syg af sorg

efter jeg har mistet et meget kært familiemedlem for nogle måneder siden og oveni det, mange andre triste skæbener, har jeg det så svært-det er som om, at der er gået noget istykker indeni mig, som ikke kan repareres...
Jeg har så svært ved at være stabil på skolen - for der er dage, hvor jeg helst vil blive under dynen og så gør jeg det også, da jeg har det så skidt-psykisk...jeg magter ikke mit fuldtidsstudie og det kan ikke lade sig gøre, at gå ned i tid, for så er jeg ikke su berettiget...jeg kommer til at miste 3000 kr, hvis jeg bliver sygemeldt...

Jeg har ikke lyst til at blive helt sygemeldt, for tankerne falder for det meste mere til ro, når jeg er i skole...
Hvis jeg skal sygemeldes, så har jeg ikke råd til min bil og kan heller ikke afdrage på mit lån... så jeg står i en meget uheldig situation....
Hvad skal jeg stille op????[:*(]

Det lyder for mig som om du har en krise. Opsøg din læge og få en henvisning til en psykolog (skal du selv betale) eller en psykiater (Er vist over sygesikringen).
Tiden læger alle sår, men du har brug for hjælp til at komme videre ellers kan du ende med en depression og så kan det for alvor blive slemt. Så mit råd er at få noget hjælp så hurtigt som muligt.

- privat praktiserende læge og få en henvisning til 10 psykologkonsultationer. Det kan du få ved dødsfald i nærmeste familie.
- Du er nødt til at ruste dig til livet, og da det ikke er sket endnu, så kan en psykolog give dig nogle værktøjer .
- Jeg anser dine bilafdrag som uvæsentlige, (sælg lortet, hvis det er et problem at eje det) men et dødsfald skal ikke koste en uddannelse.

Hej med dig.
Jeg er ked af det som er hændt dig, og føler med dig.
Jeg tror udmidbart det du har brug for er tid! giv dig selv tid til at komme
over savnet, og lad vær med at skubbe det væk.
Måske kam em form for sorg-gruppe eller psykolog hjælpe dig igennem?
Det er helt naturligt ikke at have overskud til noget efter et tab af en kær,7
men langsomt skulle det germe blive bedre.
Og tro mig: dit indre sår skal nok blive helt efterhånden. Just give it some time
håber det kommer til at gå bedre
🙂

for jeg fremstår jo så pæn, så veltalende, så velforberedet, så kvik osv.
Jeg går hos en psykolog, men det synes ikke at hjælpe. Jeg har også været hos en psykiater, hvor jeg sagde, at jeg følte mig ind imellem deprimeret, men vås sagde han.

men desværre, får jeg at vide hos kræftens bekæmpelse, der er kun sorggrupper for ægtefælleforladte og voksne op til 30 år.. jeg står ude i ingenmandsland.
Jeg har selv forsøgt, at oprette en gruppe, men ingen henvendelser....
Ja, der er heldigvis gode dage og bedst som jeg tor, at nu går det fremad, så får jeg et stort tilbagefald og så orker jeg næsten ingenting...
Jeg går hos en psykolog, så jeg må prøve at tale med hende-måske hun har flere torve at trække i, end jeg...!

Jeg er simpelthen nødt til at skrive til dig, for jeg mistede selv min mor sidste år,
og det trækker tænder ud. [:*(]
Først vil jeg lige skrive til dig at der er sorggrupper for folk over 30 hos Kræftens Bekæmpelse. Og selv om det ikke er en af dine forældre må de kunne finde en gruppe der kan passe til dig. Sorg er sorg, om det så er din kæreste/mand/forældre eller bedsteforældre, og hvis du er ved gå ned på det, må du siges at kunne have brug for at tale med andre der har ondt i sjælelivet og ved hvordan det er at miste en elsket. Måske de kan formidle kontakt mellem folk der ikke lige "passer ind" i de andre grupper.
Og det er helt normalt at man falder, selvom man tror man er ovenpå. Sorg er en lang og smertefuld proces, og nogen gange kan man mærke kroppen reagere på ting før hovedet forstår hvad der foregår. Det kan være en bestemt lyd, en bestemt duft, en bestemt situation, en bestemt ting eller et billede der lige trigger det, og så er man tilbage i det hårde, og man kan mærke al smerten og magtesløsheden igen. Jeg snakker af erfaring, jeg kan stadig få ondt i maven ved lyden af en ambulances sirene. Og det kan være midt på en rigtig god dag, og så må jeg lige trække vejret.
Håber det bedste for dig, og at du kommer igennem og ud på den anden side til glæde og livslyst. Knus

Tror du et godt og ærligt menneske,dine råd til folk rundt omkring på debatterne er guld værd,i begyndelsen af 80'erne mistede jeg så mange familie medlemmer,at folk tror næsten det løgn,når jeg siger det,så siden dengang har jeg aldrig fået bearbejdet den sorg det var at miste dem,ved selvfølgelig godt vi alle skal herfra;men behøvede det at være med så kort interval,det var hårdt og er det stadig når jeg tænker på dem.
Havde der bare været nogen der kunne guide mig i den rigtige retning,så tror jeg ikke at jeg idag sidder med næsten en panisk dødsangst,den så blevet mindre den angst,fordi jeg ved vi skal herfra en dag,prøver at bilde mig selv ind,hvorfor være bange for noget der er uundgåeligt,lev livet hele livet og dø når tiden er inde for det.
Så "arbejdsproblemmer" lyt til en klog kvinde med navnet Dulkis,hun ved hvad hun snakker om,kan desværre ikke råde dig ret meget,udover du må også have nogle venner du kan belaste lidt,er sikker på de vil lytte til dig,hvis de er rigtige venner,vil de også tage hånd om dig og hjælper dig videre,det er extremt vigtigt at få talt ud om det,inden du udvikler en alvorlig depression.