dejlig kæreste, som også har et meget nært familie sammenhold. Først efter et års bekendtskab blev jeg præsenteret for familien. Jeg var indtil da også fustreret, og følte, at jeg kom i anden række.
Set i bakspejlet kan jeg kun beundre familie sammenholdet, og ønske min familie var lige så tæt. Nu ved jeg, at han ville være helt sikker på at jeg er den rette, før jeg blev præsenteret, da han ikke har præsenteret mange kvinder for familien.
Vil lige tilføje, at vi er sidst i fyrrerne, og har begge brændt os i tidligere forhold.
Giv ikke op, hvis du føler, han er den rette!

...men det har hjulpet at få flere vinkler på det. Der er ingen vej udenom. Må helt klart konfrontere ham med det jeg går og slås med. Har tænkt om jeg skulle give ham et ultimatum, men det er da heller ikke optimalt.Vil ikke påtvinge ham at gøre noget. Men på den anden side, finder jeg vel på den måde osse ud af hvor meget han i virkeligheden vil mig og os. Ikk?
Hmmm...fortsættelse følger!